Læsetid: 6 min.

Et nej med perspektiver

2. september 1997

Alle erkender, at den nye traktat ikke er særlig hensigtsmæssig i forhold til centrale områder som miljøet og Øst-udvidelsen.
Er vi så ikke forpligtede til at tilkendegive gennem et nej, at denne opgave ikke er løst?

AMSTERDAM
Det tjener Information til ære, at avisen har brugt spalteplads til en grundig gennemgang af argumenterne hos ja- og nej-siden i den interne SF-debat om Europa og Amsterdam-traktaten.
På baggrund af gennemgangen har mol d. 25. august begået en leder, hvori han konkluderer at "Holger K.
Nielsens argumenter for at stemme nej til Amsterdam er en politisk blindgyde". I betragtning af, at han selv hævder, at nej-fløjen har en række rigtige pointer forekommer det at være en temmelig håndfast konklusion, som ikke helt stemmer overens med præmisserne.
mol baserer i særlig grad sin argumentation på, "at Holger K. Nielsens centrale nej-argumeneter hviler på en række meget usikre forudsætninger". Disse usikre forudsætninger skulle især bestå i "usikre vurderinger af fremtidige forhandlingsforløb".
Når man som undertegnede har deltaget aktivt i mange års dansk Europa-debat er der et deja-vu over disse udsagn. Også ved tidligere folkeafstemninger er nej-siden blevet mødt med argumentet om, at det er usikkert, hvad et nej vil føre til.
Argumentet er lige så rigtigt som det er banalt. Naturligvis vil der være usikkerhed omkring forløbet efter et dansk nej. Lige så vel som det vil være det ved et dansk ja. Hvornår skriver mol en leder med den indlysende påstand, at et ja i sig selv hverken sikrer øst-udvidelsen eller en bedre miljøpolitik i EU? Hvorfor vil mol ikke fremhæve, at den politiske dynamik og politiske vilje efterfølgende er vigtigere end spørgsmålet om selve traktaten? Og at den nævnte usikkerhed har gyldighed for både ja- og nej-argumentationen.

Dårlig traktat
mol hævder at "Holger & Co. risikerer at fremme en debat, der blot handler om traktatjura og fortænkte forhandlingsforløb". Jamen, det er ikke mig, men andre (herunder mol) der kører debatten ind i en blindgyde med traktatjura og fortænkte forhandlingsforløb.
Jeg har vedvarende hævdet (ikke mindst i den interne SF-debat) at det er håbløst at sidde som en bogholder-jurist og studere juridiske detaljer i traktaten med henblik på at nå frem til, om der tale om små fremskridt i forhold til det eksisterende juridiske grundlag. En folkeafstemning om en traktat, der vedrører Europas fremtid, kan ikke sammenlignes med en 2. behandling i Folketinget, hvor man sidder og stemmer om ændringsforslag.
Vi har både ret og pligt til at stille følgende spørgsmål: Er traktaten et tilstrækkeligt velegnet instrument til at løse de problemer, Europa står overfor? Fremmer vi bedst vore Europa-visioner ved at sige ja eller ved at sige nej? Disse to spørgsmål har været afgørende for min stillingtagen.
Jeg mener grundlæggende, at Amsterdam-traktaten er en dårlig traktat. Og det er uden hold i virkeligheden, at den skulle leve op til de krav, SF har stillet - såvel i vort program som i det udspil, vi leverede til regeringen i december 95.
På trods af, hvad der hævdes, er der mere union i traktaten. Det er der på det retlige område, hvor også mol medgiver, at der ligger et problem i, at Schengen-samarbejdet undergraver den retlige undtagelse. Så hævder han, at Schengen intet har med Amsterdam at gøre. Her kører mol - ligesom regeringen - ud i den rene formalisme og juristeri. For det første indkorporeres Schengen i traktaten. For det andet kan man ikke adskille Amsterdam-traktaten fra Schengen i og med, at Schengen på det reelle plan undergraver den undtagelse, vi skulle have. Jeg foretrækker at diskutere substans frem for juridiske spidsfindigheder og i substansen er der ingen tvivl: Amsterdam-traktaten og Schengen-samarbejdet kan ikke adskilles. mol skriver, at et folketingsflertal bare kan melde os ud af Schengen. Javist, men pointen er, at det vil et flertal ikke, medmindre det bliver et nej ved folkeafstemningen

Nås målene med et nej?
Der er mere union omkring kompetence-fordelingen, hvor der gives mere magt til både Kommissionen, Parlamentet og Domstolen. Det er jeg imod! Forsvarsdimensionen styrkes - ikke så meget som visse kræfter havde håbet, men jeg vil bekæmpe alle ansatser til en militarisering af EU-samarbejdet. Derfor er jeg imod.
De lærde diskuterer, om der er tale om forbedringer på miljøområdet. Ingen har imidlertid afvist, at den nye traktat på ingen måde lever op til de krav om et grønt samarbejde, som vi med rette kan forlange. Markedskræfternes logik er fortsat langt stærkere end hensynet til miljøet. Jamen, så må vi gennem et nej fortælle regeringscheferne, at hvis EU-samarbejdet skal have mening og folkelig opbakning, er det nødvendigt at det bliver andet og mere end et samarbejde for erhvervslivet.
Alle erkender, at den nye traktat ikke er særlig hensigtsmæssig i forhold til Øst-udvidelsen. Jamen, hvorfor skal vi så blot klappe i hænderne og sige mange tak. Er vi så ikke forpligtede til at tilkendegive gennem et nej, at denne opgave ikke er løst?
Det er muligt at ovennævnte spørgsmål er for enkle for en politisk elite, der foretrækker at diskutere teknikaliteter og fremtidige forhandlingsscenarier frem for politiske holdninger. Men i politik når man ofte til sagens kerne ved at stille de simple holdnings-spørgsmål. Således også i debatten om Amsterdam-traktaten.
Det skal så medgives, at det selvsagt er relevant at stille det andet af de ovennævnte spørgsmål: når vi bedst vore mål ved at sige nej? Det kan også stilles lidt anderledes: risikerer vi direkte tilbageskridt ved at sige nej? Og er det trods alt ikke bedre at sige ja til det, vi har fået? Spørgsmålet er udtryk for et klassisk dilemma i al politik. Skal man tage en halvdårlig løsning for at undgå én, der er værre? Omkring Amsterdam-traktaten er svaret ikke særligt svært.

Uforpligtende tiltrædelseslov
For det første er Amsterdam-traktaten samlet set ikke bedre end Maastricht. Der er plusser og minusser, men minusserne er efter min vurdering i overtal.
For det andet er øst-udvidelsen ikke afhængig af den nye traktat. Efter de manglende resultater på Amsterdam-topmødet vil udvidelsesprocessen køre sit eget spor. Jeg håber og tror, at der er tale om en historisk og uigenkaldelig proces, men den er altså ikke bundet op på den nye traktat (som i forhold til østudvidelsen ikke løser, hvad der skulle løses). Bortset fra, at det bliver vanskeligere at optage mere end fem øst-lande, hvad der er helt i modstrid med SF's sikkerhedspolitiske perspektiv. Men det er demagogi i højeste potens at påstå, at et nej til Amsterdam-traktaten er et nej til øst-udvidelsen.
For det tredie er et folkeligt nej det eneste, der kan presse den danske regering. Det er sympatisk, når SF's ja-fløj satser på at få SF-krav ind i den danske tiltrædelseslov, og det er gennemkueligt, når Nyrup straks reagerer positivt. Min erfaring er imidlertid, at formuleringer i bemærkningerne til en tiltrædelseslov er aldeles uforpligtende for Nyrup og Co. Det var en del af loven i 1993, at det nationale kompromis skulle være udtryk for en "ny og langsigtet dansk EF-politik". Denne formulering var en klar forudsætning for SF's medvirken, men den har aldrig bundet regeringen. Den har ikke spillet nogen rolle overhovedet for regeringens faktiske Europa-politik.
Det eneste, der kan presse regeringen, er frygten for et nej ved en folkeafstemning, og det er ret beset SF's eneste pressionsmiddel. Hvis vi er utilfredse med traktaten, er der kun ét at gøre, nemlig at stemme nej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu