Læsetid: 5 min.

Mange nej-sigere bor i en tidslomme fra før 1864

Debat
29. september 1997

EU er et moderne demokrati, mens store dele af nej-sidens argumentation bygger på en forpasset forestilling om suveræne stater med rod i selvforsynings-samfund

EURO-FEMINISME
Lad mig være venlig og gå direkte til det, som Inger V. Johansen selv (Inf. 22.9.97) kalder kernen i "den fundamentale uenighed" med mig, når jeg drister mig til at se feminismen som en integreret del af et moderne demokratiprojekt i EU.
Det rigtig svære ved at diskutere EU med hard-core- nej-sigere som Inger V. Johansen, medlem af Enhedslistens Europaudvalg, er den meget store afstand, der viser sig i vores forskellige opfattelse af, hvad demokrati er, og hvad demokrati betyder i dag. For spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt og sagligt at opfatte EU som et moderne demokratiprojekt, afhænger i høj grad af den forestilling om demokrati, som vi hver især bringer med os. Som jeg opfatter det, bygger store dele af nej-sidens argumentation på en forpasset forestilling om suveræne stater, der hver for sig har rod i selvforsyningsamfund med magt i de nationale parlamenter, svarende til den grundlov vi i Danmark fik i 1849.
Hvis jeg har ret i den analyse af Nej'ets fysiognomi, vil EU aldrig kunne leve op til et demokratikrav. Men justerer man sin demokratiopfattelse, som jeg mener, man bør gøre det, ser det anderledes løfterigt ud. Med 1864 ophørte dansk suverænitet, hvad udenrigspolitikken angår, og fra 2. Verdenskrig har Danmark økonomisk set været helt integreret i den internationale arbejdsdeling. De politiske svar på de grundlæg-gende ændrede realiteter, dannelsen af Folkenes Forbund efter 1. Verdenskrig og FN efter 2. Verdenskrig havde deres tid, men erfaringen har jo vist, at de som organisationer var og er for svage og uden udøvende myndighed til at løse de nødvendige problemer. Kravet om frivillighed har vist sig urealistisk og utilstrækkelig, fordi historien efter såvel 1. som 2. verdenskrig har peget på nødvendigheden af en overnational myndighed, der nødvendigvis forudsætter afgivelse af national suverænitet.
Som jeg ser det, er netop EU det historisk, politiske svar på handlingens nødvendighed. Uforpligtende diskussion har haft sin tid. Derfor nytter det ikke at opretholde en demokratiforestilling, som bygger på samfund, som ikke længere findes. For mig repræsenterer EU den mindst ringe vilje til demokratiske fornyelse af nødvendigt internationalt samarbejde.
Når det så er sagt, kan vi godt diskutere Økonomisk-Monetær Union (ØMU) og anden EU-politik, som Inger V. Johansen hævder generelt vil gå ud over kvinder, fordi kvinder især er ansat i den offentlige sektor og konkret vil ramme kvinder i de EU-lande, hvor velfærdsstaten er mindst udbygget. Selv om jeg ikke er økonom, er jeg tilbøjelig til at tro på, at dårlige økonomier slår hårdest på de økonomisk svageste grupper, herunder kvinder, der som køn overalt i Europa tjener betrageligt mindre end mænd.
At der er en stor utryghed blandt arbejdsmarkedets mest udsatte grupper er fuldt forståeligt. Internationalisering af marked og kapital tager intet hensyn og kan en konfektion leveres billigere i Hong Kong end i Herning, ja så går arbejdet sin vej. Men netop derfor er en politisk styret økonomisk regulering nødvendig og det sociale kapitel har i det mindste til hensigt at hæve standarden i de mindst udviklede lande. Fejlagtigt antager Inger V. Johansen, at jeg har "større tiltro til EU end til danske og andre europæiske kvinders møjsommelige arbejde for egne rettigheder". Argumentet bygger Inger V. Johansen på en udtalelse fra Bente Friis, næstforkvinde i Danske Kvinders Nationalråd, der har advaret mod det forhold, at Amsterdam-traktaten kunne "føre til indskrænkning af danske kvinders ret til ligeberettigelse og positiv særbehandling".
Men Bente Friis' advarsel gik i sin tid ikke på ligestillingsbestemmelsen i Amsterdam-traktaten, som DKN selv har kæmpet for kom med i det generelle afsnit. Derimod ville hun og DKN sikre sig, at den såkaldte 'antidiskriminationsparagraf' ikke kunne komme til at spænde ben for muligheden for positiv særbehandling af underrepræsenteret køn, læs: kvinder. En berettiget bekymring som udløste en politisk ansvarlig kommentar fra Bente Friis. Inger V. Johansen refererer til en ekspertgruppe under det Tredje Handlingsprogram for mænd og kvinder, der angiveligt har advaret mod nyliberale EU-politikker, som fremmer et traditionelt familiemønster med manden som forsørger.

Ahistorisk
Min research har i skrivende stund ikke givet resultat på det punkt, så jeg kender ikke gruppens arbejde. Derimod er jeg selvfølgelig bekendt med Inger V. Johansens andet eksempel, den berømte ansættelsessag i Bremen, hvor delstatens afgørelse blev underkendt af EU-domstolen, hvor den såkaldte Kalanka-dom ændrede et 'skal' til 'kan' i spørgsmålet om ubetinget ret til positiv særbehandling af underrepræsenteret køn. Det kan man mene forskelligt om, men væsentligst er for mig, at den politiske diskussion om ligestilling har fået et nyt engageret forum, hvor også forskellige politiske projekter afprøves, og hvor der er rig mulighed for at politisere samarbejdet. For mig er også det forhold en del af en vigtig demokratisk proces.
Endelig sætter Inger V. Johansen trumf på, når hun forklarer mit syn på EU med, at det "særligt velsignende ved EU var, at nu kunne det nye jetset af begunstsigede kvinder flintre rundt mellem hovedsæderne betalt af EU". Selv ville jeg aldrig være så profan at koble ordet velsigne med EU. Men det interessante ved jetset-begrebet, er jo, at det med EU åbner sig for langt større grupper og netværk, end vi tidligere har set. Unge under uddannelse får mulighed for studieophold i udlandet, faglige netværk bestående af ganske almindelige engagerede mennesker udveksler med kolleger inden for pædagogik, social- og sundhedsområdet. Fagforeningsfolk samarbejder, kunstnere og kulturarbejdere samarbejder, ja selv arbejdsløse danskere har mulighed for og ret til at tage understøttelsen med sig til et andet EU-land og søge arbejde der. Er det virkelig så slemt? De fleste af os flyver på monkey-class. Og så er der noget misbrug og svineri i toppen. Men det kan der jo gøres noget ved, hvis ellers den politiske vilje er til det. Hvad man derimod ikke kommer godt fra, er forsøget på at skrue tiden tilbage til et Danmark før 1864. Som jeg ser det, har Inger V. Johansen og mange andre nej-sigere med hende taget bolig i en fuld-stændig ahistorisk tidslomme.
Derfor er diskussionen undertiden vanskelig, men så meget desto mere nyttig. O g derfor skal også Inger V. Johansen have stor tak for sin kommentar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her