Læsetid: 6 min.

Omvendelsen lader vente på sig

12. september 1997

Arbejderne kan ikke li' Unionen, og den almindelige borger stemmer ikke kun om Amsterdam-traktaten, men ud fra sine erfaringer med det hidtidige fællesmarked

EURO-SKEPSIS
Den stærke modstand mod Amsterdam-traktaten har vakt uro i det politiske landskab i Danmark. Et markant flertal af de folkevalgte synes jo, traktaten er en god ting. Det kniber bare med at overbevise den jævne vælger om fremskridtet.
Jeg er selv skeptiker og har min daglige gang blandt de befolkningsgrupper, hvor modstanden er størst. Og jeg synes ikke det er mærkeligt, at omvendelsen lader vente på sig.
Politikerne er uden tvivl klar over, at det ikke er selve Amsterdam-traktaten danskerne er utilfreds med. Den ved den almindelige borger ikke ret meget om. Det er erfaringerne med det hidtidige fællesmarked og unionen, som er jævne menneskers udgangspunkt. De er vant til at tage standpunkt for eller imod en siddende regering ud fra, hvor godt de mener, den har gjort det. Ved en folkeafstemning om EU-spørgsmål vil de stemme efter samme principper.
Især har uviljen mod unionen været stor i arbejderklassen. Politikernes store visioner kunne ikke fænge hos den lille mand, her var hverdagen afgørende. Her blev det sat pris på det danske velfærdssystem, som blev bygget op i efterkrigstiden under indædt uvilje fra den hjemlige højre-fløj. Mange frygtede forringelser, hvis de store borgerligt styrede stater i unionen fik for megen magt. Vi kendte jo borgerlig politik fra vores egen andedam, så hvorfor invitere deres søsterpartier indenfor?
Vi kendte også de store nationers monopol på FN, som efter den anden verdenskrig blev udråbt som demokratiets og fredens vogter. Men de store opfandt hurtigt Sikkerhedsrådet, hvor de gav sig selv vetoret og dominerede verden. Demokratiet var vekselvis en by i Rusland eller et hvidt hus i Washington. Hvorfor skulle supermagter optræde anderledes i en europæisk union?
Men én ting er begrundet frygt, en anden er erfaringer. Og der er unægteligt rendt noget vand i Nordsøen fra Elben og Seinen siden EF-afstemningen i 1972.
Jeg arbejdede dengang på B&W Motorfabrik på Christianshavn, og stemningen var bitter mellem tilhængere og modstandere. Arbejdspladsen var i fare, hvis der blev stemt nej, påstod tilhængerne, og da både politikere og de store erhvervsledere sagde det samme, havde den lille mand svært ved at begrunde sin skepsis. De store måtte jo have ret; de havde jo viden og erfaringer om erhvervsliv.
Lignende argumenter var udbredt på andre arbejdspladser, og der var adskillige eksempler på, at ledelsen fremsatte trusler om at flytte til de forjættede lande syd for grænsen, hvis ikke vælgerne makkede ret.

Bitre erfaringer
Men de store floder i fællesskabet blev ved med at strømme, og konkurrencen skærpedes.
Jeg husker tydeligt den dag i 1979, hvor en arbejdsmand kom styrtende ind i maskinhallen viftende med sin frokostavis. På forsiden var de store bogstaver taget i brug, og vores topchefs karakteristiske slanke linjer prydede siden. Men han vendte ryggen mod læserne, tydeligt på vej bort.
De nye tyske ejere MAN begyndte gradvis at rationalisere driften, og den ene produktion efter den anden forsvandt til moderlandet. Fremstillingen af turboladere blev afviklet, og så kom turen til de store to-taktsmotorer, som var grundsstammen i produktionen. Nogle år senere var motorfabrikken nedlagt, resterne blev flyttet til B&Ws gamle ejendom på
Teglholmen. Et lille museum i Strandgade er det eneste, som minder om B&Ws storhedstid på Christianshavn.
Lignende bitre erfaringer fik arbejderne på mange andre virksomheder. Kapitalen frie bevægelighed var intet blufnummer. Kapitalen søgte derhen hvor arbejdskraften var billigst, som den altid havde gjort. Nu kunne den etablere sig i Irland eller Portugal og havde stadig adgang til det danske marked.
Der kom nye arbejdspladser, men det var indskrænkningerne i produktionen, der var udslagsgivende. I 1972 var arbejdsløsheden kun 32.800, en ledighedsprocent på 1,4. 1979 var tallet steget til 161.800, og det blev ved med at stige indtil 1993, hvor A-kasserne registrerede
348 tusinde, en ledighedsprocent på 12,4.
Men bag de tørre tal skjuler der sig tragedier, som næppe berører politikerne med de store visioner. Der er opløste ægteskaber, og mennesker der har måtte opgive deres drømmehus. Der er alkohol- og narkoproblemer med kriminalitet til følge. Der har været en kontinuerlig hetz mod de arbejdsløse, var de ikke bare arbejdssky? Og fra OECD kom der krav om, at understøttelsen måtte sættes ned, ellers kom man aldrig af med arbejdsløsheden...

Den lille mands frygt
Men ville B&W og andre arbejdspladser have klaret sig bedre udenfor EF? Værfter er blevet lukket i Norge og Sverige, en tilpasning til det globale marked er vel uundgåelig?
Jo, måske. Men B&W var ikke noget almindelig virksomhed. Det var Danmarks nationalklenodie, her havde man udviklet en motortype, der uden pral var verdens bedste. Den blev fremstillet på licens i 50 lande fra Sovjetunionen til Brasilien. Verden kunne ikke undvære den. Men det kunne Danmark. Der blev ikke gjort noget fra regeringens side for at redde firmaet på danske hænder. Sandheden var vel, at det heller ikke var muligt. Mulighederne var allerede opgivet i fællesskabets hellige ånd.
Netop statsstøtten havde bureaukraterne i Bruxelles bestemt skulle afvikles, medmindre man var en stor nation som Tyskland. Tyskerne må stadig støtte deres værfter med betydelig summer.
Jo, den lille mands snusfornuft og frygt for de store var ikke helt ubegrundet.
Direktiverne fra EU rummer ikke kun forbud mod statsstøtte. Der er også krav om direkte privatiseringer og såkaldte udliciteringer. Også her bliver den lille mands interesser tromlet ned. Ingen spørger ham, om han er enig i privatiseringen af hans arbejdsplads. Lige meget, hvor stort flertal, der er imod salget til de nye ejere eller betingelserne ved overdragelsen, så kan arbejdernes krav ned-tromles ved politiets hjælp. Det bedst kendte eksempel herpå er Ri-Bus-konflikten. Man fik en fornemmelse af, at demokratiet var en bureaukrat i Bruxelles og en politiknippel i Esbjerg.
Uden direktivet fra EU, ville der næppe have været nogen overdragelse, og det er erfaringer som disse, arbejderne lægger vægt på.
Direktiverne har ikke mindst gjort sig gældende på miljøområdet. Et af argumenterne for at være medlem af EU var jo netop, at forurening ikke havde nogle grænser. Og selvfølgelig skulle hvert land have lov til at have regler, som var bedre end unionens. Men det viste sig hurtigt, at unionen heller ingen grænser havde, når det gjaldt ønsket om at udbrede dårlige ordninger til hele fællesskabet. Vi har måttet acceptere flere hundrede tilsætningsstoffer i madvarer, som vi herhjemme var imod. Og for tiden slås vi for at opretholde vores gode retursystem på flasker.

Forringelser
Visioner er en god ting, men erfaringer bedre. Og det er de dårlige erfaringer, der må gøres noget ved, hvis folket skal slutte op om visionerne.
Og hvorfor skulle fællesskabet ikke være en god ting? Kampen mod turbokapitalismen kan ikke vindes i et land, men kræver et stort fællesskab. Grundlaget for fuld beskæftigelse og velfærd for alle er til stede, hvis det bare er målsætningen. Men indtil nu er beviset for viljen til at skabe en sådan union ikke leveret.
Materialismen er stadig ånden og hensynsløs konkurrence midlet. Bureaukraterne i Bruxelles tjener tre gange så meget som vore egne. Der skabes klasseforskelle i stedet for at afvikle dem, mens unionen gennemtrumfer forringelser for den lille mand. Det viser sig endnu engang i bestræbelserne for at indføre euroen. Mange lande må indføre stramninger med arbejdsløshed til følge for at leve op til kraverne. Målene fremfor alt.
Der er intet nyt under solen. Visionerne kom først, da kommunisterne oprettede Sovjetunionen. De kom også først, da demokratiet skulle fødes i 1872, og guillotinen gik på overarbejde for at nå målene. Og de kristne var ikke bedre med deres heksebrænding og inkvisitionen.
Nu skal man ikke sammenligne unionen med fortidens rædsler. Vi bruger ikke den slags metoder i dag. Men principperne er de samme. De visionære er villige til at betale ofre for at nå deres mål. Ofre, som ikke rammer dem selv, men som er afgørende for mange borgere. Så længe unionen udbygges med forringelser undervejs, kan de ikke forvente en helhjertet opslutning fra befolkningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu