Læsetid: 5 min.

Presseetik eller bare etik

Debat
5. september 1997

Pressen påberåber sig ikke nogen etik og skal, eller kan, åbenbart ikke selv tænke eller konstruere sig til en. Alt er tilladt indtil andre sætter grænserne for ens udfoldelse

ANSVAR
Hver dag bliver der dræbt tusindvis af mennesker på grund af andres pengebegær og selvtilstrækkelighed. Det er ikke noget nyt og det plejer ikke at være genstand for særlig stor opmærksomhed. Det er i hvert tilfælde ikke hver dag, at dette forhold bliver genstand for en så stor bevågenhed, som da den engelske prinsesse Diana forleden, mere eller mindre direkte, blev dræbt af pressens penge-liderlighed. Det er heller ikke hver dag, at denne måde at dø på bliver genstand for etiske og moralske overvejelser. Det uhyrlige er netop, at drab på grund af andres selvtilstrækkelighed og begær efter penge, som oftest ikke ledsages af etiske og moralske overvejelser, fordi så mange er ansvarlige. Det er meget lettere at anlægge moralske domme når ansvaret kan placeres hos nogle få eller lokaliseres til en bestemt gruppe.
Efter den engelske prinsesses dramatiske død har vi alligevel fået en hed debat om etikken og moralen i pressens stadig mere kyniske stræben efter gode historier og afslø-rende billeder. Det har imidlertid været en lidt besynderlig oplevelse, at følge med i den debat om etik, som pressen, efter prinsesse Dianas død, har ført med det besynderlige udgangspunkt, at der skulle findes en særlig presseetik, der adskiller sig fra anden etik.
Når man taler om solen så skinner den. Det er i hvert tilfælde det håb der knytter sig til fyndordet. Sådan er det også ofte når der tales etik og moral. Når der diskuteres etik og moral så håber man at den, næsten som et under, dukker frem fra skyerne. Det sker dog meget sjældent. Når der tales meget om etik er den som hovedregel meget langt væk. Sådan har det også forholdt sig med pressens såkaldte etiske selvransagelse, da der først kom lig på bordet, som følge af den stadig øgede kynisme i store dele af medieverdenen.

En central problemstilling i pressens overvejelser over etik har gået på ansvarsplaceringen. Hvem kan tillægges skylden for, at det er kommet så vidt i jagten på det rigtige billede, at det nu begynder at koste menneskeliv, også i fysisk forstand? Psykisk har pressen jo allerede slået en del ned med nysgerrighedens og indiskretionens forhammer. Ligger ansvaret hos fotografen, som jo sikkert vil hævde, at han bare gør sit arbejde? Er det hos chefredaktøren, som også bare gør sit arbejde, nemlig at levere det, som folk efterspørger? Eller er det netop hos efterspørgeren, som jo bare kan lade være med at efterspørge og købe blade med berømtheder i pikante situationer? En del chefredaktører har været ved at træde hinanden over tæerne for at hævde det sidste.
Ansvaret for, at f.eks. snigfotografernes billeder bringes, placeres på markedet. Nogen køber jo de organer, hvor billederne trykkes. Så nu må markedet, altså forbrugerne, hive sig selv op ved de moralske hårrødder, så vi kan få stoppet pressens amoralske optræden. Det er essensen af mange pressefolks indignerede overvejelser over den specielle version af etikken, der kaldes presseetik.
Pressen og medierne har åbenbart ikke moralsk format nok til selv at holde morales fane højere end oplagstallene og indtjeningsmulighederne tilsiger dem. Som landmændene ikke har det, når de producerer forgiftede fødevarer, blot fordi der er afsætning for dem. Eller når videnskabsmænd opfinder dødbringende våben og fralægger sig det moralske ansvar for deres anvendelse, fordi politikerne jo bare kan lade være med at bruge dem. Store dele af pressens etik lyder altså: Det er vores pligt at give folket, hvad folket vil have. Det er aftagerne, der må sætte en grænse for, hvad de vil se og læse. Vi skal ikke selv have nogen etik med hensyn til, hvad der er rimeligt at bringe.

Et af etikkens grundspørgsmål er, om man kan tillade sig hvad som helst, indtil andre sætter en grænse og siger stop. En del af pressen ser ud til at svare ja på dette spørgsmål. Det er læserne der skal sætte grænsen for, hvad pressen kan tillade sig at bringe af reportager og billeder. Pressen i sig selv er ikke underlagt andre etiske kriterier end dem, læ-serne måtte sætte, i form at reaktioner gennem markedskræfterne. Hvis læserne mener, at nogle etiske kriterier overtrædes, kan de signalere dette ved ikke at købe dette eller hiint organ. Pressen selv påberåber sig ikke nogen etik og skal, eller kan, åbenbart ikke selv tænke eller konstruere sig til en. Alt er tilladt indtil andre sætter grænserne for ens udfoldelse. Det er ikke den form for etik de fleste mennesker ønsker at hylde i deres daglige liv og samvær med andre. Nogle selvpålagte græn-ser for egen udfoldelse træder her ofte i kraft inden omgivelserne får lejlighed til at være grænsesætteren.

Det er naturligvis korrekt, at det heller ikke er forbudt for læserne, at tænke sig om inden han eller hun køber en bestemt avis eller et blad. Men dette almindelige krav på eftertænksomhed og moralske overvejelser over, hvad man selv kunne tænke sig at blive udsat for, kan ikke friholde pressens folk fra et krav om lignende overvejelser. Derfor må man spørge, hvor stor en afstand der kan være mellem en dagligdags mellemmenneskelig etik og en professionsetik, i dette tilfælde pressens og den journalistiske?
I de senere år er det generelt blevet stadig vanskeligere at skelne store dele af den såkaldte presses selvpålagte opgave fra den rene underholdning. Kun ganske be-grænsede dele af pressen forholder sig til spørgsmålet om, hvad der er dens opgave i samfundet. Man kunne ganske givet få de fleste redaktører til at sige noget i retning af oplysning og meningsdannelse. Men det klinger efterhånden noget hult, når man ser, hvad det er mange organer vælger at oplyse om og hvilken meningsdannelse, som f.eks. Ekstra Bladet appelerer til med bl.a. totalt afsporede kampagner om flygtninge.

I de fleste klassiske overvejelser om demokrati tillægges pressen en meget stor betydning for demokratiets udvikling og opretholdelse. I dag må vi desværre sige, at demokratiet på besynderlig vis overlever trods pressen. Vi har demokrati til trods for en ganske usædvanlig fri presses helt usædvanlige tolkning af dens frihed og samfundsmæssige funktion. Pressefriheden tolkes nemlig i stigende grad som frihed fra nødvendigvis at skulle sige sandheden og friheden fra at skulle forholde sig moralsk til sig selv og omverdenen. Friheden til at tjene penge på groft manipulerende kampagner, som Ekstra Bladets flygtningeepos, og friheden til at tjene endnu flere penge på at krænke en moral, som ingen vil bryde sig om blev overtrådt i almindelige mellemmenneskelige situationer, er den frihed, som store dele af pressen mener den er sat til at værne om. Og hvis det bliver for meget, kan folk jo bare sige fra og købe et andet organ.
Det ville være befriende med en debat om pressens selvforståelse i forhold til andet end oplagstal. Hvad er pressens opgave i forhold til samfundet og hvordan skal den varetages? Selvfølgelig skal et jounalistisk organ kunne sælge. Men spørgsmålet er om folk i almindelighed er så indskrænkede, at det efterhånden er blevet umuligt, at lave seriøse aviser og tv-kanaler, som samtidig kan sælges? Bevisbyrden er ikke nødvendigvis folkets men må på-lægges pressen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her