Læsetid: 3 min.

Radikal foryngelse

Debat
19. september 1997

Det Radikale Venstre holder i den kommende weekend landsmøde - hvor en ny formand skal have ansvaret for radikalismens grundholdninger

VALG
I forsommeren beskæftigede Informations lederskribent sig indgående med Det Radikale Venstres situation, efter at landsformand Margrethe Vestager havde meddelt, at hun stoppede som landsformand. I lederen konstateredes det, under den alarmerende overskrift "Radikal for-ældelse", at hermed var håbet om en fornyelse af et aldrende parti for alvor brudt sammen.
Lederskribenten gav samtidig en kraftig henstilling til partiledelsen om at gøre sig overvejelser om, hvordan der herefter kunne blive plads til et generationsskifte, mens tid endnu var.
Samtidig med, at jeg som mangeårigt medlem af Det Radikale Venstre naturligvis blev meget rørt over den omsorg, som lederskribenten lagde for dagen over for det radikale partis fremtid, så stillede jeg mig også det spørgsmål, om det kendskab som skribenten givet har til partiet, nu også var tilstrækkeligt ajourført.
Når lederskribenten således henviste til de fordums radikale højborge som Skive, Lejre, Holbæk, Middelfart m.v., der nu er mere på det jævne radikalt set, så overser man ganske, at højborgene i dag hedder Århus, Værløse, Lyngby, Indre Nørrebro osv., altså den naturlige samfundsudvikling fra 50'ernes landbrugskredse med stærke husmandstraditioner til nutidens funktionærboliger i byområderne.
Enhver statistisk årbog vil kunne fortælle, at landbrugsområderne befolkningsmæssigt har været i tilbagegang i dette århundrede, og det er derfor en naturlig følge heraf, at Det Radikale Venstres tilslutning geografisk set har flyttet sig. Hvis det ikke var sket, eksisterede partiet jo ikke i dag.
Tværtimod har selv den nyeste tid vist, at der har været brug for Det Radikale Venstre. Dets klassiske rolle som formidler af et bredere samarbejde end det, som fløjpolitikken kan byde på, udfylder det stadigvæk, og det leverer fortsat, til manges irritation, mange af de svar, som nutidens udfordringer spørger efter.
Det Radikale Venstre kunne vel heller ikke leve uden. Det er noget livsnødvendigt for partiet at deltage i den politiske proces - at være et ideologisk parti uden samtidig at kunne nå jorden, er utænkeligt. På den anden side gør denne indstilling til den politiske tilværelse vel også, at mandattallet har svært ved at blive større.

Radikalismens rette vej
Men det kræver netop, at ideologien, eller holdningerne som vi selv foretrækker at kalde det, fortsat er til stede. Det er bestemt ikke en given ting, hvad der præsenteres som radikal politik, for adgangen til medlemskab af partiet er frit, og censur findes ikke. Så der ryger jo også folk ind, der egentlig ikke er radikale. Men heldigvis gennemsyres partiet af en ofte besværlig demokratisk proces, hvor forslagene vægtes, og hvor den politiske linie lægges. Det er denne linie, som folketingsgruppe og ministre følger i deres daglige pragmatiske arbejde for at nå resultater.
Vi så det sidst under forberedelsen partiets femte principprogram, hvor man undervejs konstaterede, at der fortsat var et overvældende flertal for at fastholde de radikale grundprincipper fra partiets stiftelse i 1905. Forsøg på at ny-liberalisere visse afsnit lykkedes ikke. Det kan lyde gammeldags at holde fast ved næsten 100-årige principper, men når der tale om at fastholde vi-følelsen over for jeg- følelsen, at sikre de sociale grundholdninger og det kulturelle frisind, så ville ændringer heri gøre partiet til noget andet, end det var født som.
Det er landsformandens meget vigtige opgave at varetage partiets tarv og holde partiet på radikalismens rette vej. Man kan nok så meget mene, at landsformanden kun har organisatoriske opgaver, men det rækker ikke. Ved siden af rummer posten også en række væsentlige politiske opgaver, - holdningsmæssige om man vil. Her har landsformandsposten stor betydning.
Det er ikke et spørgsmål om blot at skabe ro i partiet, og om at finde mellemproportionalen. Det er i høj grad et spørgsmål om at have ansvaret for radikalismens grundholdninger og sørge for, at de videregives til de nye medlemmer, der kommer til. En landsformands bagland er derfor også en vigtig bestanddel af landsformandens daglige virke. Formanden kan ikke fungere i kraft af sig selv. Han skal fungere - også - i kraft af dem, der trækker på samme hammel.
Information udtrykte i sin leder i forsommeren tvivl om, hvorvidt generationsskiftet i partiet nu afløstes af dødvande og krise. Ud fra denne bekymring for partiets fremtid må man sige, at problemet er løst ved, at den ene formands-kandidat, Kim Hjerrild, med sine 36 år vel stadig kan opfylde bladets krav om foryngelse. En aldersmæssig foryngelse, men samtidig en solid radikal forankring. Landsmødet skal i den kommende weekend vælge, hvem af de to i dag kendte kandidater, der løber af med sejren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her