Læsetid: 3 min.

Rigtige føderalister græder ikke

13. september 1997

EU er sejt arbejde, men fred og stabilitet i Europa, en bæredygtig økologisk udvikling, mere retfærdige vilkår for Jordens fattigste lande og en tøjling af de internationale markedskræfter er det værd

EU
I en artikel den 1.8. skrev Gert Petersen, at "rigtige føderalister vil sige ja til hvad som helst af EU-traktater (de græder nu over Amsterdam, men siger ja alligevel)".
Søren Skriver Tillisch passer vist ikke ind i den karakteristik. I et indlæg den 6.-7.9. tilkendegiver han, at han er tilhænger af et forenet Europa i form af en føderation, hvor en centralregering har kontrol over de overordnede politiske retningslinier. Med den baggrund stemmer han nej til Amsterdam-traktaten.
Jeg synes, at det er et sympatisk synspunkt. At være føderalist er i sagens natur udtryk for en særlig form for euro-skepsis.
Føderalismen repræsenterer en grundlæggende kritik af dagens EU: lukkethed, kringlede beslutningsveje, uafklarede kompetenceforhold og nationalstatslige interessers dominans over politiske. Selv stemte jeg nej i 1992 ud fra nogle af de samme overvejelser som Søren Skriver Tillisch - altså et føderalt nej.
Efter min vurdering var Maastricht-traktaten for langt fra de elementer, som bør kendetegne en føderal struktur i EU, nemlig åbenhed, klare kompetenceaf-grænsninger og et system med demokratiske checks-and-balances overalt.
Grunden til, at jeg stemte ja i 1993 var, at jeg ikke mente, at der kunne opnås noget positivt med et nyt nej.
Maastricht-traktaten indeholdt dog trods alt vigtige fremskridt i retning af et europæisk samarbejde, der er i stand til at håndtere de kolossale grænseoverskridende problemer, vi står over for.

Ikke holdbart grundlag
Også Amsterdam-traktaten bærer præg af, at den er et resultat af de gængse mellemstatslige studehandler mellem regeringerne, hvilket er hovedårsagen til, at det hele ender i et tåget kompromis, som vanskeligt kan begejstre ret mange.
Amsterdam-traktaten er (heller) ikke i længden noget holdbart grundlag for Europas fremtidige udvikling. Det, vi har behov for, er en overskuelig europæisk forfatning, som i korte træk definerer principper og spilleregler for EU. Forfatningen skal udgøre et skridsikkert fundament for kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene.
På den måde vil vi i EU få kridtet en tydelig afmærket politisk kampplads op på samme måde som Grundloven herhjemme udgør grundlaget for den demokratiske fight mellem forskellige synspunkter.
KFU - Danmarks Unge Kristendemokrater fremsatte for nogle år siden netop et forslag til en europæisk føderal forfatning.
Den lovgivede magt på EU-plan deles mellem befolkningernes direkte valgte repræ-sentanter i Europa-Parlamentet og et Landenes Kammer (parallelt til Ministerrådet). I Landenes Kammer stemmes efter princippet ét land-én stemme. Der opereres med en politisk udpeget unionsmagistrat (parallelt med Kommisionen), som skal varetage de funktioner, som ikke finder sted i medlemslandene. Unionsmagistraten indsættes og afsættes af de to kamre i fællesskab.
For at sikre, at EU kun tager sig af de store opgaver indeholder forfatningsforslaget efter tysk inspiration des-uden en liste over kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene baseret på tre niveauer: medlemsstaternes enekompetence (f.eks. sociale pensioner og militære allianceforhold), EU's enekompetence (f.eks. landbrugs- og fiskeripolitik) og delt kompetence. Minimumsbestemmelser gøres til en hovedregel indenfor miljø, sundhed og arbejdsmarkedsforhold.

Høje krav
Det er høje krav at stille til EU. Skal man så stemme nej næste gang, fordi Amsterdam-traktaten ikke er god nok?
For en føderalist er valget ikke nemt, men i forhold til Søren Skriver Tillisch kunne det måske været relevant at nævne et citat af gamle Jean Monnet, EF's fader og i mange år en visionær formand for Aktionskomitéen for Europas Forenede Stater: "Jeg viste, at vejen til europæisk enhed vil være lang, og nødvendigvis måtte tilbagelægges skridt for skridt ved små, men konkrete virkeliggørelser." (Monnet's erindringer, side 265).
Mit ja til Amsterdam er postivt begrundet. Ud fra en føderal synsvinkel er der tale om fremskridt, først og fremmest på grund af det nye offentlighedsprincip og den generelt udvidede indflydelse til Europa-Parlamentet.
EU er for mig et redskab til at sikre fred og stabilitet i Europa, en bæredygtig økologisk udvikling, mere retfærdige vilkår for Jordens fattigste lande og en tøjling af de internationale markedskræfter. Så store mål kræver sejt arbejde, men selvom politik er en mudret affære, så græder jeg ikke. Jeg bliver nede i dyndet og fighter videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu