Læsetid: 5 min.

Rituel slagtning af universiteterne

2. september 1997

Forskning og undervisning kan ikke skilles ad. Lad de mange få deres eksamen og lad os
ved siden af bygge et eliteuniversitet for de få

PÆDAGOGIK
I de seneste to uger har der i Informations spalter løbet en heftig debat om universitetslærernes pædagogiske kvalifikationer, eller snarere mangel på samme. Især studenterrepræsentanterne rejser krav om pædagogik. Mens ældre akademikere, som endnu husker tilbage på deres studietid med glæde, advarer om at det vil betyde universitetets undergang.
Men den slags advarsler gør næppe det store indtryk på vore dages studerende. Dels er de ikke kommet for at få lærdom, men for at få en eksamen, og i mange tilfælde i et fag, der passede bedre til deres studentereksamensgennemsnit, end til deres ønsker. Og dels har ordet universitet for længst mistet sin forjættende klang af frihed og personlig udvikling. Lærere og studerende har i dag en fælles interesse i at sænke eksamenskravene, og ingen kan fortænke dem i at gøre det. Det kalder man så at hæve kvaliteten af undervisningen.
Selve ordet 'universitet' betyder 'al-samling'. Det var navnet på et sammenrend af studenter og lærere ved universitetet i Paris i begyndelsen af 1200-tallet. I dag rotter lærere og studenter sig igen sammen - denne gang ikke vendt mod kirken, men mod oplysningstidens vision om universitetet som fri forskningssted, hvor lærer og student er til for videnskabens skyld. Målet er ikke længere at skue det himmelske lys, som det hedder i inskriptionen over Københavns Universitet. Målet er at få en eksamen og et arbejde.
Og midlet til at gøre dette er pædagogik. Siden slutningen af forrige århundrede blev pædagogik til en slags videnskab, men vel at mærke en pseudovidenskab, som var leveringsdygtig i forskellige værktøjer til effektivisering af undervisningen og indlæringen. Men da de pædagogiske processer jo aldrig foregår i et lukket rum, kan man jo ikke vide om et godt resultat skyldes den pædagogiske metode eller måske noget helt andet, f.eks. lærerens karisma. Pædagogiske teorier behøver man da heldigvis heller ikke tage alvorligt. De er efterrationaliseringer. I det hele taget hæfter der ved al pædagogisk teori noget irrationelt. Det viser sig ved at falske teorier godt kan føre til en rigtig praksis - og omvendt.

Først til nyhedskilden
For Tania Ørum (29.7) er den teoretiske pædagogik "opblæste banaliteter", og hun skærer ind til benet, når hun omtaler den teoretiske pædagogik som "fuldstændig tom snak, godlidende ævl og trendy jargon". Det er befriende klar tale. For pædagogik er per se usaglig. Man skærer undervisningen til efter modtagerne, og ikke efter det stof, der undervises i. At pædagogisere er at manipulere, og pædagogik minder derfor ikke så lidt om demagogik, retorik og anden folkeforførelse. Allerede Hegel anklagede Kant for at komme "die Geschrei der modernen Pädagogik" i møde, og derved pædagogisere filosofien til døde.
Som formidler af andres udsagn minder pædagogen om journalisten. Det eneste som berettiger hans eksistens er at han nåede først frem til nyhedskilden. Det som berettiger universitetslæreren til rollen som åndelig mellemhandler er udelukkende at at han ved bedre. Og hvorfor ved han bedre? Fordi han fik først fat i bogen. Alt mens universitetspædagogen således deler ud af sin merviden, falder værdien af hans aktier, for den beroede jo udelukkende på at han vidste mere end eleverne. Læreren og studenten er som forbundne kar. Ja, universitetslæreren er i virkeligheden slet ikke længere lærer, men en der servicerer studenterne, som ikke længere er studenter, men er brugere, udstyret med et klippekort fra Statens Uddannelsesstøtte og et evalueringsskema fra Undervisningsministeriet. Studenter og lærere bedømmer hinanden. På den måde stresser de hinanden og holder hinanden i skak, og gør universitetet delvis brugerstyret, dvs. markedsstyret.

Kandidatfabrik
Debatten om universitetslærerpædagogikken har kredset om forholdet mellem pædagogik og indhold. Men den diskussion er for længst overhalet af udviklingen. For når indlæringen af stoffet er led i en strategisk eksamensplanlægning, bliver forståelse erstattet af paratviden, og denne viden er glemt, så snart den har tjent sit formål, som jo er at bestå en eksamen. Universitetet ender som kandidatfabrik, der spyr kandidater ud som har glemt hvad de er kandidat i - i samme øjeblik de får udleveret eksamensbeviset.
Men det er kun en fordel, for det fremmer omstillingsevnen. Fremtidens akademiker er omstillelig, mens fortidens var omstændelig. Den omstændelige og genstridige akademiske dannelse ville i dag bare stå i vejen for fornyelsestvangen. Man forlader i dag universitetet, ikke for at indtræde i en bestemt funktion, men for at begive sig ud på en livslang pilgrimsfærd gennem et utal af omskolings- og efteruddannelseskurser.
Det usaglige ved pædagogikken må nødvendigvis genere forskeren. For en forsker er sagkyndig, mens en underviser bare er fagkyndig. Den fagkyndige ved besked, han kender faget. Mens den sagkyndige skaber og udvikler faget. Det forholder sig ikke bare sådan, at den sagkyndige forsker har et mere indgående kendskab til videnskaben, end den sagkyndige underviser. Hvis forskning og undervisning bliver skilt ad kommer forskeren og underviseren i et direkte modsætningsforhold til hinanden. Forskeren, den sagkyndige, når nemlig kun frem til sagen, gennem en overvindelse af fagligheden.
Videnskabelige fremskridt skyldes ikke, at forskeren ser mere og andet end kollegerne. De banebrydende forskningsresultater indfinder sig først, når det lykkes forskeren at overvinde kollegernes fagjargon. Ikke mindst derfor kan man ikke kræve af en forsker, at han skal popularisere sin forskning, så den på den måde bliver egnet eksamensstof. Det vil næsten svare til at kræve at han skal tilbagekalde sin forskning.

Universitetets sidste krampetrækninger
Det har altid været forskningen, som driver fagene ud af deres forskansninger i en stivnet fagjargon. Når en videnskab forstener i sin faglighed, bliver den ufrugtbar, gold. Så reformulerer den ikke sit hjørne af virkeligheden, men plaprer blot videre i en uophørlig gentagelses-tvang. Så når forskning og undervisning bliver skilt ad og universitetet reelt er tømt for forskere, dør fagene, og så burde politikerne tage konsekvensen og lægge universiteterne ind under museumsvæsenet. Forskningsfri undervisning er ret beset kun faghistorie.
Det forhold at enkelte universitetslærere og intellektuelle nu råber vagt i gevær og modsætter sig pædagogiseringen af universiteterne, gør hverken fra eller til. Vi er vidne til det Humboldtske universitets sidste krampe-trækninger. Det gør blot slagtningen af denne gamle ærværdige institution til en ritual slagtning. Universitetet forbløder ved fuld bevidsthed, hvilket vel også må kaldes en værdig død for åndsfrihedens gamle tempel.
Universitetet kan ikke bevares, men må genskabes, sådan som det er sket gang på gang siden middelalderen. Lad dog studenterne få deres akademiske eksamen, så de kan komme i gang med en uddannelse. Og lad os så bygge et eliteuniversitetet til de få, der synes at sagkundskab er vigtigere end fagkundskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu