Kronik

Den sansende oplevelse

26. september 1997

Filosoffen Merleau-Ponty søgte at hele den klassiske splittelse mellem krop og tanke. Uadskilleligheden illustrerede han med maleren Cézannes værker: Øjets og tankens gensidige virke

DET FILOSOFISKE RUM
Øjet ser - og tanken fødes. Det mente den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961). Han gik i rette med forestillingen om, at tanken altid går forud for øjets sansning. Derved indledte han en dialog med Cézannes billeder.
Ser vi - og så tænker vi, eller tænker vi og så ser vi? Et spørgsmål om ægget og hønen kunne man måske mene og derfor et spørgsmål, der ikke lader sig besvare. Men for Merleau-Ponty ledte spørgsmålet lige durk mod en problemstilling inden for kunstens verden, der i særdeleshed krævede opmærksomhed.
Merleau-Ponty tog derfor udgangspunkt i en af de malere, der ligesom han selv forholdt sig til, hvad der sker, når vi ser og sanser - nemlig den franske maler Cézanne (1839-1906).
"Maleren tænker ved at male," sagde Cézanne og dermed formulerede han, hvad Merleau-Ponty tillige fremførte som maleriets skabelsesgrundlag - at øjets seen og tankens fødsel sker i ét nu og følgelig ikke kan adskilles.
Det virker så ligetil. Selvfølgelig ser vi og tænker vi på én og samme gang. Men forestillingen om, at øjets sansen og tankens refleksion skulle følges ad, fremstår som alt andet end indlysende, hvis man sporer denne problemstilling tilbage i vestlig filosofihistorie. En ganske anden opfattelse af menneskets ev-ne til at sanse og reflektere viser sig således i ideen om, at sansernes domæne skulle være bundet udelukkende til kroppen, og tankens virke skulle udspringe af den rene ånd. Dermed bliver menneskets forholden sig til verden opdelt i to absolut adskilte størrelser: krop og tanke - en opfattelse der har præget vestlig tankegang, siden Platon indlod sig med den filosofiske beskrivelse af verdens rette sammenhæng - og menneskets placering deri.
Da kroppen med sit umættelige sanseapparat ustandseligt stiller krav om omsorg og tilfredsstillelse, bliver den i dette duale forestillingsunivers det fængsel, der holder tanken fangen og afleder ånden i dens stræben mod det højeste. Med andre ord henleder kroppen opmærksomheden på det, øjet møder og hænderne griber efter - de lokkende og sanselige goder i denne verden - hvorved begrænses tankens lige vej mod en højere verden, hvor sand og evig erkendelse opnås.
Den kristne lære, som den udlægges op gennem middelalderen, lægger sig i forlængelse af denne krop/tanke dualisme og spinder forestillingen om uforsonlighed mellem de kropsbundne sanser og den rene tanke ind i en række af leveregler, der forkynder evig frelse til dem, der formår at fornægte sansernes lokken og smisken. Kroppen er dermed endegyldigt sat i skammekrogen, og som erstatning for de glæder, det kan give at følge sansernes lokken, bliver det læst og påskrevet, at den rette troende må give sig fuldt og helt hen til tankens klarhed, hvis han vil gøre sig håb om at finde vejen til frelse og dermed udfrielse fra det jordbundne liv.
Paulus kan således udlægge den kristne lære som et bud om ustandseligt at drage skel mellem på den ene side krop, sanser og selvtilfredsstillelse, og på den anden tanke, ånd og refleksion:
"De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden." (Gal. 5,24-26.)
1700-tallets oplysningsfilosofi gik dog endnu videre i en udgrænsning af kroppen. Med parolen: "Jeg tænker, altså ér jeg", som den franske oplysningsfilosof Descartes (1596-1650) formulerede, blev snittet mellem krop og tanke én gang for alle foretaget, og det med kirurgisk præcision og finesse.
Med metodisk grundighed og rationalitetens hele begrebsapparat var det nu på baggrund af en videnskabelig metode så godt som bevist, at mennesket ér i kraft af den reflekterende tanke. At kroppen kan føle - velbehag, smerte, nydelse, lidelse - kan ifølge Descartes ikke bruges til at sige noget som helst sikkert om dét at være til som menneske, da det ikke er muligt at vide noget sikkert om disse sanser. Er min nydelse måske den samme som din nydelse?
Kroppens sanser blev dermed anset for at være bedrageriske kvaliteter, hvorimod evnen til at reflektere blev det eneste sikre vidnesbyrd om ens eksistens i denne verden. Ifølge Descartes hører kroppen derfor ikke hjemme i tankens råderum, men er henvist til at efterleve de luner og utilregneligheder, der driver kødet. Kroppen kan med andre ord ikke anvendes, hvis der skal opnås sand erkendelse om noget som helst, da den er slave af egen sanselighed, sult og begær.
Forestillingen om, at de to størrelser nogensinde kunne mødes og mennesket blive tænkende og sansende, syntes dermed ikke længere mulig. Snittet er dybt og dualismen rodfæstet.
Men snittet heles med Merleau-Ponty. Som en af foregangsmændene i den filosofiske ny-tænkning, der gik gennem Frankrig i midten af dette århundrede, med tænkere som Sartre og Bergson, førte Merleau-Ponty et korstog for kroppens forsoning med den tænkende del af mennesket. Tanken om at ideer skulle springe af den rene ånd, løsrevet fra de erfaringer, kroppen gør sig i kraft af dens hele sanseapparat, forekom Merleau-Ponty at være ligeså absurd som tanken om, at det, der sanses, ikke registreres af en reflekterende intelligens.
Han vendte sig derfor mod kunstnerne, da han her syntes at finde allierede i opgøret med parteringen af mennesket i krop og tanke. Ifølge Merleau-Ponty registrerer kunstnerne med alle kroppens sanser og videregiver i samme nu deres synsindtryk i et formmæssigt udtryk, der nødvendigvis må være behersket af en reflekterende vilje. Maleren tænker ved at male; maleren ser, lugter, føler, fornemmer - og reflekterer, idet han sætter malerisk form på sine sanseindtryk. Tankens arbejde kan således ikke afskrives fra den kunstneriske proces, lige så lidt som sansernes registrering kan udelukkes fra refleksioner over form, farve og komposition.
Ifølge Merleau-Ponty er det øjets sansning af omverdenen, der bliver et billede i det øjeblik, kunstneren sætter penslen til lærredet. Ved et reflekteret, billedkunstnerisk formsprog skaber maleren således billeder, idet øje og tanke finder sammen om at udtrykke sig. Dermed forkaster Merleau-Ponty den forestilling, der ligger umiddelbart i forlængelse af forestillingen om, at kroppens sanser og tankens virke er adskilt, nemlig at tanken skulle regere fra et ophøjet domicil og i forbindelse med den kunstneriske proces skulle være i stand til ganske uafhængigt af sansernes registreringer at tænke sig til et idealt billede, der blot skal synliggøres på lærredet.
Den filosofi om kunstnerens virke, som Merleau-Ponty udviklede i sit korstog for kroppens og tankens uadskillelighed, blev i hans skrifter igen og igen illustreret ved Cézannes værker. Cézanne forsøgte nemlig om nogen at male oplevelsen af at se, og dette projekt blev bragt til fuldendelse i hans sidste værker fra 1890'erne: landskabsbillederne fra fra Frankrigs middelhavskyst.
Merleau-Ponty fremhævede Cézannes virke, fordi han opfattede maleren som trofast mod tingenes virkelige fremtræden. Den måde, hvorpå øjet opfatter landskabet som udstrækning i rum, som en solid masse i lys og skygge og som farver, der materialiserer sig i substans og fylde, var det således Cézannes projekt at gengive i sine malerier af bjerget Mont Sainte-Vic-
toire. Derfor kunne maleren sige, at "landskabet tænker sig selv i mig," da tingene pressede sig på som solide størrelser og blev til form på lærredet - ved øjets og tankens gensidige virke. At se blev dermed en handling, i hvilken ting får fylde ved tankens mellemkomst.
Kunstnerens blik på verden anså Merleau-Ponty dog ikke for en blot og bar gengivelse af omverden. Kunstnerens blik skaber i stedet en egen udlægning af verden, nemlig som den ses af kunstneren. Deri ligger ifølge Merleau-Ponty kunstnerens virke: Idet kunstneren er trofast mod tingene, er han nødvendigvis trofast mod den synsoplevelse, hans færden i verden bereder ham.
I det sidste skrift, Merleau-Ponty nåede at færdiggøre før sin død i 1961, formulerede han denne kunstfilosofi som mødet mellem kunstnerens øje og tanke. L'oeil et l'esprit (på dansk Maleren og filosoffen) udkom i 1961 og blev det essay, der gav endelig indsigt i Merleau-Pontys overvejelser om kunstnerens evne til at skabe billeder af verden:
"Der er intet syn uden tanke. Men at tænke får ikke nogen til at se. Synsoplevelsen er en betinget tanke og skabes, når noget sker i legemet og tilskyndes af det til at tænke."
Øjets sansning af verden og kroppens hele delagtighed i denne registrering af det, der kan føles, lugtes, mærkes og ses, forenes her med tanken i synsoplevelsen. Snittet mellem krop og tanke er dermed helet, og det er netop denne handling, maleren giver os i sine billeder.
"Når maleren ser sker der en uafbrudt fødsel," skriver Merleau-Ponty andetsteds i "Maleren og filosoffen", da maleren netop handler med øjet og dermed skaber oplevelsen - i billedet. Derefter er det kun op til beskueren selv at se.

Ulla Kølvraa Rønberg er cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Kunsthistorie.

Litteratur:
Maurice Merleau-Ponty: "Maleren og filosoffen", J. Vintens Forlagsboghandel, København 1970
Galen A. Johnson (red.): "The Merleau-Ponty Aesthetics Reader; Philosophy and Painting", Northwestern University Press, Evanston, Illinois, 1993.

APROPOS
Cézannes blik
Cézanne var i 1882 vendt tilbage til egnen omkring sin fødeby, Aix-en-Provence, og hér udøvede specielt én lokalitet en næsten magisk tiltrækning på ham: bjerget Mont Sainte-Vic-toire, der på det nærmeste pressede sig ind på hans lærreder. Bjergets massivitet, dets uomgængelighed og fysiske fylde blev en besættelse for maleren. Det skulle formes på lærredet, det skulle gives malerisk form, men som den syns- og sanseoplevelse, det bereder vandreren ved dets fod: En stor, solid masse der rejser sig fra jordbunden, umulig at overskue og fastholde med et blik og derfor et syn, vandreren må overgive sig til.
Denne fornemmelse af fylde og nærvær ville Cé-zanne omsætte til form på lærredet, så bjerget i malerisk form kunne fremstå som den sansede oplevelse, som et nærvær, der bliver næsten fysisk, mærkbart og uomgængeligt.
Renæssancens matematiske perspektiv, der lader alt falde på plads inden for et ordnet og måleligt system af tal, var derfor ubrugeligt for Cézanne. Det blev afløst af det, Merleau-Ponty kalder "det naturlige perspektiv", et perspektiv der gengiver øjets blik på verden, dvs. det blik, der indtager bidder og brudstykker i en uophørlig strøm og derfor aldrig kan fastholdes inden for et matematisk system.
Ifølge Merleau-Ponty producerer renæssancens perspektiv således illusionen, der fortæller beskueren, at verden kan overskues fra ét punkt som en stabil orden af ting. Cézannes skævvridning og opsplitning af helheder til dele derimod, anser Merleau-Ponty som gengivelsen af øjets virkelige forholden sig til verden. Maleren producerer dermed ikke illusioner men skaber "en synsoplevelse i handling," som Merleau-Ponty skriver. Verden får form i billedet, ganske som verden tager form ved øjets blik. Merleau-Ponty skriver:
"Deri ligger Cézannes genialitet, at i det øjeblik, beskueren forholder sig til den hele komposition i billedet, da er perspektiviske forskydninger ikke længere synlige, men i stedet bidrager de, ganske som i øjets blik på verden, til at give et indtryk af orden - tingene træder frem og organiserer sig for vore øjne."
Ulla Kølvraa Rønberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu