Læsetid: 6 min.

Selvbestemmelsens utilstrækkelighed

27. september 1997

Drude Dahlerup og Niels I. Meyer mener, at Europa har brug for et samarbejde, der har nogle af FN's kendetegn. Jeg mener, at verden har brug for et samarbejde, der ligner EU

Den 19. september kunne man i Information læse et uddrag af Drude Dahlerup og Niels I. Meyers debatoplæg til Junibevægelsens netop afholdte landsmøde. I uddraget hedder det blandt andet, at "det, der samler unionsmodstanden, er holdningen til bevarelsen af nationalstaternes selvbestemmelse. Det er afgørende fordi enkeltstaterne er rammen om demokratiet (..)." Dette udsagn er problematisk af især to grunde.
For det første fordi udsagnet bidrager til den almindelige overbetoning af nationalstaten. Problemet er ikke, at der i udsagnet - og i uddraget i det hele taget - lægges vægt på betydningen af den nationale selvbestemmelse. Problemet er, at der kun lægges vægt på den nationale selvbestemmelse. Denne overbetoning af den nationale selvbestemmelse er yderst problematisk i lyset af de omfattende problemer, som vi står overfor i det internationale samfund.
For det andet giver udsagnet indtryk af, at det er EU der er årsagen til, at de nationale demokratier er kommet under pres i de senere år. Årsagen er imidlertid en anden. Årsagen er den hastige internationalisering af økonomien, samt den hastige vækst i verdenssamfundets produktion. Det er i kølvandet på denne udvikling, at de nationale demokratier ofte viser sig at være utilstrækkelige. De internationale problemer overskrider den nationale lovgivnings rækkevidde.
I Central- og Østeuropa findes der en række yderst farlige atomkraftværker. Det kan meget vel tænkes, at enkelte landes politikere har viljen til at løse dette problem. Men dermed ikke sagt, at de også har muligheden for at gøre det. Simpelthen fordi problemet er for omfattende. Prisen for at lukke de farligste reaktorer er 20.000.000.000 dollars.
I Middelhavsområdet findes den største sociale ulighed i verdenssamfundet. Der er ikke umiddelbart udsigt til at forholdene bliver bedre. I 1980 boede der således 173.000.000 mennesker i de fattige ikke-europæiske Middelhavslande. I år 2030 vil tallet være øget til 600.000.000 millioner mennesker. I samme tidsrum vil mængden af vand, som hver enkelt har til rådighed, falde til 0,7 m3. Til sammenligning forbruger hver dansker 62 m3 vand om året.

Katastrofal udvikling
Udviklingen er katastrofal. Først og fremmest for befolkningen i de fattige Middelhavslande. Men også for befolkningen i Sydeuropa, der kan forvente meget store flygtningestrømme. Stillet overfor dette scenario er der to muligheder. Der er - om jeg så må sige - en udgang til højre og en udgang til venstre. Udgangen til højre har overskriften 'mere grænsekontrol'. Udgangen til venstre har overskriften 'mere social lighed'.
Jeg ved, at Drude Dahlerup og Niels I. Meyer ønsker udgangen til venstre!
Jeg ved til gengæld også, at den 'nationale selvbestemmelse', som Drude Dahlerup og Niels I. Meyer lægger så megen vægt på, ikke er meget bevendt i denne forbindelse. De fattige Middelhavslande har ikke - deres 'nationale selvbestemmelse' til trods - muligheden for at betale for de nødvendige socialpolitiske tiltag. De sydeuropæiske landes muligheder er større, men er næppe tilstrækkelige. Alene vil de næppe være i stand til at løse problemet. Simpelthen fordi problemet er for omfattende.
De central- og østeuropæiske atomkraftværker, og de sociale forhold i Middelhavs-området, antyder behovet for et forpligtende samarbejde på tværs af landegræn-ser. Der er behov for et samarbejde, hvor enkelte lande ikke kan lurepasse i forhold til løsningen af fælles problemer. Det forpligtende samarbejde i EU bør ses som den nødvendige udbygning af de nationale politiske institutioner i Europa. Et samarbejde der skal sikre, at fælles problemer løses i fællesskab.

Politisk regulering nødvendig
Alting ville naturligvis være lettere, hvis der ikke var behov for at regulere den internationale økonomi med henblik på løsningen af de sociale og miljømæssige problemer, som kendetegner den moderne verden. Problemet er blot, at der er behov for en sådan regulering. Uden en sådan regulering er det de grænseoverskridende markedskræfter, der styrer. Der ér således behov for demokratiske enheder, der er større end de 'små' og 'rige industrilande', som Drude Dahlerup og Niels I. Meyer fremhæver som mønstereksempler.
"Er der størst social ulighed, kriminalitet og vold i de små eller i de store lande?" spørger Drude Dahlerup og Niels I. Meyer, og supplerer med tilsvarende spørgsmål på områder som u-landsbistand, korruption, og demokrati. "I alle tilfælde er det de store lande der er 'skurkene'", lyder det. En bemærkelsesværdig påstand.
En påstand der imidlertid - udover at være forkert og misvisende - har den mangel, at den ikke bringer os en tøddel nærmere løsningen af de problemer, som internationaliseringen af økonomien har ført med sig.
Hvad hjælper det befolkningen i Danmark, at det i de forgangne årtier har været muligt at sikre gode sociale forhold på nationalt plan, hvis de selv samme gode sociale forhold i de kommende årtier undergraves af udviklingen på internationalt plan?
Hvad hjælper det befolkningen i Bangladesh, at de sociale forhold i et lille og rigt
i-land som Danmark, er bedre end de sociale forhold i et stort og rigt i-land som USA? Befolkningen i Bangladesh må alligevel leve i dybeste fattigdom, og med risikoen for at synke i havet, på grund af det alt for høje CO2-udslip i lande som USA og Danmark.
Det er ikke tilstrækkeligt at fokusere på forholdene i de enkelte nationalstater. Og det er slet ikke tilstrækkeligt at fokusere på forholdene i de små og rige industrilande, sådan som Drude Dahlerup og Niels I. Meyer gør. Vi danskere udgør 1/1000 af Jordens befolkning. Man kan forsøge at gange vores CO2-udspil, vores forbrug af fødevarer og vores bilpark med 1000 - og se hvad der sker.
Udover at opretholde muligheden for en politisk regulering af forholdene i de enkelte nationalstater, er det også vigtigt at etablere muligheden for en politisk regulering af forholdene imellem de enkelte nationalstater. Derfor er det vigtigt at udbygge de politiske institutioner på nationalt plan, med tilsvarende politiske institutioner på internationalt plan. Den politiske regulering af økonomien skal finde sted globalt, kontinentalt og nationalt.

Forpligtende samarbejde
I Europa bør EU ses som den nødvendige udbygning af de nationale politiske institutioner. Det er naturligvis i orden, at Drude Dahlerup og Niels I. Meyer afviser dette forslag. Det er blot bemærkelsesværdigt, at de i denne forbindelse undlader at benytte det argument, som må forventes at være deres stærkeste kort: En beskrivelse af alternativet til EU. En beskrivelse af det alternativ, der angiveligt skal danne rammen for "frit at gennemføre særlige indsatser f.eks. på det sociale område og miljøområdet (..)."
Det nærmeste Drude Dahlerup og Niels I. Meyer kommer en beskrivelse af alternativet til EU, er, at det primært "skal være et mellemstatsligt samarbejde som i FN". En beskrivelse der imidlertid efterlader en række uafklarede spørgsmål: Skal der på alle politiske områder være tale om et mellemstatsligt samarbejde? Skal alle deltagerlande - uanset indbyggertal - have én stemme? Skal de enkelte nationalstater selv kunne vælge, hvilke beslutninger de vil lade sig forpligte af? Og nok så vigtigt: Hvilke kræfter skal overhovedet realisere dette alternative samarbejde?
Betydningen af et forpligtende internationalt samarbejde bør ikke undervurderes. Én af grundene til, at FN ikke bør tjene som forbillede for et europæisk samarbejde er netop, at samarbejdet i FN ikke er tilstrækkeligt forpligtende. Da den amerikanske præsidents chefrådgiver Clayton Yeutter således skulle orientere den amerikanske kongres om resultaterne af FN´' miljøtopmøde i Rio, gjorde han det klart, at "der er to nøgleparagraffer i denne foreslåede aftale, og ingen af dem binder USA til specielle forpligtelser af nogen art". (Inf. d. 30. 5. 92).
Det er Drude Dahlerup og Niels I. Meyers standpunkt, at der på europæisk plan er behov for et samarbejde, der har nogle af FN's kendetegn. Det er mit standpunkt, at der på verdensplan er behov for et samarbejde, der har nogle af EU's kendetegn!
De enkelte nationalstater skal have en høj grad af selvbestemmelse. Ingen tvivl om det. Men det er samtidig vigtigt, at der også er grænser for denne selvbestemmelse. Dette for at forhindre, at enkelte lande kan praktisere en levevis, som lader alle andre lande i stikken. Diskussionen om den 'nationale selvbestemmelse' bør ses i forlængelse heraf. Også i denne diskussion er der - en udgang til højre og en udgang til venstre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu