Læsetid 8 min.

Skævt system

10. september 1997

Vi har en opsplitning af uddannelse og efteruddannelse, som i sig selv hæmmer fornuftig udnyttelse af miljøernes ressourcer

SOCIALT SET
I Danmark har vi tradition for, at udviklingen på forskellige områder sker som knopskydninger og interesseinitiativer. Således kan man i ly af tidsånd og idéstrømninger få stor indflydelse på ud-viklingen.
Faktisk roser vi os selv for denne folkelige indflydelse på udviklingen. Andels- og højskolebevægelsen trækkes tit frem som eksempler på den særlige danske måde at præge udviklingen. Listen over institutioner med baggrund i sådanne initiativer er lang: Aftenskolen, idrætsbevægelsen, Danmarks Lærerhøjskole, Aarhus Universitet med videre. Vi er også stolte over, at vi har en stor foreningshyppighed, og at organisationsprocenten i fagforeningerne er høj. Det er udtryk for ansvar for social og kulturel udvikling, som man kan være stolt af.
Jeg har som dansker solet mig i denne stolthed. Vi har været i stand til at tage vare på os selv, til at tage initiativ og yde modstand, når magtfulde økonomiske interesser blev for meget. Tvivlen er dog begyndt at nage mig:
For måske vælger jeg at forstå udviklingen som social og demokratisk, fordi den legitimerer min historie som vidne og aktør? Interessekamp, kvalificering af synspunkter og løsningsforslag læses som demokrati, når det anskues egocentrisk.
Så hvad er det egentlig, jeg er utilfreds med? Jo, jeg oplever i stigende grad interessekamp i et paradoksalt lys. Grundlæggende er jeg vældig tilfreds med muligheden for at kunne øve indflydelse, når argumenter og interesser er gedigne nok. Men samtidig kan jeg se, at de i øjeblikket overbevisende interesser ikke altid holder - i længden. Ja, faktisk ser det nærmest ud, som om de ikke gør. I interessekampen er energien snævert rettet, og næsten pr. definition ikke
orienteret mod mangfoldighed. Kraften kommer fra den snævre interesse.
I klassisk politisk forståelse har den brede interesse skullet vogtes af folketing og regering. Men det er vel ikke sådan, det danske demokrati har fungeret siden 1848? Er det ikke snarere sådan, at det i stigende grad er de kortsigtede interesser, der hærger?
For nu at sætte diskussionen i relief må jeg hellere lave en øvelse, som overskrider egne interesser (i hvert fald et stykke ad vejen).
Eksemplet handler om, hvordan vi har indrettet os med hensyn til uddannelse og efteruddannelse.
I Danmark har vi en mangfoldighed af uddannelsesinstitutioner. De er oprettet på forskelligt initiativ. På nogle områder er der i årenes løb sket en vis oprydning. For eksempel findes der i dag ikke skoler ejet af privatpersoner, der findes ikke kommunale universiteter og...
Ups, jo det gør der faktisk! Sydjysk Universitetscenter er amts- og primærkommunalt finansieret og ejet. I øvrigt er det (som Aarhus Universitet i sin tid) skabt ved et kommunalt initiativ. Aarhus Universitet blev ret hurtigt overtaget af staten. Det var formodentlig den model, man håbede på i Esbjerg. Universitetet i Esbjerg har aldrig haft egentlige uddannelser og studenter, og det er vel det, der er problemet. Der er altså trods alt sket en vis ordning af uddannelsesintitutionerne, eller regulering af regler og tilskudsmuligheder. Det er med held sket på det frie og private skoleområde, på daghøjskoleområdet, etc. Pragmatiske reguleringer, som holder, indtil der igen kommer magtfulde interessenter, som nødvendiggør nye justeringer. Jeg synes, Tvind-sagens justering med en sær-lov var et eksempel på en mindre smuk regulering, i øvrigt med stærk social slagside for brugerne af systemet. Man løser altså ikke problemerne med de mere ad hoc-prægede justeringer, man eliminerer de værste elendigheder.
Sydjysk Universitetscenter prøver nu ifølge pressen ved en fusion at slå sig sammen med Odense Universitet. Rationalet er tilsyneladende, at kan man ikke komme igennem ad den statslige vej i det sydvestjyske, må man gå sammen med et af de universiteter, som har fået fod under eget bord for at blive et rigtigt universitet med studerende og rigtige uddannelser. Odense Universitets interesser er tilsvarende tydelige: At blive Danmarks Universitet Syd.
Det er ikke sådan, at jeg ikke sympatiserer med tanken. Det gør jeg faktisk. Jeg kan se fornuften i en regionalisering af den danske universitetsverden. Ud over den syddanske skulle der være en nord- og en østdansk. Hvis det syddanske projekt etableres, uden at forholdene i de andre mulige regioner ordnes, vil initiativet imidlertid føje sig ind i rækken af skævvridende interesseudviklinger, hvor gode kvaliteter bliver ofret. Jeg er altså bange for, at løsningen på Odense Universitets og Sydjysk Universitetscenters ekspansions-
og overlevelsesproblem skal resultere i en lokal halvdårlig løsning.
Så vidt jeg kan se, er der ikke den store interesse fra de andre universiteter og øvrige højere læreanstalter for en regionalisering. Imidlertid vil jeg argumentere for, at man i slipvinden af det syddanske initiativ burde tænke radikalt.
Vi kunne foretage en fusion af universiteter og højere læreanstalter, ja endog indtænke en række af de øvrige videregående uddannelser.
Men hvad er det nu for problemer, som eksisterer og som kunne løses ved samdrift.
Hen over de sidste årtier er der sket en uddannelseseksplosion i Danmark, som i øvrigt i den vestlige verden. Stadig flere kommer ind på videregående uddannelser. Universiteternes indtag af studerende har stedse været stigende og ligger i år på 19.341 mod 7.331 i 1980. Universiteterne er gået fra at være elitens
uddannelsessted til at være egentlige uddannelsesfabrikker, hvor den økonomiske styring via taksameter kontant og adfærdsregulerende har styrket fabrikspræget.
Det er for så vidt godt nok. Der er stadig megen sandhed i, at uddannelse er god kapital. Så denne tendens er ikke i sig selv det største problem.
Dét er derimod arbejdsdelingen i forhold til de forskellige opgaver i uddannelsessystemet. For øjeblikket har vi
i Danmark en opsplitning af uddannelse og efteruddannelse, som i sig selv hæmmer fornuftig udnyttelse af miljøernes ressourcer.
Universiterne varetager forskning og uddannelse til det højeste niveau inden for
alle videnskabsfag. De højere videregående læreanstalter (Danmarks Tekniske Universitet, Landbohøjskolen, Danmarks Lærerhøjskole med videre) varetager forskning og uddannelse til det højeste niveau inden for mere erhvervsrettede områder.
Efteruddannelse af egne kandidater diskuteres for øjeblikket ihærdigt på universiteterne, men kun Aalborg Universitet er for alvor begyndt på opgaven.
Efteruddannelse af akademiske kandidater sker på initiativ af private udbydere og fagforeninger. Der er relativ enighed om, at efteruddannelsesbehovet er stigende, og universiteterne har da også markeret en interesse.
I det hjørne af systemet, som udgør folkeskolelærernes efteruddannelse, har forholdene i mange år (i øvrigt igen betinget af ihærdige interessenters indflydelse) været helt anderledes sat i system. Lærerne har en højere læreanstalt
næsten helt for sig selv, nem-lig Danmarks Lærerhøjskole. Den varetager godt nok også kandidatuddannelse af tidligere mellemuddannede (mest lærere), men det fylder ikke så meget.
Man kan i tiden ane en udvikling mod, at alle mellemuddannelser vil have egne efteruddannelser og videreuddannelser i form af kandidatuddannelser som for eksempel den, der udbydes i sygepleje på Danmarks Sygeplejehøjskole eller den, som måske en dag skal udbydes på den nystartede Danmarks Pædagoghøjskole.
Flere og flere interessenter vil altså udbyde videreuddannelse til mellemuddannede samtidig med, at behovet for efteruddannelse stiger.
Mellemuddannelser tages i dag steder, hvor der ikke forskes. De fleste uddannelsessteder er relativt små og ligger spredt ud over landet. Især på seminarieområderne har interessekampen været hård, og derfor er seminarierne tit placeret i relativt tyndt befolkede områder. De fleste små institutioner vil have svært ved at bære et varieret efteruddannelsestilbud, blandt andet fordi befolkningsgrundlaget er for lille. Man er altså nødt til at arbejde sammen med andre for at realisere fyldige tilbud.
Universiteterne har ikke mange erfaringer med, hvordan man tilrettelægger efteruddannelse. De mellemlange uddannelser har først i de senere år fået en vis erfaring.
Én højere læreanstalt i Danmark har imidlertid haft systematisk efteruddannelse som hovedopgave: Danmarks Lærerhøjskole.
Lærerhøjskolen er én institution, men er geografisk spredt ud på i alt otte afdelinger. På Lærerhøjskolen er der opsamlet stor ekspertise, især fordi efteruddannelsen tager udgangspunkt i kursisternes praksis. Efteruddannelsen er forskningsforankret, men snævert knyttet til lærerområdet.
Man kan altså paradoksalt sige, at ekspertisen findes ét sted (på Danmarks Lærerhøjskole), og at det store efteruddannelsesbehov af blandt andre gymnasielærere findes et andet sted (i universitetsregi).
Hvis man fulgte Odense Universitet og Sydjysk Universitetscenters ide og regionaliserede, ville man kunne løse disse problemer.

Mads Hermansen, ph.d., lektor ved Danmarks Lærerhøjskole.

APROPOS
Forslag til løsning
Opret tre regioner for uddannelse og efteruddannelse. Pålæg dem at koordinere aktiviteterne.
Det er sandsynligt, at man måtte nedlægge enkelte af de nuværende institutioner, f.eks. Lærerhøjskolen, fordi opgaverne mere hensigtsmæssigt kunne løses integreret i regionens virksomhed.
Den norddanske region kunne bestå af universiteterne i Århus og Aalborg, af den nedlagte Lærerhøjskoles afdelinger i Århus, Skive og Aalborg og af Handelshøjskolen i Århus. Til regionerne kunne de landsdækkende højere læreanstalter være associeret. Regionen kunne styres af et råd bestående af repræsentanter fra institutionerne, kommuner, amter og erhvervsliv. Regionsstyringrådet skulle udstikke principielle rammer for det
konkrete samarbejde samt have ret til at tage tværinstitutionelle initiativer til etablering af bestemte efteruddannelser. Rådet skulle have budgetansvar for udviklingsmidler, mens uddannelsestaksameter fortsat skulle gå direkte til institutionerne.
Alle mellemlange uddannelser knyttes sammen i netværk, hvor man er forpligtet til at udbyde grund- og efteruddannelse.
Den nedlagte Lærerhøjskoles medarbejdere indgik i regionens nydannede fakultet for pædagogik og efteruddannelse. Dette skulle være grundenheden i forskning og udvikling af universiteternes egen undervisning, herunder uddannelse af egne lærere i didaktik, formidling og efteruddannelse. Endvidere skulle medarbejderne være kernemedarbejdere i efteruddannelse af universiteternes egne kandidater.
Den nuværende efteruddannelse af folkeskolelærere skulle lægges ud i det regionale samarbejde mellem lærer- og pædagogseminarier, sociale højskoler, sygeplejerskeuddannelser, med videre.
Fakultet for pædagogik og efteruddannelse skulle være forpligtet til et nært samarbejde med netværket af mellemuddannelser, således at forsknings- og udviklingsorienterede medarbejdere fra disse periodisk kunne indgå i miljøet med henblik på at initiere udvikling, når de vendte tilbage til egne institutioner.
Den nuværende folkeskolelærerefteruddannelse ville i et sådant mellem-langt uddannelseregi være endeligt placeret dér, hvor den hører hjemme, nemlig på samme niveau som grunduddannelse, men den ville fortsat kunne suge næring af et vitalt forsknings- og udviklingsmiljø knyttet til regionen.
De mellemlange uddannelsers efteruddannelse skulle selvfølgelig ske efter samme princip om brugerindflydelse som nu i Lærerhøjskolens regi.
Efteruddannelsen kunne administrativt forvaltes decentralt placeret på nuværende mellemlange institutioner. I nordregionen f.eks i Herning, Aalborg og Århus.
Fordelen ville yderligere være, at man fik afklaret Lærerhøjskolens fremtid: Nedlagt, men samtidig udviklet, nemlig i en effektiv efteruddannelse administreret i et netværk, hvor læring og praksis var tæt forbundet og hægtet op i forskning- og udviklingsarbejde. Begge elementer, som nu lever et snævert og folkeskolenært liv, vil således bredt set blive knyttet både til de mellemuddannedes efteruddannelse og til universiteternes efteruddannelse af egne kandidater. Det vil yderligere have den fordel, at det danske videregående uddannelsessystem kom til at ligne andre landes.
Fleksibilitet og forbindelsen mellem de forskellige institutioner ville blive større, mere forpligtende og bundet op i synergi-effekt frem for som nu, hvor det tit ligner udmarvende konkurrence.
De øvrige regioner vil kunne dannes efter samme model.
Det er vigtigt, at det blev nødvendigt for institutionerne at samarbejde. Det ville lettest ske, hvis samarbejde privilegeres - altså at udviklingsinitiativer belønnes. Dermed knyttes ekspansive og overskridende initiativer til økonomisk privilegering, mens generel pasning af den kendte butik ikke straffes.
Denne model kræver imidlertid, at folketing og regering tør gå imod lokale og manifeste interesser. At de f.eks. tør nedlægge Læ-rerhøjskolen og genoprette dens gode elementer i andet regi. Det kræver nok også, at man endnu en gang ser på den geografiske fordeling af mellemlange institutioner.
Mads Hermansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu