Kronik

Den skamløse kynisme

23. september 1997

Det eneste, som er forbudt i vores blotterkultur, er lysten til at forbyde og sætte grænser

TRO & TVIVL
Indtil for nylig var det ganske naturligt at tale om grænser landene imellem. Ikke blot i Europa, men over den hele verden. Det var ikke et problem i sig selv. Det gav en forståelse af, hvordan samfundet hang sammen. Det åbnede for en erkendelse af, hvilken historisk udvikling som havde ført til, at grænsen på et givent tidspunkt var opstået. Men grænser har altid flyttet sig. Demografiske forhold, sult og epidemier har afstedkommet mangen en krig, hvorved nye grænser er fremstået.
Vi er begyndt at tale om 'det internationale samfund' og den 'globale landsby', som jo er udtryk, der signalerer et fællesskab uden grænser, ja at grænser er noget negativt, en hindring for at folk kan leve sammen, i hvert fald for at kapitalismen kan opnå sit eneste mål, flest mulig penge i kassen, under devisen: målet helliger midlet.
Men også i forhold til vore børn. Man kunne engang sige til børn: "Der må da være grænser." Underforstået: For hvordan I opfører jer. Der var visse holdninger og regler, som var afstukket. De angav, hvordan man skulle leve sammen i familien og med kammeraterne. Barnet var ikke i sig selv 'konge', end hvor vidunderlig den lille var, men en del af et fællesskab, hvor det måtte tilegne sig adfærdsnormer og spilleregler.
Normer og regler er i grunden ikke til for at stække vores liv. Tværtimod. De skal sikre, at ethvert menneske får rum og værdighed, at det får sin chance for goder, og at det ikke kun er de største og grådigste albuer, som tager for sig.
Men i dag er udtrykket 'lad dog barnet' ført konsekvent igennem. Lærere og pædagoger klager over, at børn, som er blevet opflasket med den grænseløse ret til udfoldelse, ganske enkelt ikke er til at være i stue med. Støjniveauet er så højt, at det giver høreskader. Der kan end ikke gives en kollektiv besked. Og det vil sige, at barnets livsrum indsnævres, at den grænseløse opdragelse betyder, at klassen fyldes med 25 uregerlige konger.
I blade, aviser og tv gælder det også om at gå vidt. Ulykken skal helst ledsages af billeder og tekst, som pensler det hele ud. Det sidste figenblad skal løftes, så der skues helt ind. Går man i en kiosk eller et supermarked, får man på glitret papir serveret balder og barme ad libitum. Følelser og kroppe udstilles ganske hemninsgløst, som var det et stort dyrskue. Nøgne kroppe kan være utroligt smukke og dragende, en vidunderlig del af skaberværket. Men i bladene skal de udleveres fuldstændigt og uden blufærdighed, ofte garneret med lidt perversioner og de laveste lyster. Ved vedholdende at give os dette 'kosttilskud' er der givet slip på de sidste chokeffekter.
Der er ikke noget, som kan støde længere. Grænsen er ophævet. Vi skal helst helt ind i soveværelset, og skulle det lykkes med et glimt af de kongelige i adam-kostume, med lidt sex og død, synes målet nået i frisindets hellige navn. Det frisind, der her er tale om, kan sammenfattes til kasseapparatets lystige snurren.
Tidens missionærer belærer os om, at det er såre naturligt at få afdækket det hele - at begreber som 'stødende' og 'krænkende', 'lav' eller 'pervers' er ganske ude af trit med tidens frisind. En sådan antikveret holdning er tværtimod udtryk for et 'dømmende' og 'bornert' samfund, der hænger ved gamle grænser og snæversynethed. Det er vel ikke så sært, at det eneste, som er forbudt i vores blotterkultur, er lysten til at forbyde og sætte grænser for afsløringerne.
Denne libertinske, løsslupne tankegang kan der vel gives flere forklaringer på. Grænser og påbud kan have mistet deres betydning og blot være udtryk for snæversynethed. En del kirkelige kredse har misbrugt og ind-snævret kristendommen til småtingsafdeling for forargelser - det andre gjorde, og som man selv havde lyst til, men ikke vovede. Med det skæve sideblik lagde man låg på alt, og forsagelse og undertrykkelse blev udbredt.
Uforløste fællesskaber, som der blev noget klæbrigt over, var konsekvensen. Og mange er da også løbet skrigende bort efter at have stiftet bekendtskab med denne kirkelige lummerhed, som har ydet sit bidrag til, at kristendommens skabende og livsfornyende indhold er blevet overhørt.
Men én ting er, at der er behov for frisk luft; noget andet er, at følgerne ikke skulle være, at man ender i den rene kynisme. Et er at blive opmærksom på en sygdom; noget andet er, når helberedelsesmidlet er værre end sygdommen. Det sker, når alt gøres flydende, når ingen grænser eller normer eksisterer, og når selv ømme følelser, respekt og ærefrygt, idealisering og ærbødighed er helt fortrængt og mistænkeliggjort, det man engang kaldte dyder - ja så er der jo med epoken 'opstået en ny situation'.
Der er sket det, at den skamløse kynisme nu rammer hele vor kulturelle tone. Skamløshedens kultur er også uærbødighedens, afglorificeringens og den manglende stoltheds kultur.
Undertiden kan man få det indtryk, at tilværelsen hos os først er rigtig forstået, når den er 'afklædt' og gennem-analyseret som korrupt. Ja, når den er mistænkeliggjort, så man ikke vil forlade sig på den, og når man er kommet til den overbevisning, at alt er ligegyldigt - så er erkendelsen bragt til ende. Vi betegner vores epoke som postmodernistisk, hvilket med Kolakow-skis ord betyder, "at alt nu er tilladt".
Men der var engang, hvor idealer og værdier stod - engang hvor kristendom så at sige lod sit budskabs indhold lyde som inspiration til forståelse af sammenhæng og helhed. Dette monopol har kirken imidlertid mistet i en langsom udvikling.
Freud fandt, at den religiøse tro blot var et levn fra menneskehedens barndom, hvor naive og frygtsomme mennesker projicerede deres håb og frygt mod himlen. Men i takt med at videnskaben udvikledes, ville religionen - som andet magi - forsvinde og blive efterfulgt af videnskaben, af psykoanalysen. Og psykoanalysen havde det med at gå til sin genstand med en 'analytisk holdning', hvorved alt blev opløst og dissekeret.
Det degenererede til et totaloverfald på idealer i enhver forstand. Konsekvensen er, at vores kultur er havnet i en miserabel tilstand, hvor 'alt er tilladt'.
Amerikaneren David Rieff mener, at en kulturs hjerte består i forbud. Han betegner endog sit eget samfund som kulturløst, fordi intet er helligt, og fordi der ikke er noget, der antyder en grænse. Skal en kultur kunne overleve, må valgmulighederne på en eller anden måde indsnævres. Man kan ikke leve efter slagordet 'forbud er forbudt,' derved opnår man alene, at anarki op-står, og livsudfoldelsen be-grænses. Ophævede vi alle færdselsregler, ville følgen blot være, at trafikken gik i stå.
Og på samme måde: Hvis alle ytringer er tilladelige, så er der intet sandt, og så kan vi ikke tale sammen om noget væsentligt. At intet står fast, medfører, at der intet er at bygge på. Konsekvensen er en 'fejende fordummelse' af hele livsformen.
Skal kulturen overleve, må de førende eliter bide i det sure æble og genopdage begrænsningens princip. Ja de bliver nødt til at komme ud af pubertetsalderen. De må påtage sig en myndiggørelse og indse, at alt ikke er gavnligt, at der er noget, som er mere værd end andet. Det moderne projekt - hvor grænseløshed er blevet forstået som tøjlesløshed, hvor forestillingen om, at mennesket ikke behøver underkaste sig nogen magt ud over sin egen - synes at have udspillet sin rolle.
Projektet har samtidig vist, at det ikke evner at inspirere med dristige og modige fremtidsvisioner, men blot er henvist til at være registrerende tilskuere til markedskræfternes udfoldelse.
Men hvordan genvinde en grænse, afvise desillusionens dogmer? Freud angreb ofte religionen for at være socialt lapperi. Den var opium for folket, den skulle bringe trøst midt i forarmelsen. Og sandt at sige er der mange af dens fortolkere, der har været servile lammehaler, mere optaget af dens institutioner og struktur end af dens budskab.
Selvransagelse har der væ-ret i kirken. Søren Kierkegaard talte f.eks. om det nittende århundredes syge som sammenblandingen af kultur og religion, og Grundtvig skrev om kirken bygget af levende stene.
Freud havde på mange måder ret i at påpege den undertrykkende sociale institution i kirken, men han havde ikke blik for den profetiske tradition, som afslørede korruption, magtbrynde (også kirkeinstitutionens), og som anklagede de troende for at sætte lighedstegn mellem Guds mål og egne.
Det er nemt - og nødvendigt - at miskreditere religion og kristendom, når den ensidigt lader sig spænde for den sociale vogn og bliver ambulance.
Ser man kun religion som en kilde til følelsesmæssig og intellektuel tryghed og ikke som anfægtelse af selvtilfredshed og selvsikkerhed, har man ikke forstået dens dristighed og radikalitet.
I såvel den profetiske litteratur som i Det Nye Testamente gives der ikke færdige og utvetydige svar, som er ganske upåvirkede af skepsis, eller som ikke kender til anfægtelse. De skikkelser, vi her møder, kendte i høj grad også til eksistentiel tvivl. Det er ikke kun vores moderne tid, som kender til fremmedgørelse, eller opgør med Gud, traditioner og grænser.
Men det nye er, at vi måske lever i en epoke, hvor vi mener at være konger eller guder, som ikke kan se en større verden end den, vi selv har frembragt - at vi lever grænseløst.
Vi skal ikke søge at skrue tiden tilbage. Det ville være fejt. Men vi skal ejheller nøjes med en plads som tilskuere til kapitalismens sejrstog. Det er jo den gamle grådige dans om guldkalven, som kræver så store menneskelige ofre og fornedrelse.
Vi har ikke brug for kirkens magtstruktur til at fortælle os, hvad vi skal stemme eller mene, men vi har brug for den profetiske og evangeliske tradition, som insisterer på, at livet er større end vore egne frembringelser, at troen har nogle implikationer af moralsk karakter, at det er fup at bilde sig ind, at der ingen grænser er, og at alt er tilladt. Tværtimod er der forskel på godt og ondt, sandhed og løgn.
Kirken kan her bruge sin røst til at lade det budskab lyde og så ellers lade den enkelte tage bestik heraf i sit liv. Det budskab giver vinger, giver styrke og kræfter til at foretage de nødvendige opgør med tiden, til selv at påtage sig et ansvar for udviklingen, så 'udviklingen' ikke blot dæmoniseres til en skæbne, man nu engang har at affinde sig med.
Og det er måske vor tids største overtro, at intet står fast, at vi er på Herrens magt i frigjorthedens hellige navn.

Steffen Ravn Jørgensen er sognepræst.

APROPOS
Skamløshedens triumf
"Men skamløsheden sejrede dog til sidst." Dette ekko fra den klassiske oldtid er at finde i Mikkelsens latinske læsebog og vidner om, at oplevelsen af kulturel nedtur ikke er noget nyt. En oplevelse af fald fra fortids højder synes at være fast ingrediens i menneskelig opfattelse af samfundsudviklingen.
Spørgsmålet er, om vi - de nuværende generationer - er mere for nedadgående end vore forgængere.
Opfattelsen heraf er en kraftig skillelinje i nutidigt dansk kulturliv. Brudfladen har vist sig i anmeldelserne af Suzanne Brøggers ny bog Jadekatten.
Dette blads anmelder skrev bl.a.:
"Suzanne Brøggers beskrivelser af sin samtidig kommer uvilkårligt til at lyde som et velkendt kor af retro-samfundskritikere. Dem, der i ramme alvor betragter massemediernes fremmarch, bajerdrikning i S-toget, mangelfuld butiksekspedition, man havde nær fortsat: Og snavsede negle - som ligestillede symptomer på kulturelt forfald."
Den afsky over medieudviklingen, som Steffen Ravn Jørgensen giver udtryk for til venstre for denne spalte, synes at forene kristent tænkende med den ateistisk bekendende venstrefløj: Der er noget, der er gået for vidt, og som opleves som krænkende for menneskelige værdier.
Man kan også vælge at anlægge det lyssyn, at den elektroniske medieudvikling har åbnet for helt nye kontakter mellem mennesker, og at den gør livet surt for undertrykkende regimer, fordi de ikke længere kan afskære deres befolkninger fra forbindelse med omverdenen. At der følger snavs og vulgaritet med, nå ja, der har der altid gjort. Hvornår var verden nogensinde ren?
Netop vi, de nulevende, er måske bedre stillet, fordi vi i kraft af et højere uddannelsesniveau er i stand til at vælge fra: Der er ingen samfundspligt til at læse den kulørte presse eller se det flad-pandede tv.
Ja, man kan sågar leve et rigt liv uden tv i huset. Man får oven i købet bedre tid til det. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu