Lykkeligvis har vi stadigvæk adgang til uspolerede naturområder, der kan fungere som frirum for mennesker. Men det er ikke nogen selvfølge
Nogle tager til superligafodbold og nogle går til gudstjeneste. Andre går en tur i byen og endnu andre suser ind i cyberspace. Vi har alle brug for et helle - et asyl - et frirum fra det daglige tempofyldte ræs i et såkaldt moderne liv. Et asyl fra dét som Johannes Andersen kalder "hverdagens centrifuge".
Behovet for at kunne søge asyl fra hverdagen har nok altid ligget til mennesket, men det skulle undre mig, om jeg tager fejl i at påstå, at vi lever i en tid, hvor dette behov opleves stærkere og stærkere. Det hænger blandt andet sammen med, at vi er i gang med at ophæve nogle af de elementer, der har virket som begrænsninger for os selv.
Tid og rum har tidligere sat fundamentale grænser for menneskets virke. Men i takt med globaliseringen og teknificeringen af information og kommunikation er vi i gang med at ophæve disse begrænsninger. Vi véd efterhånden ligeså meget om den globale landsby, som man tidligere gjorde om sit eget lokalsamfund og - hvad der er endnu vigtigere i denne sammenhæng - ved hjælp af telefon, telefonsvarer, fax, satelitter og internet kan vi kommunikere med hinanden uanset tidspunkt og uanset sted. Om det er nat eller dag, om vi befinder os i Århus eller Cairo, i et tog eller derhjemme spiller ingen rolle.
Lady Dianas død og begravelse blev ikke bare en britisk, men en global begivenhed, hvor to milliarder borgere med tårer i øjnene var tilstede ved begravelsen. Som danskere kendte vi ikke bare dødsårsag og tidspunkt, men blev informeret om alle aspekter i en detaljeringsgrad som formentlig har svaret til den Lady Di's eget folk fik.
Vi ved mere og mere, skal forholde os til flere og flere informationer, hvilket af mange opleves som en stadig komplicering af tilværelsen med deraf følgende øget behov for at 'koble fra' engang imellem. Men da vi med teknologiens hjælp står til rådighed for omverdenen uafbrudt, bliver det sværere og sværere at stille sig på 'standby' og søge ind i sit frirum, hvor man nu end har valgt at have det.
Man kan forestille sig at en følge af denne udvikling bliver, at fritid i fremtiden bliver en endnu mere eftertragtet vare. At det bliver en værdi, der tildeles mere opmærksomhed og beskyttelse, fordi det er i fritiden, man har mulighed for at søge sit asyl. Det er her man som et udbrændt batteri bliver opladt påny og i stand til at tage endnu en tørn på arbejdet, i hjemmet, osv. Man får vurderet indhold og retning i sit liv og tænkt over, om der skal foretages justeringer, eller om det er ok.
Nogle søger deres asyl i naturen. En fisketur, en jagttur, en cykeltur eller en ganske almindelig gåtur ud i naturen og væk fra de daglige omgivelser, er for mange det, der giver tid og ro, og dermed bedst mulige rammer for afstressning og eftertænksomhed.
Lykkeligvis har vi stadigvæk adgang til uspolerede naturområder, der kan fungere som frirum for mennesker. Men det er ikke nogen selvfølge. I takt med ekspanderingen af landbruget, industrien og infrastrukturen er hedeområder blevet opdyrket, skove ryddet, åer fjernet fra deres oprindelig løb, osv. Det kan i dag være svært at finde steder, der er fri for for eksempel motorstøj, men det kan endnu lade sig gøre. Takket være blandt andet organisationer som Danmarks Naturfredningsforening.
Men spørgsmålet er om det også for kommende generationer vil være muligt at søge asyl i uspolerede naturområder. For der ekspanderes fortsat på naturens bekostning. Og her kommer politikerne ind i diskussionen.
Ingen er vel interesseret i, at politikerne blander sig i, hvad vi som borgere laver i vores fritid. Men ikke mindst når det gælder naturen som frirum for mennesker, er det en opgave for politikerne at sikre, at denne mulighed eksisterer også i fremtiden. I den forbindelse kan Gudenådalen - ofte kaldt Danmarks smukkeste ådal - blive en prøvesten. Da Folketinget tog stilling til, om der skulle anlægges en ny motorvej mellem Herning og Århus, faldt det mange borgere for brystet, at specielt Gudenådalen skulle ofres for nogle få minutters kortere transporttids skyld. Den foreløbige beslutning blev, at motorvejen skal etableres på strækningen med undtagelse af den del, der vedrører Gudenådalen. For dette stykkes vedkommende blev beslutningen udsat.
Folketinget skal altså inden for nogle få år tage stilling til, om et af Danmarks smukkeste naturområder fortsat skal være fredet (for det er det faktisk i dag) og være et frirum for fortravlede mennesker, eller om fredningen skal ophæves til fordel for hvad tidligere trafikminister Kaj Ikast har kaldt "Danmarks smukkeste motorvej"!
Den udsatte beslutning om Herning-Århus motorvejen er på den måde mere end en miljøsag. Den kan samtidig ses som en prøvesten på, om vi og vore politikere kender vores egen natur så godt, at vi lader Gudenådalen i fred, fordi vi godt ved, at vi som mennesker har brug for at bevare de få muligheder for at søge asyl i de frirum, vi endnu har.
Et naturskønt områdes skæbne er på den måde lagt i hænderne på mennesker som får mere og mere brug for netop naturskønne områder. Det er da betryggende - eller hva'?
