Læsetid 9 min.

Solidarisk eller liberalt anarki

18. september 1997

Anarkisten Malatesta beskrev i 1891 den nuværende samfundsudvikling.
Nu fører kapitalens anarki til, at nationalstater svækkes fra oven af globalisering og fra neden af minoritetskrav. En kampplads mellem lilleputter og kæmper

ØKONOMI I OPBRUD
Den italienske anarkist Malatesta har været et begreb for mig, siden jeg for så længe siden, at det kunne være løgn hørte Ebbe Reich holde et utroligt, morsomt foredrag om ham i venstresocialistisk sammenhæng. Det handlede også om, at anarki ikke er anarki - forstået som kaos - men menneskeligt fællesskab uden regeringsmagt.
Men det var først her i sommerens varme, hvor alt var ved at gå i opløsning, jeg fik læst den italienske revolutionære Errico Malatestas lille klassiker Anarki fra 1891 om, at det socialistiske anarkis kamp skal føre til opløsning og fjernelse af enhver regering.
Budskabet er, at enhver regering pr. definition beskytter magteliten og ejerne. Derfor må man afskaffe regeringer og privat ejendomsret. Så vil menneskelig solidaritet føre til den nødvendige organisering af samfundet. Togene vil stadig køre, hospitalerne være åbne og skolerne fungere. Når man fjerner regeringsapparatets undertrykkelse og ejendomsrettens bekæmpelse af de svage, vil den sande solidaritet komme til udtryk.
En naiv utopi, når man nu ved, hvilke dumme svin mennesker ofte er, både alene og i flok. Hvorfor skulle disse nye organiseringer blive bedre end demokratiske regeringer?
Malatesta er ikke helt overbevisende, men bestemt heller ikke irrelevant. Han har analyser, som kan bruges over 100 år efter, at han skrev sin pamflet i et eksil i London. Han beskriver således, hvordan liberalismen satser på individuel forretningsmæssig foretagsomhed og en reduktion af regeringsfunktionerne til et absolut minimum:
"Liberalismen er i teorien en slags anarki uden socialisme, den er derfor også en løgn. For frihed kan ikke eksistere uden lighed, og virkeligt anarki kan ikke eksistere uden solidaritet, det vil sige uden socialisme."
Malatesta beskrev i 1891 en liberalisme-model, der nu præger udviklingen i store dele af verden ikke som teori eller som frivilligt valgt system, men som internationalt på-budt opskrift. Den Internationale Valutafond har - med Verdensbanken og toneangivende vestlige regeringer som halehæng - påbudt reduktionen af regeringsfunktioner både via budgetreduktioner og privatiseringer, fjernelser af offentlige opgaver samt styrkelse af markedskræfterne.
Det er sket i u-lande og i østlande i en sådan grad, at det politiske system i Rusland må kæmpe hårdt med den kriminelle mafia om magten.
Verden over skriver samfundsforskere nu om underskud på politisk styring. Det er anarki uden socialisme.
I fattige u-lande fører liberalt anarki ikke til, at skole- og sundhedsopgaver løses via menneskers fælles organisering, men ved at privatskoler og privatklinikker på forretningsmæssige vilkår hjælper de stærkeste, mens de fattigste hverken har stat eller kapitalister at hælde hovedet til.
Spændende - hvis man har sit på det tørre - at observere, at den anarkistiske liberalisme (eller med Malatesta:
Anarki uden socialisme) har sejret, samtidig med at begrebet anarki ellers kun anvendes i kryds-og-tværs'er og i vittigheder omkring altings kaos.
Retfærdigvis må det siges, at selv Verdensbanken nu er blevet betænkelig. Nu udgives publikationer, der taler om nødvendigheden af regeringer og af en pålidelig offentlig sektor. Der er glæde i hidtil fortvivlede kritikeres lejr. Tænk, hvis indflydelsesrige syndere angrer og skifter kurs.
Siden 1960'erne har udviklingen i verden været præget af to markante tendenser:
Den ene er forsøgene på at skabe national identitet. Danmark er et af de få lande, der har ret logiske grænser, og som kun rummer ét enkelt folk, men de fleste steder er nationalstatsgrænser ikke logiske. At få folk til at føle sig som sovjetborgere, tanzanianere, sydafrikanere, ja selv amerikanere i USA, er ingen enkel opgave. Men regeringer og magthavere har kæmpet for det. Størst har opgaven været i de mange helt nye stater.
Det andet har været tendensen mod større enheder både politisk og økonomisk. Det har bl.a. skabt EU, og med kapitalens egen drivkraft er der skabt en transnational virksomhedsudvikling, som har ført til, at en trediedel af den globale handel finder sted som transaktioner inden for transnationale selskaber.
Oveni kommer det globale miljøproblem, international kriminalitet, det globale narkoproblem, udviklingen mod en global underholdnings- og medieindustri baseret på angelsaksisk kultur. Både legale og illegale markeder bliver globale. De, der kæmper imod, kalder vi normalt fundamentalister. De smadrer og terroriserer, men globaliseringen går sin gang på vestlige præmisser.
På det seneste er der ingen tvivl om, at globaliseringstendensen står stærkest på den officielle internationale agenda. En hvilken som helst Marianne Jelved kan i søvne repetere sangen om, at den nationale økonomi er for lille. Integrationen i den globale verdensøkonomi er et must. EU kan være en vej til integration, eller man kan som Norge stå udenfor, blot man alligevel følger ethvert påbud fra et internationalt samfund, som ikke rigtigt eksisterer, men alligevel bestemmer det meste.
For rigtige mennesker er kravet om identitet dog ikke forsvundet. Nogle steder fører det til blodige krige og konfrontationer, som i ex-Jugoslavien, i det tidligere Sovjetunionen, i Eritreas løsrivelse fra Etiopien - for at nævne nogle af de steder, hvor der er trukket nye grænser. Der er også steder, hvor det er sket fredeligt som i Tjekkiet/Slovakiet. Og mange steder fortsætter kampen for styrket lokal identitet og selvbestemmelse. Nogle steder er målet nye nationale grænser, andre steder kun regionalt selvstyre: Ikke kun i u- og østlande, men også hos os i Vest: Canada, Belgien og Storbritannien.
Jeg er en stor beundrer af den indiske videnskabs- og miljøforsker og journalist Anil Agarwal, der ofte skriver i Information. Når han beskriver det kæmpemæssige og på mange måder håbløse Indien, taler han meget om, at gigantsamfundets eneste chance er at respektere lokale gruppers styring af lokale ressourcer. Og når jeg siger, at det jo er meget godt for nomader i et skov- og bjergområde, men hvad med de ti millioner, der er ved at blive kvalt af forurening i New Delhi, så svarer han, at New Delhi kun overlever, fordi gigantbyen trods alt er titusinder af landsbyer.
Anil Agarwal er en barsk kritiker af den indiske regering. Han stiller store krav til globalt samarbejde, og han arbejder sammen med de kræfter, der nu en gang præger samfundet (herunder industrien). Han er altså ikke bare en romantisk tilhænger af landsbyfællesskabet. Alligevel er der i hans og mange andres arbejde med lokalsamfund nogle interessante erfaringer, som givetvis vil interessere Malatesta i hans anarkistiske himmel.
Malatesta gik ind for menneskers solidariske selvorganisering og ville afskaffe regeringerne.
Valutafonden og det toneangivende vestlige økonomiske system går ind for liberalismens anarki med regeringer, der er så svage, de ikke yder modspil til markedskræfterne.
Ergo har vi - næsten - det kapitalistiske anarki stillet op direkte overfor Malatestas menneskelige organisering på det lokale plan, den solidariske organisering og lokal-samfundets administration af egne ressourcer og krav til omverdenen - som forudsætning for overlevelse og politisk deltagelse.
Staterne svækkes af kapitalen - af globale fremtrængende og indtrængende kæmper i mange slags forklædning. Og staten svækkes derefter af minoritetskrav - af magter, der i globaliseringens lys ser mere lilleputagtige ud.
Kan lilleputterne binde kæmperne? Kan lokal organisering få gigantkræfter til at arbejde konstruktivt under kontrol med respekt for miljø og menneskelige behov? Med Malatesta'sk solidaritet?
Det er et spørgsmål uden svar. Men nogle vilkår er temmelig klare. Vi gider som aktive mennesker kun de forholdsvis små enheder, og hvis de mellemstore bliver helt store, gider vi slet ikke. Vi ved vi skal stemme om EU og Amsterdam, for vigtigt er det jo. Men uanset om vi er lidt for eller mest imod, orker vi det næsten ikke. Måske har vi det som mange millioner mennesker i USA, der ikke gider stemme, og som tror lige så lidt på demokratiske regeringer som Malatesta. End ikke de fattigste, der i princippet kunne opnå noget ved at være aktive, orker det. Det giver dem ikke mening.
Det, der giver mening, er småt men må gerne have indflydelse på det allerstørste. Det starter med individet, og kun hvis individet kan se mening i gruppen (eller nationen), giver denne gruppe mening både for den enkelte og for samfundet.
Jeg skal ikke romantisere, for det er svært det her, og folk handler åndssvagt både i små og store grupper. Men et eller andet sted kommer det - uanset Amsterdam-deklaration og velsmurt Clinton-tomgang og FN-reformer - til at handle om, hvad folk vil finde sig i, og hvad de vil og kan stille af krav på lokalt plan:
- til transnationale selskabers hærgen og færden og etik, fra Shells varierende miljøstandarder og overgreb på lokalbefolkninger, til Nikes kriminelle underbetaling af asiatiske skotøjsarbejdere, men også til franske regeringers atomprøvesprængninger
- til lokal vandkvalitet og miljø, etik i landbruget, boligstandard, arbejdsmiljø i industrien og uddannelse og børns opvækst.
Konflikten mellem, at ting kræver størrelse og omfang for at være realistiske, men lidenhed og nærhed for at fungere, er et indbygget dilemma. Et andet er, at fornuftige lokale løsninger ikke altid er kloge i et større perspektiv.
Derfor kan kun et internationalt og globalt samarbejde sikre, at lilleputter kan matche kapitalens og globaliseringens Goliath, men det samarbejde er samtidig det, vi ofte står af på, fordi det virker fjernt og abstrakt.
Minoriteternes Europa har været et slogan for enheder i EF, der er mindre end nationalstaterne. Det lød også utopisk. Men måske er det eneste realistiske at et internationalt samarbejde bygges op om-kring endnu mindre enheder, således at (subsidiariteten) nærhedsprincippet bliver endnu mere udtalt og får større suverænitet.
I den proces vil mange nationale regeringer komme til at sidde dårligt. Ikke blot på to stole med en balde på hver, men mellem to stole af så forskellig størrelse, at noget sprækker helt alvorligt .
Måske er Danmark så lille, at nationalstat og bukser holder. Men også vi må erkende, at der er en kamp mellem kapitalens og solidaritetens
anarki i gang. Den regering (og opposition), der blot følger skiftende strømme, er dømt til at tabe, ikke kun i forhold til liberalismens anarki men også i forhold til befolkningen. Den vil i givet fald organisere sig på andre måder og lade regeringer snakke og stemme uden at tage sig af det.
Knud Vilby er journalist og har netop udgivet Den Globale Reisen, Universitetsforlaget, Oslo, 1997.

APROPOS
For stor, for lille
Samtidig med at behovet for stadig større enheder er åbenbart, ser vi en udvikling mod opdeling af de nationer, der var engang.
Jeg har set denne udvikling klarest analyseret af den amerikanske professor Benjamin Barber i bogen Jihad vs. Mc. World fra 1995: Når nationalstaten svækkes, fordi tiden kræ-ver større enheder, så for-stærkes tendenserne til, at den går i opløsning, så man får mindre politiske enheder (stater), samtidig med at de økonomiske enheder bliver større.
Nationalstaten angribes med andre ord på samme tid oppefra og nedefra. Oppefra fordi en global økonomisk udvikling siger, den er for lille. Nedefra fordi nationale grupper, der vil styrke egen identitet, siger, den er for stor, og i takt med svækkelsen får muligheden for at rive sig løs eller få indre selvstyre. Svækkelsen kan komme både som følge af den globale økonomiske udvikling og med demokratisering. Derfor kan diktaturets opløsning føre til statens opløsning eller opdeling. Men et stabilt demokrati kan også være tvunget til at give enkelt-områder større autonomi.
Endelig kan man pege på de lande, hvor frihedskampen stadig er blodig eller minoriteter stærkt undertrykte: F.eks. Indonesien og dele af Kina. Det er næppe tilfældigt at cover-historien på Far Eastern Economic Review for et par år siden hed "Det skrøbelige Kina" og rummede en analyse af risikoen for, at det kinesiske kæmperiges sammenhængskraft ikke er tilstrækkelig stor.
Vil en fuldstændig integration af Kina i det global-økonomiske og politiske system ikke føre til fredelig eller blodig opløsning? Jeg ved det ikke, men logikken siger mig, at det skulle være sært, om Kina kan hænge sammen, hvis regeringens (autoritære) rolle svækkes voldsomt. Da ingen kan forudse konsekvenserne af et sådant opløsningsscenario, er ønskerne om indførelsen af et vestligt politisk demokrati i Kina da også meget beherskede.
Pilen peger mod en udvikling med flere, mindre og svagere stater i en verden, hvor økonomien er stadig mere globaliseret, og hvor de transnationale selskaber (der allerede i dag har økonomier langt større end de fleste mindre stater) er stadig mere dominerende. Knud Vilby

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu