Læsetid: 3 min.

Spilledjævlen er løs

Staten har et ansvar for behandling af spillemani
Debat
17. september 1997

Jeg husker det som var det i går.

Den truende stemning. Min mor, hvis mine blev mere og mere formørket, jo længere tiden overskred middagen. Min stedfar var ikke kommet hjem endnu. Timer efter trådte han fåmælt og brødebetynget ind i vores to værelsers lejlighed og bedyrede grædefærdig, at han havde tabt sin pung og mistet sine penge. Skænderi, min mors højrøstede bebrejdelser. Pengene var var ganske rigtigt tabt. På travbanen. Eller i andet spil.

Disse scener gentog sig - og min mor blev ofte fortvivlet, for vi havde ikke mange penge til husholdningen. Min stedfar bad om tilgivelse og lovede at stoppe sit spilleri. Men han kunne ikke.
Min mor smed ham ud - og min søster og jeg blev alene med mor i et par år. Spillelidenskab kan ødelægge ægteskaber og familier - men det er stadig svært at få mange til at acceptere, at ludomani er en afhængighed, man skal behandles ud af. Alkoholisme er langt mere accepteret som en afhængighed, der ikke alene er den enkeltes problem - men også samfundets problem.

Der er blevet afsat store midler til forskning i problemet, der findes ambulatorier og behandlingssteder. Der er etableret et helt professionelt apparat til at forebygge og behandle - og apparatets arme når helt ud i krogene, helt ud på skolerne.

Det anerkendes, at vi her står med et problem, der har skadelige sociale konsekvenser. Ikke mindst fordi det ofte er mere synligt. Dels fordi alkoholikeren ofte fysisk bærer præg af sit misbrug, men også fordi misbruget ofte fører til vold, som også er synlig. Myndighederne reagerer ikke mindst når alkoholmisbruget fører til vanrøgt og mishandling af børn - selve alkoholmisbruget er jo karakteriseret ved, at misbrugeren mister selvkontrol. Spillelidenskab er mere folks eget problem - men den spille-dæmon der raser i et menneskes indre kan være ligeså ødelæggende som alkohol.
Er der nogen, der ved noget om ludomaner, så er det behandlingshjemmet Ringgården i Middelfart. Behandlingsjemmet har en afdeling for netop ludomaner og har i øjeblikket en venteliste på 100-130 personer til sine intensive 14-dages behandlingskurser for spilleafhængige personer, og hver uge kommer der 3-5 nye personer til, der ønsker at komme i behandling.

Staten tjener på spil

Afdelingen for ludomani har tidligere gennemført undersøgelser, der viser, at halvdelen af de undersøgte ludomaner har overvejet selvmord som en løsning på deres spillemani, og hver femte af dem havde rent faktisk flere selvmordsforsøg bag sig. For at slippe fra dæmonen. Undersøgelsen viste tillige, at op mod halvdelen endvidere havde foretaget kriminelle handlinger, enten for at skaffe penge til fornyet spil eller for at dække oparbejdet spillegæld. Kriminaliteten spænder fra misbrug af Dankort og andre kontoordninger over tyveri fra firma- eller kontingentkasser til deciderede bank- og posthusrøverier.

Når spillelovgivningen her i efteråret skal til revision må det etiske aspekt inddrages. Er det etisk forsvarligt, at vi fortsat lader det ene spil efter det andet komme på markedet - blot for at staten kan lukrere på det økonomisk. Er det moralsk rigtigt, at staten slipper spille-djævlen løs - uden samtidig at gøre noget for tæmme den hos de personer, hvem spil ikke er til lyst, men til last.
Derfor bør der afgives en bestemt promille af statens spilleindtægter til at bekæmpe ludomani - dels ved landsdækkende informationskampagner, dels til behandling. Internationale undersøgelser viser, at mellem en og fem procent af et lands befolkning er spilleafhængige. Får Dansk Tipstjeneste lov til at realisere alle sine spille planer som hidtil, frygter jeg de store sociale og menneskelige omkostninger, som spilleafhængigheden kan føre til. Og det kan vi ikke være bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her