En filosof, hvis aktualitet kommer af hans anderledeshed
DET FILOSOFISKE RUM
"Jeg kender ingen filosof efter Spinoza, som folk kan lære så meget vigtigt af om vort liv og samfund." Arne Næss (1974)
Hvorfor Spinoza? Nej, Spinoza har ikke rund fødselsdag i år, sådan som Descartes havde med så megen festivitas i 1996. Hvad er da anledningen til at rette opmærksomheden mod ham i utide? Hvis Spinoza er 'aktuel' i vor tid, hvordan kan det så være? Og, kunne man spørge, hvad er aktualitet egentlig? Er det en gammel tænkers overensstemmelse med vore dage, der gør hans tænkning relevant og værd at beskæftige sig med? Eller peger aktualiteten på vigtige forskelle såvel som ligheder?
Alt for ofte vurderes en tænkers værk som 'indsigtsfuldt', fordi det synes at være et perfekt spejl af vore egne konventionelle ideer. Det er et udslag af forskernes indbildskhed at lovprise en ældre forfatter på grund af hans slægtskab med nutiden. Aktualiteten må ligge et andet sted, måske i fraværet i stedet for nærværet.
Der er flere ting, der kan forklare en nyvakt interesse for Spinozas filosofi. Hans tænkning møblerer sirligt og sparsomt en dagligstue i et filosofisk rum. Baruch de Spinozas Etik Fremstillet efter den Geometriske Metode (udgivet posthumt i Amsterdam, 1677) fortjener at blive læst og diskuteret af såvel professionelle som ikke-professionelle filosoffer. Den "geometriske ånd" var i Spinozas tid en metode til at fremstille tanker. Argumenter om ugeometriske emner - f.eks. etik - blev konstrueret, som om de var definitioner, udsagn og teoremer i geometri.
En glimrende ny udgave af værket på dansk med en lige så fin indledning af Carl Henrik Koch blev udsendt af Munksgaard-Rosinante sidste år. Noget af det værdifulde ved denne udgave er det detaljerede emneindeks, der gør det muligt for læseren at finde frem til praktisk taget alle de former for følelser og begreber, der forekommer i den kompakte tekst.
Der er relativt få henvisninger til de skønne kunster (maleri, arkitektur, poesi, drama og musik) i bogen, og teksten som helhed savner en eksplicit æstetisk dimension - eller sådan kunne det se ud. Læsere af Spinozas Etik gennem tiderne har opdaget et rigt æstetisk potentiale i teksten, men det siger lige så meget om 'os' som om Spinoza. Vort behov for æstetisk sammenhæng forstærkes af en længsel efter etisk permanens.
På en udstilling i Amsterdam for nylig kunne man se værker af adskillige samtidige kunstnere, som er inspireret af Spinozas filosofi (Arti et Amicitiae: En sten i flugten - kunstneriske udforskninger inspireret af Benedictus de Spinoza, 1997).
Der er grund til at rejse spørgsmålet om æstetikkens filosofiske status og dens forhold til etikken: Hvad er forholdet mellem "det skønne" og "det gode"? Er dette begrebspar et enten-eller eller et både-og?
Æstetik som en gren af filosofien brød frem i det 18. århundrede med en enorm, uimodståelig energi. Afhandlinger om "det sublime og det skønne" oplyste læsere af begge køn. Æstetikken blev defineret som "videnskaben om følelserne".
Æstetikken og kunstkritikken reddede den menneskelige fantasis ressourcer fra filosoffernes mistillid. I den vestlige filosofiske traditions hovedstrømning - fra Platon til Spinoza - skulle fornuften holde fantasien under nøje opsigt. Fantasi var, hævdede Spi-noza, dårlig, mangelfuld tænkning.
Mens romantiske og moderne forfattere nåede frem til at betragte "fantasi" og "frihed" som tæt forbundne idealer, bevarede Spinoza sin mistro til lemfældige fantasier. Et godt liv var, mente han, et liv i frihed, og Fornuften var den mest pålidelige rejsekammerat på vejen mod et sådant liv. At etikken er indeholdt i friheden, må være Spinozas centrale budskab. Et liv i frihed er imidlertid ikke et liv i komplet ensomhed. At praktisere frihed kræver et fællesskab af politiske borgere:
"Det menneske, der ledes af fornuften, er mere fri i en stat, hvor han lever efter den fælles beslutning, end i ensomheden, hvor han kun adlyder sig selv." (Etik IV.73 (s. 178)).
Læg også mærke til, at Spinoza taler om "mere" eller "mindre" frihed. Begreberne nødvendighed og frihed er relative, ikke absolutte, og derfor analytiske "funktioner" af hinanden. Deres indbyrdes forhold er snarere som relative komplementer end som absolutte modsætninger.
Det meste af Spinozas Etik er en indgående beskrivelse og analyse af menneskelige følelser. Han fremlægger analysen geometrisk. Bogen er formet som en komposition, hvor den geometriske model fungerer som en analogi. Den blev 'opdaget' af romantiske forfattere 200 år senere, og de skilte sig af med den "kolde" geometri i Spinozas rationalisme.
Romantikerne var interesserede i at sammensmelte det gode, det frie og det skønne i ét enkelt ideal. De lod sig derfor inspirere af Spinozas tekst, men inspiration er altid og nødvendigvis ensbetydende med fortolkning. Hvor langt fra originalen kan fortolkeren bevæge sig og stadig være 'tro' over for kilden?
Vi, der er bekendt med denne efterfølgende udvikling inden for idéhistorien, kunne spørge, hvor æstetikken bliver af i Spinozas Etik - en bog, der beskæftiger sig lige så meget med følelser som med fornuft. Mit postulat er, at fraværet af æstetikken kan antyde dens nærvær. Spino-zas fornemmelse for etiske problemer er fremragende, og i forbindelse med vore dages diskussioner om "sundhed" - fra undfangelse til død og alt, hvad der ligger derimellem (miljø) - vil jeg foreslå, at man læser Spinozas Etik.
I hans efterforskning af det gode, rationelle liv indgår også følelserne.
Hans projekt omfatter imidlertid ikke æstetikken. Det afviser afhængighed af fantasien. Ikke desto mindre vil jeg fremsætte den påstand, at Etik så at sige opdæmmer æstetikken i en form, vi kan opfatte som et kunstværk. Rationalitet behøver ikke være "kold" og klinisk.
Spinozas rationalisme antyder, hvor dybt rodfæstet den abstrakte etik er i god social praksis. Geometriske former kan opfattes som sociale relationer. Det, jeg undersøger, er ikke kun Spinozas værk, men også hvad det vil sige at være 'inspireret' af det. Spinozas aktualitet kommer af hans anderledeshed.
Ved at studere følelserne filosofisk foretog Spinoza en vigtig drejning af opmærksomheden. De klassiske materialister byggede deres moralske ideer på lystprincippet: Forøg lysten, formindsk smerten. Det vil sige en utilitaristisk adfærdsregel - en regel, der som bekendt har haft en central placering i moderne tid. Men for Spinoza var den utilstrækkelig som grundlag for en etik.
Følelserne Sorg og Glæde forvandlede Smerte og Lyst-motiverne til noget, der kunne ligne mere sublime og forståelige bevidsthedstilstande. Sorg og Glæde kunne være begreber i filosofi på en måde, som de flygtige sansninger Smerte og Lyst ikke kunne. De to følelser bevarede imidlertid deres plads i det levende menneske. De var stof for filosofi. Sorg og Glæde var subjektiviteter, der egnede sig godt til filosofisk objektivitet.
For Spinoza var det frie menneskes mål glæde:
"Det frie menneske tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en betragtning ikke over døden, men over livet." (Etik IV.67 (s. 174)).
Hvis ønsket om glæde er det godes mål såvel som en målestok for det, så har filosoffen til opgave at foretage fornuftige vurderinger af autenticitet. Det falske må skilles ud fra det virkelige. Etik er en håndbog med anvisninger på at foretage sådanne vurderinger af det gode liv.
De to sidste dele af Spino-zas bog har asymmetriske titler: "Om den menneskelige trældom eller følelsernes kræfter (pluralis)" og "Om forstandens magt eller om den menneskelige frihed (singularis)". Læg mærke til, hvordan Spinoza har vendt om på de to undertitler for at antyde, at de er et spejlbillede af hinanden. "Trældom" nævnes først i Del 4, og "Frihed" nævnes sidst i Del 5.
Denne asymmetri giver kompositionen en dynamisk balance, netop den form for oplevelse, som Piet Mondrian tilstræbte og opnåede i sine geometriske malerier. Mondrian var faktisk en af de moderne kunstnere, der var 'inspireret' af Spinozas tanker. Dvs. han skabte billeder, der svarede til ideerne. De geometriske former 'varmes' op for vore øjne og bliver selskabelige.
Mondrian, der var aktiv i kunstnerkollektivet Arti et Amicitiae (Kunst og Venskab) i Amsterdam i 1910'erne, var en af de moderne kunstnere, som var mest påvirket af Spinozas Etik.
Han brugte de følelsesmæssige og geometriske effekter af at modstille målestok, værdi, farve og form til at opnå bevægelse og ligevægt i sine malerier. Intet bliver ødelagt i Mondrians maleri. Selv det "tomme" rum er indbefattet i kompositionen. Alt bliver derfor bevaret, samtidig med at det sublimeres, så at sige flyttes til en højere magt.
Forholdet mellem følelser og fornuft hos Spinoza er ikke negerende, men snarere komplementært. Der er noget "både-og" i valget af titler og undertitler i bogens to afsluttende og afgørende dele.
Spinozas teori om følelserne i Etik bliver kilde til en æstetik, selv om hentydningerne til musik, kunst og drama er minimale i hele teksten. Bogen har imidlertid æstetikken i sit fravær, og derfor lægger vor læsning af den en æstetisk teori ind i teksten fra det 17. århundrede.
Vi (fejl)læser Etik med vor optagethed af æstetikken. Men det er ikke en fejltagelse, når vi ved, hvad vi gør. Vort ræsonnement er fornuftigt og filosofien værdig.
Oversat af Birgit Ibsen.
Jonathan Schwartz er lektor i antropologi ved Københavns Universitet.
APROPOS
Etik i samfundsvidenskabelig forskning?
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet holdt et kollokvium for Ph.D.-kandidater om "Forskningsetik" i de forskellige discipliner (21. april 1997). I et oplæg, som skulle handle om etik i antropologisk forskning, valgte jeg at anskue problemet retrospektivt og beskæftigede mig indledningsvis med de beslægtede begreber moral og etik i Spinozas Etik.
Deltager-observation i antropologisk feltarbejde viser - om ikke geometrisk, så i hvert fald erfaringsmæssigt - at det er futilt at sætte perfekte, vandtætte skotter mellem de forskellige samfundsvidenskaber. At være "social" betyder at være både inden for og uden for et sæt socialt opbyggede relationer.
Ansigt til ansigt-mødet, også kaldet interface, er primært en moralsk relation, som involverer forskellige typer sociale følelser. Zygmunt Bauman opregner tre karakteristiske typer: venner, fjender og fremmede. Man kan ikke undgå moralske og etiske spørgsmål i feltarbejde, netop fordi ansigt til ansigt-relationer er så direkte. Tilbagetrækning fra "felten" eliminerer ikke den etiske dimension. Den burde faktisk udvide den. Ønsket om at forstå sociale processer forudsætter, at man både studerer "udefra" og er "inden i" det i, man studerer.
Georg Simmel påpegede i begyndelsen af vort århundrede denne dobbelthed på udmærket vis i sit essay: "Hvordan er samfundet muligt?". Det var formentlig via Simmel - og før ham Kant - at mit indlæg om etik i samfundsforskning fik mig til at læste Spinozas Etik igen.
"Moral" er god, konkret socialitet, når den kommer til udtryk i kærligt venskab, og fører derfor til etisk praksis og etiske principper. Handlingen kan gå begge veje. Etiske vurderinger kan også pege frem mod gode følelser; gode følelser kan pege frem mod overbevisning om "det gode". I princippet - og potentielt i praksis - er God Vilje kongruent med Frihed.
Følelser og rationalitet er ikke fjender, der er fastlåst i en dødelig kamp. Moral og etik danner en flydende overgang, hvor følelser og fornuft står i et gensidigt, man kunne næsten sige erotisk forhold til hinanden.
Baruch de Spinoza var en mester i det uortodokse, og han var heldig ved at være marginaliseret.
Inden for de hellige emner religion og politik pløjede han med sin kritik af teksterne mere radikalt end noget andet medlem af hans fritænkende generation. Han læste Bibelen med samme analytiske forståelse, som han ville læse enhver anden jordisk, sammensat tekst, dvs. som om den var 'profan'.
Med et moderne udtryk "dekonstruerede" han Den Hellige skrift og viste dermed, at den var kulturelt konstrueret: for hver tekst er der en kontekst. Spino-zas angreb på ortodoksien var ikke blot et oprør. Hans trang til frihed tvang ham ind i en disciplineret og velovervejet kærlighed til orden. De "kolde" geometriske former, han fremsatte sine argumenter i, især i de to sidste dele af Etik, vidner om "varme", generøse impulser.
Spinozas fødeland, Holland, var uden tvivl det mest politisk tolerante samfund i det 17. århundredes Europa. Maleriets Guldalder tillod en betydelig udvidelse af begrebet "Den Gyldne Middelvej" i filosofien.
Som efterkommer af sefardiske jødiske flygtninge fra Spanien og Portugal fik Spinoza med sin afstandtagen fra jødisk ortodoksi en unik stilling, og man kunne sige, at han udnyttede denne marginale position til det yderste. Han blev ikke brændt på bålet som kætter. Han døde i en alder af 55 år - af tuberkulose, som forværredes af mange års indånding af støv i hans arbejde med at slibe linser.
For at gennemføre en reduktion af værket er en vis (fejl)læsning måske nødvendig, men når vi ved, hvordan hver generation inkorporerer og ændrer tidligere traditioner, hvorfor skulle det så være anderledes med Spinoza? Vi kan ikke lade være med at læse hans tekster gennem vores egne linser, og hvilken filosof skulle være bedre til at forstå det problem end filosoffen og linsesliberen Ba-ruch de Spinoza?
Jonathan Schwartz
Oversat af Birgit Ibsen
