Kronik

Staten giver ingen lykke

5. september 1997

Løsningen er, at staten skal gøre noget mindre, og problemet, at den gør for meget. Men den aktivistiske "skab-paradis-på-jorden"-politik må i sagens natur appellere til nogle, der drømmer om bedre tider, eller til fanatikere og fantaster

DET FILOSOFISKE RUM
Liberale ideer har siden midten af firserne vundet frem. Størstedelen af ungdommen støtter tankerne om personlig frihed og deraf følgende personligt ansvar. Alt er ikke længere kun samfundets skyld.
Dog vil det være dumdristigt bare at læne sig bekymringsfrit tilbage og vente på, at unges synspunkter med tiden breder sig til alle og enhver; socialismen er nemlig ikke død. Man skal ikke glemme, at der i Folketinget sidder to decideret socialistiske partier, SF og Enhedslisten, som i tide og utide står på spring med nye underfundige forslag til regulering af gud ved hvad. Specielt Enhedslisten arbejder på at levere 'den rene vare', og det er med dem i tankerne, nedenstående er forfattet.
Østeuropas nyere historie taget i betragtning nyder venstrefløjen i dag relativt stor popularitet. Årsagerne er ikke - som den selv fremstiller det - "markedets ødelæggende kræfter" eller "privatkapitalismens iboende modsætninger", men den regulerende velfærdsstats egne skavanker.
Med andre ord: Fejlslagne reguleringer af socialdemokratisk opfindelse skaber et politisk marked for endnu mere socialistisk regulering.
Den socialdemokratiske velværdsstat har jo vist sig at medføre en række uheldige gener: Høj arbejdsløshed, umyndiggørelse, moralsk forfald med hensyn til omgang med sociale ydelser og så videre.
Disse forhold har venstrefløjen været dygtige til at udnytte oppor-tunt. Borgerlige partiers forslag om bedre incitamenter til at tage et arbejde er blevet tilbagevist, som værende 'asociale', 'krig mod de arbejdsløse' og så videre. Problemet med høj arbejdsløshed, som berettiget bekymrer de fleste danskere, foreslår venstrefløjen 'løst' med massiv jobvækst i den offentlige sektor, flere velfærdsordninger med videre. Altsammen ting, der uden tvivl kun vil forværre onderne og gøre os allesammen fattigere.
Alligevel hopper nogle med på vognen. Venstrefløjens forslag virker jo langt fra passive. Tværtimod, de er i sagens natur stærkt aktivistiske, idet staten skal 'gribe til handling' og foretage en hel masse nyt.
Løsningen er jo i virkeligheden, at staten skal gøre noget mindre og problemet, at den gør for meget. Men den aktivistiske "skab-paradis-på-jorden"-politik må i sagens natur appellere til nogle, der drømmer om bedre tider, eller til fanatikere og fantaster med forskellig baggrund.
Synet på staten bunder i en relativistisk opfattelse af individuelle rettigheder. Hvis nogle har 'behov', er det berettiget at tage fra dem, der har 'mindre behov'.
Hvem der skal afgøre, hvad 'behov' er, og hvem, der har 'behov', står dog ubesvaret hen. Tilbage står, at staten er et væsen, vi kan beherske og kræve en masse ting af. Staten har derefter lov til at tage, hvad den vil have, for at kunne levere disse ting.
I et samfund med mange medlemmer er der mulighed for at sælge politiske synspunkter, gående på krav om massiv statslig indgriben. Krav om, at staten skal dele mere ud til netop mig, bliver gjort mulige på grund af, at man ikke kender betaleren. Udgifterne bliver jo delt ud på mange mennesker, som man aldrig kommer til at møde.
Derfor er der grobund for den opfattelse, at staten er et væsen, måske en ko, som bare kan malkes, uden at den behøver at spise. Derfor skal staten uden at rynke på næ-sen opfylde 'behov'.
Berettigede 'behov' synes at være de, som forstår at organisere sig som gruppe med forventning om at få mere til sig selv. Det udtrykte 'behov' i sig selv er nok berettigelse. Efterfølgende må man ved hjælp af det venlige væsen, staten, tage fra dem, der har mere, og som fremstår uden formulerede behov.
Om de, der har mere, er kommet ærligt til deres ressourcer gennem flid og opfindsomhed, har ingen betydning - det er 'behov', der tæller.
Rettighedsbegrebet har altså en politisk karakter, og er derfor knyttet til grupper og ikke til individer. Det, der berettiger, er tilhørsforholdet til en gruppe og ikke det at være individ. Staten bliver følgende et instrument til at omforme samfundet efter forgodtbefindende, og ikke en institution, der primært beskytter borgernes ret til individuel frihed.
Miljøsagen er somt sendt fra himlen for marxister i alle afskygninger. Ikke fordi den passer specielt godt ind i venstrefløjens katekismus, men fordi den kan bruges som afsæt til 'samfundsovertagelse i form af detailregulering' af privat ejendom, central planlægning af produktionen og meget mere.
Det er løjerligt at tænke på den form for økologisme, modstand mod genteknologi og så videre, der er valgt, når man samtidig ved, at marxismen netop baserede sig på det modsatte.
Den marxistiske ideologi var jo blandt andet baseret på tanken om, at menneskeheden skulle og kunne beherske naturen fuldkommen. I erindringen bør også stå de kæmpemæssige sovjetiske ingeni-ørprojekter (som regel blev det aldrig til mere end planer), der skulle omdanne blandt andet Ruslands natur i kommunismens tjeneste. Kæmpe dæmningprojekter, ideer om at vende strømmen i Volgafloden og så videre. Der var ikke tale om natur og øko-idyl, tværtimod var industrialisering og stordrift organiseret efter militære principper: Markedsprincipper var ikke nøgleordet. Konsekvenserne kender alle.
Dagens danske venstrefløj har fundet ud af, at det ikke er denne form for omgang med naturen, der er politisk salg i. Det er der derimod i økologi og nærhed - tilbage til naturen. Men det, ventreflø-jen lancerer herhjemme, er mere præget af 'tilbage til stenalderen' retningen. Det drejer sig om lokal produktion på baggrund af centralitiske direktiver om produktionsmetoder, fjernelse af alt såkaldt unaturligt, ekstensivering og så videre.
Det ligner et forsøg på at snige planøkonomi ind ad bagdøren ved hjælp af lokkende tanker om landsbyidyl, natur og fællesskab.
Bag den yderste venstrefløj ligger ønsket om at rive alt ned og bygge nyt op af støvet og murbrokkerne.
Drømmen bunder dels i en tro på teoretisk viden om, hvordan man konstruerer det rigtige samfund, dels i overbevisningen om, at almindelige mennesker ikke har erkendt deres egne 'objektive' interesser. Dette skal berettige en større dirigering eller korrektion af samfundet og dets indbyggere til korrekt solidarisk opførsel.
Hvis man ser på Enhedslistens Politiske Grundlag, som blev vedtaget på Partiets årsmøde i 1996, opdager man, hvor radikalt der bliver gået til værks:
"Stop for alt ikke livsvigtigt overarbejde. Alt overarbejde skal afspadseres". (Jeg, som troede, det var en menneskeret at arbejde.)
Ligestilling: "Vores krav lyder som følger: - at mænd og kvinder deler det nødvendige arbejde i samfundet og i hjemmet..."
I hjemmet! Er der ingen grænse for indblanding i privatlivets sfære ? Åbenbart ikke - alt er politisk.
Den yderste venstrefløjs frihedsbegreb adskiller sig fundamentalt fra det frihedsbegreb, som den vestlige civilisation bygger på. Målet for venstrefløjen er fri udfoldelse - altså en slag himmerigstilstand, hvor man kan få alt, hvad man vil, uden at skulle stå til ansvar. Hvis man kan udtrykke sit behov for at realisere sig selv, skal man have sine ønsker opfyldt.
Et glimrende eksempel på tankegangen kan man igen finde i Enhedslistens programerklæring. Her foreslås det, "at der gennemføres en lov om selvorganiseret arbejde, som giver unge, arbejdsløse og folk på orlov ret til at gå sammen om nye projekter eventuelt i samarbejde med kommuner, boligselskaber og a-kasser til en regulær overenskomstmæssig løn."
Hermed vil man altså åbne op for, at folk, der ønsker at lave et eller andet, der ikke er efterspørgsel efter, kan få lov til det - på det offentliges regning. Det vil i sidste instans sige: På andre menneskers regning. Tankegangen er, at det offentlige i stigende grad skal finansiere spild, hvad der jo i sagens natur er tale om, når man bevidst producerer noget, der ikke er efterspørgsel efter bare for at producere det. Her er det, at logikken bryder sammen i tanken om 'fri udfoldelse'.
Når 'den fri udfoldelse' i betydningen 'at gøre noget, man enten ikke har råd til eller mulighed for ved egen indsats', skal praktiseres, kan det kun lade sig gøre ved at lade det gå ud over nogle andre, som skal finansiere gildet - og hvis mulighed for udfoldelse så i øvrigt begrænses.
Det vestlige frihedsbegreb bygger i modsætning til dette på, at der er noget, staten (og andre institutioner og individer) ikke kan gøre mod én. Bagved ligger erkendelsen af, at folk har forskellige hensigter med deres liv, at folk har ret til at forfølge disse mål i respekt for andres frihed, at staten eller andre organer ikke har en guddommelig indsigt, der kan berettige, at folks individuelle mål skal korrekses udover, hvad hensynet til andres krav om personlig frihed kan tale for.
Der ligger heri dels en grundlæggende respekt for individet og en beskedenhed med hensyn til politikernes evne til at bestemme, hvad almindelige mennesker skal gøre. Denne form for frihed giver folk et personligt ansvar for egen tilværelse.
Det betyder ikke, at svage ikke kan få hjælp fra det offentlige, men bare mådehold med uddeling af andres penge til dem, der kan råbe højest. Præsident Clinton sagde - længe før han besøgte Danmark - at overførselsindkomster altid skal betyde 'en chance til' og ikke 'en levevej'.
I bund og grund er det en misforståelse, at staten skal sørge for alt muligt. Hvis der er problemer, er det ofte, fordi politikerne ikke har kunnet holde fingrene væk.
Tilmed er det også særdeles ineffektivt at efterspørge noget gennem staten. For det første, fordi staten ikke kan gætte hvor meget, der egentligt er behov for. For det andet, fordi diverse gruppers ønsker i princippet er uendeligt store, når det finansielle ansvar lægges andre steder (hos skatteyderne) end hos den gruppe, der vil have mere.
Resultatet bliver, at færre vil arbejde, flere vil nyde, og at alle bliver fattigere.
Staten er ikke til for at give os lykke - det kan den nemlig ikke. Lykken kan kun hver enkelt finde - gerne i frivilligt samarbejde med andre.

Jens Vibjerg er gårdejer og folketingsmedlem for partiet Venstre.

APROPOS
Fjendebilleder
Hvad ville agitation være uden en opdeling i de og vi?
Den agiterende spejler de dyder, som vi har, i de's laster: Vantro, griskhed, uansvarlighed - alt efter, hvad det nu er for en selvforståelse, der manes til: gudelighed, socialisme eller liberalisme.
Men - som den schweiziske dybdepsykolog C.G. Jung påpegede: Spejlingen er mere drilsk end som så. I agitatoren skyder det underbevidste sig ofte imellem og indlægger i det udmalede fjendebillede sin selvlede. Fjendebilledet bliver altså en projektion af den agiterendes egne værste egenskaber. Som det hedder i en angelsaksisk digtstrofe: "Vi så fjenden, og vi så, fjenden var vi."
Jung, der levede længe nok til at opleve Berlinmuren, pegede på, at den på en vis måde kom til at udgøre et tosidet spejl, hvor Øst og Vest på hver sin side i agitationen mod hinanden spejlede sine egne uhyrligheder.
Nu er muren forsvundet, og agitation kræver andre fjendebilleder: Islam, indvandrere, transnationale selskaber, den agro-kemiske industri - eller miljøforkæmpere.
Til venstre for denne spalte tegner Jens Vibjerg nogle interessante portrætter af samfundsmekanismer. F.eks.: "Berettigede 'behov' synes at være de, som forstår at organisere sig som gruppe med forventning om at få mere til sig selv." Det lykkes dem "at malke staten som en ko", fordi de modstående interesser ikke er tilsvarende magtfuldt organiseret. Mon det er faldet gårdejer Vibjerg ind, hvordan beskrivelsen passer på landbrugsorganisationer-ne og overfloden af landbrugsstøtteordninger, både EU's og de nationale?
Disse ordninger må også spøge, når Vibjerg vender sig mod "tankegangen om, at det offentlige i stigende grad skal finansiere spild, hvad der jo i sagens natur er tale om, når man bevidst producerer noget, der ikke er efterspørgsel efter."
Eller ved hans beskrivelse af "planøkonomi, der sniges ind ad bagdøren ved hjælp af lokkende tanker om landby-idyl, natur og fællesskab." dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu