Systemet fremmer egoistiske stræbertyper

Jeg kom for uvare at læse et modbydeligt indlæg om det store frafald af studerende på medicinstudiet (Inf. 1.9.) skrevet af Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen, der selv læser medicin.

Deres synspunkt er, at de 30%, der opgiver lægestudiet udgør en bestemt gruppe af studerende, der karakteriseres ved, at de ikke har reflekteret over, hvad der i virkeligheden kræves for at blive læge.

De mangler motivation, interesse og entusiasme, et såkaldt 'lægevidenskabeligt drive', det, der tidligere hed et 'kald'. De studerende, der må give op, tror lægestudiet er et 8-16 job, hvorefter de "fornøjer sig i byen", og de mangler en "dybtfølt interesse for det lægevidenskabelige univers".

Denne gruppe har det ikke "som fisken i vandet", men er "tydeligt malplacerede", og det er godt for lægestanden, at de bliver filtreret fra. De kan opfylde deres behov for at hjælpe syge mennesker som sygeplejersker, hvor man ikke behøver at læse og opnå ny viden. Mener altså de to lægestuderende Poulsen og Penkowa.

Deres synspunkter er selvfølgelig latterlige og fordomsfulde. Den ekstremt individualistiske, konkurrencemindede og følelseskolde indstilling, som Milena Penkowa og Chr. Bjørn Poulsen er eksponenter for, er desværre ikke, som nogle læsere og potentielle patienter måsker beroliger sig selv med, et mindre, isoleret problem på lægestudiet.

Skal kunne lytte

Jeg læser selv medicin på 13. og sidste semester, og genkender alt for godt denne frelste og fordømmende holdning, der gennemsyrer det 'lægevidenskabelige univers' og studiemiljøet. Jeg tror, det er den vigtigste årsag til, at så mange dropper ud, når de ikke kan leve op til det præ-stationskrav, som vi gejler hinanden op til.

Jeg er enig i, at man skal være faglig kompentent og velorienteret som læge, men mindst lige så vigtigt er det at være menneskelig kompetent, at man er i stand til at leve sig ind i den følelsesmæssigt svære situation, som alle, der er ramt af sygdom, er i, at man kan interessere sig for andre mennesker end sig selv, sin karriere og sine 'forskningsprojekter'.

Jeg har flere gange af patienter fået at vide, at hvis jeg vil være en god læge, så skal jeg kunne lytte, underfor-stået, at der er en del læger, der ikke lytter efter. Det er et udpræget problem for standen, at der er en del læger, der ikke er menneskeligt modne til at kunne kommunikere ordentligt med patienterne.

Systemet belønner og fremelsker ligefrem egoistiske stræbertyper. Milena Penkowa og Chr. Bjørn Poulsen beskriver, at man som "dybt-følt interesseret" lægestuderende kan opdage, at lægeverdenen er en hel verden, hvortil man kan hellige sit liv, være med i forskningsprojekter og tilegne sig en masse ny viden. De foragter dem, der går hjem kl. 16 og fornøjer sig, i den 'almindelige verden'.

Det gør jeg. Jeg prøver af al magt at have et liv udenfor medicinermiljøet. Jeg blev for nogle år siden til en evalueringssamtale med et par andre medstuderende belært af en overlæge på Herlev Sygehus. Han fortalte højtideligt, at vi allerede nu som studerende måtte træffe et valg; han havde set, at der er to slags læger i dag; dem, der arbejder 37 timer om ugen og påberåber sig ret til at have familie, fritidsinteresser og venner. De bliver ikke gode læger. Den anden type helliger sig lægeverdenen. Det burde vi også gøre; som han sagde; "hospitalet er åbent 24 timer i døgnet. I kan komme her altid", underforstået, at det skulle vi.

Han lignede nu ikke en, der havde specielt mange glæder i sit liv, der var noget tungt og ondt over hans ansigt. Noget robotagtigt.

Nedladende holdning

Jeg besluttede mig for lige det modsatte af, hvad han havde sagt; Jeg har siden ihærdigt prioriteret at interessere mig for andre ting i livet end medicin. Jeg ser stort set ingen fra studiet i fritiden; så slipper jeg for de evindelige submaniske smalltalkseancer om eksaminer og lærere og om, hvor meget Medicinsk Kompendie pynter på reolen derhjemme.

I stedet prøver jeg at leve et 'almindeligt' liv, så kan det være, at jeg en dag kan snakke ordentligt med patienterne, og at jeg ikke keder mig selv i hjel i det dybest set intetsigende, 'lægevidenskabelige karriereunivers'. Med den foragt, Milena Penkowa og Chr. Bjørn Poulsen udviser for de 30% af deres medstuderende, der dropper ud, spørger jeg mig selv, om de ikke vil have en ligeså nedladende og uindfølende holdning over for de patienter, der en dag måske bliver dem betroet: Manden med blodprop, der vejer 25 kg for meget og har røget i 40 år. De psykiatriske patienter. Alkoholikerne. Astmapatienten, der ikke tager sin medicin regelmæssigt. Barnet, hvis forældre kommer sukker på havregrøden, osv.

Angående de såkaldte forskningsprojekter, der hører 'det lægevidenskabelige univers' til, vil jeg sige, at jeg synes, at forskning er både vigtig og interessant. Problemet er bare, at der er så meget dårlig forskning. Når læger forsker, er det sjældent på grund af en "dybtfølt interesse", men af ren og skær nødvendighed. Hvis man ikke kan præsentere en produktion af videnskabelige artikler, får man ikke de stillinger, man skal have for at færdiggøre det obligatoriske speciale.

Derfor kaster mange læger sig over, hvad de kan få fingrene i af forskningsprojekter, om det har deres dybe interesse eller ej. Resultatet bliver selvsagt ofte elendigt og ligegyldigt, og ofte sker forskningen på bekostning af hensynet til patienterne.

'Intellektuelt knofedt'

I øvrigt bygger videnskab på en sober, uforudindtaget tilgang til et problemfelt. Milena Penkowas og Chr. Bjørn Poulsens grove sætten 30% af medicinstuderende i bås som dovne og uengagerede er udtryk for en meget fordomsfuld indstilling, der ikke lover godt for deres fremtidige muligheder som ordentlige forskere.

En sidste ting, jeg ikke kan lade være med at kommentere, er en bemærkning om, at man behøver "intellektuelt knofedt" for at fuldføre et lægestudie.

Det er den største omgåelse af sandheden, man kan tænke sig. Der kræves nemlig absolut ingen selvstændig tænken eller kritisk stillingtagen af lægestuderende. Det er det eneste studie, hvor man den dag, man starter, kan få udleveret detaljerede pensumbeskrivelser med sideangivelser og det hele, til samtlige fag på de næste seks års studie. Det er rent terperi og udenadslære.

Det er helt klart nødvendigt med en solid faktuel viden, men fagene er bare til tider tåbeligt tilrettelagt, hvor den teoretiske del ligger placeret mange år fra, at man får et forhold til det lærte i praksis. Studier viser, at lægestuderende efter 1 år, har glemt 80% af hvad det nu er, de har siddet og terpet.

De hundredevis af muskel-insertioner, jeg lærte udenad til gysereksaminen Anatomi 1 på 2. semester, har jeg lykkeligt glemt, og jeg har ikke haft brug for at kunne dem endnu. Den dag, jeg får brug for det, må jeg læse det hele op igen.