Læsetid: 4 min.

Tændernes forvandling

1. september 1997

Sammenlignende tand- og samfundspleje

Chok-terapi
Tandlægebehandling uden bedøvelse. Denne forfriskende oplevelse har jeg netop været ude for hos min tandlæge, Svatopluk Veverka, som - det vil jeg skynde mig at tilføje - hverken er klamphugger eller sadist, men kunstner og gentleman.
I en bredere offentlighed er han faktisk ikke kendt som tandudtrækker, men som forfatter. Hans værker handler - ligesom bøger af Milan Kundera, Ivan Klima og andre mere velkendte tjekkiske forfattere - om det vigtige emne kærlighed, i form af fiktionaliserede beretninger om forfatterens egne romantiske oplevelser.
Det er næppe sandsynligt, at dr. Veverka bliver millionær af at skrive bøger til hjemmemarkedet, så derfor fortsætter han sin anden - også nyttige - virksomhed med at bore i nationens tænder og fylde dem med plomber.
Man kunne forestille sig, at vanen med ikke at bruge bedøvelse var et levn fra de dårlige gamle dages knaphedsøkonomi, men sådan er det ikke. Ifølge ortodoks tjekkisk tandlægetradition er bedøvelse noget skidt, fordi den afbryder nervesystemets normale funktion i en del af legemet, hvor man let kan komme til at påvirke hjernestammen og
rygsøjlen.
Dr. Veverka, der er en følsom sjæl, udfører den mest delikate del af sit arbejde med et lille håndbor, hvilket viser en hensyntagen til patienten, som mange af hans kolleger ville gøre vel i at efterligne. Men alligevel gør det ondt; det kan ikke nægtes.
Rystende og grå i ansigtet afbryder jeg ham for at spørge, hvad han mener om de politiske omvæltninger i landet. Han stopper op for at overveje spørgsmålet, og jeg forventer et par bemærkninger om udviklingen på den litterære scene. Men nej.
"Set fra en tandlæges synspunkt må jeg sige, at det er langt bedre nu," siger han alvorligt. "Måske var der visse fordele ved det gamle system, men hvis man spørger folk, om de vil have det tilbage, vil kun et lille mindretal svare ja."
Og hvordan kan det så være, spørger jeg for at vinde tid? "F.eks. de nye materialer," forklarer han. "Der er stadig nogle distributionsproblemer, men vi har mere eller mindre fået etableret et nationalt netværk, og kvaliteten af det, man kan få, er uendelig meget bedre end før."
Han kigger afventende på mig. "Luk munden helt op."

Jeg bliver mindet om denne samtale, da jeg et par dage efter ser en vinduesudstilling i Prags største boghandel på Wenceslas-pladsen. Den skal fremme salget af en ny bog om Jarda Stercl, en berømt teater- og filmskuespiller, der bliver 76 i år.
Udstillingen domineres af en karikaturtegning af Stercl, som fremhæver det store smil, der altid har været hans varemærke. Desuden er der pressebilleder fra forskellige film og skuespil - mindeværdige øjeblikke i hans lange karriere som stalinistisk klovn.
Og det, jeg lægger mærke til, er at hans berømte frem-stående tænder er skæve og gule - et gebis, ingen vestlig stjerne ville lade sig se død med. Det er kommunistiske tænder, der har fået lov at beholde deres naturlige form og farve i Stercls mund.
Men luk op for fjernsynet i dag, og tænderne er så hvide, som man kan ønske sig. Vox pop-indslag viser stadig ind imellem et par eksempler på den virkeliggjorte socialismes tandlægekunst, men alle de professionelle smil er perfekt amerikanske. Ud over de rettede og fluorbehandlede tænder har også læbestiften undergået en forvandling. Den kommunistiske læbestift lignede børns modellervoks: fedtet og ækel. Men det vidste de arme kvinder ikke.

Dr. Veverka fylder kærligt de pæne små huller, han har boret, med et magisk tysk materiale, der usynligt glider ind i den omgivende emalje, hvorefter han betragter resultatet med en guldsmeds eller en billedhuggers kritiske øje. Men han er tilfreds. Heldigvis.
Jeg har lagt mærke til, at han har fjernet brochurerne for ODS, ministerpræsident Vaclav Klaus' parti, fra venteværelset. Jeg havde faktisk tænkt mig at tage sagen op, men nu er jeg bare taknemlig for at komme derfra.
Måske er det godt, at alle er vant til at lide lidt for statens hånd, tænker jeg. For den fortsatte politiske krise medfører betydelig følelsesmæssig smerte. Chokerede aviser berettede for nylig, at en fjerdedel af tjekkerne nu siger, at de havde det bedre under kommunismen.
Et mærkeligt træk ved krisen har været en utiltalende dyrkelse af Klaus fra en række medieskikkelsers side - utiltalende, fordi den omfatter de groveste personlige angreb på hans kritikere, hvoraf mange er tidligere nære forbundsfæller, og fordi stilen er identisk med de forsikringer om ubrydelig loyalitet, man hørte fra en tidligere generations kommunistiske sykofanter.
Men Klaus' politik ligger i ruiner, og det er ved at gå op for mange, at befolkningen som helhed - ligesom i alle de andre tidligere østbloklande - med sin fantasiløse politiske optræden og almindelige passivitet har været med til at frembringe et kleptokrati af tidligere partifunktionærer, som nu har sikret sig en plads i erhvervseliten.
Det er ikke den samme katastrofe som i Rusland, men alligevel er det svært at acceptere erkendelsen af, at der ikke er udsigt til nogen væsentlig velstandsstigning for de almindelige vælgere - trods deres mangeårige selvretfærdige partiloyalitet.
Men klovnerne på tv kan smile mere overbevisende efter tilbudet om NATO-medlemskab. Denne lille succes for de vestlige våbenproducerende lande fremstilles som en storslået national præstation, selv om tjekkerne overhovedet ikke har nogen militaristisk tradition og faktisk altid har været ofre i stormagtskonflikter.
Men tandlægeboret vil snart gå i gang med at bore efter skatter til at betale NATO-medlemskabet med. Lad os håbe, at de lydige vælgeres nationalstolthed forbyder dem at skrige.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu