Læsetid: 5 min.

Transnationale selskaber styrer EU

Debat
16. september 1997

Af CHR. BUNDGAARD fhv. hovedbestyrelsesmedlem i SF nu folketingskandidat/ talsperson for Unionsmodstandernes valgforbund Demokratisk Fornyelse

Ærgerligt, at nej-fløjen i SF ikke for alvor har taget hul på debatten, om EU er en del af løsningen eller "forstærker det globale amokløb mod sammenbrud"

AMSTERDAM
Godt at SF-landsmødets flertal har vedtaget at anbefale et nej. Men ærgerligt, at nej-fløjen ikke for alvor har taget hul på den debat, Information har efterlyst hele sommeren. Om EU er en del af løsningen eller "forstærker det globale amokløb mod sammenbrud".
Holger K. Nielsen henviser til manglende tillid til Socialdemokratiets vilje til at gennemføre den "langsigtede nye Europa-politik", der nævnes i Det nationale Kompromis.
Men det konkrete indhold i Det nationale Kompromis' nye Europa-politik var såre beskedent, som undertegnede dengang fremførte i SFs hovedbestyrelse. Det er det daværende SF-flertals eget ansvar - inkl. Holger K. Nielsen og de fleste af de nyomvendte nej-sigere - at kravene først til Maas-
tricht, derefter til Nyrups forhandling i Amsterdam blev så begrænsede, at ja-folkene har ret i, at man har fået 80% igennem.
Østeuropas hurtige indlemmelse i EU gøres til den afgørende sag. Men SF's rolle her er problematisk. Det er rigtigt, at der ikke er noget som helst i den nye traktat, der sikrer optagelse af bare et vist antal af disse lande. At der tilmed skal afholdes en ny regeringskonference, før man kan optage et større antal. Men det der lægges op til - og det ved SF udmærket - er en yderligere centralisering af beslutningerne i EU, så de store lande får større indflydelse. Er det hvad SF vil?
Men hvorfor have så travlt med at få flere ind i EU-maskineriet? Jeg har mødt mange østeuropæere på modstandermøder rundt omkring i Europa. De vil under ingen omstændigheder med i unionen. Som mange unge balterne siger: "Vi er lige sluppet ud af en union - vi vil ikke ind i en ny!".
Det de fleste ledende SF'ere overser - uanset om de kalder sig ja-folk eller er nyomvendte nej-folk - er, at det i øst som her ikke er folket, men eliten der sætter deres lid til EU. Ligesom Sovjet og Østeuropa var det, er EU elitens paradis.
I SFs Europa-program hævder man, at de fleste miljø- og mange social- og arbejdsmarkedsproblemer (bl.a. lønmodtagerrettigheder) løses bedst på EU-plan. EU skal betragtes som en politisk kampplads. Kun gennem EU kan man få styr på de multi- og transnationale selskaber.
Men kendsgerningen er, at det forholder sig omvendt. Det er de multi- og transnationale selskaber, der styrer EU. Gennem især deres fællesorgan Round Table of European Industrialists har de sat dagsordenen for og præget de vigtigste beslutninger i EU. Det gælder f.eks. det indre marked, den økonomiske union, liberaliseringen af energipolitikken, de transeuropæiske net med udbygning af faste forbindelser og motorveje, den almindelige deregulering af produktion, økonomi og offentlig service samt accepten af WTO, verdenshandelsorganisationens ødelæggelse af de sidste rester af national styring. Gade m.fl. glemmer at oplyse, at det er EU der har forhandlet og accepteret de endnu mere destruktive, miljøfjendtlige og elitære WTO-regler.

Centralisering
På det sidste tales om EU som et socialdemokratisk projekt. Må man minde om SD's centralistiske traditioner. Den østeuropæiske centralisme var en perverteret og totalitær variant af den oprindeligt fælles socialdemokratiske arbejderbevægelses blinde tro på de centralistiske løsninger. Centralismen, centralbureakratiet og pamperiet kan findes overalt i S-bevægelserne. Samme tankegang præger dem i EU. En af deres ulyksalige ideer er, at store multi/ transnationale selskaber kun kan tackles ved, at man selv kommer op på samme plan. I stedet bliver man medlemmer af samme indspiste klub. Bureaukratierne smelter sammen. EU tenderer imod den korporative stat.
Steen Gade har i en række indlæg - sidst hans "En konkret europæisk vision" 6.9. talt varmt for, at EU skal gå i spidsen for "Det store nødvendige økologiske omstillingsprojekt". SF's ja-fløj og desværre også nej-fløj og SD's politik er tre varianter i troen på at man kan bruge EU som en del af løsningen.
Men når EU og WTO fungerer som de multi- og transnationale selskabers redskaber er det næppe en farbar vej. En del progressive og grønne økonomer som f.eks. Herman Daly (der har smagt på Verdensbanken indefra) er inde på, at skal et bæredygtigt samfund sikres, er det tværtimod begrænsninger i kapital- og varebevægelser, ja sågar toldbarrierer, der er behov for. Re-nationalisering af kapital, kalder Daly det ligefrem. Det betyder begrænsning af de multi/-transnationales udfoldelsesmuligheder. Stik imod EU's og WTO's formål og politik. Men kun nationalstaten er i stand til dette - hvis den nægter at affinde sig med den bevidstløse liberalisering og globalisering. Som der forøvrigt er tendenser til i de sydøstasiatiske vækstøkonomier.
Jamen, siger SF, det indre marked blev vedtaget ved folkeafstemningen i '86 imod vor stemme. Nu kan vi kun prøve at tæmme det. Den folkeafstemning er et kapitel for sig. Et tøvende Socialdemokrati og et halvhjertet SF affandt sig med Schlüters kup: en folkeafstemning jaget igennem på kun godt 3 uger.
Havde der været blot lidt længere tid til debat, og havde SF markeret sig stærkere imod det indre marked, tyder meget på et nej-flertal. Men SF's ordfører Steen Gade kørte lav profil trods opfordringer. Allerede dengang lå han under for centralistiske topløs-ninger overfor det, han betragter som en uafvendelig internationalisering.

Nej'et kræver ændring
Meget af den folkelige utilfredshed har at gøre med, at man trækker den ene standardisering/harmonisering ned over hovedet på os efter den anden i konkurrenceforvridningens hellige navn. Men bemærk at konsekvensen også er, hvad man kunne kalde innovationsforvridning, og at stordrift og langtransport fa-voriseres.
Skulle vi føle os forpligtet af Schlüters 86-kup? Nej, nu hvor konsekvenserne er ved at gå op for folk - også borgerlige vælgere - skal sagen selvfølgelig tages op igen. Efter et Amsterdam-nej skal det indgå i vore forhandlinger om mere ligeberettiget samarbejde i flere cirkler (tættere med nogle, f.eks. Norden, end med andre), at et reelt nærhedsprincip skal sikres. Det er nedefra ansvarlighed kan sikres. Nedefra bør man bestemme, hvad skal løses i fællesskab. Énsretning skal ikke trækkes ned over folk ovenfra.
En anden afgørende ting er grænsen, hvor Holger K. har ret i, at regeringen har snydt med tiltrædelsen af den nu traktatfæstede Schengen-aftale. Skal man opretholde lokale miljø- og sundhedskrav og forhindre indførsel af miljø- og sundhedsfarlige produkter, er grænsekontrol en nødvendighed.
Det er bemærkelsesværdigt, at Holger K. sammen med en stribe af de folk, der gennemtrumfede SF's tidligere ja, nu har set skriften på væggen og anbefaler et nej. Men det er jo som om, man springer op som et lam og falder ned som en løve. Kravene er stadig så beskedne, at man må frygte, at SF igen svigter efter folkeafstemningen.
Hvis et SF-nej skal være holdbart, kræver det en reel ændring af SF's Europa-program. Det vil den midterfløj, der sidst sikrede ja, denne gang nej, sikkert ikke være med til. Så meget mere som Holger K. har inviteret til fælles programskrivning med Steen Gade. Uden væsentlig ændring af SF's Europa-politik har den sidste tredjedel af dybt EU-skeptiske SF'ere et alternativ: De kan slå sig sammen med den gruppe tidligere SF'ere der har tilsluttet sig unionsmodstandernes valgforbund Demokratisk Fornyelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her