Kronik

Tryghed giver uddannelse

3. september 1997

Den sociale arv i uddannelserne: Arbejderbørns chancer for videregående uddannelse blev forbedret stærkt fra 1930'rne til 1970'erne.
Derefter gik udviklingen i stå. Hvorfor?

SOCIALT SET
Gennem mange årtier har målsætningen om mindre social skævhed i rekrutteringen til de lange uddannelser været en højt placeret politisk målsætning. Målet var en markant formindskelse af forskellen i uddannelseschancerne mellem arbejderbørnene i den ene ende og akademikerbørnene i den anden ende. Midlet var en kraftig udbygning af uddannelsessystemet. Har det hjulpet?
En gennemgang af danske undersøgelser, hvor den første vedrører dem, der fik studentereksamen fra 1855 og tre årtier frem, mens den seneste drejer sig om dem, der var under videregående uddannelse omkring 1990, afslører et urokkeligt mønster: Gennem alle årtierne er procentdelen, der når længst i uddannelsessystemet, højest blandt børn af akademikere og de øvrige godt stillede sociale lag, mens den er lavest blandt børn af arbejdere.
I slutningen af 1940'rne kom f.eks. under én pct. af arbejderbørnene i højere uddannelse mod omkring 13 pct. af børnene af højere funktionærer og større selvstændige. Omkring 1990 må de tilsvarende tal for lang videregående uddannelse skønnes at være ca. fem pct. af arbejderbørnene og omkring 25 pct. af børnene af højere funktionærer og større selvstændige.
I antal procentpoint er afstanden altså øget.
Udgangspunktet for ar-bejderbørnene var imidlertid så lavt, at deres chancer i dag målt i forhold til dette udgangspunkt må siges at være steget ganske betragteligt. Denne stigning i chancerne fandt sted fra slutningen af 1930'rne og frem til omkring 1970. Derefter stoppede udviklingen.
Det er tankevækkende, at svenske undersøgelser når frem til et lignende resultat.
Når det drejer sig om studiet af den sociale rekruttering til uddannelserne, er problemstillingen ikke opfundet af samfundsforskere. Disse studier har derimod i udpræget grad hentet deres problemstillinger fra den politiske verden. Her har de fleste politiske bevægelser været enige om i hvert fald fire punkter:
ndårlige økonomiske kår må ikke forhindre begavede og interesserede unge i at søge uddannelse,
nsamfundets økonomiske vækst vil blive større, hvis uddannelsessystemet indfanger hele talentmassen i befolkningen,
neliteposterne skal besættes med de bedst egnede uanset social afstamning,
nbredt rekrutterede eliter vil fremme forståelsen befolkningsgrupperne imellem.
Disse begrundelser for en udjævning af klasseforskellene i uddannelsessøgningen er på ingen måde udtryk for et angreb på samfundets opdeling i sociale klasser. Hvad man ønsker at sikre er 'kun' alles adgang til at konkurrere på helt lige vilkår med alle andre om de ulige positioner i et hierarkisk opbygget samfund.
Mere systemoverskridende målsætninger, som især er blevet båret frem af personer inden for den socialdemokratiske bevægelse under slagordet 'lighed gennem uddannelse', har dog også spillet en stor rolle i uddannelsesforskningen.
Bag dette slagord lå blandt andet en forestilling om, at en udjævning af de klassebestemte uddannelsesforskelle ville formindske ulighederne i indkomst og nedbryde den hierarkiske opbygning af arbejdspladserne.
I sin mest revolutionære udformning lød målsætningen således: "Uddannelse er ikke bare et gode som skal fordeles mere retfærdigt, men et våben som kan rettes mod selve klassestrukturen."
På ovennævnte politiske baggrund har uddannelses-undersøgelser kortlagt omfanget af og udviklingen i den sociale skævhed i rekrutteringen. I Danmark har vi bl.a. gennem den unikke undersøgelse af livsforløbet mellem 14-års alderen og 38-års alderen for den generation, der gik i 7. klasse i 1968, kunnet vise, at den socialt skæve rekruttering ikke kan forklares ved begavelsesmæssige forskelle mellem børn fra de forskellige sociale klasser. Samme konklusion når engelske forløbsundersøgelser frem til. Ikke mindst i resultater af denne art finder vi perspektiverne i disse studier.
Deres begrænsninger er imidlertid, at de sjældent evner at levere modsigelsesfri forklaringer på uddannelsesforskellene mellem børn fra de forskellige opvækstmiljøer, når forklaringen altså ikke er begavelsesforskelle.
En af de mest udbredte teorier finder forklaringen i 'kulturelle' forhold. I sin stærkeste udformning indebærer denne teoretiske tilgang, at de dominerende klasser sørger for at påtvinge uddannelserne en pædagogik, der reelt kræver af børnene, at de først bliver opdraget i de dominerende klassers kultur.
Forklaringerne i denne 'kulturteori' anfægtes imidlertid af den kendsgerning, at flertallet af dem, der i de seneste årtier har søgt de gymnasiale uddannelser, simpelthen blev de første studenter i deres familie, og mange af dem gennemførte senere en lang videregående uddannelse, således at flertallet af alle nulevende akademikere er 'første generations akademikere'. Større har kulturkløften altså ikke været.
Som et modstykke til den 'kulturelle' forklaring har teorier om 'rationelle valg' nu meldt sig på arenaen. Her forestiller man sig, at der ved 'beslutninger' om uddannelsesvalg i familierne foretages en vurdering af omkostninger og gevinster - eller med andre ord: om det kan betale sig.
Indvendingen mod forklaringer af denne art er, at de undervurderer betydningen af grundfæstede sociale normer, der får mange unge til gladelig at søge de mest brødløse studier.
Teorien om de rationelle valg er indtil videre uden betydning i dansk uddannelsesforskning. Det seneste modebegreb er her de såkaldte 'mønsterbrydere'.
Bag introduktionen af dette ord skjuler sig tilsyneladende en ganske bestemt opfattelse af forholdet mellem individ og samfund. Ideen ser ud til at være den, at det enkelte individ selv og/eller dets mere eller mindre tilfældige personlige bekendtskaber kan skabe et succesrigt uddannelsesforløb for ham eller hende, ligegyldigt hvordan samfundsstrukturen og uddannelsesforholdene ser ud. Den sociale arv kan bekæmpes gennem privatisering og individualisering af ansvaret, synes budskabet at være.
I den fremherskende argumentation for begrebet møn-sterbrydere indgår imidlertid en forkert tolkning af begrebet social arv, idet dette begreb hævdes at indebære, at den enkeltes skæbne er forudbestemt, og at et brud med dette 'forudbestemte' mønster er noget enestående.
Hermed overser man, at de typiske forskelle i livsforløb mellem personer fra forskellige opvækstmiljøer er en forskel i sandsynligheden for, at bestemte mønstre optræder - hverken mere eller mindre. Det betyder, at der er titusinder af mennesker, som ikke følger den typiske vej for personer fra deres eget opvækstmiljø.
Solide forskningsresultater viser endvidere, at denne atypiske adfærd sjældent er udtryk for et egentligt 'mønsterbrud'. Eksempelvis har studerende unge fra arbejderklassen i vid udstrækning netop de karakteristika, der findes hos børn fra de opvækstmiljøer, der sender mange gange flere af deres børn i videregående uddannelse.
Når de forskellige forsøg på forklaring af den sociale skævhed i rekrutteringen til de lange uddannelser sammenholdes med den faktiske udvikling, bliver konklusionen, at skolens rolle i opretholdelsen af de sociale forskelle i uddannelsessøgningen er stærkt overvurderet.
Hvordan forklarer vi så, at arbejderbørnenes chancer for videregående uddannelse blev forbedret stærkt fra 1930'rne til 1970'erne, og at udviklingen derefter gik i stå?
I stedet for sofistikerede forklaringer i form af kulturkløfter eller kalkulationer af nutidige omkostninger kontra fremtidige gevinster er den mest sandsynlige forklaring simpelthen levestandardsforbedringen i arbejderklassen kombineret med det faldende antal børn pr. familie.
Denne udvikling fjernede arbejderfamiliernes behov for supplerende arbejdsindkomster fra deres børn i de tidlige ungdomsår. Dermed blev sluserne åbnet for en realisering af de ønsker for videregående uddannelse, som har ligget latent hos en stor del af disse børn, om ikke andet så fordi dagligdagen for uddannelsessøgende - uanset de fremtidige muligheder - er og har været mere behagelig end dagligdagen som arbejdsdreng, landbrugsmedhjælper, husassistent eller lærling i mesterlærens kronede dage.
Når det således er forbedringen af de materielle forhold, der i en del af dette århundrede har hævet uddannelsesniveauet blandt børn fra den mindst begunstigede sociale klasse, må der umiddelbart sættes spørgsmålstegn ved den voldsomme tro i 1990'erne - som i 1960'erne - på, at mere uddannelse til alle og ikke mindst de kortuddannede vil løse væsentlige samfundsproblemer af både socialpolitisk og arbejdsmarkedspolitisk art.
Mere nærliggende er den konklusion, at sammenhængen er den omvendte, nemlig at kun gennem fuld beskæftigelse og indkomstudligning med den heraf følgende øgede tryghed - også blandt de hidtil uddannelsesfremmede befolkningsgrupper - vil vi kunne få en mere lige fordeling af de uddannelsesgoder, som anses for samfundets vigtigste råstof.

Artiklen bygger på forfatterens netop udgivne: Perspektiver og begrænsninger i studiet af den sociale rekruttering til uddannelserne. Socialforskningsinstituttet. 1997.

Erik Jørgen Hansen er forskningsleder i Socialforskningsinstituttet, adjungeret professor ved Danmarks Lærerhøjskole og fast bidragyder til Socialt Set.

APROPOS
Demokratisk uddannelse
I Danmark - som i Storbritannien - var der umiddelbart efter anden verdenskrig en betydelig social vækkelse: Nu skulle der gøres op med den forskelsbehandling mellem mennesker, som nazismen havde været det mest afskyelige udtryk for.
I 1945 nedsattes Ungdomskommissionen, der i 1949 afgav betænkning. Betænkningen udtrykker den politiske konsensus, som Erik Jørgen Hansen omtaler til venstre for denne spalte.
Det hedder således om kravet om mere uddannelse til børn fra de hidtil (også) uddannelsesmæssigt underprivilegerede sociale lag:
"Dette krav som i de seneste år er blevet fremført med stor kraft af alle ungdomsorganisationer, såvel de upolitiske som næsten alle afskygninger af de politiske, udtrykker netop ønsket om, at det må blive muligt for enhver uanset egne eller for-ældrenes økonomiske kår at opnå den uddannelse, som interesser og anlæg tilsigter, således at den den allerede eksisterende formelt lige adgang til uddannelse kan få det rette reelle indhold. Ønsket om uddannelsens demokratisering er derfor først og fremmest et krav om, at samfundet skal øve den retfærdighed over for hver enkelt borger uanset stand og social stilling, som ligger i demokratiets begreb. Også i samfunds-økonomisk henseende er det et naturligt krav, at adgangen til den højere uddannelse står åben for dem, der skønnes at have evner og anlæg for at at få det bedste udbytte af uddannelsen, og at ikke evnen til at bære de økonomiske ofre ved uddannelsen bliver bestemmende. Men kravet har også et videre perspektiv. Der ligger bag det yderligere den opfattelse, at vort samfund har en interesse i, at de stillinger inden for offentlig administration såvel som i erhvervslivet m.v., som en bekostelig uddannelse giver adgang til, besættes af personer fra alle samfundslag. En i henseende til social oprindelse alsidig repræsentation i sådanne stillinger... vil forøge de forskellige samfundsgruppers muligheder for at forstå hinandens problemer og levevilkår..." dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu