Kronik

Tv: demokratisk sundt

Debat
13. september 1997

Af BILLY ADAMSEN mag. art. et art Ph.d i politisk kommunikation medierådgiver for Socialdemokratiet

Udviklingen i dansk tv er bestemt positiv: det er nærmest et værn om demokratiet

Nogle har set ham, andre kun hørt om den anonyme mand på gadehjørnet med skiltet i hånden, der forudser verdens undergang.
Ikke mange tager den slags dommedagsprofetier alvorligt, men hvis nu manden blev skiftet ud med en fremtrædende, nulevende og respekteret videnskabsmand, og teksten på skiltet i stedet lød: "Demokratiets undergang", ville situationen være anderledes: Der er pludselig en grund til at tage manden alvorligt, stoppe op og spørge ham, hvad han bygger sit profeti på.
For ikke så lang tid siden, befandt den franske sociolog, Pierre Bour-dieu, sig i en situation, hvor han nærmest fremstod som (videnskabs)manden med skiltet om "Demokratiets undergang". På Collège de France holdt han to forelæsninger om medieudviklingen i Frankrig og i Europa, som nu også er udkommet i bogform med titlen Sur la tèlèvision.
Det er måden, som medierne har udviklet sig på, der har gjort dem til en trussel mod demokratiet, der i (nær?) fremtid kan føre til demokratiets undergang. Og af alle medier er tv naturligvis den største trussel mod demokratiet. Bourdieu viser, hvordan tv's måde at præsentere virkeligheden på ved f.eks. at inddele den i små korte indslag om det ualmindelige eller det usædvanlige a la vold, død, optøjer eller konflikter, det er nemlig det, der sælger mest, skaber et kunstigt virkelighedsbillede, der ligger langt fra den 'virkelige' virkelighed.
Når så tv oven i købet fremsætter påstande og formodninger om, hvordan den ualmindelige begivenhed hænger sammen, sker det på en sådan måde, at seerne får indtryk af, at der ikke er tale om påstande og formodninger, men om kendsgerninger - sådan er det.
Og det er et indtryk, som de intellektuelle i høj grad er med til at understøtte, når de deltager i tv-indslag. De får sjældent lov til at sige ret meget, så det er ikke det, de siger, der understøtter påstandene, men derimod deres nærvær, der giver indslaget en slags seriøsitet, og dermed på en måde er med til at gør påstandene til kendsgerninger.
Derfor er det for Bourdieu nærmest en gåde, at intellektuelle deltager i den slags tv-indslag i dag, for før i tiden gjorde de ikke - dengang var det en skam for en intellektuel at blive sat i forbindelse med tv-mediet.
I og med flere og flere foretrækker at få deres informationer om virkeligheden fra tv, har det udviklet sig til at være konkurrenten til de trykte medier, hvilket for Bourdieu nærmest er katastrofalt. For de trykte og selv så seriøse medier som f.eks. Le Monde er begyndt at kopiere tv, ved bl.a. at skrive om sport og andet indlandsstof end politik - altså hellere skrive lidt om mange forskellige emner end at skrive meget om få emner.
Så også de trykte seriøse medier er ved at bevæge sig væk fra de dybtgående og detaljerede artikler og hen mod at bringe minutkorte artikler - altså artikler, der kan læses på få minutter, sådan som det kendes fra tabloidaviserne.
Konsekvenserne af en sådan udvikling er for Bourdieu katastrofal, for på den måde vil flere og flere med tiden internalisere et mediekunstigt verdensbillede - og dermed kognitivt set befinde sig i en situation, hvor de er reelt uvidende om, hvad der egentlig foregår i verden. Samfundet vil efterhånden blive opddelt i dem, der virkelig ved noget, og dem der virkelig ikke ved noget, dvs. et samfund, hvor de uvidende står over for de vidende, de uoplyste over for de oplyste. En situation, der vil være en trussel mod demokratiet og på sigt undergrave demokratiet.
Som altid får manden med skiltet og profetien aldrig ret. Og det gør Bourdieu heller ikke - i hvert fald ikke, hvis tv skulle være den 'eneste' reelle trussel mod demokratiet.
Med sine observationer af tv's udvikling og ikke mindst indflydelse på andre medier, som det formuleres et sted i forelæsningerne, indskriver Bourdieu sig i rækken af kulturpessimister, der med bogen i hånden - eller skriften på væggen - viser, hvordan det fordummende tv og de dumme (tv)journalister ikke bare har skabt et nærmest forskruet verdensbillede, men også med dette billede har gjort og stadig gør flere og flere seere eller borgere uvidende og uoplyste - selv om de paradoksalt nok egentlig føler, det forholder sig anderledes.
Men når en videnskabsmand som Bourdieu med rødder i skriftkulturen gør sine observationer af tv-mediet's udvikling og indflydelse på andre medier, er det ikke blot observationer i betydningen neutrale iagttagelser, men derimod meget subjektivt styrede observationer: Hvilke skader har dette elektroniske medium tv dog ikke udrettet på kulturen? Hvorefter Bourdieu observerer skadesvirkningerne.
Interessant type af observation, ikke? Og som altid, når udgangspunktet med hensyn til til tv står i negativ, fremstilles det også derefter - nemlig på en unuanceret måde. Når Bourdieu f.eks. observerer, at tv primært går efter eller sætter fokus på de ualmindelige eller usædvanlige begivenheder, er det en enten-eller-observation a la tv er (overvejende) et visuelt medium - der er mere end misvisende.
Tv er ikke (overvejende) et visuelt medium, men er udelukkende et audio-visuelt medium, på samme måde som tv ikke primært går efter det ualmindelige eller usædvanlige, men derimod udelukkende går efter både det almindelige og ualmindelige, eller for at blive i den Bour-
dieuske sprogbrug, både det ordinære og ekstraordinære.
Ser man f.eks. på dansk tv generelt, bliver der sendt flere og flere længere programmer a la Boome-rang, Rene ord for pengene, Grøn mandag, og Foden i døren, der tager udgangspunkt i det ordinære og belyser det ordinære, det almindelige, mens andre programmer, herunder debatprogrammer a la Rigets tilstand, Her & Nu og Brændpunkt ofte tager udgangspunkt i det ekstraordinære eller ualmindelige.
Ser man specielt på nyhedsformidlingen f.eks. tv-avisen går udviklingen ikke mod flere minutindslag, men derimod at bringe længere indslag om færre emner, hvor både det almindelige og ualmindelige belyses grundigere - altså går mere i dybden.
Programmer som TV-avisens Nyhedsmagasin og Horisont er eksempler på dette.
Denne udvikling er interessant i forhold til Bourdieu's beskrivelse af udviklingen i Frankrig og i Europa, for herhjemme, ligesom i andre skandinaviske lande, er det de trykte medier og deres udvikling, som synes at have påvirke udviklingen i tv og ikke omvendt.
Jeg har andetsteds (i tv-valg og tv-vælger) vist, hvordan omstillingen fra en konfrontations-journalistik i 70'erne til en service-journalistik i 80-90'erne har forvandlet eller udskiftet konfrontationsjournalister til/med testjournalister, der på samme måde som videnskabsmanden tester og analyserer såvel det almindelige som ualmindelige.
I praksis manifesterer det sig ved, at aviserne bringer flere baggrundsanalyserende artikler og tema-artikler end tidligere og ved mere dybde og bredde i dækningen af så vel almindelige, f.eks. politiske landsmøder, som det ualmindelige, f.eks. politiske enkeltsager.
I tv afspejler den samme udvikling sig i f.eks. de omtalte programmer, hvor journalisterne i langt højere grad optræder som test-journalister frem for at optræde som konfrontationsjournalister, hvor de netop giver sig tid til at teste og analysere det almindelige eller ualmindelige.
Så udviklingen i dansk tv er bestemt positiv og bestemt ikke ikke en udvikling, man skal kritisere - tværtimod.
For forholder det sig som Bour-
dieu beskriver, ville tv reelt være en trussel mod demokratiet, men i og med det nærmest forholder sig modsat, og tv's udviklinger i øvrigt determineres af udviklingen i de trykte medier, bliver tv nærmest et værn om demokratiet.
For sammen med de andre medier er tv med til at skabe et mediebillede af virkeligheden, der faktisk er nuanceret, og som virkelig også beskæftiger sig med, forholder sig til og analyserer det almindelige i lige så høj grad, som det beskæftiger sig med, forholder sig til og analyserer det ualmindelige.
Men når det er sagt, er det på sin plads at slå fast, at intet medium i øvrigt, uanset mediets karakter, giver et virkeligt billede af virkeligheden - det vil altid være medieskabt og dermed kunstigt... og ja, det gælder også bogen.
Så dét, diskussionen står og falder med, er nuancer i mediebilledet, og her er borgerne meget bevidste om, hvilke medier, der generer det mest nuancerede mediebillede - og de er slet ikke så dumme, som Bourdieu gør dem til, at de er ude af stand til at vurdere, hvilke programmer, der er nuancerede, og hvilke der er unuancerede.
Og interessant nok er lige nøjagtig tv og nyhedsprogrammer a la tv-aviser, Nyhedsmagasinet m.m. noget af det, som f.eks. danskerne opfatter som nuancerede programmer - hvad de ganske enkelt også er.
Så det er et klart demokratiske sundhedstegn, at danskerne fore-trækker at se den type tv-programmer.
Hvad der til gengæld er et demokratisk sygdomstegn, er de intellektuelles forhold til massemedierne - herunder primært tv.
Når nu medierne, og specielt tv, og journalistikken har udviklet sig i en retning, hvor der gøres plads til nuancer, dybtgående analyser af såvel almindelige som ualmindelige begivenheder, er det paradoksalt, at lige nøjagtig de intellektuelle, de vidende, holder deres viden og sig selv væk fra massemedierne. Et fravær, der har skabt en underlig rollefordeling i medierne:
I den senere tid har man kunnet opleve, hvordan journalister både har optrådt som journalister og som eksperter lig med videnskabsmænd - dog uden at være det. Vi har oplevet, hvordan tilfældige reklamedirektører er blevet trukket i et tv-studie for at optræde som eksperter lig med videnskabsmænd, dog uden at være det: Faktisk indskrænker deres viden sig til en farverig teoretisk model, der kun kan forudsige en eneste ting - og det er en ny overfladisk undersøgelse. Og lige nøjagtig denne rollefordeling foregiver en seriøsitet - som ikke er der.
Men det er altså ikke f.eks. tv's skyld, men derimod de intellektuelles holdning til massemedierne - og deres fravær i massemedierne.
Hvis de intellektuelle fortsætter med at holde deres viden for sig selv og for enhver pris undgår at optræde i massemedierne, er det på sin plads at tale om, at det er denne holdning, der er en reel trussel mod demokratiet: For netop ved at holde en viden for sig selv, skabes den modsætning, Bourdieu er inde på, nemlig mellem de vidende og uvidende.
Så skal demokratiets undergang undgås, bliver de intellektuelle nødt til at ændre holdning til massemedierne og træde ind i de roller, der er reserveret til dem.
Med en omformulering af Sartres udsagn om intellektuelles rolle i samfundet, kan man sige:
De behøver ikke at blande sig i ting, der ikke vedrøre dem, men blande sig, det skal de, hvis demokratiet skal bestå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her