Kronik

Undersøg danskeres krigsforbrydelser - nu!

1. september 1997

Skal retsopgørets domme over de danske østfrontfrivillige omgøres? Bestemt ikke! Men Danmark skylder at få undersøgt deres deltagelse i folkemords- og krigsforbrydelser, hvis vi fortsat vil spille rollen som retspolitisk duksedreng internationalt. Og det er på høje tid.

RET BESET
De danske Frikorps-folk, der under 2. Verdenskrig meldte sig til tjeneste på den tyske østfront, bør rehabiliteres. Det slår advokat Peter Bang til lyd for i Ret Beset d. 25.8. Bangs argumentation er gammelkendt, men uholdbar. Den tager ikke hensyn til, hvad vi nu ved om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i de områder af Østeuropa og Balkan, Hitler-Tyskland havde besat.
Skulle man følge Bang og omgøre retsopgørets domme over Frikorps-soldaterne, ville man stå med nye problemer. Juristen Bang burde have taget stilling til disse. I betragtning af, at medierne sommeren igennem udførligt har behandlet og debatteret de danske SS-frivilliges krigstidsme-riter, er det påfaldende, at han ikke gør det.
Peter Bangs argumentation kan koges ind til følgende påstande:
1) Den danske regering godkendte oprettelsen af Frikorps Danmark i 1941 og hvervningen af frivillige. At det skete under pres fra besættelsesmagten og i den hensigt at afværge mulig tvangsudskrivning af danskere til østfronten, er i den forbindelse ikke relevant.
2) Lovgivning med tilbagevirkende kraft som straffelovstillægget af 1. juni 1945 er principielt utilladelig. Særlige, graverende omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af dette princip, var ikke tilstede i Frikorps-folkenes tilfælde.
Disse påstande har været faste bestanddele af de gamle SS-soldaters selvforsvarsstrategi siden 1945. En del jurister og kommentatorer, som ikke kan beskyldes for at have stået i nazismens sold, var efter krigen inde på det samme. De bliver dog ikke mere holdbare af at blive genoplivet.
Til den første påstand: At tyskerne udøvede pres på den danske regering, lå i besættelsesforholdets grundlæggende magtassymetri, og at det tyske pres skærpedes fra og med angrebet på Sovjetunionen i juni 1941, er uomtvisteligt. Men var presset så stærkt, at det retfærdiggør, at regeringen besluttede at tolerere hvervning af danskere, herunder befalingsmænd, til den tyske krigsmagt, og undskylder, at re-præsentanter for regeringen og hæren ved deltagelse i Frikorps-højtideligheder gav disse et skær af officiel accept? For en historisk vurdering er dette spørgsmål højrelevant. De frivillige, der fra juli 1941 meldte sig til Fri-korps Danmark, var derimod temmelig ligeglade med regeringens holdning. Flertallet af dem var nemlig organiserede nazister med et voldsomt had til det demokratiske 'system'.
Regeringens evt. anbefaling var bestemt ikke nogen anbefaling i deres øjne. Den fik først relevans under retsopgøret, da forsvarsadvokaterne gik på jagt efter frifindelsesargumenter.
Til den anden påstand: Princippet nulla crime sine lege (ingen forbrydelse uden lov) er grundlæggende i enhver retsstat og udelukker lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den juridiske sagkundskab accepterer imidlertid, at der kan være situationer, hvor en sådan lovgivning er nødvendig for at opretholde eller genoprette retsstatligheden. Noget af det mest karakteristiske ved nationalsocialismen var dens enorme 'innovativitet' inden for voldsforbrydelser, statslig terror og undertrykkelse. Så hvis nogen ved deres praksis nogensinde har leveret begrundelsen for og ligefrem nødvendiggjort en lovgivning med tilbagevirkende kraft, er det nazisterne.
I sin konsekvens trækker Bangs argument ikke kun tæppet væk under dommene over SS-frivillige i Danmark, men i lige så høj grad under den internationale militærdomstol i Nürnberg, der gennemførte processerne mod Det tredje Riges hovedansvarlige. Vil han også have Hermann Göring og Gestapo-chef Kaltenbrunner rehabiliteret posthumt?
Bang går udenom af-gørende problemer: Hvis Frikorps-folkene skal rehabiliteres, skal det så også gælde for de øvrige østfrontfrivillige? Frikorps Danmark var jo ikke en SS-enhed i egentlig forstand, skønt fuldt integreret i SS' kommandostruktur. Men kun 1.200 af ialt 6-7.000 danske frivillige var i Frikorpset. Af de 3.300, der domfældtes efter krigen, havde 6-700 tilhørt Frikorpset. Resten var i det egentlige Waffen-SS.
Det overvældende flertal af Frikorps-mændene blev nemlig integreret heri ved Frikorpsets opløsning i maj 1943. Kun Frikorps-soldater, der blev alvorligt såret og ikke senere kom tilbage til østfronten, plus nogle få, som blev frigjort fra deres kontrakter, kom ikke med over i det egentlige SS. Så i de fleste tilfælde gjorde danskerne først tjeneste i Fri-korps Danmark og siden i en 'almindelig' Waffen-SS-enhed.
Sådan gik det også Erik Kam, som Bang nævner. Hvorfor hans eksempel ikke duer som belæg for Bangs synspunkt.
Hos Bang flyder Frikorps- og egentlig SS-tjeneste sammen, hvilket skaber uklarhed om hans ærinde: Vil han rehabilitere alle danske SS'ere eller kun Frikorps-mænd?
Hvad så med alle dem, der først var i Frikorpset og siden i det 'rigtige' SS? De deltog jo i et korps, der ved Nürnberg-domstolen dømtes som kriminel organisation, og har altså ud over tysk krigstjeneste endnu et strafbart forhold på samvittigheden. Og det var ikke en narkohandlende rockerbande, der nu og da slår konkurrenter ihjel, de var med i, men en organisation, der spillede en helt central rolle i gennemførelsen af historiens uhyggeligste voldsforbrydelseskompleks, som udover drab på sovjetiske krigsfanger og civile omfattede folkemordet på Europas jøder.
Waffen-SS var - som værnemagten i almindelighed - stærkt involveret i folkemords- og krigsforbrydelser. Den slags var nærmest normen for tysk militær på østfronten. Sommerens debat har vist, at også soldater fra Frikorps Danmark deltog, omend omfanget næppe vil kunne fastslås uden en omfattende efterforskningsindsats.
I Danmark havde anklagemyndighed og domstole lige efter krigen ikke overblik over de nazistiske voldsforbrydelsers omfang og karakter. Men de gjorde heller ikke stort for at skaffe sig det. Overgreb og drab på jøder, sovjetborgere og jugoslaver, begået fjernt fra landets grænser, havde lav prioritet.
Efter alt det nye, historikere og anklagemyndigheder i en række lande siden Berlin-murens fald har kunnet finde ud af om de tyske korps' hærgen i de østlige områder, kan Waffen-SS-frivillige umuligt komme på tale til en 'sen amnesti'. Hovedparten af Frikorps-mændene følgelig heller ikke.
Tværtimod. Skelnede man under retsopgøret ikke så nøje mellem Frikorpset og andre tyske enheder, hvor danskere gjorde tjeneste, så måtte en eventuel revision af domme for medlemskab af Frikorpset logisk føre til, at der i alle tilfælde, hvor der også forelå medlemskab af Waffen-SS, skulle rejses ny tiltale for medlemskab af denne kriminelle organisation.
Og både etisk og juridisk ville det være yderst tvivlsomt at stoppe ved det. For når vi idag ved, hvor stor 'forbrydelsestætheden' var i de tysk beherskede dele af Sovjetunionen, Baltikum og Balkan, og det af friske eksempler fremgår, at danske frivillige deltog i massakrer, drab på krigsfanger, afbrændinger af landsbyer m.m., så hviler der umiddelbart en mistanke på enhver, der stod i tysk krigstjeneste dér. Denne mistanke bør efterforskes, for det drejer sig om grove volds- og folkemordsforbrydelser, der ikke kan forældes.
Måske slap mange østfrontfrivillige i virkeligheden billigt med to-fire års fængsel for tysk krigstjeneste i forhold til, hvad de havde stået til, hvis det var blevet undersøgt, hvad de egentlig havde medvirket til.
I 1940'rne havde betingelserne for efterforskning og bevisførelse været gode, selvom jerntæppet snart gjorde fremskaffelse af retsmidler fra øst-bloklandene problematisk. Men der levede jo masser af vidner. Nu - mere end 50 år efter - er det naturligvis ikke let at rette op på retsopgørets undladelsessynder og mange års altfor pragmatiske praksis.
Vi skal og må imidlertid gøre det. Danmark har nemlig forsømt at leve op til internationale forpligtelser på dette område. Og det får det til at runge hult, når Danmark vil belære nye stater på Balkan - eller hvor det kan være - om folkerets- og menneskerettighedsspørgsmål og ligefrem vil eksportere dansk retskultur til lande, hvor forbrydelser i stil med de nazistiske er smertelig, oprørende nutid.

Therkel Stræde er lektor i samtidshistorie ved Odense Universitet.

APROPOS
Krigsforbryderen "Kohud": En dansk SS-mand
Under retsopgøret blev der kun rejst ganske få sager om danske SS-frivilliges deltagelse i folkemords- og krigsforbrydelser. Og tilsyneladende skete det kun på udefra kommendes initiativ. Eksemplet "Kohud", beskrevet i Weekendavisen d. 8.8., dokumenterer dette.
"Kohud" (peau de vache) var dansk SS-mand og næstkommanderende i KZ-lejren Laagberg, der var knyttet til Volks-wagen-fabrikkerne i det nuværende Wolfsburg. Øgenavnet fik han for sin forkærlighed for at prygle de udhungrede fanger. Flere døde af mishandlingerne.
Sagen mod "Kohud" er en af de alvorligste krigsforbrydersager mod en dansk statsborger nogensinde. Den afsluttedes med dødsdom i alle tre instanser, men straffen blev dog siden ved benådning ændret til livsvarigt fængsel .
Denne sag blev kun rejst, fordi franske overlevende tog et selvstændigt initiativ. De kontaktede en dansktalende hollænder, de havde lært at kende i lejren, og denne henvendte sig derpå til de danske myndigheder.
Fangevogteren, der havde flere drab og talrige mishandlingstilfælde på samvittigheden, sad på det tidspunkt bekvemt i et dansk fængsel og afsonede sin toårige standarddom for tysk krigstjeneste.
Therkel Stræde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu