Mariager Fjord: Det er vanskeligt at takke Gud for en rekordhøst, når vi kender prisen - forgiftning og forrådnelse af vort livsgrundlag
TRO & TVIVL
Ulven kommer, ulven kommer! Mange biologer og mennesker, der opmærksomt færdes i naturen, har længe advaret imod sammenbrud af økosystemer i elementerne jord, luft, ild og vand.
Frans af Assisi skriver i 1200-tallet i Solsangen en
lovprisning til skaberen for broder sol, søster måne, broder vind, søster vand, broder ild og moder jord.
Frans forbrødrer og forsøstrer sig med elementerne og sætter dermed spørgsmålstegn ved den del af den kristne vestlige kulturarv, der sætter mennesket i en sådan særklasse i forholdet til det skabte, at mennesket har lov at herske over og forbruge ube-grænset af det skabte liv og de gudskabte elementer: Mennesket skal herske over havets fisk og himlens fugle og alle dyr og planter. Mennesket skal opfylde jorden og underlægge sig den. Mennesket er i forhold til skaberen kun ansvarlig i forholdet til sin bror og søster, mennesket, siger man og sagde man, og Frans reagerede harmdirrende mod dem, der gjorde hans brødre og søstre i Herren fortræd.
Og 800 år efter høster vi
nu frugterne af det, som han ville kalde broder og søstermord: Solen har vi vendt imod os, så vi i stedet for at høste kraft vil høste kræft, jorden har vendt sig, så ørkenen breder sig mere end nogensinde, luften har vendt sig, så vi betaler med syreregn og astma, og nu vender vandet sig imod os, det giftfyldte i undergrunden og det næringsforspiste overfladevand, det som Frans kaldte den kyske og rene søster, livets, også menneskelivets forudsætning.
Det er landbrugets skyld, siger nogle, der søger en syndebuk for den erkendelse, at landbruget er blevet til landforbruget, fordi vi alle sammen har villet det sådan. Fordi vi alle sammen har fortrængt vor forbundethed med de gudskabte elementer. Fordi vi alle sammen effektivt har fortrængt, at det at herske over er det samme som at tage et medansvar for vore brødre og søstre.
Vi står som en svigefuld Josef, forskudt af brødrene i bunden af cisternen i skidt til halsen og tigger om et mirakel. Og vi ved, at miraklet dybest set afgøres af vores pengepung, på vores køkkenborde. Det er os allesammen, der afgør, om vi vil påtage os skylden og ansvaret for at gøre landforbruget til landbruget.
Solen er så rød, mor,
og skoven blir så sort.
Nu er Fjorden død, mor,
og livet er så kort.
Ulven går derude, mor,
vi låser vores gang.
Kom sæt dig ved
min pude, mor,
og syng en lille sang.
Hvad skal vi vælge at syn-ge som godnatsange for vore børn og børnebørn? Et amerikansk ord siger: "Vi har ikke jorden som en arv fra vore for-ældre, men som et lån fra vore børn." Hvordan har vi forvaltet lånet?
Jeg færdes hver dag på
og ved det, som indtil for få dage siden blev betegnet som "Danmarks smukkeste fjord", Mariager Fjord.
For få dage siden blev hele fjordsystemet bombet tilbage til kaos og ligger nu som en død svovlstinkende kloak.
Hundredtusinder af ål ligger som maddiker i et ådsel og kravler døende hen over de allerede forrådnende mængder af ørreder, skrubber, sild og fiskeyngel. Krabber, tanglopper og rejer ligger røde som nykogte og skvulper i den slimede algesuppe, ja, selv algerne og vandplanterne ligger døde og rådnende i metertykke bjerge af muslinger, der for en stund søgte at holde vejret, men nu måtte give op.
Ligsynet er foretaget af biologerne, der har fastslået sikre dødstegn, rigor, livores, cadaverositas, maceratio mm.
Hvad skal vi vælge at synge som godnatsange for de børn, af hvem vi har lånt jorden og fjorden?
Måske med H. C. Andersen: "Skynd dig kom! Om føje år havet som en svovlpøl står."
Eller med Johs. Johansens gendigtning af Frans af Assisis solsang:
Vor søster vand gør livet nyt,
hun spejler himlen i en pyt,
hun bærer oppe køl og kryb,
hun gemmer døden i sit dyb.
Halleluja.
Ulven kommer, ulven kommer! Råbet har lydt så længe, at ingen - undtagen dem, der havde mod til at vide bedre - lyttede. En biolog sagde til mig for nylig:
"Med vandmiljøplaner for havet omkring Danmark er det som med en bjergbestiger, der er snublet på toppen i forsøget på at sætte rekord. Han falder mod kløftens bund 1.000 meter nede og tænker - det går aldrig godt. Da han er nået 500 meter ned, tænker han om - ja, indtil nu er det jo gået meget godt, så hvem ved?" Og så gik det altså galt, ja, så galt som det altså kan gå indtil nu, kun en fjord...
Det er også den forfærdelige varme, siger vi. Og det er sandt: Det er varmen, der er tændstikken, der har tændt lunten til den bombe, vi har anbragt under det, vi har lånt af vore børn.
Bomben hedder næringsstoffer (kvælstof og fosfor), og synderen hedder griskhed og fejhed. Griskheden er vi fælles om skylden for, hvis ikke vi vil betale prisen for ordentlige fødevarer, hvis produktion tager skyldigt hensyn til jorden og luften og vandet. Fejheden er enhver skyldig i, som fortrænger sin viden om sammenhængen og konsekvenserne og tier.
Vi er mange præster landet over, der i disse uger forbereder os på at holde høstgudstjenester i de danske kirker. Det er vanskeligt, siger nogle præster, at holde høstgudstjeneste for menigheder, hvor størstedelen af de fremmødte intet aner om fødevareproduktionen. Langt de fleste danskere kan tælle bønder blandt deres aner, ganske få generationer tilbage, men for de fleste forbrugere er det vanskeligt at erkende en sammenhæng mellem supermarkedernes kødbugnende kølediske og vakuumpakket brød og en taknemmelighed over for en skaber, der giver det daglige brød:
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja,
pris dog Gud
for al hans kærlighed.
For mange ender det i en gang pladderromantik om høsten dengang, da bonden gned grisens blanke skind og gnuppede koens mule og lod kornet risle mellem fingrene, før far sluttede i Jesu navn, og hjemmet gik til hvile med høsten i sin favn.
En endnu større vanskelighed for høstgudstjenesten ligger der dog i, at høsten er blevet til en mediebegivenhed. Høsten skabes af sensationspressen ligesom prinsesse Diana, og det, som sensationspressen skaber og lever på, er rekorder og død. Det er vanskeligt at takke Gud for en rekordhøst, når vi kender prisen: Forgiftning og forrådnelse af vort livsgrundlag.
"Vi kan ikke," siger landbrugets top, og det er magtfulde folk. Men det er løgn, som alle halve sandheder.
Det er sandt, at landbruget ikke alene kan betale prisen for det, vi alle har forspist os i - men det er usandt, at vi ikke kan, hvis vi alle vil.
"Vi kan ikke kæmpe imod udviklingen," siger politikerne: "Det er i øjeblikket de store giftproducenter, der gensplejser og bestemmer, hvad vi skal spise."
Det er usandt. Det er forbrugeren, der hersker over
og dermed har ansvaret for, hvad vi vil.
Landbruget er blevet til den eneste virksomhed, der ikke skal tage etiske hensyn og ikke skal rydde miljømæssigt op efter sig. Landforbruget i Danmark er i øjeblikket et slaraffenland for hollandske grisefabrikanter, der efter at have ødelagt deres eget flytter til nye græsgange.
Hvad vi kan, afhænger i høj grad af, hvad vi har mod til at ville. Og der skal slagtes nogle hellige køer, hvis vore børns arv skal varetages, og de ikke skal ende sammen med os på bunden af cisternen.
Prinsesse Diana blev jagtet af sensationspressens paparazzi, der lugter rekorder og død. Måske bliver hun helgenkåret af de samme ugebladslæsere, der er medskyldige i hendes død.
"Vi kan ikke standse dette uden at knægte ytringsfriheden," siger vi - og det er løgn, som alle halve sandheder.
Vi kan naturligvis, hvad vi vil, og måske bliver hun katalysator for en mere etisk udvikling, så hendes død ikke var helt nytteløs - måske bliver hun bare årsag til en kultdyrkelse. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil.
Mariager Fjord - Danmarks smukkeste og dødeste fjord - er også blevet sensationspressens store hit. Måske den største samlede synlige økologiske katastrofe i Danmark i nyere tid. En katastrofe for alt liv, også fugleliv og menneskeliv ved fjorden i en uoverskuelig årrække.
"Det er varmens skyld, at solen nu spejler sig i en kloak," siger mange. Og det er usandt. Det er vores griskhed og fejheds skyld. Fjorden er i dag den kloak, hvori det danske vandmiljø måler sin temperatur.
I de kommende år er det os, der lever i og ved fjorden, der ser og handler eller ser og fortrænger. Sensationspressen holder ikke fast så længe, men søger nye rekorder og nye rædsler. Og de vil komme, hvis det er det, vi vil. Det afgøres på vores køkkenbord, om vi vil give vore børn stene eller brød.
Engang troede man, at feberen slog mennesker ihjel. I dag ved vi, at feberen er en advarsel og en medkæmper. Vi måler feberen for søster vand i Danmarks smukkeste kloak.
Vi afgør selv, om dens død skal være forgæves. Det er
alene et spørgsmål om, hvad vi har mod til at ville.
Det farligste menneske
i vort samfund er
det modløse, opgivende menneske, det menneske kan manipuleres.
Nogenlunde sådan sagde vores dronning engang i en nytårstale. Hvad kan vi da gøre, hvis vi vil?
Vi kan gøre alt det, vi hævder, at vi ikke kan. Vi kan opprioritere naturligt landbrug (det, som man kalder økologisk landbrug). Vi kan lade enge og vådområder langs vore vandløb - disse naturens egne rodzoneanlæg - gå tilbage til naturen mod passende kompensation til landmanden. Vi kan forsøge at motivere forbrugeren til køb af miljørigtige produkter og - som landbruget selv foreslår - forsøge at motivere landmændene til mindre forbrug af gødning og gift.
Men som med enhver anden motivation for ophør med uetisk optræden er det for langsommeligt. Mens græsset gror, dør horsemor. Det må nødvendigvis følges op af en stram lovgivning og så store afgifter, at det ikke kan betale sig at være uvidende eller at begå hærværk.
Det kommer til at koste os alle. Og gevinsten er, at vi behandler lånet fra vore børn ansvarsfuldt og med Frans af Assisis ord hermed ærer skaberen.
Lad os - før svovlbrintestanken breder sig til hele landet - gå ind i kampen mod ulven i stedet for blot at låse vor dør og tage puden over hovedet. Prinsesse Diana døde, og man kunne håbe, at sensationspressen skød sig selv i armen med det sidste skud. Mariager Fjord døde, og man kunne håbe, at heller ikke den døde forgæves.
Knud Erik Lægsgaard er sognepræst i Mariager.
APROPOS
Ned, al den ting
Det kan undre, at der
ikke er flere religiøst optagede mennesker, der anskuer menneskets udryddelse af jordens dyre- og planteliv under den vinkel, som Knud Erik Lægsgaard anlægger til venstre for denne spalte: Det er Guds skaberværk, vi kaster vrag på. Med Brorsons ord fra 1734:
Op, al den ting, som
Gud har gjort,
hans herlighed at
prise,
det mindste, han har
skabt, er stort,
og kan hans magt
bevise.
Om disse linier skriver professor Vilhelm Andersen i sin Litteraturhistorie fra 1934:
"Det er taleren og forskeren, der tier over tingens storhed. Eller er det mennesket, der forstummer af lykke? Den, der taler i denne salme, er en lykkelig mand."
Modstykket til Brorsons lykkefølelse over at være ét med det skabtes mangfoldighed, er den oplevelse af tab, som Lægsgaard giver udtryk for: Vi afskærer os fra det skabte, fra os selv.
Mange henregner måske udryddelsen af dyre- og planteliv til det verdslige liv, som troens forkyndere ikke har noget at skaffe i. Eller ser den - måske næsten ubevidst - som en uundgåelig, om end beklagelig følge af opfyldelsen af Guds bud i Første Mosebog:
"Opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!"
Men er det sådan, budet skal forstås? Følger der ikke med den naturbeherskende magt, som teknologien har givet mennesker, et ansvar?
Har alle andre levende organismer blot som formål at tjene mennesket? Er vi interesseret i at bevare dem, fordi de er sjove at kigge på og spæn-dende at forske i, og det i øvrigt ikke koster os noget særligt, nå ja, så er det da udmærket. Men ellers... et skuldertræk.
Lidt ironi omgiver den kyniske holdning. For til syvende og sidst undergraver den menneskets egen eksistens. Men når det er uafviseligt, er omkostningerne ved et kursskifte nær det ubetalelige. Og meget skaberværk er gået uigenkaldeligt tabt. dr
