Kronik

Ateismen giver mening

Debat
21. oktober 1997

Ateismen er en livsforståelse, der har almen gyldighed, fordi der kan argumenteres sagligt og logisk for den ud fra kendsgerninger

TRO & TVIVL
Forfatter cand.mag. Lasse Brandstrup har fornylig udgivet bogen: Europas religion - kristendom og ateisme. Hans ærinde er "at klandre ateismen for at lære folk at gå i blinde gennem livet".
Brandstrup hævder, at ateismen er en tro og en religion, som har alskens ulykker til følge, fordi den er menneskefikseret. Det mener han ikke, hans religion er. Gennem eksempler søger Brandstrup at vise, at det, at "mennesket er al tings mål" - hans helt forkerte opfattelse af, hvad ateisme er - kun er blevet til en folkereligion, fordi den bygger på kristne ideer.
Lasse Brandstrup når derfor fejlagtigt til den påstand, at ateismen "står på skulderen af kristendommen", for så at angribe sit vrangbillede af den og dens konsekvenser. Reelt bruger han tilsyneladende "ateisme" om en udvanding af og åndelig ligegyldighed over for kristendommen, og om optagethed af materielle ting.
Det er noget ganske andet end materialisme som filosofisk idé. Dens berettigelse er ikke, at den skal give mennesket lykke, men at den er sand.
Lasse Brandstrup tror, at det skyldes fornægtelse, hvis man ikke vedgår hans påstand om, at ateismen står på skulderen af kristendommen. Vedgår man den derimod, må ateismen være "en kristen ateisme - og dermed en absurditet". Det er dér, han gerne vil hen. Men påstanden falder allerede fra starten til jorden på grund af de forkerte udgangspunkter.

Ateismen af i dag bygger ikke på kristendommen, men på den moderne naturvidenskab og psykologi. De åbner netop vore øjne for det, der er virkeligt og sandt.
Vor tids biologi har uafviseligt bevist, at menneskets sjæl og ånd er identisk med psykokemiske processer i dele af vor hjerne. Dem oplever vi som immaterielle og åndelige (Bertrand Russell). Hjernen er udviklet gennem evolutionen.
Det gælder altså også vort sprogcenter. Det er især det, der gør os til mennesker: Sproget medførte bevidsthed, et jeg, viljen, fornuften med mere. Foruden disse ting har evolutionen gradvist udviklet centre for følelserne - herunder om godt og ondt, altså en medfødt moral, og de storladne "religiøse følelser", som troende overfører til deres religionsdyrkelse, men som ikke-troende f.eks. oplever i naturen og kunsten.
Hjernen er godt kortlagt for sine sjælelige egenskaber, der således udmærket kan udforskes biologisk. Det bliver de naturligvis ikke ringere af. I princippet er der intet skel mellem legeme og sjæl. De er begge gjort af naturens eget biologiske stof.

Det ved man fra mikroskopiske studier og indgreb i hjernen, fra medicinske og kemiske påvirkninger af den, fra studier af hjernelæsioner og -sygdomme osv. Såkaldte mystiske oplevelser og 'udad-kroppen', 'efter-døden'-oplevelser kan fremkaldes med LSD. Sjælen (følelserne, fornuften, viljen osv.) kan således ændres ved at ændre hjernen, og den dør, når hjernen dør. Alt dette viser, at Bertrand Russell har ret.
Principielt er der ikke noget, der ikke kan udforskes naturvidenskabeligt. Det er et spørgsmål om at finde metoder. Videnskaben er altid undervejs. Den moderne evolutionslære og biologi forklarer i princippet med ét slag al mystik om sjælens natur, hvornår og hvordan den kommer ind i mennesket, og dens skæbne. Spørgsmål, der altid har voldt troende og teologer de største kvaler at forstå.
Ateismen er altså en form for materialisme. En materialisme, der interesserer sig for menneskets sjæl og ånd - i modsætning til den traditionelle. Nogle reagerer stærkt emotionelt på den. Men hvad er der egentlig i vejen med et materialistisk synspunkt? Det gør os jo ikke til ringere mennesker, og det er i hvert fald realistisk.

Dybdepsykologien har givet os viden om menneskets religiøsitet. Den viden, vi allerede har i dag, bekræfter rigeligt, at menneskets gudetro og første gudsforestillinger hidrører fra dets spæde barndom, hvor faderen m/k opleves i gigantformat som almægtig, algod, altvidende, kærlig og nådig, men også som streng, troskabs- og lydighedskrævende, dømmende og straffende, ja som en der kan udføre mirakler (ting, der er mystiske, det vil sige uforståelige for barnet). Det oplever ham kort sagt som Gud.
Dette vrangbillede af faderen, som alle mennesker har, skyldes, at det lille barn endnu ikke har udviklet fornuft, realitetssans og dømmekraft. Barnet tager sin gudstro og gudsforestilling med under opvæksten, og mange får dem senere udbygget ved religiøs indoktrinering hjemme, fra kirken og det kirkeprægede samfund. Derved kan det hele fikseres i en form for kristent livssyn uden større grad af indflydelse fra den menneskelige vilje. Sådan opbygges religiøse fordomme, der senere kan være svære at gennemskue, for mange tager det hele mindre kritisk med ind i voksenalderen.

Gudstro er barnlig, og Gud et rent mentalt produkt. Mennesket har skabt Gud i form af det lille barns vrangbillede af sin far. Gud skal altså ikke søges udenfor, men inde i mennesket. Når folk ikke kan huske, hvordan deres gudstro og gudsforestillinger er blevet til, skyldes det, at tilblivelsesmåden tidligt fortrænges fra bevidstheden. Forestillingerne bliver dermed rodløse og uforståelige. De er der bare.
I et formidabelt, mislykket forsøg på at forstå, forklare og rodfæste dem har kirken gennem tiderne opbygget en lære, der - i modsætning til de bibelske fortællingers skønhed og mange visdomsord - er blevet til et vældigt teologisk hjernespind af konflikter, selvmodsigelser, mystik og overtro. Det er mundet ud i rene urimeligheder, der forståeligt nok kan give anledning til anfægtelser og stadige fortolkninger: Projektion af Gud til "et sted" uden for mennesket, et evigt liv i et paradistopstandelsen, treenigheden, arvesynden, forsoningen osv.

Med stigende oplysning vil den dybdepsykologiske viden mere og mere blive folkeeje og kunne erstatte kirkens urimelige lære, der afstumper vore følelser og fornuft ved at lede dem på vildveje, og forårsager stærke følelsesbindinger, der giver kirken magt.
Gud-fader har altså hverken skabt universet, arterne eller mennesket. Disse ting er blevet til efter naturlovene. Og stoffet og/eller energien har ifølge mange astrofysikere altid eksisteret, men under vældige omskiftelser, der foreløbigt har ført til 'vort univers'.
Ateismen stiller ligesom de andre livssyn spørgsmålet om en mening. Men man må skelne mellem en mening med universet, og hvad det rummer, og en mening med menneskets liv. Det første har ingen mening, for naturlovene har ingen hensigter.
Det forholder sig anderledes med menneskelivet. Vi kan som et bevidst, fornufts- og moralstyret væsen ikke leve uden en mening med livet. Vi må i modsætning til de instinktstyrede dyr vælge at tildele vort liv en mening - såvidt vi kan for fordomme.
Vi kan vælge, at vi vil overleve på den kvalitativt bedste måde. Det gør vi ved at bruge vores magt over for os selv og andre til at fremme det gode, smukke, venlige, kærlige og sande. Det er mest rationelt og naturligt for mennesket. Det er en erfaring, ikke en tro. Det giver mening med livet.
Ondskab og magtmisbrug giver ikke varme og glæde, kun tilfredsstillelsen ved driftsafløbene, og ødelægger det, der har værdi. Mange erkender ikke, at det forholder sig som skildret, og lever derfor ret tilfældigt moralsk set. Oftest til skade for sig selv og andre, både i det små og på det globale plan. Derfor er oplysning så vigtig.

Religionerne er trosanliggender og især følelsesmæssigt engagerende. Og troen og fantasien har frit slag! Derfor har de kun subjektiv gyldighed, men religiøst ens-indoktrinerede kan være farlige i flok. Da ateismen derimod er konklusionen af vor naturvidenskabelige og psykologiske viden, er den det eneste livssyn, der ikke bygger på tro. Den er derfor ikke en religion.
Ateismen er livsforståelse, der har almen gyldighed, fordi der kan argumenteres sagligt og logisk for den ud fra kendsgerninger. Endvidere giver ateismen uafhængighed og trygheds- og frihedsfølelse. Den er fri for overtro, anfægtelser, konflikter og urimeligheder. Den anskuer verden og mennesket realistisk, uden at vi mister vort menneskeværd og uden, at vort forunderlige sjæle- og åndsliv forringes. Dertil kommer, at indsigt altid åbner mulighed for forbedret adfærd. Det er de vigtigste gevinster. Og man mister måske en del illusioner. Oplysning om ateismen er derfor vital.
Ateismen ansporer til, at man giver og modtager så meget godt, smukt og sandt, man kan, fordi man ved, at ens liv er kort - og det giver livskvalitet og mening. Og den får én til at forstå, at godheden, kunsten, videnskaben og oplysningen overlever det enkelte menneske. Det er smukt, og det er godt at vide.

Jørgen Gry er forfatter og cand. mag.

APROPOS
Kirken,der fordømmer
En stor tak til cand. mag. Jørgen Juul Nielsen, der med sin velformulerede artikel "Kristendom og menneskeret" i Information 14. oktober medvirker til at gøre Tro & Tvivl til det åbne og reflekterende faglige rum, som det er i dag. Et fagligt rum, der - i respekt for menneskets autonomi - tør diskutere vigtige trosspørgsmål, der har haft svært ved at komme på dagsordenen.
Jeg vil gerne underbygge Jørgen Juul Nielsens redegørelse for, at den Luthersk-evangeliske kirke definerer sig selv på en måde, der viser en grundlæggende mangel på respekt for mennesker med andre religiøse opfattelser. Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, Confessio Augustana, er således spækket med fordømmelser.
Der står for eksempel, efter at man i artikel 1. har defineret Gud(?), at "De fordømmer alle de kætterier, der er opstået mod denne artikel, som f.eks. (...)".
Man må forundres over, at en sådan fordømmende tone, der viser sig så mange steder, ikke bare i Confessio Augustana, men også i mange af Luthers egne skrifter, kan danne udgangspunkt for en kirke.
Om begrundelsen for, at Gud vil at menneskets autonomi altid skal respekteres, kan findes gennem fornuften (naturretten), sådan som Tertullian, Aquinas, Kant og tilsyneladende også Jørgen Juul Nielsen skriver, er et andet spørgsmål.
Måske skulle man hellere søge svaret i menneskets mulighed for at modtage Guds kærlighed. Og her bliver omdrejningspunktet, om man overhovedet kan modtage sin eksistens fra Gud, hvis man ikke elsker og respekterer næsten.

Jens Chr. Holck,
stud.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her