Kronik

Barndom - et servicetilbud

Debat
22. oktober 1997

I løbet af 30 år blev den civile barndom til den institutionaliserede. Nu følger den kapitaliserede barndom. Det er børnene, der betaler prisen

SOCIALT SET
Hvad skulle der være i vejen for at lade McDonald-koncernen driver daginstitutioner? De kan det dér med hurtig og billig mad, og hos ungerne har de allerede i lang tid været populære. Hvorfor ikke lade Disney og andre medie-giganter drive daginstitutioner?
Kommunernes Landsforening (KL) forudsiger, at der vil ske en omfattende privatisering og udlicitering af offentlige serviceydelser i de kommende år. Det er en af den slags forudsigelser, man må tage alvorligt, fordi et bredt spektrum af politiske partier og fagbevægelsen øjensynlig støtter denne udvikling. Blandt de serviceydelser, som skal udliciteres, er børnepasning. Den forventes at blive billigere og bedre, når de private firmaer tager over. Den herskende myte er jo, at det, der er privat, også er godt, effektivt og billigt. Mens det, der er offentligt, er dårligt, trægt og dyrt. Over for en så polariseret myte må man uvilkårligt spørge: Er det så enkelt?
Som alle andre (drenge)børn, der voksede op i 50'erne og 60'erne, legede vi med biler, lavede togbaner, byggede huler, spillede fodbold, lavede cirkus for alle vejens mindre børn. Vi udforskede kvarteret, fortalte og viderebragte historier om "spøgelseshuset" ovre på "den store vej". Vi havde venner og fjender i nabolaget. Om vinteren kælkede vi ned af bakkerne ved regnvandsbassinet, løb på skøjter, og vi havde drabelige sneboldskampe. Vi fandt selv på. Organiserede selv. Tilbuddene var til at overskue. Vi var ikke overvågede, og undertiden kunne der foregå barske kampe barn og barn imellem - eller mellem grupper. Man kan kalde vores barndom for, 'det civile livs barndom'. Det var en barndom, hvor vi først stødte ind i institutionssystemet, da vi som syv- eventuelt otteårige startede i skole.

Vi vil ikke idyllisere, men blot pege på det tankevækkende i, at den form for barndom, nu er så godt som forsvundet. I det husmorløse og af-traditionaliserede samfund vokser børn op med daginstitutioner som en 'naturlig' del af livet. Lige fra de er helt små. Vuggestuer, børnehaver, 0-6 års institutioner. Man kan sige, at på bare 30 år har det civile livs barndom undergået en forandring, til fordel for 'den institutionaliserede barndom'.
Denne barndomsform er kendetegnet ved flere ting. Bl.a. at børn tidsmæssigt tilbringer stadig flere timer i institution. At børn fysisk-rumligt og mentalt opholder sig i institutioner på institutionens og de voksnes betingelser. At børn som noget 'naturligt' vokser op med en oplevelse af, at nogle er ansatte og andre/dem selv 'indsatte'. At flere og flere vokser op med en krop og et sind, der ifølge undersøgelser bærer institutionens spor: forkortede lægmuskler, stemmeproblemer, koncentrationsproblemer, læse- og læringsvanskeligheder.
Hvordan den institutionaliserede barndom kunne opstå så hurtigt, så nemt og så massivt, fremstår relativt gådefuldt. Måske forstås den bedst som en sideeffekt af en økonomisk, social og kulturel udvikling, der fik markante og grundlæggende følger for børns liv og for barndommen som sådan. Bevægelsen skete ikke på et positivt ønsket grundlag og ud fra en demokratisk og folkelig vilje. Den institutionaliserede barndom blev 'bare', som den blev.

Men allerede nu tegner konturerne sig til en ny forandring af barndommen, hvis/når daginstitutionsdriften bliver udliciteret og privatiseret. Nu skal der tjenes penge på børnene. Det er million/milliard-kontrakter, der er på dagordenen.
Men det vil også forandre barndommen - radikalt! En forandring, der vil have en række sideeffekter, som i dag synes utænkelige, men som i morgen fremstår som endnu "et resultat af udviklingen". Man kan spørge; Er vi på vej mod 'den kapitaliserede barndom'?
Med en tidsånd præget af "grænseafprøvning" og en debat, hvor polerne staten/det offentlige og det private sættes ind i det forenklede skema "godt"/"skidt", er det mentale klima allerede til stede. Det er reklame-klichernes plus-ord, der tages i anvendelse, når der tales om udlicitering og privatisering. Hvem skulle umiddelbart være uenige i "større udbud", "bedre service", "sparede skattekroner", "større valgfrihed" af daginstitution, "bedre mad" i institutionerne, "flere udflugter", "bedre legetøj", "ekstra ydelser" og "skræddersyede tilbud"?
Alt dette siges samtidig med, at det i dag er blevet mere eller mindre umuligt grundlæggende at problematisere og afvise markedsøkonomi. Utopier i dag strækker sig tilsyneladende til håbet om en etisk kapitalisme.
Dé, der har markeret sig i privatiseringsdebatten refererer til, at store dele af befolkningen stiller krav om en bedre service, end den, det offentlige tilbyder. Dette står dog i modsætning til den tilfredshed, som forældre faktisk udtrykker og som kendes fra flere undersøgelser. Eksempelvis den undersøgelse som Gallup lavede for Ugebrevet Mandag Morgen i efteråret 1996.
I dagens Danmark er rengøringskoncernen ISS i samarbejde med Skovbo Kommune gået i gang med at etablere sin første daginstitution. Men flere andre kommuner står og tripper i kulissen. Institionens drift overlades til ISS i samarbejde med personale og forældre - mod kommunens betaling.

Dette koncept er i sig selv ikke udtryk for nogen gennemgribende forandring inden for institutionsområdet. Driftmæssigt og økonomisk svarer en ISS-institution til en selvejende institution, som der findes mange af rundt omkring i landet. Forskellen mellem de hidtil kendte selvejende institutioner og ISS-institutioner er, at ISS i sagens natur som privat firma har til formål at sikre sine aktionærer højest muligt udbytte. Men som ISS-konceptet er i dag, hvor driftaftaler, personalenormering og overenskomster er de samme som i kommunale institutioner, vil der ikke være stor forskel i forhold til de daginstitutioner, vi kender i dag.
Men det private firma kan gennemføre nogle rationaliseringer og udbyde/tilbyde såkaldt "ekstraservice" (indkøb, tøjvask, og andet) mod brugerbetaling betydelig lettere end det kommunale system.
Vi vil derfor hævde, at de største ændringer, som følger med den private drift hos ISS er:
Barnets liv i institutionen vil blive dyrere for de familier, som har råd til det. Det vil sige, at allerede eksisterende sociale og kulturelle forskelle uddybes og befæstes af forskellene i de tilbud, de enkelte familier har råd til. En væsentlig del af ISS koncept går ud på at udbyde ekstra-ydelser til børnene og forældrene. Ydelser, der skal betales særskilt for. ISS nævner selv udvidede åbningstider, madpakkeordninger, kostvejledning og mormor-ordning.

Daginstitutionen skal have et basis-tilbud til alle børn og ved siden af det en række ydelser, som kan købes særskilt af dem, som har råd. Af det offentligt drevne system forventes, at alle børn har samme rettigheder, og ingen kan udelukkes fra institutionens aktiviteter af økonomiske grunde.
Men det private firma kan gøre ydelserne til salgs-vare. Og ved køb og salg må man gerne forskelsbehandle. Hvis barnet har brug for en mormor-ordning, kan det etableres, hvis forældrene har råd til det. Det er således ikke barnets behov, men i sidste ende familiens økonomiske formåen, som bliver afgørende, og som vil bidrage til at uddybe og befæste sociale forskelle.
Derudover vil institutionaliseringen af børnenes liv vil blive større, fordi organiseringen af gøremål, som hidtil har hørt til familien, vil blive overtaget af institutionerne. Man må nemlig formode, at ISS' interesse i institutionerne er meget afhængig af, om det bliver muligt at etablere et marked af ekstra-ydelser i tilknytning til institutionerne. Som det ser ud i dag, er det hér, muligheden for økonomisk overskud til det private firma ligger.
I den grad, det lykkes, vil det have konsekvenser for børnenes liv. Det vil understøtte tendensen til stigende organisering og planlægning af børnenes liv. Det vil sige fremmede, der har udtænkt og som tilbyder det, som forbrugerne 'gerne vil have'. Der vil være tale om en professionalisering af bestemte sider af familielivet, som overtages, styres og serviseres af koncernen bag daginstitutionen (indkøbsordninger, madlavning, sundhedsforebyggelse, hente-bringe ordninger).
Set i et historisk perspektiv vil der være tale om en yderligere dræning af familielivet for nødvendige aktiviteter og de kompetencer, der følger med, at man eksempelvis skal lave mad hver dag.

Vi ved ikke hvilke konsekvenser en sådan udvikling har for børnene. Men det er eksempelvis blevet hævdet, at det er i sådanne tendenser, at man skal søge forklaringen på, at danske børns læseevner i internationale sammenligninger står stadig svagere. Institutionaliseringen og fremmed-organiseringen af børnenes liv fratager dem initiativet, mindsker lærelysten og forhindrer deres kompetenceudvikling.
Der findes andre måder, som den institutionaliserede barndom kan udvikle sig på end 'den kapitaliserede barndom'. Mange institutioner rundt omkring i landet vidner om, at den institutionaliserede barndom ikke er noget entydigt fænomen.
Endelig er det vigtigt at få påpeget, at den kapitaliserede barndom er en anfægtelse af demokratiet. Hvis den institutionaliserede barndom kan laves om, uden at nogen har tænkt på børnene som andet end "forældrenes pasningsbehov", så er der noget galt!

Kim Rasmussen og Søren Schmidt er børneforskere ansat ved Højdevangsseminariets
forskningsenhed

APROPOS
Mere end et forbrugsvalg
Hvad skulle være i vejen for at lade en multi-national våbenkoncern, der hidtil har lavet landminer, og hvis indtjening er truet i dag, kan drive en omsorgs- og opdragelsesbutik? Undskyld, en daginstitution. I USA bød f.eks. Lockheed ind, da Texas' socialvæsen blevet budt ud i licitation.
Forældrene får passet deres børn i skræddersyede dagtilbud, og koncernerne 'scorer kassen på børnene og den ny institutionsform. Alle er glade og ingen ballade. Eller hvad?
Forældrene, der i dagens debat refereres for at være ligeglade med, om børnepasning foregår i offentligt eller privat regi, bare de får deres børn passet på betryggende vis, kunne måske få særlige rabatter på koncernernes øvrige produkter. De livsstils-orienterede familier kan måske få tilbudt hele "livsstilspakker", hvor de samtidig får vasket deres tøj, får købt ind, og hvor børnene med (pris)garanti er vaskede og nydelige, når forældrene kommer og henter dem, så man ikke behøver at bruge kostbar fritid på badning om aftenen.
Med overflodssamfundets, forbrugets og forbrugerrollens ankomst og tyrani, får "vi" hele tiden at vide, at vi kun får det vi selv vil ha'. Så vi har øjensynlig kun "os selv" at bebrejde. Sådan lyder argumentationen, hver gang nogle tillader sig at spørge. Den politiske forbruger vælger selv via sin pengepung, hvilken form den etiske kapitalisme skal have.
Nogle vil måske sige at problemet er moralsk, eller at det er vanetænkningen, der bliver til grus i maskineriet. Men problemet er vel, at barndommen bliver sat på formel. En formel hvor tilbud, pakkeløsninger, og udbud er styret af pengepungens størrelse og angsten for at blive koblet af.
Institutionernes privatisering og barndommens kapitalisering er ikke et krav, som forældregrupper har rejst. Og børnene selv kan jo ikke spørges i denne sag: Hvor ku' du bedst tænke dig at gå? I kommunens Børnehaven Himmelblå eller henne i Disney-sjov?
I den hidtidige offentlige debat er det hovedsagelig teknokrater og interessenter, som har ytret sig. Der er ikke tale om en folkelig bevægelse, men om fortolkninger af de forventninger, som borgerne stiller til den offentlige service. Krav som "bedre service og større effektivitet" (hvad det så end vil sige med hensyn til det offentliges dagtilbud) fremstilles som noget, det offentlige med en naturlovs sikkerhed ikke kan. Vi vil ikke benægte, at vi (også) kender nogle dårlige historier om det offentlige. Men den klichéagtige tale om bedre service og større effektivitet vedrørende daginstitutioner er ideologisk snak.
Hvem skal bestemme, hvordan fremtidens barndom skal se ud? Man kunne videre spørge: Hvis der skal tjenes penge på børn, er det da ikke rimeligt med overskudsdeling? Giv forældre og børn en del af overskuddet tilbage! Hvis der da findes etiske argumenter for at tjene penge på barndommen? (Økonomiske argumenter er der øjensynligt).
Der rejser sig også en anden problemstilling: Hvordan vil en ændret barndom se ud for børnene? Hvilken form for børneliv vil blive resultatet af barndommens kapitalisering ?
Når institutionen er blevet til en omsorgs- og opdragelsesbutik, der på den ene side skal producere "glade, selvstændige og velopdragne unger" og på den anden side skal sørge for, at det sker rentabelt - hvad sker så?
Vil der udvikle sig en række profilerede institutioner med 'særlige specialer':
*hvor nogle sælger sig selv som computer-kids-learning-centers, til de forældre, der er angst for, at deres børn kommer bagud i cyber-world,
*hvor andre sælger sig på, at de garanterer førskole læse- og staveparate børn,
*hvor andre igen reklamerer med, at her tælles børnene hver time, så bekymrede forældre ikke behøver at ængstes deres børns evtuelle forsvinden?
Hvad hvis institutionen går ned og butikken lukker? Hvem tager over: Forsvinder de voksne så? Mister børnene så deres nære relationer?
Og hvad med reklame- og ytringsfrihed: Må institutionen reklamere for egne produkter og give særtilbud/rabatter til forældrene?
Er der institutioner ingen vil røre ved? F.eks special-og handicapinstitutionerne. Er der mon nogen, der gider investrere i de handicappede og udviklingshæmmede børns institutionsliv? Området kunne ud fra pædagogiske betragtninger have behov for ekstra støtte både økonomisk og vidensmæssigt. Men er der her ikke tale om et uprofitalbelt område - for kompliceret til, at private gider bøvle med det?

Kim Rasmussen
og Søren Schmidt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her