Læsetid: 2 min.

Det er billigt at se DR 2

2. oktober 1997

Vi håber, at flere af de 3,1 seere, der kan se DR 2, også vil gøre det

PARABOLSK
Peter Foersom Rykkerup stillede i Information den 25. september i et indlæg om DR TV et direkte spørgsmål til mig om filmprogrammet Bogart samt et par spørgsmål til DRs generaldirektør om priser på antenner før og nu. Jeg skal forsøge mig med svar begge dele. Jeg blev spurgt, hvad det har "kostet" i seere, at Bogart blev flyttet til DR 2 mandag aften, der er helliget filmen. Ved den bevægelse mistede programmet mere end halvdelen af sine seere: Før flytningen blev programmet i snit set af 360.000, i dag ses det af 160.000 seere, hvoraf de fleste ser det på DR 1. Det er både jeg og DR TV's chefredaktion kede af, men vi håber og arbejder på, at det vil lykkes at udbrede kendskabet til DR 2's filmaften, således at de 3.1 million danskere, der har mulighed for at se DR 2, vil tune ind mandag aften kl. 21.50.
I samme indlæg satte Rykkerup spørgsmålstegn ved et punkt i DR's generaldirektør, Christian S. Nissens indlæg i Information den 20. september. Heri blev der trukket en parallel mellem situationen på radiosiden ved indførelsen af FM-programmer og situa-
tionen i forbindelse med indførelse af DR's seneste TV-kanal, DR 2 via satellit.
Rykkerup finder ikke, at de to situationer kan sammenlignes, fordi FM-modtagere efter hans erindring var meget mere udbredte i Danmark, da DR i 1963 indledte FM-sendingerne med indførelse af P 3, end parabol og -kabelnettilslutningen var det, da DR sidste år begyndte at sende DR 2 på satellit.

Overkommelig udgift
Ekspertise fra DR's teknikområde og fra BFE (Brancheorganisationen for Forbruger Elektronik), som gennem årene har ført salgsstatistikker, véd, at der var langt færre FM-modtagere hos danskerne i 1963, end der sidste år ved DR 2-premieren var parabol- og kabelnettilslutninger, som muliggjorde modtagelse af DR 2. Helt konkret var der i 1963 tale om, at ca. 25 procent af danskerne betjente sig af radiomodtagere udstyret med FM, mens der sidste år var ca. 60 procent, der kunne modtage DR 2 via enten kabelnettilslutning eller parabol.
Prisen for at investere i det nye modtageudstyr var også noget anderledes i 1963 end i 1996. En gennemsnitlig, enkel FM-modtager uden dikkedarer kostede i 1963 700 kr., hvad der nogenlunde svarer til kr. 4.300 kr. i 1996-kroner, mens en parabolantenne, der sikrer DR 2-modtagelse, kan fås for ca. 3.000 kr. Det er vel trods alt en overkommelig udgift for det væld af kvalitetsudsendelser - herunder Bogart - DR 2 tilbyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu