Bogfjernsyn og økologiske gulerødder

DRTV skal være betydeligt bedre til at trække seere til litteraturprogrammer end deres franske kolleger, hvis man skal leve op til bogforbruget her i landet

KULTUR-TV
DRTV's Stefan Samsøe-Petersen har i sin reaktion (25. september) på mit indlæg (10. september) kastet masken.
Selv om han i sin artikel "I aften er der kulturfjernsyn" (5. september) efter alt at dømme tilsluttede sig kritikken af DR's kulturpolitik i monopoltiden som "patriarkalsk pædagogik" (såvel i mellemkrigstiden som i 60'erne), så afslører han nu, at han i virkeligheden er enig med den holdning, som Poul Henningsen gav udtryk for dengang, nemlig at "hvad der er godt og dårligt, det skulle folket ikke spørges om". Samsøe-Petersen vil ikke associeres med dem, der dengang råbte "formynder" efter PH, så det var bare for at narre, han i sit tidligere indlag lagde afstand til patriarkalsk pædagogik: "Programpolitik er kulturpolitik, det er der for mig ingen tvivl om". Det er muligt, jeg - som Samsøe-Petersen skriver - har misforstået hans første indlæg, men jeg trøster mig med, at han - som han skriver - også selv godt kan se, hvor misforståelserne stammer fra.
Alt i alt tilslutter han sig altså nu det synspunkt, han i sit tidligere indlæg tog afstand fra, nemlig at DR passende selv kan tage stilling til, hvad der er kultur, altså anlægge en kulturel kvalitetsvurdering, snarere end rende rundt efter seertal. Så vi er øjensynlig enige.

Ubehagelig ensretning
At situationen for DRTV i dag er anderledes end i 60'erne, ikke alene for så vidt angår den sociale og uddannelsesmæssige udvikling, som jeg har fremhævet, men også for så vidt angår mediebilledet - det kan vi heller ikke blive uenige om.
Jeg bilder mig ikke ind, at det er ukompliceret at agere i det aktuelle mediemønster. Jeg er heller ikke blandt de kritikere, der ifølge Samsøe-Petersen fantaserer om, at "forrygende gode litteraturprogrammer" vil kunne få "hele den danske befolkning" til at "sidde bænket foran TV skærmen". I øvrigt et ubehageligt billede af ensretning. Men forrygende gode litteraturprogrammer ville da være gode at have alligevel. Ikke alene kaster Samsøe-Petersen masken og viser sit eget kulturelle ansigt, han løfter også sløret for hensigten med Erik Nordahl Svendsens oplysninger om seertal. Det er en sjov ballet, der opføres her. Den ene medarbejder udlægger den andens indlæg, det næste bliver vel at Nordahl Svendsen kommer med en forklaring på Samsøe-Petersens metamorfoser. Eller at en helt tredje medarbejder forklarer, at generaldirektør Nissen i virkeligheden mener, at litteratur er forrygende godt stof for TV.
Tallene viser ganske enkelt, at der er de samme to-tre procent seere til litteratur i Frankrig og i Danmark - og det til trods for det stigende uddannelsesniveau, og at så meget som en ud af otte aktive seere vælger litteraturen, når den er der. Aha, så havde jeg ret i min mistanke om, at Nordahl Svendsens hensigt var under hånden at undergrave forestillinger om, at litteratur ikke egner sig for fjernsyn - han skrev det bare ikke. Men den første konklusion: at der er "to-tre procent seere til litteratur" (af hele befolkningen), den holder ikke. Her er jeg bange for, at Nordahl Svendsen helst ville have været sin talsmand foruden.

Sammenligningsgrænser
Et tanke-eksperiment: Lad os sætte, at det i 1990 blev undersøgt, hvor mange procent af kunderne, der købte økologisk, hvorefter det blev slået fast, at så mange procent er der altså til økologiske varer. Her syv år efter ville den konklusion ikke have taget sig så godt ud. Der er naturligvis ret snævre grænser for, hvor meget man kan sammenligne økologiske gulerødder med litteraturprogrammer i fjernsynet, pointen er da også først og fremmest principiel: en statistisk afbildning af den aktuelle situation udtømmer ikke spørgsmålet om muligheder.
Noget andet er, at Frankrig og Danmark vel ikke sådan uden videre er sammenlignelige. Det ville være nærliggende at spørge om forholdet mellem bogforbrug, henholdsvis kiggen på litteraturprogrammer i fjernsynet. I forhold til indbyggertallet udgives der tæt op mod dobbelt så mange litterære titler i Danmark sammenlignet med Frankrig. Folkebibliotekerne i Danmark har 3,6 gange så mange udlånssteder, og udlånet er 8,4 gange så stort (bibliotekstallene er for det samlede udlån, ikke for litteratur alene). Man skal være forsigtig med at drage konklusioner ud fra disse tal, men det er næppe for meget sagt, at DRTV skal være betydeligt bedre til at trække seere til litteraturprogrammerne end deres franske kolleger, hvis dansk fjernsyn skal leve op til bogforbruget og litteraturlæsningen her i landet. Selv om 150.000 seere til et litteraturprogram isoleret betragtet er helt fint, så er det ikke grundlag for ligefrem at stille sig tilfreds.