Læsetid: 5 min.

Vi har brug for en sober EU-debat

14. oktober 1997

De unionsbegejstrede lederskribenter i Jyllands-Posten og Politiken har lagt gift for den demokratiske debat

AMSTERDAM
Søren Winther Lundby fra SF's hovedbestyrelse kommenterer (27. september) vores debatoplæg om alternativer til EU, der blev fremlagt ved JuniBevægelsens landsmøde i Valby 20-21. september.
Vi vil gerne takke Lundby for, at han i modsætning til lederskribenterne i to af Danmarks største aviser, går ind for en argumenteret debat i relation til vores forslag. Lederskribenterne i Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken har anslået en destruktiv stil og tillægger os absurde motiver af racistisk tilsnit på grund af vores ønske om at opretholde grænserne i EU.
Således skrev Jyllands-Postens lederskribent (2. oktober) at "dele af den danske EU-modstand, navnlig i JuniBevægelsen, så langsomt antager fascistoide træk i sin Blut und Boden-dyrkelse af den blonde danskhed og sin bekæmpelse af alle disse mørklødede (foruden tyskerne, naturligvis!) syd for Krusaa".
Stilen og beskyldningerne i disse lederartikler har været på grænsen (eller over grænsen) for injurielovgivningen.

Fredeligt landsmøde
JuniBevægelsens landsmøde blev afholdt under hovedslogan'et: "Vi finder os ikke i Unionen" - og ikke som John Iversen skrev i Information
3. oktober under et grænseslogan. Det var et fredeligt og konstruktivt landsmøde, og det var ikke præget af noget "rivegilde", som journalist Rasmus Helveg Petersen skrev i Information.
Landsmødet vedtog fire udtalelser, der begrunder vores nej til Amsterdam-traktaten. Vi anbefaler læserne at rekvirere udtalelserne samt vores pjecer på bevægelsens landskontor (33 93 00 46) og ikke at stole for meget på pressens referater.
EU har et ideologisk projekt om at ophæve grænserne mellem medlemsstaterne og i stedet etablere et Fort Europa med stærke grænser mod omverden. I modsætning hertil mener vi, at der er en række gode grunde til at opretholde de indre grænser i EU - for Danmarks vedkommende en venlig grænse mellem Danmark og Tyskland. Det er den eneste måde, vi kan få en vis sikkerhed mod indførsel af farligt affald, forbudte kemikalier, narkotika og andre uønskede stoffer. En nedlæggelse af grænserne i EU giver adgang for fremmed politi på dansk område og forstærker tendensen mod en ensretning af straffelov samt skatter og afgifter i hele EU, hvilket på længere sigt vil lægge hindringer for en selvstændig socialpolitik i Danmark.
Der er altså vidtrækkende konsekvenser for Danmarks selvstændighed af denne beslutning, som af unionstilhængerne fremstilles som en uskyldig og praktisk forbedring, så vi sparer at vise pas ved rejser inden for EU.

Mere human politik
Lederskribenten i Politiken (24. september) forsøgte at mistænkeliggøre, at JuniBevægelsen ikke vil genindføre grænsekontrollen mellem de nordiske lande. Men man kan vel ikke for alvor mene, at modstanden mod helt åbne grænser i EU som en logisk konsekvens skulle have en genindførelse af grænsekontrollen i Norden?
Nedlæggelsen af grænserne i EU vil også betyde, at Danmark ikke længere kan føre en selvstændig flygtningepolitik. Det er en blandt flere begrundelser for, at vi ønsker at opretholde grænserne. Vi sporer nemlig en tendens til en generel stramning af flygtningepolitiken i EU, som vi er modstandere af.
Danmark er et af de rigeste lande i verden, og vi har så få flygtninge, at det på nuværende tidspunkt er uanstændigt at gøre det til et problem. I stedet burde vi bruge kræfterne på at finde bedre metoder til at integrere de flygtninge vi modtager hurtigt og effektivt i det danske samfund.
Vi har muligheden for at skabe en selvstændig og human flygtningepolitik i Danmark, hvis vi opretholder grænserne i EU. Der er ingen garanti for, at vi vil udnytte denne mulighed, men der er med garanti ingen mulighed for en selvstændig flygtningepolitik, hvis grænserne nedlægges.
Vi tager afstand fra, at der i stedet for åben kontrol ved grænseovergangene i forbindelse med Amsterdam-traktaten foreslås indført en såkaldt baglandskontrol bag grænsen, på banegårde og rutebilsstationer m.m. Vi frygter, at det vil føre til politistatslignende metoder for især mørklødede medborgere i Danmark. Vi tager også afstand fra, at Amsterdam-traktaten i modstrid med Genèvekonventionerne som hovedprincip forbyder EU-borgere at søge asyl i et andet EU-land.

600 millioner fattige
Lundby nævner i sit indlæg nogle eksempler, som skulle illustrere nødvendigheden af et overstatsligt samarbejde i EU. Det ene drejer sig om de sociale uligheder i Middelhavsområdet, hvor der ifølge Lundby skulle bo 600.000 milliarder fattige mennesker i år 2030. (Dette tal må ved en fejltagelse være blevet mindst en million gange for stort?).
Uanset om Lundbys prognose rent faktisk skulle have været 600 millioner fattige i Middelhavsområdet, mener vi ikke, at det giver nogen særlig begrundelse at skabe en ny supermagt i Europa.
De store industrilande har angiveligt været de mindst villige til at støtte de fattige u-lande. Vi forstår i den forbindelse ikke Lundbys påstand om, at vi skulle give forkerte og misvisende oplysninger ved at fremhæve, at de små industrilande giver langt større bidrag til u-landene pr. indbygger end de store industrilande? Det er da et veldokumenteret faktum.
Som et andet eksempel nævner Lundby, at det ikke hjælper Bangladesh, at der er gode sociale forhold i Danmark. Det er vi ikke enige med ham i. Det er netop de gode sociale forhold i Danmark, der giver os et overskud til at give en relativt større støtte til u-landene end de fleste andre industrilande. Selvom vores bidrag i absolut skala ikke vejer så tungt, så lægger vores eksempel et pres på de andre rige lande.

Selvstændigs-paradoks
Vores velfærdssystem er nu kommet i fare, fordi store politiske partier herhjemme arbejder på at tilpasse Danmark til et mere individuelt forsikringssystem, der dominerer i betydelige dele af EU. Det er bl.a. dette usolidariske samfundssystem vi ønsker at tage afstand fra ved at bevare Danmarks selvstændighed som nation. Det paradoksale er, at selvstændigheden kan være et udtryk for solidaritet, medens integrationen i praksis kan give dødstødet til denne solidaritet.
Til slut vil vi understrege, at den danske form for folkestyre ikke kan overleve i en forbundsstat af den art, der lægges op til i Maastricht- og Amsterdam-traktaterne. Vi ønsker ikke at ofre det danske folkestyre for at skabe en ny supermagt.
Det har været svært nok at komme et stykke ad vejen mod reel folkelig indflydelse på samfundsudviklingen i Danmark. Disse hårdt tilkæmpede resultater er i gang med at smuldre på grund af EU.
Det harmer os at høre unionstilhængernes overfladiske klicheer i den forbindelse om betydningen af at "sidde med ved bordet".
Vi vil gerne sidde med ved bordet som en selvstændig samarbejdspartner, men ikke som et lille amt i en superstat. Den danske (og nordiske) stemme bl.a. i miljø- og u-landsspørgsmål er ved at blive gjort tavs i verdenssamfundet. Det må ikke ske, og det er ikke mindst derfor vi anbefaler et nej til Amsterdam-traktaten ved den kommende folkeafstemning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu