Kronik

Er Danmark ikke gået under

Debat
1. oktober 1997

I 1997 diskuteres EU som om vi befinder os i en omkamp med forlænget spilletid - som om vi fortsat udkæmper både 1864 og 1972 på én gang

SOCIALT SET
3. oktober 1972. Jeg bor i et landkollektiv på Syd-
sjælland. Alle har som fællesprojekt været engageret i kampen for et nej ved folkeafstemningen om dansk optagelse i Fællesmarkedet. Vi har været med til at organisere lokalafdeling i Folkebevægelsen, vi har deltaget i debatter og demonstrationer, klistret plakater op. Flere af os er indgået i et agitprop-orkester med nej-tekster.
Morgenen efter afstemningen står børnene op og opdager, hvad der er sket. De voksne er nedtrykte, deprimerede, opgivende. Børnene bryder sammen.
Vi har drevet kampagnen så hårdt op, at de tror, at ikke kun Sydsjælland og Danmark, men også familien og kollektivet nu går under. Der er ikke mere at leve for - livet i EF vil være en slavetilværelse under de multinationale sammensvornes pisk. Om en dags tid eller to vil et fællesmarkedspoliti, som på en prik ligner det tyske, vi kender fra krigsfilmene, trille op foran gården, og det er slut med vort liv i frihed.
Ingen har skænket det en tanke at forberede børnene på det værste.

I folkeskolen lærer man fortsat den gamle historie om de tyske overfald på Danmark i 1848 og igen i 1864. Det lille frihedselskende land blev aldeles grundløst invaderet af krigsgale Preussen, som forrædderisk blev hjulpet på vej af ledende kræfter i de tysktalende, men danske hertugdømmer.
Preussen havde vilde forestillinger om et eller andet Stortyskland, og da Preussen og Tyskland ligger, hvor det ligger kan man nemt komme til at forveksle det med Europa.
Nederlaget og forrædderiet er sandheden om de to krige og har i store træk dannet ramme om vores opfattelse af Danmarks geografiske, men også udenrigs- og mentalpolitiske placering.
Invasionen i 1940 bekræftede kun denne historie. Mentalt var vi indstillet på, at tyskerne ville komme igen. Nej-kampagnen i 1972 gjorde det let for sig selv ved ikke kun at antyde mulige gentagelser af historien. Egentlig er det vel først her i 90'erne, at historikerne for alvor er begyndt at rømme på sig og fortælle en anden historie - f.eks. at krigen i 1848 ikke var en inva-
sionskrig, men en borgerkrig. Som altsammen var et resultat af en stigende dansk
nationalisme, som fra 1780'erne og frem gradvist havde omdannet et mangesproget (tysk, norsk, samisk, frisisk, færøsk, islandsk, grønlandsk plus dialekter) og dermed også flerkulturelt Danmark til et nationalistisk foretagende med ét dansk sprog, én kultur og dermed en langsom bortlugning af tysk- og norsksprogede fra bl. a. centraladministrationen og kulturlivet.
Krigen i 1848 var et indenrigsk oprør - en konflikt mellem tysktalende provinser, som overfor denne konstante tilsidesættelse fra København forlangte andre ordninger, bl.a. en form for hjemmestyre i en selvstændig forfatning. Krigen i 1864 var den endegyldige afslutning på det flerkulturelle Danmark. Som nu var blevet så småt, at man - hvis man et sekund så bort fra de nordatlantiske afdelinger - kunne opfatte det som ét nationalt rum. Vi havde fået dét homogene Danmark som også i 1990'erne turistbrochurer har bestået i mindst tusind år.

Det er altid spændende med omvurderinger og nye vinkler på gammelkendt materiale, men man ændrer ikke dermed nødvendigvis det åndelige klima og selvopfattelsen og da slet ikke med tilbagevirkende kraft.
Myten om forrædderiet, angsten for truslen fra syd har været en del af dansk opdragelse så længe, at det nok vil tage yderligere et par generationer før den er blevet ren historie. Blandt andet fordi vi fortsat igen og igen - bevidst eller ubevidst - bekræftes i dette billede. Gennem skønlitteratur, fagbøger, film og billeder, talemåder og
uigennemtænkte reaktioner.
Men vi bekræftes også hver gang en politiker eller opinionsmager spiller på myten, fordi han/hun ved, at den ligger der og kun kræver et lille pirk for at blive reaktiveret.
Derfor var Kresten Philipsen også en modig mand, da han - amtsborgmesteren i Sønderjylland - gjorde op med grænsevogtere, der modsatte sig etableringen af et råd, hvis formål det egentlig er at fremme samarbejder også hen over den dansk-tyske grænse. 133 år efter Dybbøl. 52 år efter afslutningen på anden verdenskrig skotter vi fortsat nervøst mod syd. Efter 48 års militært samarbejde gennem NATO og nu 25 års økonomisk og politisk samarbejde med Tyskland, ligger vi fortsat frygtelig uroligt i vore senge, og i vore mareridt er vi fortsat indstillet på nye forrædderier.
Og det er derfor også fortsat sådan, at mange EU- modstandere med dæmagogisk dygtighed dyrker myten om forrædderiet: Resultatet af folkeafstemningen i 1972 var efter denne oplevelse ikke rigtig demokratisk. Landets ellers så fornuftige og homogene folkesjæl havde for en stund ladet sig løbe over ende af løgnagtige danske politikere/profithungrende multinationale/tyske revanchister /millioninvesteringer i reklamekampagner (det ikke benyttede bedes overstreget).
Danskerne var blevet tromlet ned, hvilket flertallet - modsat det klarsynede og ægte danske mindretal - ikke havde været i stand til at gennemskue.
Jeg ved det, for jeg var der selv.
Det gik helt galt, da det klarsynede, homogene, danske folk i 1992 sagde nej til en unionstraktat og derefter året efter sagde ja til en betydelig ændret traktat. Myten - som anfægter den form for demokrati, som folkeafstemningerne har været udtryk for - siger, at korrupte og under alle omstændigheder forrædderiske danske politikere på udemokratisk vis fik 1992-afstemningen kasseret til fordel for et fremmanipuleret 1993-resultat, som ikke i samme omfang var udtryk for samme folks folkevilje. Det nationale 1848/1864-kompleks lever videre i bedste skikkelse som forklaringsmodel omkring forrædderierne i 1972 og 1993 og betyder, at vi fortsat i 1997 diskuterer, som om vi befinder os i en omkamp med forlænget spilletid - som om vi fortsat udkæmper både 1864 og 1972 på én gang.

For mit eget vedkommende betød det alverden, at det efterhånden blev klart, at de oprindelige fortalere for et Fællesmarked havde set rigtigt, når de påstod, at et sådant forpligtende samarbejde ville kunne udskyde en ny fransk-tysk konflikt på nærmest ubestemt tid.
Det betød alverden, da det efter de sydeuropæiske (Spanien, Portugal, Grækenland) diktaturers fald blev klart, at man kunne sikre både en demokratisk og en økonomisk udvikling i disse lande, hvis de kom ind i et EF/EU, som ville gøre dem til en del af europæisk politisk tænkning.
Det gjorde indtryk, at vort politiske system ikke - som nederlagsteoretikerne havde påstået - blev fejet til side, men at de nye politikere f. eks. fra de tidligere diktaturer kom hertil for at studere vores model, og det blev tydeligt både på denne og på andre måder at vi ikke blev løbet over ende, men faktisk påvirkede også den anden vej.
Det gjorde indtryk, at det efterhånden blev meget tydeligt, at der var problemer som var for store til, at hver enkelt stat kunne håndtere dem. Først og fremmest naturligvis miljøproblemerne.
Og selv om de multinationale havde været skræmmebilledet i 1972, så viste det sig efterhånden, at EF/EU var den eneste struktur som kunne og ville gå op imod dem.
Og den sidste skepsis blev vist fejet til side, da EF/EU viste sig i stand til optage DDR i sig. Ikke uden videre. Absolut ikke uden sociale konflikter.
Men uden at det førte til krig og årevis af ustabilitet.
Det blev nødvendigt at omvurdere. Da det blev kendt i nærmiljøet, at jeg var gået over, var straffen helt som forventet: en lynhurtig og kontant forrædderianklage.

To ledende medlemmer af Juni-bevægelsen, Ulla Sandbæk og Drude
Dahlerup går - fulgt af et tv-hold - ind i en havekoloni på Amager. De har hørt at statsministeren har været på charmeoffensiv (hvilket ikke er noget de beflitter sig med - de er seriøse politikere) i haverne. Nu vil de tjekke af, om hans visit har gjort indtryk. Prøven: De medbringer et Unionsflag, blåt med stjerner. Nu stiller de i have efter have spoørgsmålet: Vil I nu efter statsministerens besøg skifte Dannebrog ud med Unionsflaget?
De skræmte automatreaktioner tages til indtægt for en fortsat og indædt Unionsmodstand, som selv statsministeren (forrædderiet!) ikke kan knægte. Folk som svarer rigtigt udstyres med et badge med teksen: Der må være en grænse.
Det er underforstået (1864, 1940), at grænsen er den dansk-tyske. Ingen ledende juni-ister har endnu gået brandvagt ved Malmø-færgen.
Kolonihaveejere taler om at holde Danmark rent for de, der kommer for at misbruge vores bistandssystem og Juni-lederne siger dem ikke imod.
"Jeg er meget gæstfri, men jeg vil ikke slippe nøglerne til hoveddøren," siger Jens Peter Bonde på bevægelsens landsmøde.
"Jeg tror, gæsterne har det bedst ved, at jeg bestemmer, hvem der kommer ind."
Som om det ikke allerede er dansk politik. Og som om Schengen-aftalen om politisamarbejde ikke er lige nøjagtig den form for mellemstatslig aftale, Bonde i øvrigt mener alt europæisk samarbejde bør baseres på. Og som om det var en del af næste afstemningstema.
Ved landsmødet optrådte et kor med "Det have så nyligen regnet" - hvis nogen ellers et sekund skulle have glemt hvem der i dag repræsenterer veteranerne fra Dybbøl.
Dahlerup og Bonde er holdt op med at sige imod, når
selvgode nationalister fra de uforenede fremskridtspartier gør unionsmodstanden til en del af modstanden mod alt udenlandsk og fremmed. Og det er i sig selv et forrædderi af en helt anden slags.

Den nationalistiske tone har været der hele tiden.
Meget tydeligt, da børnene troede, Danmark ville gå under den 3. oktober 1972.
Men lige så tydeligt, når Bonde og Dahlerup gør Dannebrog til noget man skal stemme om og begynder at spille selvbestaltet grænseværn; når de ind imellem selv for trænede ører godt kan komme til at lyde som Søren Krarup og hans venner.
Tonen har været der hele tiden, og man må i dag selvbebrejdende spørge, om man selv bærer en del af skylden. 1972-kampagnens helt ukritiske påkalden sig Holger Danske, Niels Ebbesen, Mor Danmark, 1864, frihedskampen har formentlig været med til at skabe det nationalistiske uhyre, som nu er ved helt at tage magten fra unionsmodstanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her