Danmarksstemning

I DINE ØJNE
"Det var på tide, at vi fik en ordentlig regering!," vrissede Carl og slog i bordet i fabrikkens frokost-stue, "nu kan vi endelig få ram på de forpulede indvandrere og flygtninge, der stjæler alle vores penge."
Carl var en stor kraftig mand sidst i halvtredserne. Altid havde han passet sit job på fabrikken, og op til ethvert folketingsvalg var det ham, de fleste lyttede til. Han var nemlig tillidsmand for de ufaglærte arbejdere, og derfor var han politisk engageret og prøvede at beskytte deres interesser.
Når samtalen faldt på diskussioner om samfundet, vibrerede hans buskede øjenbryn i takt med hans dundrende taler. Han talte folkets sprog - ikke akademikerfnidder eller bureaukratiske fremmedord.
Hans mørke øjne og brune øjne vidnede om, at der i hans slægt var andet end dansk blod.
Fabriksdirektøren kom buldrende ind i frokost-stuen i sit nystrøgne sorte jakkesæt og satte en seddel på opslagstavlen. Med et stort veltilfreds smil gik han igen med det samme.
Carl rejste sig og gik over til opslagstavlen. Det var et brev fra den nye arbejdsminister. Han begyndte at læse og mumlede.
"Fra dags dato... arbejdstiden forlænges med tre timer om ugen... lønnen sættes ned med 15 procent... arbejdere skal selv betale for miljøforan-staltninger, f.eks. høreværn, udsugning m.v... ferien sættes ned til fire uger pr. år... gælder fra i dag..."
Carls hjerte gav et ordentligt hop. Hans ben begyndte at sitre, og han måtte støtte sig til væggen.
"Hvad er der, Carl?," flere i frokoststuen vendte deres blik imod ham. Et par stykker rejste sig for at støtte ham og sætte ham på den nærmeste stol. Derefter begyndte også de at læse opslaget.
"Det er sin skyld!," råbte en lille ældre arbejder og pegede på Carl, der sad blegt og stirrede ud i luften, "du fik os til at stemme på det parti. Vi skulle af med de indvandrere", de fleste begyndte at stimle sammen omkring Carl, "men det er jo slet ikke noget arbejderparti."
"Nu mister vi alt, hvad vi har kæmpet for," vrissede en anden.
"Jeg har kone og børn. Jeg skal gå fra hus og hjem!," brummede en tredje.
Carl fløj op fra stolen og masede sig gennem menneskemængden. Hurtigt var han ude af fabrikken, kastede sig ind i sin gamle, rustne Opel og ræsede afsted.
Hans hjerte hamrede, og sveden piblede af hans pande. Tankerne fór gennem hovedet på ham, men han kunne ikke forstå noget. Han havde stemt på det eneste parti, der for alvor ville gøre noget for danskerne. Der ville stoppe indvandrerne og flygtningene, men i stedet var det ham selv, det gik udover.
Han åbnede døren til sit lille gasbetonparcelhus. På gulvet lå et brev. Han samlede det op, og så et stort segl, hvorunder der med flotte røde bogstaver stod: Danmarksministeriet. Han smilede.
"Den nye regering har måske alligevel noget godt i sig," tænkte han, "Jeg er jo en dansker. En af de udvalgte. En, der hører til i Danmark."
Carl sukkede og åbnede brevet. Langsomt begyndte han at læse.
"Danmarksministeriet har gennemgået diverse kirkebøger og andre registre for at finde frem til, hvem der har ret til dansk statsborgerskab."
"Da Deres oldemor på mødrene side var græker, må vi desværre meddele Dem, at de fra dette tidspunkt ikke længere må opholde Dem på dansk jord."
"Vi takker for mange aktive år i Danmark og beder Dem om forståelse for, at vi ikke har plads til Deres slags, men først og fremmest må tage vare på de rigtige danskere."
Carl tabte brevet, og faldt om på gulvet.