Læsetid: 5 min.

Engang bliver langsomme flyvere hurtige nok

Debat
3. oktober 1997

25 år har ændret europakortet

EUROPA A JOUR
25 ÅR i EEC/EF/EU! Dengang i 1972 var jeg 18, og kunne ikke stemme ved folkeafstemningen.
Men jeg var aktiv i Nej bevægelsen. Medlem af Grindsted-komiteen mod EF. Vi var en broget folk, og endnu mere broget så det ud, da jeg var delegeret ved Folkbevægelsens årsmøde i Odense i for-året 1972.
Alt var betalt af kampagnepenge, som med mild hånd med blev delt ud til Nej- og Jasiden, så vi boede skam på fine værelser på hoteller i bymidten. De var der alle sammen. De stridende Vietnambevægelser, Retsstatsfolkene, SF'ere - og især DKP'ere med chefideolog Ib Nørlund i spidsen.
Folkebevægelsen ville aldrig have været den stærke bevægelse, den blev, uden DKP's store indsats, som bl.a. var begrundet i partiets nære forbindelser til Sovjetunionen. EF-sagen førte også DKP tilbage i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.
SANGENE var der også. Alle de rockgrupper, folkesangere og kunstnere iøvrigt, som fandtes i Danmark var Nej-sigere. Jeg husker i hvert fald ikke nogen, som jeg lyttede til, der sagde ja til EF. Specielt husker jeg tydeligt tonerne fra Holst & Würglers Europa Sange, som udkom netop på Odense-landsmødet.
Eksempelvis sangen om Arbejdskraftens frie bevægelighed. Her tager prototypen på den danske arbejder afsked med familien på perronen for at begive sig ned til Europa, mens de fremmede ankommer på den anden perron for at overtage danskerens arbejde her. Eller utopi-sangen om de langsomme flyvere og det hele Europa. Senere fra sommeren og efterårets kampagne husker jeg de plakater, vi satte op. Flotte enge med græssende køer, og sloganet "Dette land er vort - stem Nej."
Eller DKP's egen plakat med et Danmarkskort, og en fed sort grænse ned til de S.... tyskere.

NEJSIGERNE tog i 1972 patent på det danske. I bogen Danmark i Europa 1945-93 beskriver forfatterne det på følgende meget rammende måde (s. 158):
"Styrken i EF-modstandens politiske appel var ikke mindst, at den refererede til traditionelle og følelsesmæssigt stærke figurer i danskernes forestillingsverden. Den nationale selvopfattelse af Danmark som et lille land, omgivet af stormagter, og med en folkelig demokratisk tradition var det udgangspunkt, hvorfra mange danskere så perspektivet for en politisk union. Den stærke konsensus bag folkestyre, nationalstaten og en national selvforståelse, som i vidt omfang var bygget på modsætningen til tyskheden, skabte således en stærk klangbund for frygten for en politisk union."
Ja-siden i debatten havde jeg dengang utrolig svært ved at tage alvorligt. Flæskepriser og billigere sko, hvis vi sagde ja, var en vigtig del af argumentationen.
Og det var også tydeligt, at netop hensynet til at kunne blive ved med at sælge bacon til Storbritannien var en væsentlig årsag til at ja-siden vandt så stor en sejr, som tilfældet var. Det var, tror jeg, en nøgternt tænkende dansk befolkning, som i 1972 kunne overbevises om, at det ville være svært at klare sig for Danmark, hvis og når Storbritannien gik med i EF.

SEJREN for Ja-siden blev dog på mange måder en Pyrr-hussejr. Det viste sig nemlig, at EF samarbejdet var mere end blot flæskepriser og handelssamarbejde. De forsikringer, man havde været nødt til at give for at få jaet hjem den 2. oktober, kunne ikke holde ved nærmere policeeftersyn. Det gav næring til, at modstanden mod EF kunne holdes ved lige, og ved de direkte valg til Europa Parlamentet - som tilhængerne i 1972 havde lovet aldrig ville komme - i 1979 vandt EF-modstanderne 25 procent af stemmerne, selvom de var op imod hele den politiske elite.
Modstanden blev løjet død mange gange. Senest i 1986, hvor det lykkedes tilhængerne at vinde en komfortabel sejr, selvom Socialdemokratiet og De Radikale var på Nej-siden. Det var dengang, Schlüter udødeliggjorde sig selv med ordene: "Unionen er stendød."
Hans udtalelse var endnu et eksempel på tilhængernes 72-retorik, som led sit endelige nederlag ved Maastricht afstemningen 2. juni 1992. Her var Ja-sigernes vigtigste begrundelse for at stemme ja, at "Vi kan ikke klare os uden for EF" (43 procent af Ja-sigerne), mens Nej-sigernes væsentligste argument var suverænitetsafgivelse (43 procent af Nej sigerne).

MED nej'et 2. juni var de gamle Ja-sigeres argumentationskiste tom, og The Establishment vågnede op med tømmermænd. Det, der ikke kunne ske, var sket. For Nej-sigerne var nejet heller ikke uproblematisk. Nu skulle man pludselig være ansvarlig og pege på, hvad der så skulle ske. Den gamle Nej-bevægelse organiseret i Folkebevægelsen ville ikke være med til at formulere, hvad der skulle ske efter nejet.
Men da SF forlod sit genforhandlingskrav blev det muligt at formulere en aftale, der på den ene side sagde ja til Maastricht, og målsætningerne for EU, og samtidig holdt Danmark uden for en række af Unionstiltagene i Maastrichttraktaten. Det var det såkaldte Nationale Kompromis, som det 18. maj 1993 lykkedes at få et ja til ved folkeafstemningen.
Men ikke så stort et ja, som det så ud til i januar 1993, hvor Edinburgh-aftalen netop var blevet indgået. På det tidspunkt ville 56 procent stemme ja, og kun 24 procent ville stemme nej. På afstemningsdagen endte det med, at 56,8 procent af de afgivne stemmer var ja, mens 43,2 procent var nej.

NU, 25 år efter den første afstemning står vi så over for den femte afstemning om vort tilhørsforhold til Europa.
Meget har ændret sig, siden Danmark kom med i 1972. De dengang 6 lande er blevet til først 9 lande, derefter 10 og siden 12 og nu 15 medlemmer. Hele det politiske europakort er ændret med kommunistdiktaturernes fald og indførelsen af demokrati i de central- og østeuropiske lande.
Disse lande søger nu sågar om optagelse i EU. EF - 'de rige landes klub' - er i dag et samarbejde mellem både rige og fattige lande, og med optagelse af de nye lande vil det være umuligt at bruge den kliche i debatten om EU.
Men mange på Nej-siden har holdt ved. De tager en omgang mere, når vi skal stemme om Amsterdam-traktaten engang til næste år. Og endnu engang er det forholdet til de s... tyskere, der må holde for. Det kunne man forvisse sig om på det seneste landsmøde i Junibevægelsens, som blev afholdt under slagordet 'Der må være en grænse'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her