Læsetid: 5 min.

EU bliver ingen militærmagt foreløbig

Debat
6. oktober 1997

Jo mere sikkerhedspolitikken bliver 'fælles', des mindre 'union' bliver der ud af det

SIKKERHED
Noget, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på danskere, er EU's planer om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ja-sigere undgår helst emnet i EU-debatten.
For nej-sigere kan skræmme med fransk-tyske nyimperialistiske supermagtsdrømme som småstaten Danmark ikke har nogen glæde af. I dansk forståelse kan en fremtidig sikkerhedspolitik på EU-plan højst være noget med menneskerettigheder og humanitære aktioner.
Vi kan derfor ånde lettet op efter Amsterdamtraktaten. Den gør ikke EU til militærmagt foreløbig. Stormagterne Frankrig, Tyskland og Storbritannien foretrak at styre deres egen sikkerhed uden for unionen. EU har dog længe ført en fælles sikkerhedspolitik. En 'blød' en, som danskere kan gå ind for. Den hedder blot 'handelspolitik' og består i at presse naboregioner til politiske og økonomiske reformer.
EU-landenes sikkerhedspolitikker i den traditionelle 'hårde' form, der har med forsvar og militærstrategi at gøre, er aldrig kommet ind under Fællesskabet. EF's statsledere indførte i 70'erne deres 'kaminpassiarer', en uforpligtende snak om hinandens udenrigspolitikker. Det var Kohl og Mitterand, der i 1990 genoptog en gammel idé om "politisk union". Det ord signalerede handlekraft både i forhold til USA og til det Østeuropa, der havde forladt Sovjets dominans.
Da muren faldt i 1989, havde EF næsten udviklet sig til ét marked. Kohl og Mitterands union skulle gøre EF til en stat med eget udenrigsministerium. Og på sigt egen hær. Så kunne EF tale med én stemme og optræde ansvarligt og effektivt på den internationale scene.

Franske teknokrater
Hvad skal til for at smelte EU-landenes sikkerhedspolitikker sammen i en stor EF-digel? Sikkerhedspolitikker, der bygger på vidt forskellige historiske erfaringer? Tyskland mener, at de store linjer i europæisk sikkerhedspolitik skal udstikkes af Kommissionen, det eneste rigtige fælleseuropæiske organ. Så længe det kun er statslederne og deres udenrigsministre, der stikker hovederne sammen en gang imellem så er europæisk sikkerhedspolitik kun en mellemstatslig koordinering. Kommissionen skal sørge for at der kommer sammenhæng mellem sikkerhedspolitikken og de andre politikker på EU-plan.
Men hverken i Maastricht 1992 eller i Amsterdam 1997 ville statslederne give Kommissionen en sikkerhedspolitisk rolle. Ganske vist optræder for første gang i Maastrichttraktaten en "Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik". Der står, at Kommissionen kan stille forslag, men den har ikke benyttet sig af det hidtil.
Frankrig er selv imod at overlade sikkerhedspolitikken til Kommissionen. Det er i fransk forståelse en for teknokratisk løsning. Det skal være politikere, der laver EU's sikkerhedsstrategi. I det europæiske samarbejde fortsætter derfor den gamle arbejdsdeling. Medlemsstaterne tager sig af den politiske del af udenrigspolitikken. Kommissionen tager sig af det økonomiske - altså handespolitikken overfor omverdenen.

Ansigt på politikken
En anden måde at give EU's sikkerhedspolitik dynamik, er at udnævne en "EU udenrigsminister". Specielt Frankrig har talt for at sætte et ansigt på EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Helst en politisk udpeget person, der kan vise, at EU er mere end et stift bureaukrati. En idé fra tysk side var derimod at give posten til en kommissær, der findes nemlig ikke en kommissær for udenrigs- og sikkerhedspolitik, sådan som det er tilfældet med f. eks. landbrug og miljø. En udenrigskommissær kan trække staternes sikkerhedspolitik over i EU-regi. Skabe sammenhæng.
I Amsterdam kom der et ansigt på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men det blev hverken særlig karismatisk eller overnationalt. Generalsekretæren fra Ministerrådet, en embedsmand fra dette mellemstatslige organ skal assistere medlemsstaterne, når de skal beslutte en fælles linje.
For at råde bod på, at Kommissionen ikke kan forpligte de enkelte stater i sikkerhedspolitikken, har et andet forslag været at afskaffe vetoretten i Ministerrådet. Beslutningerne i sikkerhedspolitikken kræver enstemmighed og staterne kan derfor blokere ethvert forslag. I Amsterdam gik regeringerne med til, at hvis et land stemmer "blankt" og ikke "nej", kan de andre gå videre. Men traktaten siger bagefter, at dette "ikke gælder i sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål".

Genbruger gammel pagt
Men Vestunionen da. Den må kunne give EU den militære handlekraft. Det var Frankrig, der i 1986 foreslog EF at genbruge en gammel forsvarspagt fra før NATO's tid. Vestunionen stammer fra 1948, dengang underskrev Frankrig, Storbritannien og Benelux en forsvarspagt mod Tyskland. Det geniale ved denne pagt er, at den siger en masse om gensidigmilitær assistance ved en aggression udefra.
Når EU genbruger teksten fra Vestunionen, kan den få sin egen forsvarsidentitet ved siden af NATO. Selvfølgelig er Tyskland med i dag, og alle andre lande kan gå med. I Amsterdam talte man om at lægge Vestunionen helt sammen med EU, så unionen kan få sit eget militær.
Vestunionen kan da også udføre militære aktioner. Men inden for NATO ... Storbritannien der er den store dynamo i Vestunionen kræver, at USA er med i alle militære beslutninger. Det samme gælder Tyskland, der trods fransk-tyske akse, stadig ser USA som den vigtigste partner inden for sikkerhedspolitik. I tysk forståelse skal Vestunionen være helt forenelig med NATO.
Frankrig selv har siden krigen i Ex-Jugoslavien tabt interessen for Vestunionen. Her viste det sig, at Vestunionen ikke kunne bruges, fordi Storbritannien kun ville være med, hvis USA var det. Frankrig fik derimod sin interesse vakt for OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Det er ellers en mere stiv og handlingsbesværet organisation. For her er alle europæiske stater med, inklusive Rusland.
Men da EF og Vestunionen opgav at spille en sikkerhedspolitisk rolle i Jugoslavien, dannede OSCE fra 1994 rammen om en stormagtskoordineret aktion. Nemlig via "Kontaktgruppen" USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Den slags udenrigspolitik passer bedre ind i Frankrigs selvforståelse.

Rolige danskere
Prestigeprojektet om EU som global sikkerhedspartner er endt som nogle yderst forsigtige formuleringer. En paradoksal tendens er endda, at jo mere sikkerhedspolitikken bliver "fælles", des mindre "union" bliver der ud af det. For de organer, der er sikkerhedspolitisk kompetente er absolut mellemstatslige. Jo mere Vestunionen smelter samen med EU, des mere mellemstatslig koordinering bliver der tale om. Og jo mere sikkerhedspolitisk snak i Ministerrådet, des mindre overlades til Kommissionen.
Medlemsstaterne kan faktisk henvise til den "fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik" og fratage Kommissionen områder, der længe har været under EU.
Sanktioner i handelspolitik f. eks. , hvor Kommissionen er drivkraften, kan nu gå ind under en "fælles" udenrigspolitik og blokeres af medlemsstaternes vetoret.
Det er ellers her, EU fører en rigtig fælleseuropæisk sikkerhedspolitik. Efter murens fald fik Kommissionen den opgave at støtte de østeuropæiske lande økonomisk. EF's hjælpeprogrammer begyndte at stille krav om økonomiske og politiske reformer. Den økonomiske hjælp blev fulgt af løfter om medlemskab.
Handel og løfter om medlemskab er ikke så kontroversielle diplomatiske instrumenter som militære midler. Den 'bløde' sikkerhedspolitik har derfor været lettere at overlade til Kommissionen og dens embedsmænd under navnet 'handelspolitik'.
Danskere kan derfor være ganske rolige. De 'bløde' danske ideer om menneskerettigheder og demokrati som bytteobjekt i samhandlen er den eneste sikkerhedspolitik, der hidtil har kunnet gennemføres på EU-plan.
Kohl, Blair, Chirac og de andre vil nok blive enige om mere samarbejde indenfor våbenproduktion og træning af hærenheder. Det kan sagtens føre til flere militære aktioner, sålænge USA hjælper til. Men en rigtig hård sikkerhedspolitik med EU som øverstbefalende forbliver en snak om kaminilden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her