Amsterdam-traktaten gør det endnu sværere at åbne EU for offentligheden
STEMMER
Efter det danske nej ved folkeafstemningen om Maastricht traktaten i 1992 blev der sat fokus på åbenheden i EU. Kravet om større åbenhed var en del af Det nationale Kompromis, som fik tilslutning fra de fleste af folketingets partier. Dette krav blev imødekommet af de andre EU lande på Edinburgh topmødet, hvor der blev vedtaget en højtidig erklæring.
Men siden Edinburgh-topmødet i 1992 er der i praksis kun sket nogle små fremskridt mod øget åbenhed i EU. Et af de små fremskridt var, at EU-institutionerne i december 1993 indførte fælles regler om aktindsigt i EU dokumenter. Det interessante var, at åbenhed nu var kommet på EU-institutionernes dagsorden, men reglerne levede langt fra op til de krav om åbenhed, som blandt andet Danmark havde stillet.
Et andet og mere betydningsfuldt fremskridt var, at princippet om størtst mulig åbenhed blev slået fast af EF-Domstolen i 1995. Det skete i en sag om aktindsigt anlagt af WWF Verdensnaturfondens britiske afdeling. Her blev EU's Ministerråd pålagt at foretage en konkret afvejning mellem borgernes interesse i aktindsigt og Ministerrådets interesse i at bevare forhandlingernes fortrolighed. Retten til aktindsigt er således hovedreglen og kan ikke afslås ud fra et generelt ønske om fortrolighed og hemmeligholdelse.
Lukkede forhandlinger
På grund af offentlighedens pres er EU-myndighederne i de seneste år blevet bedre til at bevillige aktindsigt. I EU- Kommissionen er åbenheden imidlertid begrænset. Det var først i år, Kommissionen indvilligede i at udlevere den fuldstændige telefonbog over Kommissionens ansatte. Kommissionen nægter dog fortsat at udlevere navne over alle dem, der medvirker til at lovgive i EU. De fleste EU love bliver stadig til i lukkede forhandlinger mellem embedsmænd og ministre, hvor vælgere og folkevalgte holdes udenfor. Det er derfor næsten umuligt at føre kontrol med lovgivningsprocessen og svært at stille nogen til ansvar for de beslutninger, som træffes.
Åbenheden i EU reguleres i dag gennem forretningsordenen for Ministerrådet. Den kan ifølge Maastricht-traktaten ændres af et simpelt flertal af medlemslandene. Når der stemmes med simpelt flertal, tæller landene lige meget uanset størrelse. Otte ud af 15 lande kan derfor i dag indføre en større grad af åbenhed, hvis de vil. Danmark har presset på for at få åbenhed i EU stærkere placeret i Amsterdam-traktaten.
Men Amsterdam-traktaten vil ikke blive et gennembrud for Danmarks mærkesag, hvis danskerne stemmer ja 28. maj 1998. Det lyder som en god nyhed, at alle unionsborgere ifølge artikel 255 nu får ret til aktindsigt i dokumenter fra EU-Parlamentet, Ministerrådet og EU-kommissionen. Men det er blot en gentagelse af den gældende ret, som EF-Domstolen har udviklet. 1
I artikel 255 står der også, at EU's ministerråd med kvalificeret flertal skal fastsætte generelle principper for og begrænsninger i aktindsigten senest to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Det betyder, at beslutninger om åbenhed ikke som i dag skal træffes med simpelt flertal. Større åbenhed kræver nu tilslutning fra et kvalificeret flertal, det vil sige 62 af 87 stemmer, hvoraf Danmark kun har tre stemmer. Denne beslutningsform gør det vanskeligere at indføre større åbenhed, fordi der kun skal 26 stemmer til at blokere for mere åbenhed. En større åbenhed vil kunne blokeres af tre lande som for eksempel Spanien, Tyskland og Frankrig, der tilsammen har 28 stemmer.
Ifølge artikel 207 i Amsterdam-traktaten bliver medlemslandene forpligtede til at offentliggøre afstemningsresultater samt erklæringer vedtaget i tilknytning til lovgivningen. Men det er der heller ikke noget nyt i. Det er nemlig allerede en del af den bestående praksis, som begyndte efter Edinburgh-topmødet i 1992.
Ministerrådet beslutter
Offentliggørelsen er i øvrigt kun nødvendig, når Ministerrådet optræder som lovgivende myndighed. Dermed bliver det afgørende, hvornår Ministerrådet er lovgivende myndighed, og hvornår Ministerrådet blot vedtager mellemstatslige eller administrative beslutninger. Ifølge artikel 207 er det Ministerrådet selv, som beslutter, hvornår det optræder som lovgivende myndighed.
Frankrig har desuden fået indført en særlig erklæring i Amsterdam-traktaten, som giver medlemslande ret til at forbyde offentliggørelse af materiale, som de sender til EU. EU-Parlamentet har agiteret stærkt for at vende bevisbyrden, så det er dem, der ønsker at lukke et møde eller hemmeligholde et dokument, som skal begrunde deres fortrolighedsønske. Parlamentet ønsker også, at der skal være totredjedels flertal for at hindre udlevering af dokumenter.
Hvis landene skulle mønstre totredjedels flertal, ville ti ud af 15 stemmer skulle sige nej til udlevering, mens seks lande kunne sikre åbenheden.
Mange beslutninger om afslag på aktindsigt træffes for tiden med stemmetallene ni-seks i det særlige udvalg, som tager sig af aktindsigt i Ministerrådets dokumenter.
Ikke noeget gennembrud
Således ville der, hvis parlamentets forslag var skrevet ind i Amsterdam-traktaten, være kommet et gennembrud for åbenheden, og mange personer ville kunne få de dokumenter, som de i dag beder om eller undlader at bede om, fordi de ved, det er forgæves.
I EU-Parlamentets institutionelle udvalg er forslag om større åbenhed blevet ve dtaget med 34 stemmer mod. Alle nationale parlamenter har givet udtryk for støtte til EU-Parlamentets arbejde for større åbenhed. Det er derfor ærgerligt, at Amsterdam-traktaten ikke indeholder nye redskaber, der kan sikre større åbenhed i EU. Traktaten gentager blot gældende ret og EU-praksis. At beslutninger om åbenhed ifølge den nye traktat skal besluttes med kvalificeret flertal i Ministerrådet gør det endda endnu sværere at åbne EU for offentligheden. Man kan derfor konkludere, at Amsterdam-traktaten ikke er det gennembrud for åbenheden i EU, som mange ellers havde håbet.
