Læsetid: 6 min.

EU: socialdemokratisk eller liberalt projekt?

2. oktober 1997

Svaret er at finde hos Jean Monnet

OPHAV
POUL Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard har proklameret EU som et socialdemokratisk projekt. På hver sin måde begrunder de det med de socialdemokratiske fingeraftryk, der er blevet sat på unionen med Amsterdamtraktaten.
Det kaldte Per Stig Møller på banen med en rasende klage til Kommissionens formand Jacques Santer, hvilket igen fik Nyrup til at trække lidt i land og kalde unionsprojektet for "dansk". Hvem har ret? Handler det kun om partipolitik og taktik, eller er der en rational kerne i diskussionen?
Et lidt for nemt svar ville være at svare hverken eller og i stedet understrege, at det først og fremmest er kristelige demokrater, som har været drivende i samarbejdet - historisk såvel som aktuelt. Mange af det oprindelige samarbejdes fædre var ubetvivleligt kristelige demokrater, fra tyskeren Konrad Adenauer og italieneren Alcide De Gasperi til franskmanden Robert Schumann.
Men andre som belgieren Paul Henri Spaak var socialdemokrater; og det er vist ingen hemmelighed, at de to altdominerende parti-grupperinger i Europaparlamentet i dag er socialdemokraterne og de kristelige demokrater. Et svar kræver derfor en lidt grundigere betragtning af principperne bag det europæiske samarbejde.

DET MODERNE samarbejde begyndte med de Seks' oprettelse af Kul og Stål-unionen i 1952, der i 1957 blev suppleret med Rom-traktaten om oprettelsen af et Fællesmarked og Euratom, som mange dengang tillage endnu større betydning end markedssamarbejdet.
Drivkraften var borgernes interesse for et bedre materielt liv og staternes interesse i økonomisk vækst. En dansk politiker, der tidligt indså sammenhængen mellem modernisering og europæisk samarbejde, var socialdemokraten Jens Otto Krag, hvilket fremgår af hans netop udgivne udvalgte taler og artikler. Mere end nogen anden har han æren for, at vi i 1972 - i modsætning til nordmændene - kom med i det europæiske samarbejde.
Muligvis bærer han også en stor del af ansvaret for, at den danske debat er blevet så negativ, fordi han understregede landbrugspriserne så markant.
Men havde han ikke gjort det, var vi næppe kommet med. Og så havde debatten i dag været helt anderledes luftig og ukonkret, end den trods alt er.

GÅR VI til den virkelige bagmand for projektet, Jean Monnet, kan man få en klar fornemmelse af, hvad det hele handler om ved at læse hans erindringer fra 1976. De blev oversat til dansk i 1987, men har tilsyneladende ikke gjort videre indtryk. Jeg er i hvert fald ikke stødt på nogen, der har læst dem. I det hele taget er der ikke mange danske, som efter 25 års medlemsskab kender denne centrale skikkelse i nyere europæisk historie. Er det ikke ham maleren, svarer folk til tider tøvende, når navnet kommer på bane. Eller, hvis de har hørt om ham, spørger om han staves med eller to n'er (det er to). Alligevel er det Monnet, man skal spørge, hvis man vil forstå karakteren af det aktuelle europæiske samarbejde.
Det samarbejdende Europa begyndte i 1917 midt under Første Verdenskrig. Under indtryk af den trussel, som Tysklands skærpede u-bådskrig udgjorde for de allierede forsyninger, fik en lille gruppe embedsmænd i London, to briter John Anderson og Ar-
thur Salter og en ung franskmand Jean Monnet, den idé at samle de allieredes skibstonnage i en fælles pulje, som blev sat under 'overstatslig' administration.
Der viste sig hurtigt at være store dynamiske muligheder i denne nye organisationsform. For at opnå den mest effektive udnyttelse af den sparsomme tonnage var det nemlig ikke nok, at den blev administreret i fællesskab.
Man måtte også organisere indkøbene af de varer, der skulle transporteres, i fællesskab, først og fremmest varer som korn, der krævede mange skibe. Skibspuljen blev derfor efterfulgt af varepuljer.

DET HELE fungerede så fortræffeligt, at de samme embedsmænd, da freden stod for døren, fik den idé at benytte de samme internationale organisationsprincipper ved genrejsningen efter krigen. De overtalte deres ministre til i efteråret 1918 at foreslå den amerikanske regering en international økonomisk samarbejdsorganisation. Men det blev skarpt afvist i Washington ud fra en doktrinær liberalistisk modstand mod enhver form for regeringsindgreb i økonomien.
Den afvisning fik lige så skæbnesvangre følger, som Senatets afvisning af Versailles-traktaten og Folkenes Forbund. Resultatet var, at der intet kom ud af tankerne om et økonomisk samarbejde, hverken i den vestlige verden som helhed eller i Europa. I stedet indtraf den økonomiske verdenskrise, hvor nationalstaterne søgte at tørre problemerne af på hinanden og derved forstørrede dem.

ALT dette er velkendt stof, men de politiske og identitetsmæssige følger af det økonomiske samarbejde er ikke tilstrækkeligt anerkendt. Spill-over effekten som det hedder på integrationsteoretisk.
Monnets såkaldte funktionalistiske strategi blev særkendet for det europæiske samarbejde i efterkrigstiden, og ligger i grunden stadig bag tiltag som vedtagelsen af det indre marked i 1985-86 under Jacques Delors og sågar ØMU'en med Maastricht-traktaten i 1991.
Jacques Delors er socialdemokrat og tilmed protestant, så han kan næppe beskyldes for at elske det frie marked. Alligevel tog han initiativet til gennemførelsen af det frie, indre marked i 1986. Forklaringen på dette tilsyneladende paradoks er, at han fulgte Monnets taktik. Når først markedet var kommet i stand - det skulle træde fuldt i kraft i 1992 - ville det blive indlysende for regeringerne og befolkningerne, at der var behov for reguleringer.
Derfor vedtagelsen af Maastricht-traktaten i december 1991 og proklameringen af en Europæisk Union til afløsning af Fællesskabet, selv om det sidste i grunden var et mere dækkende navn. Unionen skulle gøre det muligt at regulere mere effektivt på europæisk plan, samtidig med at hindringerne for den frie handel faldt bort.

TEORIEN var udmærket, og realiseringen sådan set også. Den har gjort det muligt for liberalisterne at proklamere EF som deres projekt i 80'erne og for socialdemokraterne at hævde det samme i 90'erne. Og begge har ret, bare til hver sin tid.
Men risikoen er, at befolkningerne bliver hægtet af projektet, således at liberalisterne står af nu, hvor vi er kommet til reguleringsfasen, mens den socialdemokratiske del af befolkningerne endnu ikke har kunnet bekvemme sig til at opgive indgroede vaner.
Politiske slagord har det med at sætte sig fast, således at man kommer til at tro på dem, hvis man gentager dem ofte nok. Den nuværende ubeslutsomhed i Europa viser begrænsningen i den funktionalistiske strategi. Desuden tager det længere tid for befolkningen at få øje på de problemer, som den uregulerede handel fører med sig, end planlæggerne havde regnet med.
Flertallet opfatter snarere de fælles regler som overregulering end som nødvendig begrænsning af det frie marked og samordning af de forskellige nationale regler.

I STEDET for aftaler med skjulte konsekvenser er der behov for en åben og klar politisk diskussion og formulering af en relativt entydig - og be-grænset - forfatning, hvis vi skal føle os europæere, en forfatning der også præciserer en række af de menneskerettigheder, EU-domstolens afgørelser har skabt gennem årene. På den anden side må det indrømmes, at havde Monnet ikke arbejdet, som han gjorde i begyndelsen af 1950'erne, og Delors i 80'erne, ville vi næppe have været der, hvor vi er i dag.
Med alle urimeligheder og kortsigtet nationalisme er det jo en grundlæggende politisk og i ordets bedste forstand folkelig diskussion, vi fører med hinanden om indretningen af Europa. Af samme grund kan man heller ikke hænge en bestemt politisk ideologisk betegnelse på Europa. Samarbejdet er en arena, som selvfølgelig har forskellig politisk farve, alt efter hvem der har flertal, og hvad det er man samarbejder om.
EU er ikke et alternativ til nationalstaten, men en fort-sættelse, omend delvis med andre midler. Og dermed såvel socialdemokratisk, liberal, konservativ, kristeligt-demokratisk som socialistisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu