Læsetid: 10 min.

Den europæiske skuffelse

1. oktober 1997

Erfaringerne med det europæiske projekt siden 1989 viser, at EF/EU er ude af stand til at føre politik. Man flygter fra politisk handling, såvel indadtil som udadtil

Efter sammenbruddet af nomenklatura kommunismen i 1989 og 1990 er mange europæere dybt skuffede. Vi håbede dengang, at frihedens og det liberale demokratis sejr kunne have ført til opbygningen af et nyt Europa og dermed imødekommet det håb og de visioner, som fik udtryk hos Lech Walesa i Warszawa, Vaclav Havel i Prag, Arpad Göncz i Budapest, Zheliu Zhelev i Sofia og andre omkring dem. Men det skete ikke.
Deres vesteuropæiske modparter havde ikke statur til at møde udfordringen fra den genvundne frihed.
Skuffelsen skyldes ikke de vanskeligheder, der viste sig ved at få økonomi og samfundsstruktur til at fungere i de post-kommunistiske lande.
Det var, hvad man kunne forvente, og der er her fortsat en enorm opgave for disse landes borgere og dem af os, som er parate til at hjælpe. Selv den "dal af tårer", som folk måtte gennemvandre før forholdene kunne blive bedre, kom ikke som nogen overraskelse.
Den afgørende skuffelse er svaret fra os, de mere heldigt stillede europæere, på det behov der i Centraleuropa var for ikke længere at være i Øst, men blive del af Europa. For at sige det ligeud, Vesteuropa har forrådt sine principper og løfter ved, i stedet for at række hånden ud mod Centraleuropa, at have vendt sig indad mod en såkaldt "uddybning" à la Maastricht og endda tilladt beskyttelse af latterlige erhvervede interesser - ved at begrænse importen af svampe og hindbær fra Polen for eksempel - at få forrang for den politiske nødvendighed. EUropa - den europæiske union - har i det mindste institutionelt svigtet Europa, et kontinent der behøver samarbejde og integration.
Disse betragtninger er ikke mine, skønt de kunne være det.
De var kernen i den forelæsning (From Europe to EUrope: a Story of Hope, Trial and Error), som den tysk-britiske sociolog Ralf Dahren-dorf holdt på Harvard universitets Center for International Affairs for nøjagtig et år siden, den 2. oktober 1996. Dahren-dorf er en kyndig og markant skikkelse i den europæiske debat.
Han er blevet kaldt indbegrebet af en europæer, født i Hamborg i 1929 og med en karriere, der strækker sig fra at være tysk professor og politiker over en position som EF-kommissær i Bruxelles og senere direktør for London School of Economics, for dernæst at blive Warden for St Antony's College i Oxford, britisk statsborger, og nu som Lord medlem af Overhuset og formand for dets stående komité for europæiske spørgsmål.

Frygt for at føre politik
Det siges, at det europæiske projekt har en politisk målsætning, nemlig at opnå en stadig større sammenslutning mellem de europæiske folk. Selv i Danmark kan man nu hævde det. Sandsynligvis var det virkelig målet i de første efterkrigsår, da projektet blev lanceret. Det blev senere skrevet ind i præamblen til Rom-traktaten i 1957, skønt den iøvrigt kun beskæftigede sig med økonomi.
Efter sammenbruddet i 1954 af planerne om en europæisk forsvarsunion var håbet om direkte at skabe en politisk union blevet opgivet. Derfor søgte man mod en forestilling om, at et økonomisk samarbejde der, hvis det lykkedes, med tiden af sig selv ville føre frem til en politisk union.
Denne tanke blev i 1960'erne ført frem med styrke, ikke mindst af Kommissionen i Bruxelles som var sat til at administrere det økonomiske fællesskab. At ideen blev båret oppe af en egentlig "teori" fremsat af den amerikanske politolog Ernst B. Haas i bogen The Uniting of Europe i 1958, gav den en vis troværdighed. Det forhold at teorien krakelerede i begyndelsen af 1970'erne, da Werner-planen om en økonomisk og monetær union hurtigt brød sammen under det politiske pres, der opstod efter at USA torpederede det internationale valutasystem, forhindrede ikke at tanken overlevede i Bruxelles.
At Haas selv i midten af 70'erne opgav sin teori, gjorde heller ikke noget større indtryk. Ganske vist havde tanken vanskelige vilkår under det internationale økonomiske kaos, der herskede i begyndelsen af 1980'erne, men den blev genoplivet med Delors og det indre marked efter 1986 og fik fornyet styrke med ØMU-planen og Maastricht-traktaten i 1991.
Der er faktisk mange som stadig tror, at det økonomiske samarbejde, udvidet med en monetær union, vil føre til en politisk union, heriblandt ingen ringere end Forbunds-kansler Helmut Kohl og vor egen store europæer, Uffe Ellemann-Jensen.
Egentligt er det dybt ironisk, at disse fortalere for den fri markedsøkonomi hævder, at økonomiske kræfter driver den politiske udvikling - for dette er jo kærnen i marxistisk teori. Intet kan imidlertid være mere fejlagtigt. Politik er båret af sammenhold og magt, ikke af økonomi og handel. Såfremt man giver udtryk for, at økonomi og handel i sig selv fremmer et politisk sammenhold, er det fordi man erkender, at man ikke formår at føre politik, at man faktisk frygter politik. Erfaringerne med det europæiske projekt siden 1989 viser at EF/EU er ude af stand til at føre politik. Man flygter fra politisk handling, såvel indadtil som udadtil. Indadtil, hvor det største problem er arbejdsløsheden, søger man at dække sig ind bag beslutningen om at skabe en monetær union, der kræver en restriktiv budgetpolitik. Udadtil, hvor udvidelsen mod øst er et politisk ultimatum, hævder man at ansøgerlandene må leve op til umulige økonomiske krav for at blive del af EUropa, og derfor kan det ikke lade sig gøre. Det er skuffende og skamfuldt at overvære.

Uforberedte ledere
Før 1989 kunne man håbe, at den europæiske målsætning om en union (af en ubestemt art) mellem folkene kunne være mere end en forfængelig eller idealistisk ambition. Dengang var der ingen mulighed for at EF på egen hånd kunne føre politik af nogen betydning. Det var USA og USSR, der helt dominerede den europæiske skueplads.
Der er god grund til at hævde, at det europæiske økonomiske samarbejde blev iværksat efter amerikansk krav og mod de europæiske regeringers ønske med oprettelsen af OEEC i 1948.
Schuman-planen, der i 1951 førte til dannelsen af Kul- og Stålunionen, var i højere grad et fransk forsøg på at dominere den europæiske sværindustri end den var udtryk for et fromt ønske om fred og fordragelighed. Jean Monnet var mere end nogen en teknokrat, som ville fortsætte denne tankegang med skabelsen af Euratom, mens han ikke var interesseret i det handelsmæssige samarbejde. Igen er det dybt ironisk at "Europas fader" ville basere sin Europa-vision på en struktur af stål-, kul- og atomkraftindustri, netop de sektorer som få år senere viste sig dybt problematiske. Mere end nogen var det hollænderne som i 1955-57 tog initiativ til det handels- og landbrugspolitiske samarbejde, der blev en utvivlsom succes i 1960'erne fordi det gav grundlag for en kraftig økonomisk vækst. Men om den politiske stabilisering, der skete i Vesteuropa i disse år, også var et resultat af det økonomiske samarbejde, er højst tvivlsomt. Her er givetvis tale om en falsk korrelation.
Den politiske stabilisering skyldtes i langt højere grad USA's indflydelse og NATO-samarbejdet (begrundet i frygten for Sovjetunionen), som var stærkt nok til at modstå det national-politiske pres, som Præsident de Gaulle udsatte såvel NATO som EF for.
Forestillingen om at Europa kunne spille en politisk rolle fandtes dog. Efter 1969, da de Gaulle var ude af spillet, søgte man at etablere et politisk samarbejde udenfor de traktatbestemte institutioner. Det blev aldrig til mere end studiekredse og diskussioner, som var interessante nok for deltagerne, men som ikke fik nogen virkelig betydning.
EF's vægtfylde i det storpolitiske billede, som det tegnede sig indtil slutningen af 1980'erne, var derfor meget beskeden. Og da alle helt indtil efteråret 1989 regnede med, at dette billede - med lidt justeringer og måske med lysere farver tilført af Gorbachev - var fastlagt i en overskuelig fremtid, kunne de europæiske politikere pusle med deres hjemlige køkkenhave, for omverdenen tog amerikanerne sig af.
Da den store europæiske revolution indtraf, var de vesteuropæiske ledere helt uforberedte.
Systemerne, man havde etableret, var ude af stand til at reagere herpå, også fordi der mere var tale om refolu-
tioner (for nu at bruge et udtryk skabt af den britiske historiker Timothy Garton Ash), det vil sige dybtgående reformer, end om revolutioner, det vil sige voldelige omvæltninger. Såkaldt store europæiske politikere som præsident Mitterrand og premierminister Thatcher blev modstræbende skyllet med af reformbølgen. Forbundskansler Kohl var den første, der forstod at ride på den, og derfor lykkedes det ham at få Tyskland forenet - meget til de to andres fortrydelse.
At Kohls populistiske instinkt helt kom til at dominere den meget ringe forståelse for økonomiske spørgsmål, han er i besiddelse af, og at Tysklands forening derfor kom til at ske på vilkår, som var skæbnesvangre for Europas økonomi, er en anden historie.

Systemet skal justeres
En væsentlig del af forklaringen på den skuffende og skamfulde situation, som EUropa i dag befinder sig i, ligger i de manglende evner som de førende politikere havde til at tænke i europæiske baner i stedet for nationale. En anden ikke uvæsentlig del ligger i det institutionelle og bureaukratiske system, som er blevet opbygget i Vestens internationale politik i det sidste halve århundrede.
Noget lignende har man ikke haft tidligere i verdenshistorien, og konsekvenserne heraf må nødvendigvis påkalde sig grundige analyser fra politologisk side. At institutioner og bureaukrati skaber stabilitet, stivhed og inerti i det politiske system, er velkendt. Det har positive såvel som negative sider.
Men i en skæbnesvanger situation, som den der opstod i Europa i dette årti, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis ikke der findes visionære og magtfulde politikere, der kan justere systemet. NATO har haft store vanskeligheder ved at omstille sig til en situation uden et klart fjendebillede. Systemets inerti bringer os nu i en risikofyldt situation ved en udvidelse op til Ruslands grænser. Endnu værre er den europæiske inerti. Politikerne var ude af stand til at give politiske direktiver for forhandlingerne af Maastricht-traktaten.
Derfor fortsatte bureaukratierne ad de spor, der var lagt i sidste del af 1980'erne, og vi fik planen om ØMU og udbygning af det økonomiske samarbejde med miljøpolitik, socialpolitik og andre elementer.
Men skønt regeringskonferencen var blevet udbygget med forhandlinger om en politisk union, var der ingen reaktion overhovedet på det ny Europa.
Bedre blev det ikke med Amsterdam-traktaten. Forhandlingerne herom blev overladt til udenrigsministeriernes diplomater og Kommissionens repræsentanter uden signifikante politiske direktiver fra regeringslederne. Derfor fortsatte man ad de nedtrådte stier med skyklapper for øjnene.

Illusion om demokrati
Derfor har den europæiske union ikke fået en dimension som kan tage højde for den politiske udfordring der ligger i Centraleuropas demokratiske stabilisering. Optagelsen i den eksisterende økonomiske union og den måske kommende monetære union har meget lange udsigter. Hvis der er én ting, som bureaukratierne i de eksisterende institutioner kan blive enige om, så er det, at der ikke skal ti 'Grækenlande', eller det der er værre, ind i systemet, for så vil det uvægerligt bryde sammen. At Grækenlands optagelse i EF var af uvurderlig betydning for en stabilisering af demokratiet i Balkans sydlige hjørne efter Juntaens fald i 1970'erne, er der ingen der i dag tænker på.
På den baggrund er det unægteligt svært at tage stilling til, hvad man som dansker skal stemme ved den kommende folkeafstemning om Amsterdam-traktaten. For det første er det absurd at sende noget sådant til folkeafstemning. Debattens karakter viser tydeligt det vanvittige heri, når den rækker fra en påstand om at være solidarisk med Centraleuropa til et spørgsmål om flugtskilte. Hvad er det for en sim-
plistisk, populistisk og derfor faretruende opfattelse af demokrati, som er kommet til at dominere vort politiske system? Man burde protestere herimod ved simpelthen at afholde sig fra at stemme. Men når nu man som dansk vælger og europæisk borger bliver spurgt, og når traktaten er udtryk for et fundamentalt svigt over for nødvendigheden af at skabe et Europa baseret på frihed og liberalt demokrati, vil man i sin skuffelse over dette svigt være tilbøjelig til at stemme imod.
At man herved kommer i lejr med snæversynede nationalistiske strømninger på de yderste politiske fløje er dog tilstrækkeligt til at opgive tanken herom.
At stemme ja til traktaten er det svært at give nogen fornuftig grund til, for det vil kun styrke den 'tunnel-tænkning', som den er udtryk for. Den eneste grund til at stemme ja vil være, at hvis Danmark siger nej, så vil den illusion, som vi alle mere eller mindre har om vort land som et velfungerende demokrati, forsvinde.
En centrum-højre regering kunne ikke skaffe flertal i 1992 og en centrum-venstre regering vil ikke kunne i 1998, til trods for at der er et massivt flertal i folketinget for et ja.
I alle andre europæiske lande vil man med god grund kunne hævde at "something is rotten in the State of Denmark".
Er der det? De fleste af os har svært ved at tro det, og derfor vil de fleste af os sikkert stemme ja.

Reference: Ralf Dahrendorf, After 1989. Morals, Revolution and Civil Society. Macmillan,tv2 London, 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu