Kronik

EU's job: job, job, job

16. oktober 1997

Keynesianismen har udspillet sin rolle nationalt, men den kan med stor gevinst praktiseres på europæisk niveau

ØKONOMI I OPBRUD
Globaliseringen er over os. Når eksperter og danske politikere kommenterer den internationale udvikling, er det oftest med bekymrede miner og frygt i stemmen. Angsten for, hvorledes det skal gå kære gamle Danmark, er udtalt. Og ikke helt uden grund!
Globaliseringen har til dags dato næsten ensidigt været præget af neo-liberalisme. Globaliseringen og liberalismen blevet set som to sider af samme sag, og markedet har derfor været det anvendte redskab. Opskriften har lydt på deregulering, privatisering, demontering af de europæiske velfærdsstater og en ukontrollerbar international frihandel.
Resultatet af den liberalistiske globalisering er entydigt. Entydigt nedslående - for mennesker såvel som natur; og således svigtes både nulevende og kommende generationer.
Følgerne af det globale anarki er udtalte, i såvel Danmark som i Europa.
Det sociale Europa har problemer og synes næsten at være gået i stå. Mens det Indre Marked med øget liberalisme tordner frem, halter det sociale Europa bagefter. Europa i dag er et kontinent, hvor uligheden vokser, og hvor stadigt flere mennesker ikke gives lige muligheder for et værdigt liv. 20 millioner arbejdsløse og 50 millioner socialt udstødte er det ufattelige menneskelige ressourcesspild, som de europæiske befolkninger i øjeblikket finder sig i.

Samtidig medfører det ukontrollerbare forbrug af naturressourcerne, at miljøet befinder sig i en stadigt ringere tilstand. Den nuværende vækstmodel, der ikke befinder sig inden for grænserne af en bæredygtig udvikling, vil, hvis den får lov at køre videre uhindret, afskære kommende generationer fra at opnå den samme velfærd som vore forældre og os.
Men globaliseringen og 'det frie markeds' udbredelse har også positive sider. Gamle ineffektive strukturer bryder sammen, og der åbnes for en ny dynamik. Således har f.eks. en stor gruppe af forhenværende u-lande tiltaget sig en hastigt voksende rolle i verdensøkonomien. Samtiden er endvidere kendetegnet ved et stigende kulturelt fællesskab på tværs af nationale og traditionelle grænser.
Overordnet har globaliseringens gode og mindre gode sider betydet, at det nationale råderum - både det økonomiske og det politiske - i dag er reduceret betragteligt. Nationalstaten som enlig forsvarer af borgernes sociale og demokratiske ønsker og krav er et fortidsminde - smukt, men utidssvarende.
Globaliseringen er både et uomgængeligt faktum og en mulighed. Men problemet er måske i virkeligheden ikke globaliseringen i sig selv, men den nuværende form for globalisering.

I øjeblikket er verden underlagt en liberalistisk baseret globalisering, der bygger på kampen om den højeste produktivitet og de laveste lønninger. Den domineres af enorme multinationale selskaber, der spiller nationalstaterne ud mod hinanden i konkurrence om de enkelte selskabers investeringsvilje.
Ofrene er arbejdstagerne, forbrugerne, politikerne og borgerne, hvis indflydelse for alles vedkommende er blevet undermineret af udviklingen. Dette demokrati-tab, opstået som følge af den globale udvikling, er ikke foreneligt med venstrefløjens og Socialdemokratiets grundlæggende værdier og holdninger.
Men desværre er politikernes eneste modsvar på globaliseringen: nedsættelser af selskabsskatten. Baggrunden er frygten for, at danske firmaer skal drage udenlands, til skade for det danske bruttonationalprodukt og ikke mindst vor nationale beskæftigelse.
En ikke uforståelig frygt, men et mangelfuldt modsvar. Globaliseringens negative sider modsvares ikke ved blot at 'tilpasse sig udviklingen'.
Med Amsterdam-traktaten tror jeg nu for alvor på et venstrefløjssvar på globaliseringen. Et svar hvor markedet fortsat spiller en rolle, men hvor pointen, er at markedet er en god tjener men en ringe herre.
Således bliver den internationale udvikling ikke blot noget "uomgængeligt", som vi som nation og borgere "blot skal indrette os efter". I stedet bliver globaliseringen et nyt venstrefløjs-projekt, og visionen bliver skabelsen af et menneskeligt Europa, der kan udvide rammerne om markedsøkonomien. Men uanset ledende socialdemokraters oprigtige og ganske berettigede begejstring over Amsterdam-traktaten, så er vejen til et sådant Europa stadig lang.

Behovet for international koordinering af den økonomiske politik er stadig mere udtalt.
Når danske virksomheder eksempelvis flytter til Irland, tiltrukket af lave selskabsskatter og skattelommer, mister danske arbejdere uforskyldt deres arbejdsplads og indtægtsgrundlag, som konsekvens af en international udvikling, hvor nationalstaterne er drevet ud i en ubarmhjertig konkurrence på lønninger, skatter og produktivitet.
Som ung socialdemokrat tror jeg på nationalstatens berettigelse og Danmark er for mig beviset på at politics matters. Danmark har under den nuværende regerings ledelse nedbragt arbejdsløsheden markant, men spørgsmålet er, om nationalstatsindsatsen er tilstrækkelig. Det tror jeg ikke.
Den voksende arbejdsløshed i Europa skal bekæmpes af de europæiske nationer i fællesskab. EU er et brugbart og nødvendigt supplement til nationalstaten - også på beskæftigelsesområdet.
Den største kilde til sociale problemer i Europa er den voksende arbejdsløshed. Dens størrelse og skæve karakter betyder, at det er de i forvejen dårligt stillede personer, grupper og regioner, der rammes.
Det er uacceptabelt for de berørte og deres familier, og er uforeneligt med målet om et socialdemokratisk Europa.
Situationen er allerede i dag en kilde til social og politisk ustabilitet. Således har ekstremt højreorienterede partier vundet stadigt større folkelig opbakning i de seneste år, ikke mindst som følge af en voksende magtesløshed blandt andet på grund af arbejdsløsheden.

Danmark har i de seneste år afgivet en del suverænitet til EU's besluttende organer, men desværre betragtes arbejdsløshedsbekæmpelse fortsat som et nationalstatsanliggende. I virkeligheden er nationalstaterne delvis magtesløse over for deres beskæftigelsessituation. For mig hersker der ikke tvivl om, at arbejdsløsheden kun kan fjernes ved et samspil mellem national indsats og fælles koordination og fælles initiativer på europæisk plan.
Den traditionelle nationale vækstmodel, der fortsat ligger til grund for EU-landenes beskæftigelsesindsats, er ikke tilstrækkelig, og nye midler må tages i brug. Den danske regering og særligt statsminister Poul Nyrup Rasmussen har erkendt, at det betaler sig at samarbejde om bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Således var det ikke mindst den danske regerings fortjeneste, at beskæftigelsen fik en flot plads i den netop vedtagne Amsterdam-traktat.
Resultatet er et særligt beskæftigelsesafsnit i traktaten, hvoraf det blandt andet fremgår, at de europæiske medlemslande vil satse på uddannelse og videreuddannelse med det formål at fremme fleksibilitet og omstillingsevne på arbejdsmarkedet. Ydermere vil EU-landene koordinere deres beskæftigelsesindsats, således at landenes indsats én gang årligt kan sammenlignes og vurderes. Ministerrådet har således et middel til at tilskynde de enkelte lande til at gøre en yderligere indsats.
Desværre indeholder de nye traktatafsnit ingen reelle beskæftigelsesmekanismer, der kan medvirke til at nedbringe arbejdsløsheden. Konsekvensen kan meget vel blive en række vage hensigtserklæringer, der i værste fald stikker folk blår i øjnene og skaber yderligere mistillid til EU's handlekraft - og ikke nogen form for beskæftigelse.

Man kunne godt have ønsket sig nogle mere handlekraftige og konkrete bud på en fælles-europæisk beskæftigelsesstrategi.
Et muligt svar er keynesianismen. En hver tale om Keynesianismen fremkalder - nærmest refleksagtigt - hovedrysten, bemærkninger om vejen "mod afgrunden" og belærende kommentarer om dets uforenelighed med ansvarlig økonomisk politik.
Keynes' økonomiske lære har da også i sin traditionelle nationale form mere eller mindre udspillet sin rolle, men meget taler for derimod for en fremtid på europæisk niveau.
Problemet ved anvendelsen af en national ekspansiv finanspolitik er, at den øgede efterspørgsmål ofte kun skaber større beskæftigelse i samhandelslandene. Fordelen ved en keynesiansk strategi anvendt i EU er, at omkring 90 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt kommer fra Unionen selv. Og så meget desto større vil effekten blive af en fælles europæisk beskæftigelsesstrategi.
Et oplagt forslag til en sådan europæisk beskæftigelsespolitik er stillet af den forhenværende formand for EU-kommissionen, Jacques Delors, der i sin Hvidbog vedrørende vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse foreslår en lang række konkrete beskæftigelsestiltag. Disse er først og fremmest rettet imod skabelsen af det transeuropæiske netværk, som omfatter f.eks. massekommunikation og jernbaner.
Desværre er hvidbogens indhold og perspektiver for størstedelens vedkommende for længst blevet skrinlagt. Men faktisk vil sådanne og lignende fælles-europæiske investeringer, koordineret på EU-niveau, kunne bidrage til skabelsen af øget efterspørgsel og følgelig beskæftigelse. I forlængelse af en sådan EU-beskæftigelsesstrategi vil det være særdeles formålstjenligt, at miljøpolitik integreres som et fundamentalt led i EU's investeringspolitik.
Fælleseuropæiske investeringer bør søges rettet, mod eksempelvis den kollektive transportsektor og alternativ energi. En sådan europæisk investeringspolitik vil have både en beskæftigelses- og en miljøeffekt.

Finansieringen af disse initiativer skal først og fremmest hentes fra et kraftigt udvidet EU-budget. Det kan med fordel tilvejebringes ved hjælp af fælleseuropæiske miljøafgifter, udstedelse af de såkaldte euro-obligationer og en forøgelse af de nationale EU-kontingenter.
Svaret på det stadigt mere dominerende marked og de europæiske nationalstaters magtesløshed skal findes i fællesskabets styrke.
På det europæiske kontinent er Den Europæiske Union - trods reelle svagheder og mangler - eneste seriøse fundament for opbygningen af internationale politiske rammer.
Den internationale venstrefløjs opgave og ansvar er entydig: Det sociale Europa skal speedes op, således at EU skifter ham og går fra at være et markedets projekt til et borgernes projekt.
Hovedforudsætningen for en sådan udvikling er skabelsen af fuld beskæftigelse inden for rammerne af en bæredygtig økonomi.

Martin Rossen er formand for DSU's Internationale udvalg og EU-udvalg

APROPOS
Uskøn virkelighed
Muligheden er stedse skønnere end virkeligheden. Sådan lyder et kierkegaard'sk visdomsord.
Dets almene gyldighed strækker sig så langt som til at omfatte socialdemokratiske forhåbninger om, at EU samlet kan forestå den beskæftigelsesfremmende ekspansive finanspolitik, som globaliseringens konkurrencehensyn afskærer de enkelte medlemslande fra.
Siden EU's topmøde i København for fire år siden har vor statsminister ikke forsømt nogen lejlighed til at fremhæve Unionens mulige rolle som fremskaffer af hundrede tusinder - for ikke at sige millioner - af jobs i Europa.
Beskæftigelseshensynet er da også smukt indskrevet i præambler og hensigtserklæringer, men - som Martin Rossen medgiver til venstre for denne spalte - har det knebet med opfølgningen i den virkelige verden.
Spørgsmålet er tofold: Kan EU faktisk i en globaliseret økonomi skabe jobs efter den keynesiaske model - uden ubærlige bivirkninger? Og: Tør medlemslandene faktisk vove forsøget?
Svar kan ikke gives uafhængigt af euro'ens indførelse. Ja, derom handler jo faktisk en betydningsfuld fransk-tysk strid: Skal euroen bestyres af en uafhængig nidkært inflationsvogtende centralbank efter tysk model, eller skal der - som franskmændene vil have det - være en politisk fod med i styringen, formentlig mere på speederen end på bremsen?
Argumentet fra strammerne, som findes vidt omkring, også i Blairs Storbritannien, der står tøvende på tærsklen, er nogenlunde således:
Vi har ikke afskaffet den uansvarlige økonomiske politik på nationalt plan for at indføre den på europæisk. Hvis det internationale kapitalmarked mister tilliden til, at den ny europæiske valuta bakkes op af en ikke-inflationær politik, skrider det for os allesammen.
De sidste ugers danske erfaring har vist, der råbes "økonomisk overophedning", selv om arbejdsløsheden stadig er fortvivlende høj. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu