Læsetid: 4 min.

Den folkelige vandlås

9. oktober 1997

Pia Kjærsgaard & Co stormer frem i angsten for et "asylvalg" om de fremmede i Danmark
Pianissimo

ET SPØGELSE går gennem Danmark. Vinterholdet er mødt på Borgen.
Det trækker op til valg, og så pusler det i krogene. I Sønderjylland ligger nazibefængte tæskehold på lur efter grænseoverløbere med mahognifarvet lød.
På Nørrebro tørner kulørte lømler mod hinanden, og på højrepopulismens landsmøder glammer svinehunden i kor med selvbestaltede udsendinge fra Folkedybet & Omegn.
Det handler om "de fremmede", og så står pastor Kra-rup med det vuns hos sin ån-delige søster, den afdankede fremskridtskvinde Pia Kjærsgaard, der med sin lille ulveflok under navnet Dansk Folkeparti er taget til terrariet i Vissenbjerg for at holde landsmøde i passende selskab.
Nu skal det være, mener fru Kjærsgaard, der vejrer morgenluft blandet borgerlige vaklere.
Nu skal de vantro udlæn-dinge fordrives fra Danas have, og for at understrege symbolikken lader hun sig filme som en paradisisk Eva med en anden slange om halsen.

FURIEN VIL gøre "de fremmede" til hovedtemaet i det kommende folketingsvalg.
De skal ud, skal de - med eller uden faldskærm - og det er en melodunte, der nok kan få det bedste frem i Per Versemager, der i skikkelse af popsangere Richard Ragnvald har meldt sig under fanerne og på landsmødet hyldede fru
Kjærsgaard med sit store hit "Kære lille mormor", til lejligheden omdøbt sådan:

Kære lille Pia, kære lille Pia
snart så skal der være valg
du vil få masser af stemmer
over det ganske land.
For du er en pige med mening
en som hele Danmark ka' li'.
Ja, kære Pia Kjærsgaard,
nu stemmes der på dit parti.

Bertel Haarder har fået sin overmand som politisk huspoet og den danske sangskat en ny klassiker, en ode i pianissimo. Dagbladet Politiken satte taktfuldt sangen i ramme på side 2, direkte op ad en helsides annonce med et lokum og en henstilling fra Københavns Kommune (nærmere bestemt fra "os, der dagligt færdes syd for vandlåsen") om at være mere nænsom i brugen af bemeldte indretning.
Værsgo og skyl!

DEN OVERSTADIGE stemning hos de marcherende pianister skyldes en fornemmelse af, at de med deres fremmedfjendske refræn har fundet klangbund i folkedybet, at de har styr på de folkelige understrømmme og de plumpe skvulp i kloakken.
Med andre ord: at de har snor i svinehunden, som ikke er et bistert tysk gadekryds, men en pryglet dansk under-dog. Rollen som de fattiges værn illuderes af Irma Henriksen fra Lyngby, en lille tyk kone, der ynder at gå i spalterne med frækt undertøj, men nu blotter sine ynder som byråds- og amtsrådskandidat for Dansk Folkeparti med appeller som denne, indrykket som læserbrev i Politiken:
"Er det ikke diskrimination at andre almindelige her nede i samfundet atter igen skal stå for afgifter og skattestigninger, når vores største luksus er søndagsstegen og at skifte slidte kondisko, da vi ikke har råd til biler.
Det er os fattige i Danmark, os danskere, der er udsat for forskelsdiskrimination. Det er os, der sagtens kan blive terrorister. Så vrede er vi nu".
Det er dette "vi", der prikker til alarmklokken og har fået regeringspartierne til at foreslå borgfred om fremmedpolitikken frem til valget.

FOR NOGLE ÅR siden, da en trængt Ninn-Hansen greb til paniktruslen om et flygtningevalg, forekom det mig i al sin kynisme at være et primitivt og sølle forsøg på udenomssnak. Det var glædeligt, at Schlüter aldrig i skredet mod sit eget fald lod sig lokke af fristelsen.
Siden da har kravet om et "asylvalg" ulmet, så det nu står i fuld lue med stikflammer ud af de to fremskridts-partier, med drivende røgskyer over Uffe Ellemanns parti og tynde røgfaner fra tilskoddede løn-camre i det socialdemokratiske bagland.
I dag er jeg ikke så sikker på, at et "asylvalg" for enhver pris bør undgås.
Man kan mene, at det er ude af proportioner, at resultatet kun kan blive giftigt, og at det uværgerligt vil skabe syndebukke, større spændinger, mere uforsonlighed, mere vold. Risikoen er der, men den eksisterer også, hvis man med aftaler om borgfred i anstændighedens og logens tegn overlader scenen og gaderne til fremmedhadets klakører. Der kan ikke være urørlighedszoner eller blinde pletter i et folkeligt demokrati.
Debatten må føres - også for at komme af med kvalmen over at se "kære lille Pia" træde frem i rampelyset som folkedybets ukronede dronning. Så dumme er die Dänen ikke.
Det er ret sikkert, at en valgkamp med "de fremmede" som tema næppe bliver mere honnet end de sort-hvide dis-kussioner, som emnet så ofte munder ud i.
Der skal nok komme grums i snakkemaskinen men det får så være.
Det er prisen, hvis debatten også skal bevæge sig syd for vandlåsen.
Lige præcis dér er ikke alt, hvad der passerer, lutter lagkage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu