Kronik

Forsikringschauvinisme

24. oktober 1997

Bag den fremmedfjendske retorik står kræmmersjælen. Vi indfødte har betalt præmie til velfærdsstaten. Så vi har ret til at hæve. Det har flygtninge og indvandrere ikke

DET FILOSOFISKE RUM
Kald mig bare racist, siger onkel Hans ved enden af kaffebordet. Han synes snart ikke, at man kan åbne munden uden at blive beskyldt for at være racist. Så nu giver han fanden i det hele og kalder sig gerne racist, om det er nødvendigt. Han er træt af Birthe Weiss og de radikale og "tror sgu nok," at han "stemmer på Pia næste gang".
Moster Mie er ikke racist. Ja, sådan siger hun i hvert fald. Hun bryder sig bare ikke om, at de fremmede skal være her hos os, når det ikke er "naturligt for dem at være her". Hvad hun mener med naturligt er, at de ikke er fortrolige med dansk folketradition - Grundtvig og det kongelige danske Socialdemokrati. De har ikke forståelse for, hvor lang en kamp der er gået forud for det danske velfærdssamfund, og alligevel kræver de ret til statens pengekasse fra første dag af, som om det bare var en selvfølge.
Kusine Anne "gider snart ikke at høre på det racistiske ævl længere". Hun bliver rød i hovedet af ophidselse og skammer sig over at skulle høre på den slags i sin egen familie. Og så havde hun da i øvrigt ikke noget imod at få et barn med en neger, "fordi mulatte børn er så kønne". Det sidste siger hun mest for at forarge, med succes.
Selv sidder jeg og drømmer om at være en smule som sheriffen i Dodge City. Diskussionen om de fremmede befinder sig i en tilstand, hvor outlaws hærger, og hvor forskellige urene kneb hører til dagens orden. Her trænger til lov og orden. Samtalens og fornuftens lov og orden.

Men da jeg blander mig - i et forsøg på at rydde op i de familiære skænderier - trækker de blankt fra alle sider. Onkel Hans kalder mig radikal og hellig, og kusine Anne kalder mig småracistisk. Efter at have slikket mine sår overvejer jeg, om det er det hele værd. Blander man sig i debatten uden at have en entydig holdning, bliver man snart alles fjende efter devisen 'er du ikke med os, er du imod os'.
Udsigten til et kommunal- og folketingsvalg om flygtninge og indvandrere og udsigten til højrefløjens fremmarch gør det dog pine død nødvendigt at forsøge at etablere en form for samtale mellem humanister og nationalister.
Som påpeget af forskellige valgforskere i Information (16. oktober) er dette også en konflikt imellem veluddannede og lavtuddannede. I sagens natur må forståelsen og viljen til samtale derfor i første omgang komme fra de veluddannede. Og ikke mindst må dette ske ved at forsøge at forstå motiverne til den angst og de neuroser, som præger den nye højredrejning. En arrogant holdning, som afviser onkel Hans' og moster Mies holdninger som inhumane, racistiske eller smålige vil måske i længden blot gøre ondt værre.
Og der er ingen grund til at gøre hele konflikten så pokkers metafysisk, som om det var det gode og det onde, som sloges. Meget af den danske ugæstfrihed kan nemlig forklares økonomisk. Hvis vi indser det, kan vi måske også undgå kusine Annes automatiske moralisme.
Argumenter af typen, 'hvorfor kan jeg ikke få, når de kan', er måske den mest udbredte begrundelse for fremmedfjendske holdninger. Dette betyder dog ikke, at onkel Hans behøver at være posedame for at føle misundelse, men ofte 'kender man nogle danskere', der ikke får den hjælp, de behøver, f.eks. ældre, kronisk arbejdsløse, handicappede eller syge. Dette er ofte en tilstrækkelig grund for misundelsen.

Der er her ikke tale om dæmonisk nationalisme, som man stejlt kan afvise med henvisning til dens blodige historie. Den danske og skandinaviske fremmedfjendskhed kan i høj grad forklares ud fra den forsikringsordning, som velfærdssamfundet udgør i de nordiske lande: 'Jeg betaler min skat med glæde, fordi jeg dermed forsikrer mig selv og min familie, subsidiært mine landsmænd, mod økonomisk ulykke, samt får adgang til gratis uddannelse for mine børn og pleje for mine forældre.'
At de skandinaviske befolkninger godvilligt betaler halvdelen af deres indkomst til staten, selv om det står dem frit for at stemme på partier, som vil sænke skatten, er en nærmest uforklarlig kendsgerning, med mindre man anskuer velfærdsstaten som en sådan forsikringsordning. Om motivet til at betale sin skat er altruistisk, solidarisk, eller om der er tale om en simpel egoistisk beregning, kan man strides om. I hvert fald er det en kendt sag, at selv velbjærgede forældre gerne sender deres voksne børn ned på bistandskontoret for hermed at 'få lidt af skatten tilbage igen'.
Denne tankegang, der minder om forsikringssvindel, er udbredt og til tider åbent accepteret.

Imidlertid krænker det den økonomiske retsbevidsthed, når nogle hæver summen uden at have betalt præmien. Dette gælder f.eks. flygtninge og indvandrere, når de fra begyndelsen af deres ophold i landet er ligestillet med etniske danskere i forhold til velfærdsydelserne. Ofte drejer den fremmedfjendske retorik sig mere om forskellige materielle goder end om de fremmedes udseende, påklædning, religion eller menneskesyn. Der er selvfølgelig mange varianter af fremmedneuroser, men det er min fornemmelse, at meget af den handler om, at 'de kører i store biler, har store lejligheder, er velklædte og snyder i skat'.
Det er med andre ord den velkendte danske kræmmersjæl, som er på spil. Der er ifølge det fremmedfjendske sindelag tale om en dårlig handel, som får danskere til at fremstå som en smule tossegode. Vi forærer populært sagt de fremmede en del varer uden at få noget igen.
Et velkendt udsagn går da også på, at de fremmede nok bare griner ad vores hjælpsomhed og vattethed. Søren Krarup og andre kan derfor med stor succes fremture mod den fremmedvenlige humanist, som tror, at hun får en smule moralsk glorie for så og så mange millioner i bistands- og kontanthjælp.

Man kan derfor tale om en form for forsikringschauvinisme i motiverne bag højredrejningen, som ønsker at skelne mellem indfødte og indvandrede forsikringstegnere. Indfødte har via deres forældre betalt en tilstrækkelig præmie til at kunne hæve summen fra starten, mens den indvandredes forældre ikke har betalt præmien og derfor ikke har ret til de samme ydelser umiddelbart.
Hvor lang tid en indvandrer skal opholde sig i landet, før han kan hæve præmien uden at krænke forsikringsbevidstheden hos de indfødte, kan der naturligvis være forskellige holdninger til. Helst ser man sikkert, at indbetalinger og udbetalinger bliver i familien Danmark.
Efter alt at dømme er regeringens planer om en indslusningsordning for flygtninge og indvandrere i princippet en indrømmelse til forsikringsbevidstheden. Det kan forekomme usympatisk, at regeringen hermed vil til at behandle fremmede og indfødte forskelligt. Det er dog svært og farligt at lukke øjnene for, at mange føler, at forsikringsordningen bliver omgået.

I værste fald kan for megen stejl arrogance føre til, at tilstrømningen til det nye højre også kommer til at markere en modstand mod at betale en høj skat, idet en høj skat hurtigt kan blive synonym med at finansiere Hassans nye BMW. Det er ikke altid proportionssansen, som præger den demokratiske debat.
En del af grundlaget for at kunne opretholde de høje offentlige udgifter vil hermed forsvinde, og samfundet vil også økonomisk gå en højredrejning i møde. Højredrejningen vil paradoksalt nok komme til at ramme de samme mennesker - nemlig de lavtuddannede - som selv har medvirket til højredrejningen forblændet af misundelse over Hassans nye BMW. Det vil populært sagt være ris til egen røv for de lavtlønnede, men selvfølgelig vand på en liberal mølle.

Derfor er der set fra et venstreorienteret synspunkt grund til at tage afstand fra kultursociolog Mehmet Ümit Necefs tanker om integration.
Hans pointe, nemlig at der en sammenhæng mellem vellykket integration og mulighed for fri økonomisk udfoldelse, dvs. færre offentlige ydelser til indvandrere, kan der såmænd være noget sandt i. Men set fra et politisk synspunkt synes hans integrationstanker også at forudsætte et generelt mere økonomisk liberalistisk samfund. Et liberalistisk samfund, f.eks. som USA, har uden tvivl lettere ved at integrere indvandrere, fordi de her undgår klientgørelse og beholder det frie initiativ og selvrespekt og ikke kommer i konflikt med de indfødtes misundelse. I et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed, er det umiddelbart vanskeligere at begrunde sin misundelse, end i et samfund, hvor en bestemt gruppe får penge fra staten og dermed fra lille mig.
Dette forudsætter imidlertid, at der med den skandinavistiske velfærdsmodel tages et opgør, som det trods alt er de færreste, der vil ønske.

Men problemstillingen udgør en udfordring for venstrefløjen og velfærdsstaten. I et samfund, hvor staten forvalter over halvdelen af borgernes penge til velfærdsydelser og lignende, vil der eo ipso være en større grobund for misundelse og ikke mindst for mistænkliggørelse af indvandreres indtjening. Og misundelsen behøver ikke at have racistiske motiver. F.eks. er arbejdsløse danskere ofte ude for den samme mistænkeliggørelse.
En slags forskelsbehandling i form af en indslusningsordning for flygtninge og indvandrere i forhold til velfærdsydelserne synes derfor at være et nødvendigt onde, som i en vis forstand skal lokke de misundelige tilbage til de socialt bevidste partier. Så kan man blot håbe på, at misundelsen ikke er umættelig.
Det kan dog ikke benægtes, at der er noget primitivt over en sådan tankegang. Den vækker mindelser om en rituel optagelse i en stamme, hvor kandidaten først må gå så grueligt meget ondt igennem. Men måske det er nødvendigt at tænke sådan, hvis vi også vil undgå en økonomisk højredrejning.

Lars Fahrendorff er cand. phil., undervisningsassistent og fast bidragyder
til Det filosofiske Rum

APROPOS
Fremmed blod
Et land som USA har nemmere ved at optage flygtninge og indvandrere. Det nævner Lars Fahrendorff til venstre for denne spalte.
Han henviser til, at USA er bygget på filosfien om, at enhver er sin egen lykkes smed, og at de offentlige ydelser ikke er så store, at det kan vække misundelse, at nytilkomne får del i dem.
Sandt er det, at USA optager forholdsmæssigt så store mængder flygtninge og indvandrere, at det kaster et pudsigt skær og danske og europæiske bekymringer.
Med i dette billede hører, at USA er sig sin historiske rolle som indvandrerland meget bevidst. Danmark er også et indvandrerland, både oprindeligt og løbende gennem tiderne. Hvilken slægt kan ikke - endda med stolthed - henvise til udefra kommende tilførsel af arveanlæg? Men at vi alle - i en eller anden forstand - er indvandrere, indgår ikke i vores selvopfattelse. Når man hører de frådende udgydelser, sågar fra Folketingets talerstol, skulle man tro, at Danmark var bosat af ægte danskere, allerede før Adam og Eva blev fordrevet fra Paradiset.
At USA har en anden socio-kulturel baggrund for at integrere forskellige etniske grupper, betyder ikke, at indpasningen forløber nemt. Men der er stor forskel fra gruppe til gruppe. De, der allerede har et etableret netværk, kommer nemmere ind og "opad". Det nu klassiske eksempel er flygtningene fra Cuba, der er så velintegrerede i det sydlige Florida, at det ville være noget nær en økonomisk katastrofe for området, hvis de efter et kommende systemskifte på Cuba 'tog hjem igen'. I Texas og især Californien er situationen for de spansktalende indvandrere en ganske anden: Her er det aldrig lykkedes at etablere et netværk, der er stærkt nok. Mange af indvandrene lever en kummerlig tilværelse, ofte under jorden som 'ulovlige'.
Og så er der amerikanere af afrikansk oprindelse. De færreste vil påstå, at integrationen i det amerikanske samfund er lykkedes fuldt ud. Selv om der er gået snart halvandet hundrede år siden slaveriets ophævelse. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu