Læsetid: 5 min.

En frivillig dårlig vittighed

Debat
28. oktober 1997

Plastindustrien står med et stort ansvar for, at den frivillige PVC-aftale ikke er overholdt. Men også miljøminister Svend Auken må tage sit ansvar alvorligt - det er på høje tid

MANDSMOD
Man kunne forledes til at tro, at PVC-aftalen er en vittighed, efter at det den 21.oktober kom frem, at den danske plastindustri ikke overholder PVC-aftalen fra 1991.
Det viser sig, at industrien på nuværende tidspunkt kun genbruger mellem 10 og 15 pct. af PVC-byggeaffaldet, på trods af at industrien i PVC-aftalen har skrevet under på, at der i 1995 skulle genanvendes 41 pct. og i år 2000 77 pct.. Som en opfølgning på PVC-aftalen udgav Miljøstyrelsen i 1996, i samarbejde med plastindustrien, en kortlægning af genanvendelsen af PVC.
Rapporten konkluderede, at genanvendelsesgraden lå mellem 31 og 64 pct., og således tilnærmelsesvis levede op til målet for 1995 om 41 pct. genanvendelse. I foråret 1997 stillede miljøorganisationen Greenpeace spørgsmålstegn ved rapportens beregninger med det resultat, at kortlægningen måtte gentages.
Det viste sig, at rapporten fra 1996 havde 'glemt' at medregne halvdelen af affaldet - og derfor kom frem til en urigtig genanvendelsesprocent. Den nye kortlægning fra Miljøstyrelsen viser, at industrien genbruger mindre end halvdelen af, hvad de havde lovet at genanvende i 1995, og dermed er endnu længere fra målet om at skulle genanvende 77 pct. i år 2000.

Usædvanligt
Med den nye rapport braser illusionen om, at industrien overholder aftalen.
Afsløringen medførte den interessante reaktion fra plastindustrien, at de danske producenter nu vil til at genanvende PVC-affald. Initiativet til at genanvende kalder industrien i deres pressemeddelelse fra den 21. oktober "et usædvanligt miljøinitiativ".
Det usædvanlige ligger åbenbart i, at det nu - 6 år efter, at PVC-aftalen blev indgået - åbenbarer sig for plastindustrien, at PVC-byggeaffald skal genanvendes. Branchen er selvfølgelig så miljøinitiativrig, at de skynder sig at melde ud med deres nye usædvanlige nødplan. Hvad der umiddelbart glemmes i industriens meddelelse er, at det initiativ er foranlediget af et længerevarende aftalebrud.
Og at dette initiativ ifølge PVC-aftalen skulle have ligget som en konkret plan den 1. januar 1993! Hvilken frækhed.

En langstrakt affære
Desværre stopper historien ikke her. Den umiddelbare reaktion fra miljøminister Svend Aukens side er, at plastindustrien nu får endnu en chance til at præsentere en konkret plan for, hvordan den har tænkt sig at nå en genanvendelsesprocent på 77 pct. i år 2000.
En plan, der skulle have ligget klar for fire år siden, men som aldrig er blevet udarbejdet og siden åbenbart er blevet glemt af alle parter. Ministeren sikrer plastindustrien en udsættelse på miljøets bekostning. Man kunne igen fristes til at sige: Hvilken frækhed.
PVC-sagen er langstrakt og præget af årtiers lange diskussioner om, hvorvidt PVC er farligt eller ej. Og PVC-sagen er en historie om, hvordan industriens og økonomiens argumenter vandt over miljøhensyn og tromlede ønsket om fra politisk side at skride ind overfor PVC's miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser.
PVC-aftalen, der blev underskrevet i 1991, endte med at være særdeles gunstig i forhold til industriens interesser.
Der må sættes spørgsmålstegn ved, om aftalen er udtryk for en væsentlig miljøforbedring, som skulle være formålet med at indgå frivillige aftaler. Forhandlingerne op til aftalen kan med et forsigtigt udtryk karakteriseres som en miljømæssigt ufrugtbar diskussion, der mundede ud i en aftale, der tilsidesatte tidligere reduktionsmålsætninger og dermed kom til at ligge meget langt fra den oprindelige hensigt med aftalen.
Derudover var forhandlingerne præget af en ekstrem lukkethed, der styrkede industriens magt i forhold til en traditionel regulering.

Frivillig aftale i fisk
PVC-aftalen er et eksempel på en frivillig aftale, der er indgået i stedet for at lovgive på et område. Aftalen er ikke juridisk bindende, men bygger på at aftalepartnerne holder ord.
Hensigten med frivillige aftaler er, i en reguleringssammenhæng, at forsøge at inddrage de centrale parter, og at motivere og engagere industrien på miljøområdet. Hensigten er således også at supplere norm-regulering, hvor myndighederne dikterer de mål, som industrien så skal leve op til. Som instrument til at skabe engagement og motivation hos de parter, der er centrale for målopfyldelsen, skulle de frivillige aftaler ses som et bud på en mere moderne miljøregulering.
Men - for der er desværre et men - det kræver, som minimum, at aftalerne indgås under den Pgf. 10, som blev indskrevet i Miljøbeskyttelsesloven i 1991, og at parternes ansvar overfor aftalen tages alvorligt. Frivillige aftaler bør ikke være industriens mulighed for egenhændigt at lave miljøregulering.
PVC-aftalen er desværre et grelt eksempel på, at forbrugerne og miljøorganisationerne er skrevet ud af den demokratiske proces op til aftaleindgåelsen. At de politiske mål ryger ud til fordel for en tilgodeseelse af industriens ønsker og behov. Og et eksempel på, at aftalen øjensynligt ikke er det papir værd, den er skrevet på.

Kom så, Auken
PVC-sagen er nu foreløbig kulmineret ved, at plastindustrien ikke har kunnet leve op til de aftalemål, som de i den grad selv var med til at bestemme for seks år siden.
Aftalebruddet må have konsekvenser i forhold til den konkrete PVC-aftale, hvor Svend Auken må tage sit ansvar alvorligt og enten opsige aftalen eller lovgive på området.
PVC-sagen har indtil videre hovedsaligt været præget af mangel på politisk mandsmod, og i forhold hertil kan der passende henvises til Miljøstyrelsens redegørelse over frivillige aftaler fra 1994, hvor der står: "Hvorvidt en aftale virker eller ej har samtidig betydning for ministerens (politiske) troværdighed i omverdenen... Aftalens indgåelse og gennemslagskraft er derfor en af de faktorer, som ministeren bliver bedømt på."
Aftalens hovedpart, plastindustrien, står med et stort ansvar for, at den frivillige PVC-aftale ikke er overholdt. Misligholdelsen er beskæmmende i forhold til den indsats på PVC-området, der af miljø- og sundhedsmæssige årsager er bydende nødvendig. Og samtidig skaber misligeholdelsen tvivl om brugen af frivillige aftaler som reguleringsinstrument på miljøområdet.
Hvad angår plastindustriens ansvar for misligholdelse af aftalen udtaler Jette Rasmussen, direktør for plastindustrien i Danmark den 22. oktober:
"Der er ingen af os (i plastindustrien), der har et fornuftigt svar på, hvorfor i alverden vi ikke havde gjort os klart, hvor store mængder PVC, der var tale om. Man føler sig ualmindelig dum (...)"
Jeg kan så udemærket forstå, at Jette Rasmussen føler sig ilde tilpas ved aftalebruddet. Derimod er det svært at forstå, hvorfor man i industrien ikke har været klar over, hvilke mængder PVC, der var tale om. Det tyder på, at PVC-aftalen ikke er blevet taget særlig alvorligt af plastindustrien.
Og det tyder på, at hvis miljøorganisationer som f.eks Greenpeace ikke havde sat spørgsmålstegn ved aftalens overholdelse, så ville industrien kunne slippe afsted med at misligeholde aftaler på bekostning af miljøet.
PVC-aftalen er en joke! Men ikke én af de muntre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her