Kronik

Giv os demokratiet tilbage

27. oktober 1997

Hvis universiteterne ender som en slags grovvarefirmaer, hvad skal vi så med dem? En ny universitetslov må fremme fagkyndighed og engagement

RET BESET
I dette efterår er der tegn på, at Bertel Haarders universitetslov af 1992 vil blive underkastet et politisk eftersyn. Bl.a. fra studenterside er sagen sat på dagsordenen, senest med afholdelsen af en konference den 8. oktober på Christiansborg.
Efter min mening er et eftersyn af universitetsloven mere end velbegrundet, og en revision - i 'den rigtige retning'! - ville være et velkomment resultat heraf.
En stillingtagen til universiteternes styrelse bør hvile på overvejelser over deres opgave. Tager vi bestik efter universitetsdebatterne igennem de sidste tre årtier, synes to hovedsynspunkter på universiteternes opgave at være i omløb. Hårdt optrukket ser de således ud:
*Universiteterne skal betragtes som produktionsvirksomheder til imødekommelse af den til enhver tid herskende efterspørgsel i samfundet efter henholdsvis færdiguddannet arbejdskraft og nyttige forskningsresultater. Universiteterne skal indrettes og styres sådan, at der kan ske en løbende og hurtigtvirkende tilpasning til gældende markedsforhold og tidsåndskonjunkturer.
*Universiteterne skal betragtes som samfundsinstitutioner til uddannelse af kyndige, analytiske, (efter)tænksomme, handle- og dømmekraftige aktører på mangfoldige pladser i samfundet, såvel som til uhildet og indtrængende undersøgelse af verdens indretning i natur, kultur, samfund og teknologi, under iagttagelse af de højeste standarder for den slags virksomhed.

Selv om disse to hovedsynspunkter her er skitseret i 'ren form', vil jeg hævde, at de universitetspolitiske positioner, man sædvanligvis møder, har ét af disse synspunkter som kerne.
Personligt melder jeg mig som en varm tilhænger af institutionssynspunktet. De to hovedsynspunkter er ikke alene forskellige, men på flere punkter indbyrdes modstridende. Blandt andet fører de til modsatrettede konklusioner om, hvad universiteter skal beskæftige sig med, og om hvordan de skal drives.
Universiteternes styrelsesforhold har konsekvenser for, hvilke opgaver de kan varetage og hvordan. Omvendt bør opgavedefinitionen og -varetagelsen have konsekvenser for styrelsesforholdene. Nogle styrelsesordninger modsvarer navnlig det ene synspunkt, andre snarere det andet.
Den gældende universitetslov er muligvis af nogle tænkt til at skulle give rum for begge synspunkter på universiteternes opgave. Når det kommer til stykket, har den imidlertid vist sig i overvejende grad at fremme virksomhedssynspunktet. For de dele af det politiske system, som bekender sig til enten virksomhedssynspunktet (der først og fremmest findes i de borgerlige partier, men jo også langt ind i Socialdemokratiet), henholdsvis institutionssynspunktet, er det konsistent at ønske dertil svarende styrelsesordninger for universiteterne.
Til gengæld er der dele af det politiske system, som egentlig bekender sig til institutionssynspunktet, men er gået ind for en styrelsesordning svarende til den eksisterende lov.
Her er der åbenbart en diskrepans mellem mål og midler. Den kan opløses ved, at målene bringes i overensstemmelse med midlerne eller omvendt. Jeg ser hellere det sidste end det første.

Som antydet er der efter min opfattelse alvorlige skavanker ved universitetsloven. Men hvori består de?
Der var utvivlsomt problemer med det udøvende niveau i den tidligere styrelseslov. De kollegiale organer traf beslutningerne (både de 'lovgivende' og de administrative), men dels haltede det ofte med at få dem ført ud i livet, dels skulle enhver udøvende handling formelt set besluttes af et organ. Begge dele førte til en vis træghed i systemet.
Med universitetsloven blev der vendt op og ned på dette. Nu er både den lovgivende og den udøvende magt samlet hos lederen (rektor, dekan, institutleder, studieleder). De styrende organer er nu blot rådgivende, bortset fra i forhold til nogle få, afgrænsede spørgsmål. Således kan de hverken omgøre beslutninger truffet af lederen eller vælte ham/hende i en valgperiode, med mindre der foreligger en helt ekstraordinær situation, og et massivt flertal forlanger nyvalg.
Anderledes sagt er der ikke 'parlamentarisk kontrol med regeringen'. I stedet har man, som en god kollega har formuleret det, indført et præsidentstyre à la Rusland og Frankrig. Tydeligvis har man ved udformningen af universitetsloven også i høj grad haft pyramidalsk virksomhedsstyring som forbillede.

Der findes i disse år adskillige alvorlige problemer med universiteternes funktion og virke. Det ville være fejlagtigt at hævde, at universitetsloven er eneansvarlig for disse problemer, som i det væsentlige har samfundsmæssige og politiske årsager. Til gengæld er universiteternes styrelsesforhold en medvirkende eller forstærkende årsag til dem. Her er der kun plads til en skitse af udvalgte sider af problemerne.
Først og fremmest koncentrerer universiteternes ledelser, på alle niveauer, sig i disse år om at pejle omgivelsernes krav og forventninger, for derefter så prompte som muligt at rette sig ind efter de gulerødder og stokkeslag, der uddeles ved de politiske og administrative havelåger. De hengiver sig derved til kortsigtet, ikke sjældent panisk, siksak-taktik, i stedet for til gennemtænkt og langsigtet institutions-, uddannelses- og forskningsudvikling. Man underlægger sig - og videreudvikler selv på institutionerne - den herskende program- og styringstænkning vedrørende forskning og uddannelser og beslaglægger betydelige kræfter i bestræbelserne på at gøre sig lækre over for bestyrerne af de mange såkaldte 'cigarkassemidler'.
Alt dette foregår med henvisning til, hvad man kunne kalde Cheminova-argumentet: Det er ganske vist beklageligt, at man må opføre sig på denne måde, men sådan gør alle de andre (som for resten er meget mere kyniske end vi), og det er simpelthen for surt at se dem bade sig i millionerne, mens vi bare kan få lov til at polere glorien med en laset klud og i øvrigt gå for lud og koldt vand.
Hvad angår ledelsesspørgsmålet, har universitetsloven tilsyneladende fremkaldt et kontingent af autokratiske, tidsåndsfølgagtige småkonger, præget enten af interessebestemt kynisme eller simpelthen af 'napoleonitis'. Det fælles motto synes at være: 'den Gud giver embedet giver han også forstanden'.
Diverse former for management-voodoo har vundet indpas i universitetsstyringen. Forskningsvogtning baseret på primitive kriterier, platfodede 'kvalitetsudviklingsprojekter' med mere er blevet dagens orden mange steder. Lad mig slå fast, at mange af de universitetsledere, jeg kender til, ingenlunde dækkes af denne karakteristik. Det alarmerende er, at ikke så få faktisk gør.
Mit skrækscenarie for en videreudvikling ad dette spor er en polarisering af universiteternes virksomhed, hvor de dels bliver indlæringsanstalter, dels sektorforskningskontorer.
Studierne (også på ph.d.-niveau) finder sted efter de programmer som p.t. er på menuen, og undervisningen varetages af deltidsansatte lærere uden forskningsaktivitet, betalt af cigarkassefinansierede frikøb af de fastansatte videnskabelige medarbejdere. Disse tilbringer så tiden med at leve op til de kontrakter, de har måttet indgå for at få del i cigarkassemidlerne, eller med at udfærdige nye ansøgninger til disses bestyrere. I begge tilfælde er der tale om en dominans af styret eller bestilt forskning.
Hvis universiteterne på denne måde skal ende som en slags grovvarefirmaer, hvad skal vi så med dem? Er det forresten ikke i dagens grovvarefirmaer, at man støder på de kunstige vækstfremmere, og er det ikke ret veldokumenteret, at disse vækstfremmere fører til resistens? I universitetssammenhæng bliver der vist nærmest tale om argumentresistens.
Når vi har politisk demokrati og parlamentarisme i dette land, er det ikke af hensyn til folketingsmedlemmernes trivsel, men af hensyn til landets og befolkningens ve og vel. På samme måde skal universitetsdemokrati ikke installeres for universitetsfolkets skyld, men for universiteternes, det vil sige af hensyn til varetagelsen af deres opgave.
Dette gælder frem for alt, hvis opgaven forstås i lyset af institutionssynspunktet, men sikkert også selv om det er virksomhedssynspunktet, der påberåbes, jævnfør nyere forestillinger om organisering af vidensintensive virksomheder.
Det er altså forkert at anskue universitetsdemokrati som identisk med arbejdspladsdemokrati - som der i øvrigt ikke er det mindste i vejen med, men tværtimod mangel på både her og hisset.
Varetagelsen af universiteternes opgave forudsætter to ting.
*For det første fagkyndighed. Beslutninger med faglig indebyrd skal træffes af folk med blik for substansen. Denne tankegang udgjorde den gamle styrelseslovs hovedprincip. I stedet for et pyramidalsk hierarki skulle der herske relativ beslutningsmæssig autonomi på de enkelte saglige niveauer.
*For det andet engagement. Seriøs undervisning og forskning er vitalt afhængige af, at parthaverne er stærkt optaget af deres arbejde som medarbejdere eller studerende, og af, at de kan se en mening i det, de foretager sig. Hvis deres aktiviteter er underlagt skalten og valten af ledere, der ikke selv har indsigt i aktiviteternes karakter og forudsætninger, erstattes engagement i stigende grad af frustrationer, og virksomheden visner efterhånden. For at opnå fagkyndighed og engagement i driften af universiteterne må deres centrale parthavere (de studerende inklusive) udstyres med myndighed, det vil sige være repræsenteret i de væsentlige besluttende funktioner på institutionerne. Der må med andre ord være universitetsdemokrati.
Derfor må parlamentarisme og kontrol med 'regeringsmagten' genindføres i styringen af universiteterne. De styrende organer skal have de besluttende og 'lovgivende' beføjelser tilbage. Det kan godt finde sted, uden at de udøvende opgaver dermed lades i stikken. Lederne skal fortsat have mulighed for at varetage deres eksekutivfunktioner på fleksibel vis, men varetagelsen skal til enhver tid være underkastet parlamentarisk kontrol. Det betyder bl.a., at
*valget af lederne ikke skal godkendes på overliggende niveauer; den enkelte leder skal have sit fulde mandat fra 'sit' styrende organ.
*ledelsesbeslutningerne skal kunne omgøres af det relevante styrende organ,
*det skal være langt lettere end efter Universitetsloven at afsætte lederen,
*der skal være fastsat en øvre grænse for, hvor mange gange i træk en leder kan genvælges.
Jeg er ikke i tvivl om, at mange (herunder adskillige nuværende universitetsledere) vil betragte denne tankegang som 'gammeldags', og som noget 'vi til alt held har fået gjort op med'. Det får så være. Hvis det er gammeldags at insistere på, at vi skal have universiteter frem for grovvarevirksomheder, så er jeg med glæde gammeldags.

Mogens Niss er professor i matematik og matematikkens didaktik ved Roskilde
Universitetscenter

APROPOS
Blafren i vinden

Hellige flamme!
Styrk i din glans
alle, som kæmper
for musernes krands.
Kundskab, din stamme
blomstrende stå
evig, mens tiderne
vekslende gå.

Sådan lader ved festlige lejligheder Københavns Universitet J. L. Heibergs tekst gjalde til Weyses melodi.
Men ordene er ikke den universitetshistoriske virkelighed. Den akademiske ild har unægteligt blafret i tidsåndens pust, ligesom kundskabens stamme indimellem har fået hvirvlet noget af blomsterpragten af.
Til venstre for denne spalte søger professor Mogens Niss at suse tidsånden den anden vej. Den, som går modsat den, der blæste omkring universitetsloven i 1992. Som til gengæld var stik op imod den, der blæste for 30 år siden.
Dengang - op til den første universitetsstyrelseslov, der trådte i kraft i 1970 - var kravet frem for alt demokrati på universiteterne. Et oprør mod den forudgående kgl. universitetsanordnings priviligering af professorerne. De sad på det hele: Institutterne, fakultetsrådene, konsistorium. Som kritikerne så det, mindede professorvældet om den nutidige 'napoleonitis', som Niss beskriver, selv om altså nu også lektorer kan være kejsere i eget rige.
1970-loven ligestillede nemlig andre lærere med professorer. Kun til rektorpostens beklædelse opretholdtes kravet om professorværdighed.
Samtidig blev de studerende lukket ind i beslutningerne. De fik halvdelen af pladserne i studienævn og en trediedel i fakultetsråd og konsistorium. Universitetet øvrige ansatte - det teknisk-administrative personale - fik først adgang til taburetterne ved en lovændring senere i 70'erne, hvor tidsånden krævede arbejdspladsdemokrati.
I 1970'erne var den nutidigt dominerende forestilling om universiteterne som produktionsvirksomheder ikke i høj kurs. Er det universiteternes skæbne at svinge stedse, som tiderne vekslende gå? dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu