Læsetid: 6 min.

Grøn fascisme

Debat
11. oktober 1997

Der har aldrig manglet folk, som vil legitimere uretfærdigheder i Guds navn. De seneste eksempler på den slags moralprædikanter er miljøforkæmperne

MILJØKAMP
De findes i alle afskygninger.
Fra World Wide Fund for Nature (WWF) og Foundation for International Environmental Law and Development (FIELD) til politikere og embedsmænd i den amerikanske administration.
Det seneste udslag af dette moralske tyranni er USA's ensidige forbud mod import af rejer, som er fanget på en måde, der kan udgøre en fare for truede skildpadder. Den amerikanske regering har indført forbudet i henhold til sin egen Lov om Truede Dyrearter.
Indien, Pakistan, Thailand og Malaysia har sammen protesteret til verdenshandelsorganisationen WTO, som ventes at komme med sin afgørelse inden årets udgang. WWF og FIELD er gået ind i sagen på USA's side.

WWF hævder, at USA har ret til at træffe den slags ensidige forholdsregler, fordi havskildpadder er en global ressource, som det internationale samfund har et ansvar for at beskytte. Selv om ingen international organisation eller resolution har bemyndiget USA til at træffe denne forholdsregel, har amerikanerne levet op til denne forpligtelse og taget fornuftige skridt til at føre det internationale samfunds vilje ud i livet.
Det, WTO's konfliktløsningspanel skal tage stilling til, er fortolkningen af handelstraktatens artikel XX(g), som giver mulighed for handelsrestriktioner, hvis de "vedrører bevarelse af udtømmelige naturressourcer, og hvis sådanne forholdsregler sættes i kraft i forbindelse med restriktioner for indenlandsk produktion eller forbrug".
For at opfylde dette kriterium mente man tidligere, at en forholdsregel primært skulle sigte på bevarelse, men i den senere tid er der anlagt en bredere fortolkning, som indebærer, at en væsentlig forbindelse med bevarelse kan accepteres.
Dertil kommer, at WTO er begyndt at tage såvel andre traktater som internationale normer med i sin vurdering. En mulig konsekvens af det er, at et land kan tvinge et andet til miljøbeskyttelse ved hjælp af handelssanktioner. Det var utænkeligt i GATT (forløberen for WTO), men nu synes WTO mere og mere opfatte sig selv som led i et mere omfattende system af internationale regler og normer.

Rent bortset fra det fortolkningsspørgsmål må vestlige miljøforkæmpere erkende, at der er fundamentale svagheder ved at bruge handel som et redskab til at regulere adfærd på miljøområdet. Det smager ikke blot af hykleri, men ligner også et forsøg på at legitimere et lands ret til at påtvinge andre sin vilje uden et traktatfæstet grundlag.
Global miljøstyring kræver globalt samarbejde og ansvarlig adfærd. Men dette samarbejde må nødvendigvis bygge på principper om retfærdighed og rimelighed.

Handelssanktioner er et særdeles uretfærdigt værktøj, som liberale miljøaktivister må bandlyse fra deres værktøjskasse. Sammenlignet med det, USA som nation gør mod en anden fælles ressource - klimaet og atmosfæren - er det, klagerlandene gør mod havskildpadden, et meget lille problem. Men kan de lande, der formentlig vil blive mest berørt af den globale opvarmning - Maldiverne og Bangladesh - indføre effektive handelssanktioner mod USA?
Hvis disse lande forsøgte at tage et sådant moralsk skridt for at redde sig selv fra druknedøden, ville de blot blive til latter i hele verden. International aktion er uretfærdig og umoralsk, hvis det redskab, der benyttes, ikke er lige tilgængelige for alle parter - rige og fattige, mægtige og magtesløse. Ellers går vi ind for en mægtig nations ret til at opføre sig som en moralsk tyran, når det passer den.

Og det er netop sådan, USA opfører sig. For omkring et år siden skrev den amerikanske journalist Ross Gelbspan, som er blevet belønnet med Pullitzer-prisen, en bog om global miljøpolitik. I forbindelse med sit arbejde med bogen spurgte han Centret for Miljø og Videnskab i New Delhi, hvordan vi ser på USA's rolle. Jeg svarede:
"Det indlysende svar er, at USA som verdens stærkeste land - især når det drejer sig om økonomisk magt og evne til at producere viden - bør spille en ledende rolle. Men denne rolle, som alle amerikanere er så stolte af og som man sårer dem så meget ved at bestride, må bygge på konsekvens, generøsitet, tilpasning og samarbejde, ikke på trusler og rå magt."
Den amerikanske ledelse har desværre vist sig umådelig smålig i miljøpolitisk henseende. Dens adfærd i spørgsmålet om klimaændringer er blot ét eksempel; dens manglende vilje til at underskrive traktaten om biodiversitet og betale gælden til FN er andre.
Alt, hvad amerikanerne foretager sig på miljøområdet, skal være i overensstemmelse med deres egne økonomiske interesser. Derfor har deres holdning været yderst inkonsekvent.
Da det stående udvalg i Konventionen om International Handel med Truede Dyrearter (CITES) i 1993 anbefalede at straffe Taiwan og Kina, indførte USA ensidige handelssanktioner over for Taiwan, men vovede ikke at genere Kina. Hvorfor ikke? Fordi alle ved, at Kina - et andet stærkt land - ville svare igen med samme mønt. Den ene bølle vil altså ikke lægge sig ud med den anden.

Hvis vestlige miljøaktivister havde nogen som helst sans for moral og retfærdighed, ville de tage sig i agt for at bruge USA som verdens miljø-politibetjent. Ellers må det globale civile samfund boykotte dem som socialt uansvarlige personer.
Hermed vil jeg naturligvis ikke sige, at en miljøsynder som Indien ikke skal tages i skole. Landet er både i henhold til Havretten og Konventionen om Biodiversitet forpligtet til at beskytte livet i havet. Hvis det ikke gør det, skal det tvinges til at overholde de forpligtelser, det selv har skrevet under på.
Der kan ikke være tvivl om, at Indien og andre lande kunne have gjort meget mere for at beskytte skildpadderne, og at det er regeringerne, der opfører sig uansvarligt. Men USA gør ikke Indiens uret god igen ved selv at begå en ny. Det, der er brug for, er en klage- og sanktionsmekanisme i internationale miljøkonventioner. Det ville være retfærdigt, for så ville også de magtfulde nationer være nødt til at tage hensyn til klager.
Et af problemerne med sagen om rejerne og skildpadderne er, at fattige fiskere ikke har råd til at anskaffe sig det nødvendige udstyr. Hvis man vil have miljømæssigt forsvarlige produktionssystemer, må man nøje gennemtænke, hvordan de skal finansieres.
Det er de rige - og det uanset om de bor i New Delhi eller New York - der skal betale for at beskytte truede dyrearter. Alle rige mennesker må tvinges til at bidrage til dette formål gennem en global fond, som kan hjælpe de fattige. Men igen er spørgsmålet: Hvor mange parlamenter i de rige lande vil gå med til, at deres statsborgere pålægges en international skat?
Det er vigtigt at huske, at demokrati kun fungerer, hvis der er flere regler til at kontrollere de rige og mægtige end de fattige og magtesløse. Repræsentanter for det civile samfund - f.eks. organisationer som WWF og FIELD - må lære at finde andre veje til at drage genstridige lande til ansvar.

De kunne gøre en indsats for at samarbejde med de genstridige landes civile samfund, overbevise dem om deres lederes uansvarlighed og på den måde tvinge lederne til at sadle om ved hjælp af demokratiske processer. En sådan fremgangsmåde ville styrke det globale samfund.
Miljøorganisationer har naturligvis al mulig ret til at påvirke et land til at overholde reglerne ved at lancere en international kampagne. Men det er utilgiveligt at støtte et mægtigt land, når det blander sig i et svagere lands indre anliggender.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her