Kronik

Handel med forurening kun i teorien

9. oktober 1997

Omsættelige forureningstilladelser, det såkaldte OFT-system, er en smuk svane i teorien, men en grim ælling i praksis. Så lad os i stedet for forbedre afgiftssystemet

Økonomi i opbrud
Økonomen Jesper Jes-persen har tidligere i Information argumenteret for omsætte-
lige forureningstilladelser (OFT). Nu fremturer han i lyset af mordet på Mariager Fjord den 17. september i Radioens "Markedsplads" med at foreslå, at et sådant system burde indføres ikke alene ved CO2-reguleringen men også overfor spildevand, tungmetaller og landbrugets anvendelse af pesticider og gødning.
Men miljøregulering via OFT er kun overfladisk set et simpelt og effektivt værktøj i miljøreguleringen. OFT-systemet er da også udtænkt i fagmiljøer, der ikke har særlig meget berøring med en praktisk administration og kun forsøgt i praksis meget sjældent.
Det Jesper Jespersen tydeligt mangler er en administrativ erfaring. Hvis han havde en sådan ville han vide, at alle love, hvori der er indblandet væsentlige økonomiske interesser, generelt ikke overholdes, hvis de ikke følges op af et kontrolapparat, der kan opspore og sanktionere lovovertræderne.

Først bør jeg vel lige på-pege, at et ideelt system med OFT har flere kritiske forudsætninger: For det første at man enkelt kan måle, hvor meget den enkelte aktør (virksomhed eller person) belaster miljøet med. Hvis man kun kan måle udledningen af for eksempel tungmetaller meget vanskeligt eller under brug af mange ressourcer (hvilket er tilfældet), så vil et system ikke være praktisk muligt, dersom det skal udstrækkes mere end nogle snese aktører, og så står man tilbage med at skulle have et andet reguleringssystem for resten af "de små udledere".
For det andet er det en forudsætning, at aktørerne, der skal handle med de omsættelige forureningstilladelser, belaster samme recipient (modtager).
Der er nemlig ikke lige meget, om man leder et kg kvælstof ud i Nordsøen eller i en kvælningstruet østjysk fjord, og det er ikke lige meget, om man bruger et kg pesticid ovenover et drikkevandsreservoir eller på et areal, hvor grundvandet af andre årsager ikke kan udnyttes.
Hermed er der allerede stærke argumenter for, at OFT-systemet ikke er egnet til regulering af regionale og lokale miljøproblemer, medmindre man vil opbygge et tungt apparat, der sikrer, at handlen med OFT-er foregår indenfor et stor antal veldefinerede arealområder.
For hvordan skal OFT-systemet ellers fungere, hvis en aktør med tilstrækkelige tilladelser, alligevel ikke må udnytte tilladelserne?
For det tredje forudsætter OFT-systemet, at man kan - eller tør - opstille kvantitative målsætninger for, hvor meget en recipient (fagligt og politisk) kan tåle. Så ville vi delvist være tilbage til den gamle recipientkvalitetsplanlægning, der jo har spillet fallit, måske mest fordi man ikke politisk turde at fastsætte tilstrækkeligt skrappe målsætninger.

Men inden for CO2-området da? Det drejer sig jo om samme atmosfære, det er relativt let at beregne, hvor meget CO2, en aktør udleder, og vi har fastsat en politisk målsætning gående på, at vi i år 2005 skal reducere den danske udledningen til knap 50 Mt mod de nuværende ca. 60 Mt. Men vanskelighederne på dette område optræder dels på det politiske og dels på det administrative område:
Hvis det nuværende afgiftssystem skal erstattes af OFT, vil det økonomisk set være af en betydelig værdi at eje en tilladelse til at udlede for eksempel et tons CO2, og hvordan skal politikerne fordele disse tilladelser?
Den nuværende CO2-afgift på 100 kr. pr. ton CO2 modsvarer - hvis man regner med en realrente på omkring 5% - at en tilladelse til en årlig fortsat udledning af et ton CO2 har en værdi på omring 1-2000 kr.
Altså har tilladelser til 50 Mt CO2 en værdi på omkring 50-100 Mia. kr.
Skal disse tilladelser foræres væk til aktørerne i forhold til, hvad man hidtil har udledt af CO2 - populært sagt sådan at de største CO2-svin får de største gaver - eller skal staten sælge dem til de højstbydende aktører, eller skal de sælges til fast pris? Jeg savner et bud fra fortalerne for OFT-er på, hvordan man vil fordele tilladelserne!

Nu er det imidlertid sådan, at staten for tiden giver kamufleret erhvervsstøtte til de mest energiforbrugende industrier - for eksempel salt-, sukker-, fiskemels-, kartoffelmels- kødfoder- og cementfabrikker, stålværker og mange flere ved kun at opkræve disse en afgift på 3 kr pr ton CO2. Til gengæld opkræves private forbrugere så i praksis 600 kr. pr. ton CO2.
Det indebærer, at en OFT på ét ton CO2 kun umiddelbart vil have værdien 30-60 kr. for disse energiforbrugende virksomheder, mens den for private vil have værdien 6-12.000 kroner.
Hvis OFT-erne skal foræres eller sælges i forhold til aktørernes tidligere forbrug og afgiftstryk, hvordan forestiller OFT-fortalerne sig så, at man undgår, at de store udledere scorer store profitter ved at sælge OFT-erne til private og så flytte produktionen til udlandet.
Det er også meget uklart, om der i OFT-fortalernes univers indgår overvejelser om, hvorvidt man skal lade socialt svage, private aktører fryse ved vintertid eller købe tilladelser til "ågerpriser", hvis de har været så uforsigtige at sælge CO2-tilladelserne for at få finansieret sommerferien.
Hvis et OFT-system skal have den tilsigtede effekt at det kraftigt tilskynder den enkelte aktør til at reducere CO2-forureningen, så kræver det, at den CO2-forurener - for eksempel en bi-list - , der har "overforbrug" af benzin, direkte kan mærke at overforbruget koster væsentligt ekstra.
Hver enkelt bilist må nødvendigvis derfor direkte mærke OFT-tilladelsen på den måde, at han skal til at købe flere af dem, hvis han overforbruger.

Altså en slags genindførsel af rationeringsmærker med tilladt "sortbørshandel". Vælger man kun at kræve, at benzinselskabet skal have tilstrækkelige tilladelser til at sælge det kvantum benzin selskabet sælger, straffer man netop ikke økonomisk den bilist, der har det store forbrug, men samtlige bili-
ster, der handler ved benzinselskabet.
Hvis man kun har et teoretisk forhold til et OFT-system på CO2-området, så kan man let forbigå problemet med kontrol.
Hvis systemet ikke direkte skal virke som et system med rationeringsmærker, må man have et uhyggeligt stort kontrolsystem, der fører regnskab med tilladelserne og kontrollerer, at en aktør ikke køber eller forbruger mere CO2-holdigt energi (el, olie, kul, gas m.v.) end han har tilladelser til.
Og der vil - når Jesper Jespersen taler om systemet - være adskillelige millioner aktører, idet enhver privat forbruger skal kunne handle på børsen.
Kontrolinstansen skal også kunne uddele passende sanktioner til de aktører, der forbruger mere end tilladelserne, måske gennem tidskrævende tvistigheder og retssager?

Hvis systemet med OFT-er derimod kun er for de store udledere, må man have et parallelt afgiftssystem for de små forbrugere. Og så får man nogle meget svære grænsedragningsproblemer mellem systemerne og muligheder for svindel ved at købe energien i det ene system og bruge den i det andet.
Næh, alt i alt må man konkludere, at OFT-systemet er en smuk svane i teorien, men en grim ælling i praksis. Så lad os i stedet for forbedre afgiftssystemet.
Et afgiftssystem har jo den store fordel, at det letter det samlede forureningstryk på omgivelserne uden at det står i vejen for specifikke regler, hvor der er særlige hensyn at tage. Man kan starte med at gøre afgifterne ens hos den private forbruger og i erhvervslivet. At et ton CO2 skal koste lige meget i afgift, hvad enten man bruger energien til det ene eller andet formål er indlysende rigtig og vel også forudsætningen for at man i længden kan kalde afgiften en "grøn" afgift.

Uffe Rasmussen er civilingeniør i Århus Kommunes Miljøkontor

APROPOS
Miljøminister Svend Auken (S) er formentlig på vej til at anerkende princippet om internationalt omsættelige CO2-kvoter som nødvendig - omend næppe tilstrækkelig - forudsætning for at nå frem til et forhandlingsresultat på FN's vigtige klimakonference i Kyoto, Japan, til december.
Bl.a. USA ønsker at få vedtaget princippet om, at én nation kan købe sig til en anden nations CO2-kvote og dermed betale sig fra at forurene mere, end man nationalt har ret til. Sælgerlandet må så for købssummen investere i at begrænse sin nationale CO2-udledning tilsvarende mere. Den økonomiske filosofi er, at indsatsen dermed automatisk vil blive kanaliseret hen, hvor CO2-begrænsningen kan opnås for færrest omkostninger.
Danmark har hidtil set med betydelig skepsis på ideen om omsættelige CO2-kvoter. Dels er ordningen uhyre vanskelig at forvalte og kontrollere, dels lægger den op til, at de rige lande kan købe sig aflad og slippe for at feje for egen dør. I lyset af de fastlåste positioner op til Kyoto-mødet, der sigter mod en skærpet klima-aftale om CO2-nedskæringer i i-landene, åbner Svend Auken imidlertid nu for at acceptere ideen. På et møde med danske miljøjournalister i tirsdags sagde Auken at det kan blive nødvendigt at "se mere positivt" på de amerikanske krav for til gengæld at få USA med til en forpligtende international aftale om reelle nedskæringer.
USA er på vej til en CO2-udledning, der i år 2010 er 23 procent større end i 1990. Danmark og EU ønsker en beslutning om 15 procents reduktion i i-landene på samme tidspunkt, i år 2010.
For overhovedet at få USA til forhandlingsbordet anser Auken det derfor nu for nødvendigt at vise imødekommenhed i bl.a. spørgsmålet om de omsættelige CO2-kvoter. "Det vil være brandulykkeligt, hvis det internationale samfund strækker våben i Kyoto," fordi uenigheden mellem i-landene indbyrdes er for stor, sagde Auken."På sigt får vi nok en ordning med internationalt omsættelige kvoter," erkendte miljøministeren. es og jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu