Der er ikke nogen, der løfter et øjenbryn, når fødevareministeren rejser verden rundt i håb om at øge eksporten af alt fra leverpostej til landbrugsmaskiner. Hvorfor må Auken så ikke?
VINDKRAFT
Dagbladet Information sætter en ære i at være kritisk. Men engang imellem bliver denne ellers beundringsværdige målsætning et mål i sig selv. Det anskueliggøres i bagsidelederen den 30. september, signeret es. Her bebrejdes miljø- og energiminister Svend Auken, at han taler for meget om planer og for lidt om virkeligheden i dansk energipolitik.
Det absurde består i, at kritikken falder på baggrund af Aukens offentliggørelse af regeringens aftale med el-selskaberne om at virkeliggøre det mest ambitiøse vindmøllebyggeri, verden endnu har set!
Anledningen til lederen er et arrangement i Washington DC, hvor vi i WWF Verdensnaturfonden som led i WWF's internationale Living Planet Campaign havde bedt Miljø- og Energiminister Svend Auken præsentere den danske beslutning om at bygge 500 store havvindmøller som en såkaldt Gave til Jorden. Kampagnen har som formål at få virksomheder og regeringer til at forpligte sig til konkrete handlinger for natur og miljø. Til gengæld stiller WWF sit gode navn og rygte og en international platform til rådighed for en præsentation af de konkrete initiativer.
Det siger sig selv, at vi ikke indbyder verdenspressen til præsentation af hvad som helst, og hidtil har vi på de halvårlige seancer også kunnet byde på ganske imponerende 'gaver' i form af tilsagn om f. eks. beskyttelse af meget store naturområder eller betydelige reduktioner i energiforbrug. Således også i mandags, hvor den danske beslutning om at etablere 750 MW vindkraft på havet vitterligt er af en karakter, der får den internationale omverden til at spærre øjnene op.
Men så let lader man sig ikke imponere på Information. Bortset fra en indledende anerkendelse af vigtigheden af engang imellem ikke blot at begræde tingenes tilstand, men også glæde sig over fremskridt, er resten af lederen en blanding af ironi og en mavesur mixture af brokkerier over alt det, arrangementet i Washington ikke handlede om. Eller som det hedder i patroniserende stil, så vil Information "tillade sig at minde om et par kendsgerninger", som avisen mener bør frem, når "glædesrusen har lagt sig".
Der er bare det kedelige ved de "kendsgerninger", at de enten ikke har så meget med sagen at gøre eller i hvert fald kan diskuteres.
Vindmøllebranchen
For at tage det fra en ende af: Aukens rejse til Washington forsøger Information nedgjort til "et stykke dansk industripolitik". Argumentet er, at eftersom de to ud af tre firmaer i verden, der kan levere så store havmøller, som der her er tale om, er danske, var Aukens tur primært en PR-tur for vindmølleindustrien. Skudt forbi, Information.
Aukens rejse til Washington var et stykke dansk miljø- og energipolitik. Hvad der alene kan ses af den kendsgerning, at Aukens delegation udover en række embedsmænd fra Miljø- og Energiministeriet kun indeholdt en enkelt udefra, nemlig Elkrafts formand, Birthe Philip. Havde turen været det stykke industripolitik, Information hævder, havde der selvsagt været adskillige repræsentanter fra vindmøllebranchen med.
Bortset fra det har vi i WWF vanskeligt ved at se det anstødelige i sagen, hvis Auken rent faktisk havde medbragt folk fra vindmølle-erhvervet. Tværtimod synes vi i WWF, at det er fantastisk glædeligt, at vi i Danmark kan tilbyde nogle af de teknologier, der vil danne rygraden i fremtidens vedvarende energi. Vi synes også, det er strålende, hvis danske virksomheder kan tjene penge på at levere løsninger til dette skoleeksempel på en vigtig brik i det, Brundtland-rapporten kaldte en bæredygtig udvikling.
Den opfattelse deler Auken utvivlsomt. Når han alligevel ikke havde vindmøllefabrikanterne med i Washington, er det, fordi sagen skal forstås den anden vej rundt: Fordi formålet med turen var at promovere en miljø- og klimapolitisk indsats, som de fleste lande har svært ved at konkurrere med. Og at den eventuelle danske erhvervspolitiske gavn heraf blot er en nyttig sidegevinst.
Sagen er jo, at selv om alle regeringer er enige om, at klimaforandringer er et reelt problem, som der skal tages hånd om, kniber det for de fleste med at sætte handling bag ordene. Her har Danmark klarere end noget andet land i år vist vejen - først med beslutningen om at sige stop for nye kulkraftværker og nu med igangsættelsen af et meget ambitiøst vedvarende energi-projekt. Selvfølgelig vil de nye havmøller være et udstillingsvindue for dansk teknologi. Alt andet ville da være tåbeligt. Men møllernes funktion og formål er at bidrage til løsningen af et miljøproblem.
Ministeren er en gave
Information gør sig også ironisk lystig over det pressemøde i Washington, hvor Auken internationalt lancerede havmøllerne. Det er der ingen grund til. Hvis Information havde gjort sig den ulejlighed at være til stede ved pressemødet, havde den udsendte oplevet en verdenspresse, som var voldsomt interesseret i at høre mere om det danske projekt, fordi det er unikt og af enestående dimensioner.
På trods heraf talte Auken i øvrigt mest om de internationale klimaforhandlinger og behovet for en samlet og effektiv indsats mod klimaproblemet. Herunder sine planlagte møder med nøglepersoner fra såvel det amerikanske miljø- og energiministerium som Det Hvide Hus.
Men mest af alt havde Information oplevet, hvad man som repræsentant fra en dansk miljøorganisation ofte oplever, når man taler med kolleger ude i verden: At det ikke kun er den danske klimapolitik, der er en Gave til Jorden, men også den minister, der står bag politikken. Beslutningen om de 500 havmøller er et godt eksempel på, at det ikke kun er Aukens talegaver, der er grundlaget for denne beundring fra miljøets venner - en beundring der selvsagt ikke deles i de nationer, der er den internationale miljøpolitiks fodslæbere.
Fodslæberne
Det er derfor, lanceringen af de 500 vindmøller var en festlig begivenhed. Fordi der rent faktisk var noget at fejre. Set med snævre danske øjne hvidvasker det ikke al anden dansk energipolitik fra den ene dag til den anden. Således peger Information på et alvorligt problem, som end ikke Auken hidtil har magtet at gøre noget ved: Fraskrivningen af den CO2 på det danske CO2-regnskab, som hidrører fra eksport af elektricitet til Norge og Sverige - et tal der i 1996 var på hele 15 mill. tons.
På det punkt er Auken og Energistyrelsen ikke i kridthuset hos hverken danske eller internationale miljøorganisationer.
Ganske enkelt fordi Energistyrelsens korrektion for eksport/import og temperaturforskelle anses for at være en metodisk glidebane, som er med til at sløre billedet og ikke bidrager til den gennemskuelighed, Danmark internationalt gør sig til talsmand for. Decideret komisk bliver det, når Energistyrelsen kaster sig ud i det semantiske stunt, det er at forklare forskellen på det reelle og det faktiske energiforbrug.
Tilsvarende kan man også klandre regeringen for at gøre alt for lidt for at begrænse udledningen af CO2 fra trafikken. Hvad vi fra de grønne organisationers side også gør ved enhver tænkelig lejlighed.
Men disse minusser i karakterbogen ændrer ikke ved WWF's glæde ved den Gave til Jorden, Auken uddelte på vores pressemøde i Washington. Beslutningen om at opføre 500 havvindmøller er et tigerspring fremad i retning af en bæredygtig udvikling på energiområdet. Derfor var vi glade i mandags.
Gid Information kunne deltage lidt i glæden. I stedet for krampagtigt at fastholde en mavesur kritik, selv når der rent faktisk sker noget enestående positivt.
