Læsetid: 4 min.

Højre om på Rådhuspladsen

Debat
7. oktober 1997

Den politiske korrekthed har sejret med kæmpebabyen i Hjørneværelset

RADIKALISME
VI VANDT, lød rubrikken selvbevidst over den chefredaktionelle klumme på forsiden af kultur- og debatsektionen af Søndags Politiken den forrige hviledag. Vi har vundet kampen om målene, mens det står uafgjort i kampen om midlerne, stod der at læse længere nede i klummen. Glade, selvtilfredse ord.
De handlede ikke om fodbold eller anden sport, selv om den hårdtslående rubrik kunne forlede ukyndige til at tro det. Men den altædende kæmpebaby i Hjørneværelset, Tøger Seidenfaden, kender åbenbart sin begrænsning på enkelte punkter. Han er ikke begyndt at skrive om sport. Endnu. Men han forkyndte i sin klumme, at den traditionelle politiske modsætning mellem en venstrefløj og en højrefløj er forældet. Og at et nyt begrebspar til bedre at strukturere den politiske debat er nødvendigt. Men det er vanskeligt at finde. Det har andre og større ånder end han forsøgt tidligere.
Videre forkyndte kæmpebabyen, at venstrefløjen har vundet kampen om målene - altså de politiske - mens højrefløjen står stærkere i kampen om midlerne. Alle regeringer går nu ind for velfærdsstaten og markedsøkonomien. Imod den uregulerede liberalisme, imod planlægning og økonomisk demokrati. For større velfærd, livskvalitet og relativ lighed. Og det gør Politiken også. For "Politiken er en avis til venstre for midten", skrev den nykonservative chefredaktør. Det kollektive, chefredaktionelle Vi på venstrefløjen skulle altså omfatte både ham og hans avis.
Det skal der nok være adskillige, der vil betakke sig for. Måske endda protestere imod.

LAD GÅ, at Politiken i Hjørneværelsets specielle selvforståelse stadig betragter sig som placeret til venstre for midten med henvisning til en glorværdig, fjern fortid. Midten er godt nok rykket noget til højre som følge af den i disse år så dominerende dårlige tidsånde.
Men det er pral at placere avisen og dens chefredaktør på "den fløj, der hvad målene angår, heldigvis vandt" - altså venstrefløjen, som chefredaktøren skriver. Så ringe er fløjen sgu da heller ikke blevet.
Derimod er avisen under krigskonfirmanden - endnu et af unge Seidenfadens øgenavne på grund af hans leder i Weekendavisen om "den velsignelsesrige krig" mod Irak - blevet endnu mere angrebet af en af tidens slemme intellektuelle sygdomme: Overdreven politisk korrekthed.
Hvem fanden kan være imod velfærd, livskvalitet og relativ lighed? Eller gå imod frisind og tolerance? Eller undlade at sympatisere med frihed, reformer, de svage og de anderledes? På papiret - i hvert fald sådan på uforpligtende programmatisk klummeplads?
Hverken Politikens store konkurrenter, det nyliberalt uafhængige Morgenavisen Jyllands-Posten eller det konservative Berlingske Tidende kunne drømme om at gå imod sådanne selvindlysende værdier.
Søndagsklummen består af tomme ord, hentet fra marketingafdelingens arsenal af slidte genbrugsartikler. Det er fraser, der lever op til de politisk korrekte holdninger. Retorisk pladder, som man vist nok lærer at sky tidligt på cand. scient. pol. studiet i Århus. Det placerer ikke avisen på det politiske spektrums venstre fløj, at en klumme udgør hele en avissides yderste venstre spalte. En bundskraber.
Der skal mere til. Politisk indhold.

AVISEN HAR siden Pundik & Co's gradvise afgang og under den nye ledelse bevæget sig i mere konservativ-nyliberal retning. Moderigtigt ud i en underlig lind, ubestemmelig politisk grød.
Det kunne være berettiget at løsne bladets uformelle forbindelser til det kgl. danske Socialdemokrati, efter at det gamle statsbærende parti med et tiårs magtabstinenser i opposition igen kom op på taburetterne efter Schlüter-regeringens mere eller mindre frivillige magtafkald oven på Tamil-skandalen.
Men bladet er ikke engang dagsorden-sættende længere, hvad den dog ind imellem var under kuglelynet Pundik og hans daglige 117 ideer.
Den stiller ikke skrappe, grundlæggende spørgsmål til magten og mekanismerne i samfundet. Her er den jyske nynationalismes hovedorgan ovre i Viby på fastlandet undertiden frækkere i enkeltsager.
Politikens politiske holdninger og reaktioner er drejet forudsigeligt til højre - i det omfang bladet beskæftiger sig med andet end at servicere og underholde. Det gør den som de andre morgenaviser, måske lidt kvikkere.
Men den skarphed og konfrontation, man tidligere lejlighedsvis kunne møde i bladet, er væk. Og det er formentlig årsagen til, at den såkaldte Tøger-effekt er udeblevet - dvs. en markant stigning i oplaget. Eller måske består den virkelige Tøger-effekt i oplagsstagnation.

EN VÆSENTLIG årsag til Politikens holdningsmæssigt slatne kurs skal nok søges i bemandingen på de redaktionelle leder- og nøgleposter. Efter sin ankomst til Rådhuspladsen sørgede Seidenfaden for gradvis at placere egne tro drabanter på strategisk vigtige poster i redaktionen - adskillige hentet fra hans gamle arbejdsplads Weekendavisen, andre af egen opfindelse.
Desuden indledte han dygtigt og diskret en udrensningsproces blandt redaktionelle medarbejdere. Det skete uden større modstand fra medarbejderforeningen. For det foregik ikke vildt og voldsomt, så det mindede om et blodbad i 1970'erne. Men der skulle jo skabes plads til hans egne mere eller mindre talentfulde støtter. Ingen nævnt, ingen glemt.
Nogle - men langt fra alle - af de gamle redaktionelle medarbejdere fra Pundik-tiden blev stille frosset ud eller blev reelt degraderet. Især de potentielt besværlige og de politisk suspekte med en kulturradikal baggrund. Enkelte fik et spark, mens de lå ned. Andre kan heldigvis ikke røres. Ingen nævnt, ingen glemt. Japansk management, hedder det i erhvervslivet. Ingen konfrontationer, ingen ballade.
"Vi vandt." Hvem er "vi"? Den bekvemme, politisk korrekte, forudsigelige tandløshed har vundet på Politiken.
Måtte det blive en dyr sejr. For det er synd for bladet og dets læsere. Ja, for dansk presse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her