Læsetid: 2 min.

Højskoler som demokratiske laboratorier

23. oktober 1997

Alle højskolefag er ikke lige gode. Vil en dansk folkehøjskole styrke elevernes demokratiske bevidsthed må den lægge en strategi

VÆKSTHUSE
På UNESCO's verdenskonference i Hamburg i august måned fik Ole Vig Jensen opbakning til en ide om at oprette et internationalt akademi for uddannelse og demokrati i Danmark.
Det ville være en stolt sag, hvis et sådant akademi kommer til at have til huse i Danmark. Men det vil også være med en vis berettigelse, at vi ville kunne sige, at naturligvis skal et så væsentligt anliggende ligge her, fordi vi i mange år har set den klare forbindelse mellem oplysning, uddannelse og demokrati.
I sin tale til folkehøjskolernes årsmøde i samme måned i år understreger Ole Vig Jensen den danske traditionen for at se forbindelsen mellem uddannelse og demokrati, og han ser højskolerne, som en afgørende faktor i denne udvikling og forskning. Han pointerer, at "højskolerne er sådanne steder, hvor der sker træning i demokrati".

Retigheder og pligter
Den udtalelse springer nogle mellemregninger over. Højskoler er ikke bare umiddelbart og apriorisk steder, hvor der sker "træning i demokrati". De enkelte højskoler kan være steder, hvor der sker træning i demokrati. Fora, hvor den enkelte kan få en større samfundsmæssig bevidsthed; hvor han eller hun finder ud af, at man ikke bare har rettigheder, men også pligter; hvor den enkelte får en vidensforøgelse, der muliggør at vedkommende kan deltage mere kvalificeret i en debat.
Eller hvordan man nu definerer demokratitræning.
I mange år har det været en udbredt konsensus, at hvis man sætter en gruppe mennesker sammen under et højskoleophold i et vis antal måneder så øges uvilkårligt den demokratiske bevidsthed hos dem. Det uforklarlige og endnu uovertrufne danske universalmiddel i denne sammenhæng er: samtalen.
Jeg tror på, at det er vigtigt at skabe fora, hvor mennesker kan mødes og tale sammen. Men hvis man som højskole har den målsætning at øge den demokratiske bevidsthed hos eleverne, så er det ikke altid underordnet, hvad de samtaler om. Så er det ikke ligegyldigt på baggrund af hvilke foredrag, fag og emnekredse, de kan diskutere. Den højskoleforankrede frihed må ikke og har aldrig været udtryk for, at alting er lige godt. Vil en dansk folkehøjskole styrke den demokratiske bevidsthed hos sine elever må den lægge en strategi for, hvordan den gør det, og ikke bare regne med, at det noget, som bare opstår. HokusPokus.

Kaffepausebefængt
Går man så radikalt, systematisk og nødvendigt til værks, kunne de enkelte højskoler på baggrund af deres egen demokratiudviklingsstrategi være væksthuse og laboratorier tilknyttet (d)et internationale akademi for uddannelse og demokrati. Dét ville der være format over og fremtid i.
Højskoler ville være optimale væksthuse i den sammenhæng, fordi de kan så let omstille og forandre sig. De har aldrig været og skal aldrig bindes op formelle krav og forudbestemte procedurer. Højskoleloven rummer stadig så meget frihed, at personerne bag den enkelte skole fra den ene dag til den anden kan ændre hele formen, hvis de vil.
De kan prøve forskellige forløb af, se hvad der virker, evaluere og melde ud med deres erfaringer.
Og jeg håber, at de vil; men sommetider er jeg bange for, at mange potentielt idealistiske højskolefolk glipper med øjnene og er ved at falde i søvn henover en skemaordnet, fagkoncentreret og kaffepausebefængt hverdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu