Det er ikke nok at overveje, hvordan vi kan gøre kapitalismen mere human. Vi må også forske i, om kapitalismen overhovedet er et system, der bør satses på. Svar til Ejvind Larsen og Hans Lassen
ANSVAR
Ironien har gode vilkår i medierne og ikke mindst i Informations spalter. Og ironi kan være en god taktik, når målsætningen er at udstille kynisme og falskhed.
Men ironien har sin risiko: At den ikke bliver opdaget, hvorfor det ironiske budskab må lide den tort at blive taget for pålydende. Især når det gælder den tilsyneladende genfødte kapitalismekritik kan ironien være vanskelig at håndtere.
To eksempler fra den seneste tid kan tjene som illustration.
Blodig ironi
Hans Lassen tager i et stort essay (4/10-97) fat i "socialdemokratismens totale dominans, venstrefløjens død og marxismens genopstået hos kapitalen". Hvis det er den samme Hans Lassen, som jeg erindrer fra de sene 70'ere, så var han dengang et af venstrefløjens skarpeste analytiske hoveder, nogenlunde så langt til venstre man kunne komme. Ikke noget med "sump" eller "slapper" der.
Det må derfor være blodig ironi, når han i sit essay kan spore en marxistisk tendens i erhvervslivet, en tendens som han tilmed finder "dybt opmuntrende".
Det kan selvfølgelig være mig, der er helt gal på den, men jeg er bange for at ironien ikke opfattes. Jeg tror, der er mange på den tidligere venstrefløj - som Hans Lassen med god grund, men også lidt upræcist - hudfletter, som rent faktisk mener og tror, at kapitalismen er på vej til at afvikle sig selv, bl.a. fordi en flok bekymrede magthavere nu er begyndt at tale om virksomhedernes sociale ansvar.
Derfor gælder det om at støtte deres form for kapitalisme. Det er dybt, dybt bekymrende.
Bekymringen antager uhåndterlige dimensioner når Ejvind Larsen (10/10-97) forsøger at ironisere videre i samme spor.
Nu går det ud over min kollega gennem 25 år, økonom og professor Bengt Åke Lundvall, i 1969 medforfatter til bogen Marxismens politiske økonomi, aktiv i Vänsterpartiet Kommunisterna i Sverige. Hans syn på økonomi og kapitalisme har - i lighed med så mange andres - været genstand for en underbar metamorfose, hvis underliggende holdning vistnok kan sammenfattes i holdningen: Når vi nu ikke kan blive af med den kapitalisme, så må vi se at få det bedst mulige ud af den. Såvel på det personlige som det samfundsmæssige plan.
Under kapitalens vinger
Der er derfor god grund for Eivind Larsen til at ironisere over, at Bengt Åke Lundvall mener, at de økologiske problemer kan løses ved, at kapitalen gøres stadigt mere konkurrencedygtig gennem innovation og vidensopbygning.
Men der er så mange og så stærke kræfter, der tror på dette, at jeg igen er bange for at ironien ikke registreres, og at holdningen tages for pålydende.
Jeg var til stede for de snart to år siden, da Bengt Åke Lundvall holdt sin tiltrædelsesforelæsning. Efter at have læst Ejvind Larsens Frie ord fandt jeg forelæsningen og mine noter frem.
Siden 1995 er Lundvall blevet en stadig mere central og magtfuld person i et særdeles omfattende forsknings- og undervisningsimperium, som til stadighed udbygges, ikke blot her på Aalborg Universitet, men også ved andre højere uddannelsesinstitutioner - først og fremmest Handelshøjskolen i København.
Det drejer sig om mange mennesker og mange forskningsmillioner, som samfundet og skatteborgerne (men også andre) pumper ind i et projekt, som under påskud af at være bredt samfundsorienteret i virkeligheden ender op med at være en direkte subvention af specifikke kapitalinteresser.
Den tavse viden
I sig selv er der ikke noget ophidsende nyt i dette, sådan har det altid været. Det efter min mening meget betænkelige ligger i, at den innovations- og indlæringsfilosofi, som ligger bag forehavendet, er hentet fra mere omfattende samfundsteorier, med hjælp af hvilke udvalgte sektorer af kapitalen nu søges gjort til samfundet.
Meget af dette er dybt mystificerende - i hvert fald ikke tilfredsstillende forklaret i de skrifter jeg har kunnet finde frem til. Dette gælder således begrebet "tavs viden" (tacit knowledge), hentet fra erkendelsespsykologien, hvor det bl.a. dækker over at vi alle har en masse viden, som vi ikke kan gøre rede for. Vi genkender f.eks. let ansigter, men hvis vi ser et dårligt tegnet portræt, kan vi ikke præcist pege på, hvorfor det er dårligt. Vi må altså have en bagvedliggende viden om nogle detaljer, som gør det muligt for os umiddelbart at genkende en helhed.
Nu mener Lundvall og kollegaer, at sådan tavs viden også er til stede i økonomisk produktion og konkurrencemæssige situationer, som det gælder om at få frem i lyset, sætte på kode, for derved at påvirke konkurrenceevnen til det bedre.
Dette skal bl.a. ske gennem målrettet indlæring, meget gerne over en bred bank til alle samfundsmedlemmer, men først og fremmest til de marginaliserede (her slår Lundvalls fortid i VpK måske stadig igennem).
Humanisering
Et andet socialpsykologisk begreb som søges aktiveret i konkurrencedygtighedens tjeneste er "tillid" (trust).
Et samfund uden et vist mindstemål af tillid mellem samfundsmedlemmerne kan ikke fungere. Derfor må begrebet introduceres i erhvervslivet, som derfor bliver mere indbyrdes solidarisk, til gavn for effektivitet og konkurrenceevne.
Den følsomme, humane og socialt bevidste kapitalisme vil blive resultatet, hævdes det. Problemet er, at man tilsyneladende mener, at en "humanisering" af kapitalismen også vil betyde en humanisering" af samfundet.
Det bør ikke give anledning til undren, at et i bund og grund kapitalistisk samfund afsætter store forskningsmidler til det formål at bevare og styrke kapitalismen.
Men det ville klæde (og sikkert gavne) dette samfund, hvis det kunne finde nogle få midler til nogle få forskere, som ville tage det på sig at fremdrage alle de argumenter det taler imod, at denne kapitalisme er et system, der bør satses på.
