Læsetid: 5 min.

Jagt kan forsvares

31. oktober 1997

Et kødædende samfund bør også have plads til jagt

PÅ SKUDHOLD
Som jæger er man på mange måder privilegeret. Man får adgang til store og intense naturoplevelser og en nærkontakt med livet og døden, der ellers er få forundt i den moderne, urbaniserede og kultiverede hverdag.
Man er privilegeret, fordi en kontroversiel syssel som jagt i dag kan dyrkes og nydes med bred folkelig accept. Man kan glæde sig over at de nuværende rammer for jagt i Danmark er kommet i stand efter et bredt forlig, der spænder helt fra de organiserede jægere til inkarnerede jagtmodstandere som eksempelvis Dansk Ornitologisk Forening.
Ude på revirerne kan vi glæde os over en stor og varieret bestand af jagtbart vildt, hvor mange arter er i fremgang. Og endelig kan jægere og ikke-jægere i fællesskab glæde sig over, at jagt i dagens Danmark er biologisk bæredygtig og langt hen ad vejen i god samklang med de økosystemer, der huser vildtet.
Når Peder Agger fra Det Økologiske Råd i en noget diffus kommentar her i avisen (23. oktober) rejser spørgsmålet om, hvorfor jagt i det hele taget er tilladt, fortjener det derfor et svar. For det er jo rigtigt, at jægere kun udgør et mindretal af den danske befolkning. Og det er uafviseligt korrekt, at jagt er en menneskelig anvendelse af naturen, der både forstyrrer dyrelivet og spreder død og lidelse blandt dyrene.
Jeg tror, at der er mange grunde til, at jagt på trods af dette ikke er forbudt. En del er måske historisk betinget: Der har været jagt i Danmark lige så længe, der har boet mennesker her.
Men den vigtigste forklaring er formentlig, at Danmark er en nation af kødædere, og det er da også en både logisk og moralsk forsvarlig forklaring.

Mennesket spreder lidelse
I praksis har danskerne nemlig med et aldeles overvældende flertal besluttet, at det er moralsk acceptabelt, at mennesker slår dyr ihjel for at spise dem. Vi har oven i købet besluttet, at vi med vor selvrespekt i behold kan sætte dyr i verden og opfostre dem under ofte kummerlige forhold blot med det ene sigte at tage livet af dem og spise dem (eller bruge deres pels).
Vi har kort sagt, i vor praksis, besluttet, at mennesker har ret til at sprede lidelse blandt dyrene - her i landet gør vi det oven i købet i en massiv industriel skala.
I forhold til slagte- og pelsdyrbruget er jagten her til lands således kun en mindre del af et større billede, hvor mennesket står for en massiv naturindgriben og naturbrug, der fører til død og lidelse i stor skala.
I et kødædende samfund kan man måske ligefrem sige, at det ville være på kanten af det umoralske, såfremt man ikke, gennem en fornuftigt forvaltet bæredygtig jagt, høstede af det vildtoverskud, den danske natur under alle omstændigheder producerer. Det er jo nemlig ikke sådan, at de dyr, jægerne slår ihjel, ville have overlevet, hvis bare jagt havde været forbudt.

Jagt efter høstprincip
Hvis jagt forvaltes rigtigt, indebærer den, at en del af de dyr, som ellers ville være omkommet af andre årsager, først og fremmest mangel på føde i den koldeste del af året, i stedet bliver til jagtudbytte. Selvfølgelig ikke taget dyr for dyr. Men anskuet på bestandsniveau vil de dødsfald, der forårsages af jægere, træde i stedet for dødsfald, der ellers ville være indtruffet alligevel, men af andre årsager.
Det lyder måske næsten for godt til at være sandt, at man således kan beholde sin kage, mens man spiser af den, men det skyldes naturens produktive kapacitet. Kagen er ikke en given størrelse, tværtimod: Den lever og vokser hele tiden.
Jagt i denne form udøves inden for det, man kalder et høstprincip, og det gør al dansk jagt i dag, fordi jagtudøvelsen forvaltes godt og ud fra en rimelig solid biologisk viden om bestandenes udvikling og trivsel.

Hagl i kroppen
Men jægere slår ikke bare dyr ihjel, de sårer jo også en masse vildt, der ikke dræbes, men undslipper og enten dør senere eller lever videre med hagl i kroppen, siger Peder Agger så. Og det er ganske rigtigt, selv om det ikke nødvendigvis er korrekt, at billedet er en såret fugl for hver nedlagt, som han skriver.
Dét billede er, så vidt den tilgængelige viden rækkker, formentlig dækkende for to arter, nemlig edderfugle og kortnæbbede gæs. Hvorvidt det er dækkende for andre jagtbare arter, véd hverken jeg eller Peder Agger, men Danmarks Miljøundersøgelser arbejder på at skaffe mere viden på området.
Mens vi venter på flere resultater fra dette arbejde, kan vi imidlertid godt blive enige om, at der i dagens Danmark såres for mange dyr i forbindelse med jagt.
Der er ikke megen tvivl om, at danske jægere skyder for dårligt og skyder på for meget, som der ikke burde være skudt på. Derfor arbejder ansvarlige jægere hver for sig og Danmarks Jægerforbund, der organiserer cirka 90.000 danske jægere, da også aktivt på at få antallet af anskydninger bragt ned.

Anden er ligeglad
Når det er sagt, bør det imidlertid også siges, at man lige så godt kan indstille sig på, at anskydninger aldrig vil kunne undgås. Få menneskelige aktiviteter er perfekte, og skydning med haglgevær til levende mål under praktisk jagt vil stensikkert aldrig blive det. Så en del af jagtens pris er, at jagt ikke bare spreder død, men også anden form for lidelse i naturen.
Her skal man dog stadig huske på, at en masse af denne lidelse ville være der alligevel - uden jagten, idet bestandsniveauerne så blot ville blive holdt i ave af andre mekanismer, sygdom, sult og misvækst.
Uagtet, at disse ikke implicerer mennesker på samme måde som jagt, vil det således være helt misforstået at tro, at de vil føre til en mindre lidelsesfuld opretholdelse af bæredygtige bestandsniveauer.
Vi kan i sagens natur ikke vide det med sikkerhed, men det forekommer ikke særlig oplagt, for nu at sige det mildt, at det eksempelvis skulle være mindre lidelsesfuldt for en and at sulte ihjel hen under vinteren end at omkomme i knaldet fra et haglskud en smuk oktoberdag.
I det sidste tilfælde er der måske også en relativ trøst, for mennesket, i at vide, at anden efter sin død vil sprede glæde og nytte, selv om anden givetvis er ligeglad.

Jagtfri områder
Peder Agger anfører også, at jagt ikke blot belaster naturen i kraft af skydningen men også i kraft af den forstyrrelse, jægernes tilstedeværelse medfører. Det er fuldstændig korrekt, men gælder dog ikke blot jagt, men også andre menneskelige aktiviteter i naturen: Fuglekiggeri, orienteringsløb, traveture, bærplukning, sejlsport og meget andet.
Derfor indgik det også som en vigtig del af forliget om jagtloven i 1993, at der skal oprettes snesevis af lokale jagt- og forstyrrelsesfri kerneområder.
Også denne del af forliget gennemføres i et bredt samarbejde mellem de interesserede parter.
Lokalt koster det ofte jægerne ganske meget i tabte jagtmuligheder, men alligevel er det i det store og hele lykkedes at opretholde den brede enighed og få udarbejdet det ene holdbare lokale kompromis efter det andet, som accepteres af alle med større eller mindre begejstring.
Et smukt eksempel på det samarbejdende danske folkestyre, når det er bedst, og samtidig måske den bedste illustration af, hvordan jagt kan finde sin plads også i dagens og morgendagens samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu