Læsetid: 6 min.

Vi kan ikke nøjes med at vise et godt eksempel

27. oktober 1997

Drude Dahlerup og Niels I. Meyer overbetoner den nationale selvbestemmelse. I stedet bør de bidrage til at løse de sociale og miljømæssige problemer, der ikke holder sig inden for grænserne

PRAKSIS
Drude Dahlerup og Niels I. Meyer undlader i deres indlæg den 14. oktober at gå ind i en diskussion af de kritikpunkter jeg rejste i mit indlæg, Selvbestemmelsens utilstrækkelighed, den 27. september. I dette indlæg kritiserede jeg Dahlerup og Meyers diskussionsoplæg, Alternativ til EU, som i uddrag kunne læses i Information, den 19. september.
Et af de grundlæggende problemer i Drude Dahlerup og Niels I. Meyers argumentation er, at de fortsat viger uden om en beskrivelse af det middel, der skal bruges til at regulere den stadig mere internationale økonomi. Reguleringen af den internationale økonomi er af afgørende betydning, såfremt vi skal gøre os forhåbninger om at løse en række af de sociale og miljømæssige problemer, der kendetegner den moderne verden. De nationale politiske institutioner har således vist sig at være et utilstrækkeligt middel i bestræbelserne på at løse de problemer, der går på tværs af landegrænser.

Hvor er alternativet
Det er naturligvis helt i orden, at Dahlerup og Meyer afviser, at det forpligtende samarbejde i EU kan bruges i denne forbindelse. Der er ikke i sig selv noget forkert i at afvise, at EU kan udgøre det nødvendige supplement til de nationale politiske institutioner. Det er til gengæld yderst problematisk, at Dahlerup og Meyer undlader at beskrive det alternativ de ønsker at benytte i stedet for EU.
"I vores vision bliver de rige vesteuropæiske lande enige om at skabe en ny form for Marshallhjælp, som i første omgang ensidigt er til Øst- og Centraleuropas fordel," skriver Dahlerup og Meyer (19. september). Ingen visioner lader sig imidlertid realisere ved, at man blot udtaler ønsket herom. Dahlerup og Meyers visioner er selvsagt ingen undtagelse. Dahlerup og Meyer undlader imidlertid at beskrive det middel, der skal bruges til at virkeliggøre deres visioner. De angiveligt så samfundsomvæltende visioner tømmes dermed for indhold, de forvanskes til fraser.
Naturligvis kommer Dahlerup og Meyer ikke beskrivelsen af alternativet til EU nærmere, når de skriver, at "samarbejdet i EU må organiseres på en helt anden måde", og at samarbejdet primært "skal være et mellemstatsligt samarbejde som i FN" (19. september). Disse formuleringer rejser blot nye spørgsmål. Skal der på alle områder være tale om et mellemstatsligt samarbejde? Skal alle deltagerlande, uanset indbyggertal, have én stemme? Skal de enkelte nationalstater selv kunne vælge, hvilke beslutninger de vil lade sig forpligte af? Og nok så vigtigt: Hvilke kræfter skal overhovedet realisere dette alternative samarbejde?

Selvtilstrækkelighed
Spørgsmålene er identiske med de spørgsmål jeg stillede i mit forrige indlæg. Hvorfor undlader Dahlerup og Meyer at svare? Faktisk er det mærkeligt, fordi en besvarelse af spørgsmålene må formodes at være til deres egen fordel.
Besvarelsen af spørgsmålene må forventes at ville tegne konturerne af det alternative samarbejde, der angiveligt skal danne rammen for "frit at gennemføre særlige indsatser f.eks. på det sociale område og på miljøområdet". Dahlerup og Meyer ville dermed have et stærkt kort på hånden, som de kunne bruge til at dæmme op for beskyldningerne om nationalisme og national selvtilstrækkelighed, som de i deres indlæg bruger megen spalteplads på at afvise.
Alvoren i Dahlerup og Meyers manglende beskrivelse af det middel, der skal bruges til at regulere den internationale økonomi, bliver især tydelig i lyset af de konkrete problemer vi står overfor i Europa. Jeg påpegede i mit forrige indlæg problematikken omkring den sociale ulighed i Middelhavsområdet. Der er ikke umiddelbart udsigt til, at forholdene i området bliver bedre. I 1980 boede der således 173 millioner mennesker i de fattige ikke-europæiske Middelhavslande. I år 2030 forventes befolkningstallet at være steget til 600 millioner mennesker. Mængden af vand, som hver enkelt har til rådighed, forventes at falde til 0,7m3. Til sammenligning forbruger hver dansker i dag 62 m3 vand om året.
Dahlerup og Meyer mener imidlertid ikke, at dette eksempel kan bruges som argument for etableringen af et overnationalt samarbejde i Europa. Sagt med deres egne ord, kan eksemplet ikke udgøre "nogen særlig begrundelse for at skabe en ny supermagt i Europa" (14. oktober). En formulering der rejser følgende spørgsmål. Hvis man ser perspektiver i EU-samarbejdet, er det så fordi man er tilhænger af "en ny supermagt i Europa"?

Fælles miljøproblemer
Sagen er desværre ikke så enkel.
Når jeg er tilhænger af EU, skyldes det, at jeg ser samarbejdet som et middel til at løse nogle af de omfattende sociale og miljømæssige problemer, som overstiger de enkelte landes formåen. Det er sikkert og vist, at intet land alene kan løse problemet med den sociale ulighed i Middelhavsområdet. Det er ligeledes givet, at intet land alene kan løse problemet med atomkraftværkerne i Central- og Østeuropa. Det vil koste 20 milliarder dollar, at lukke de farligste reaktorer. Problemer af denne type lader sig kun løse, hvis de europæiske landes befolkninger løfter i flok. Jeg ser EU, som dén politiske ramme inden for hvilken de nødvendige forpligtende aftaler kan udformes.

Hvad skal vi så gøre?
Dahlerup og Meyer deler ikke denne opfattelse. De mener ikke, at de nævnte problemer nødvendiggør et overnationalt samarbejde som EU. Spørgsmålet er blot, hvad de mener vi skal sætte i stedet for. Det nærmeste Dahlerup og Meyer kommer et svar på dette spørgsmål synes at være påpegningen af "det gode eksempel": "Selvom vores bidrag i absolut skala ikke vejer så tungt, så lægger vores eksempel et pres på de andre rige lande" skriver Dahlerup og Meyer, med henvisning til den danske u-landshjælp (14. oktober). Påpegningen af "det gode eksempel", som et middel til at løse de omfattende problemer vi står overfor, er besnærende. Men er det tilstrækkeligt?
Kun i indbildningen er der forskel på de politiske kræfter, der slet ikke ønsker at løse de (grænseoverskridende) problemer, der kendetegner Europa, og de politiske kræfter, der ønsker at løse disse problemer, men undlader at påpege de midler, der skal bruges i denne forbindelse. I praksis er forskellen ens. Man kan i denne forbindelse forsøgsvis overveje, hvordan de sociale forhold ville tage sig ud i dagens Danmark, hvis lovgiverne i begyndelsen af dette århundrede havde indskrænket deres virke til en fremhævelse af "det gode eksempel". Det synes rimeligt at antage, at omfordelingen af goder ville indskrænke sig til almisser. Nøjagtig, som vi i dag ser det med u-landshjælpen.

Rammen om demokratiet
Det er min opfattelse, at "det gode eksempel" slet ikke vil bane vejen for de nødvendige forandringer! Det er min opfattelse, at utilstrækkelige forslag af denne type, blot tjener til en opretholdelse af de bestående forhold. Et indirekte argument for fortsat social ulighed.
En af grundene til, at Dahlerup og Meyer har vanskeligt ved at fremlægge et bedre forslag, er, at de værger sig mod at udbygge de nationale demokratier med et tilsvarende demokrati i Europa. Det er, som de skriver, "enkeltstaterne der er rammen om demokratiet" (19. september). I denne sammenhæng kritiserede jeg i mit forrige indlæg Dahlerup og Meyer for at overbetone det nationale demokrati. Problemet er ikke, at Dahlerup og Meyer lægger vægt på det nationale demokrati. Problemet er, at de kun lægger vægt på det nationale demokrati.
I deres ensidige fokusering på det nationale demokrati overser Dahlerup og Meyer, at såfremt der ikke etableres en modvægt til det nationale demokrati (i form af et overnationalt demokrati) vil der alt for let kunne træffes beslutninger på nationalt plan, som lader andre lande i stikken. Dahlerup og Meyer overser, at deres betoning af det nationale demokrati kan slå over i et indirekte forsvar af nationale privilegier. Hvor de klassiske liberalister betoner "individets frihed", betoner Dahlerup og Meyer "nationalstatens selvbestemmelse". Utilstrækkeligheden i begge standpunkter er den samme. I begge tilfælde overses det fællesskab, som henholdsvis individet og de enkelte lande er en del af.
Dahlerup og Meyers problem er, at de fortsat overbetoner den nationale selvbestemmelse, og fortsat undlader at beskrive det middel, der skal bruges til at løse de grænseoverskridende problemer i Europa. Dahlerup og Meyer bidrager således ikke til løsningen af disse grænseoverskridende sociale og miljømæssige problemer. Indtil videre gør de - det modsatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu