Kronik

Koldbrand i sjælen

29. oktober 1997

Den nedværdigende holdning, samfundet som helhed indtager over for de mennesker, der er født før 68-generationen, efterlader dybe psykiske sår

SOCIALT SET

Hvad du evner kast af
i de nærmeste krav.

Sådan skrev Bjørnson i 1868 i sin fædrelandssang fra Fiskerjenten. Og det var stadig den devise, som størstedelen af den generation, der var børn i 1930'erne, blev opdraget efter. Og som derfor senere, for de flestes vedkommende, også blev grundlæggende for deres arbejdsmoral.
Den samme generation udliciteres nu, som gamle, til private rengøringsselskaber som ISS, når de ikke længere evner at opfylde 'de nærmeste krav'. At de politiske, sociale og økonomiske instanser, der er ansvarlige for denne udlicitering, nu står og vrider hænder i tilsyneladende forargelse over dens konsekvens, giver mig både gåsehud og brækfornemmelser.
Det er så hyklerisk, at det mangler sidestykke i dansk politik, hvor der ellers ikke i øjeblikket er mangel på hykleri. Man behøver ikke at gå til svenske plejehjem for at finde skandaløse plejeforhold for gamle og svage mennesker, og det er ikke blot fysisk vanrøgt, der afsætter tryksår, der kan give koldbrand.
En koldbrand langt ind i sjælen giver de psykiske sår, der afsættes af den nedværdigende attitude, samfundet som helhed indtager over for de mennesker, der er født før 68-generationen. En koldbrand, der ikke kan læges af nok så mange medie-formidlede forargelser.
Derfor: Spar forargelsen, og gør i stedet noget effektivt!

Her savner jeg i høj grad en deltagelse i en debat om disse forhold fra mine fagfæller, sygeplejerskerne, og vores organisation Dansk Sygeplejeråd.
Hvor er I henne?
I ser det dagligt på nærmeste hold, eller ser I det heller ikke mere? Er også I blevet mere optaget af resultatløn end af det, der hidtil har været sygeplejens adelsmærke: omsorgen for medmennesket?
Selvfølgelig er sygeplejen lige så fortjenstfuld, som ethvert andet arbejde. Men de kvindelige værdier, som ømhed og omsorg, er som cementen i et bygningsværk: Man ser den ikke, men når den smuldrer, falder bygningen sammen. Derfor må vi kæmpe for at bevare disse værdier, i stedet for at sælge ud af dem. Vi er medansvarlige for, at tingene bliver synliggjort, også selv om det kan koste en stilling. For så vidt vi da kan komme igennem med en kritik.

Det er jo ikke kutyme, at lytte til de mennesker, der har den praktiske erfaring. Alligevel er vi forpligtet over for vores samvittighed og over for de mennesker, der på grund af alder og svaghed ikke kan tale deres egen sag.
ISS, og andre rengøringsselskaber udnytter jo kun - som så mange andre og i den hellige privatiserings navn - det menneskesyn, der igennem de sidste 25 år er frembragt gennem jagten på penge og kapital som eneste værdigrundlag.
Den politik, der de sidste mange år, er ført på børne-, ungdoms- og ældreområdet, er en logisk konsekvens af dette menneskesyn. Et menneskesyn, hvor den enkelte kun er ansvarlig over for sig selv og sin egen bekvemmelighed. Det, vi i dag kalder et velfærdssamfund, blev frembragt med den hensigt, at vi betalte vores skat som en garanti for, at vore gamle, børn og svage kunne få en optimal tilværelse, uafhængig af deres egen indsats.
Er denne samfundsmoral helt desavoueret til fordel for en anden, hvor man udliciterer mennesker, som man udliciterer bygningsarbejder? Til et samfund, hvor de uproduktive mennesker bliver betragtet som affald, noget man skal af med, mod mindst mulig udgift. Den skat, de gamle betalte igennem alle deres arbejdsår, gik til det sociale fundament og til et uddannelsessystem, som de ikke selv fik mulighed for at udnytte.
Den skat, der betales i dag, går ironisk nok til teknik, administration og forskningsprojekter, der primært arbejder med muligheden for nye sociale besparelser - i stedet for forbedrede sociale og medmenneskelige forhold.

For staten er de mennesker, der stadig udgør dens fundament - børnene og de unge - i stedet for at være en investeringsobjekt blevet en belastning, lige som den samme stat kasserer sine gamle som brugt materiale, mens man endnu lever højt på deres arbejdsindsats. Det var jo ikke dem, der nu bliver udliciteret, der boede i kollektiv, sov i fællesrum, røg chillum og ind imellem de langvarige studier tog på diverse udlandsrejser.
Nej, det gjorde de, der i dag som Store Klaus sælger deres egen bedstemor til den højstbydende! Det gjorde de, hvis eget følelsesliv og sociale behov skulle - og stadig skal - dækkes, med eller uden psykologhjælp.
Fra litteraturen, over medierne, til de økonomisk ansvarlige er der siden 1968 kørt en devaluering af ældre mennesker. Det at være ung blev, og er stadig, en kvalitet i sig selv. Teknikken overflødiggjorde erfaringen og medmennesket.
Ingen har spurgt - eller spørger - om den ældre generations følelser og behov. De blev ikke spurgt, da de var børn. Ikke da de var unge. Ikke blev ældre.

Men hvordan var den da, denne barndom og ungdom, i 1930'erne og 40'erne? Hvordan var de betingelser, under hvilke man skulle udvikle sig til voksne ansvarlige mennesker? Hvordan var betingelserne for de børn, der begyndte deres skolegang i 1934? De mennesker, der i dag er 70 år.
Ja, i 1933 var arbejdsløsheden 43,8 pct. Fattigdommen var stor både i by og på land.
I 1930'erne alene forlod 60.000 mænd og 85.000 kvinder landbruget på grund af landbrugskrisen og vægtforskydningen mellem landbrug og industri.
Så bolignøden var stor i byerne, hvor ethvert rottehul blev taget i besiddelse som bolig. I 1930 var der 113.000, der modtog fattighjælp, til trods for at man dengang fik frataget stemmeretten i fem år, efter at man havde modtaget hjælpen. Denne ordning fortsatte helt op til 1961. Det vil sige, at fattigdom også dengang blev betragtet som den enkeltes egen fejl, for hvilken man blev straffet.
En skoleoverlæge skriver i et fagblad i 1934: "Jeg har i de 14 år, jeg har arbejdet som skolelæge, aldrig set en sådan samling af gråblege børn, med maskeagtige udtryk og i dårlig stand, som jeg så i den nævnte kommuneskole i den forløbne vinter."
Skolen lå i et københavnsk arbejderkvarter, og der blev i forbindelse med denne beskrivelse lavet et regnestykke: Med en understøttelse på 22 til 24 kr. om ugen, var den 29 øre om dagen pr. person i en familie på to voksne og to børn, når husleje og brændsel var trukket fra.
Mange levede af kaffe og gammelt franskbrød og wienerbrød. For 25 øre kunne man købe tre gamle franskbrød eller 30 stk. gammelt wienerbrød.
De "gråblege børn" er i dag omkring de 70 år. Hvordan har deres liv været?
Hvordan har de fået kræfter til at yde deres del til det samfund, der med en utrolig fart har udviklet sig til et forbrugersamfund, hvor forbruget er vigtigere end mennesket.
I 1940 var arbejdsløsheden 33 pct. I 1940 steg priserne med 25 pct fra maj til juli. I 1940 fik kun 60.000 af landets 470.000 børn mere end 7. klasse i skolen, på landet kun hveranden dag. Kun 4 pct. kom i gymnasiet.
I 1945 var der i København et underskud på 50-60.000 lejligheder. Så sent som i 1956 var to tredjedele af lejlighederne uden toilet, 96 pct. uden bad, 55 pct. uden afløb fra køkkenvask, det vil sige, at de frøs til om vinteren.

Disse forhold var baggrund for en opvækst og ungdom, der yderligere var båndlagt af besættelsestidens restriktioner. Men de er også baggrunden for de vilkår, under hvilke de, der i dag er gamle, har medvirket til den udvikling, der er sket i det samfund, der nu udstøder dem som fremmedelementer.
Fra 1950 til 1978 blev antallet af udearbejdende gifte kvinder mere end fordoblet, fra 28 til 64 pct.
Man fik to indtægter til hjemmet, så den næste generation kunne få den uddannelse, som forældrene ikke selv havde haft mulighed for. En uddannelse, som gav den næste generation adgang til sproget og dermed til magten. Den adgang, i kraft af hvilken man nu sidder og administrerer det samfund, hvor antallet af medmennesker er indskrænket til den, man møder, når man ser sig selv i spejlet!
Derfor: Sålænge vi ikke formår - eller agter - at ændre det menneskesyn, vi alle uanset køn og generationstilhør er medansvarlige for, enten i kraft af passivitet eller det modsatte, sålænge er der ingen grund til at forarges.
Det er betydeligt vigtigere at spørge: Hvordan får vi igen etableret respekten og ansvarligheden for medmennesket?
Medmennesket som ligeværdigt, uanset om det er født i 1920'erne, 40'erne, Tyrkiet eller Somalia.
For det er jo dog heldigvis stadig sådan, som Bjørnson skrev for 130 år siden:

"Her er sommersol nok
her er sædejord nok
bare vi, bare vi
havde kærlighed nok!"

Kilder:
'Fattig i Danmark', Knud Vilby, Gyldendal, 1978
'Om børn og deres virkelighed, før og nu', Erik Sigsgaard, Hans Reitzel, 1995.

Inge G. Larsen er pensioneret sygeplejerske og cand. phil.

APROPOS
Aktiv dødshjælp har mange former
Apropos den aktuelle og tragiske sag om aktiv dødshjælp, så ved vi jo alle, at der findes andre former for aktiv dødshjælp, hvoraf de mindst synlige, de mindst omtalte, ikke desto mindre er det de mest tragiske, de mest omfattende og de mest effektive. Og det er metoder, der ikke er strafbare.
Jeg tænker her på den måde, man både fra samfundets og fra mange familiers side systematisk fjerner livslysten og værdigheden hos gamle mennesker. Fra samfundets side degraderer man dem fra at være ligeværdige medlemmer til et infantilt stadium, blandt andet med et forslag som det, der er fremme, om at fjerne retten til at klage over sociale ydelser, når man er fyldt 67 år. Det næste bliver vel, at man igen fjerner den stemmeret, der først i 1961 også blev tilgængelig for mennesker, der var under social forsorg.
Og fra familiens side er den eneste grund til interesse og besøg alt for ofte den forventede arv, som man derefter slås indbyrdes om. Det at være et gammelt menneske er i så høj grad blevet noget negativt, at ingen tager anstød af det faktum, at alle gamle effektivt er fjernet fra det offentlige spejl, tv og medier. Hvis det da ikke lige drejer sig om visse elitære personer. Man har i dybeste tavshed fra det offentlige forbigået den oplysning, der for nogle måneder siden blev bragt i en tv-udsendelse, at selvmordsprocenten på vore plejehjem er steget med 50 procent!
Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om det drejer sig om ti eller hundrede personer.Inge G. Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu