Måske bryder Naser Khader sig ikke om, at blive slået i hartkorn med Mehmet Necef, men det er svært at skelne mellem deres holdninger
HVID MANDS TJENER
I Information d. 18.oktober 1997 afslutter Naser Khader sin lange kommentar med at hævde, at han "vil den åbne debat, samtalen og brobygningen" - fri for personlige og usaglige angreb. At skulle udråbes til marionet af den selvsamme person er i sagens natur svært at tage helt alvorligt.
Ikke desto mindre hævder Naser Khader, der ellers er imod personlige og usaglige angreb at: "Annemette Nyborgs tekst er som taget ud af et brev, jeg modtog fra Bashy Quraishy..." og "Bashy Quraishy kritiserer ikke personer med etnisk baggrund offentligt. Det kan han sagtens sige når han får andre til det i dette tilfælde Annemette Nyborg, en marionet, der ikke kan forholde sig håndgribeligt til debatten" osv.
At Naser Khader må høre de samme holdninger fra flere kanter, betyder bestemt ikke, at nogen er marionetdukker for hinanden - det skyldes derimod, at jeg langtfra er den eneste, der har fået øjnene op for Naser Khaders gerninger. Og det var måske i virkeligheden det, han skulle forholde sig til. Man kunne næsten fristes til at tro, at Naser Khader selv har fat i den ene eller den anden ende af en marionet-dukkes snor. Men jeg kan forsikre dig, Naser Khader, jeg kan sagtens tænke selv, og jeg behøver ikke at få hjælp til at skrive mine kommentarer - gør du?
Ikke let at være stolt
Naser Khader er stolt af at være dansker. Det er dejligt at høre, der er personer, der kan glæde sig over det Danmark (en gang) var kendt for ude i verden: Demokratiet, ytringsfrihed og det frie foreningsliv. Begreber som jeg også sætter stor pris på, men som jeg synes de seneste år har fået en underlig hul klang. Blandt andet oplever jeg hvordan det i ytringsfrihedens hellige navn er fuldt legalt, ja næsten stuerent - at bruge de værste gloser om de etniske minoriteter. Jeg ville ønske, at jeg også kunne være stolt og glæde mig over at være dansker. I stedet vil jeg citere Jørgen Knudsen, der i Politiken 19. oktober sætter ord på den frustration, som jeg føler ved at være dansk: "I dag er det ikke let at være stolt over at være dansker, altså at tilhøre en nation, hvis flertal mener, at vi behandler de fremmede for godt. Jeg bryder mig ikke om at være landsmand med så megen smålighed, så megen menneskelig usselhed, så indeklemt, hadsk og fej en racisme".
Jeg ville ønske, at jeg en dag kunne være stolt af Danmark, som et foregangsland i bekæmpelse af racismen, et land, som ikke tolererede diskriminering af nogen art, hvor demokratiet var til for alle landets indbyggere. Sådan er det ikke i dag, i stedet er der tendenser til at dele befolkningen op i grupper, og tilmed skal man på det nærmeste kvalificere sig til at få lov at være dansk. Ved en evig mistænkeliggørelse over for nogle grupper - etniske minoriteter, vil jeg mene at vi snarere fjerner os fra det, vi kunne være stolte af.
Det evindelige men
Som jeg tidligere har nævnt, benægter jeg ikke at, tvangsægteskaber og dominerende ægtemænd findes - ligesom jeg aldrig (som du Naser Khader ellers påstår) vil undskylde eller forsvare vold af nogen som helst art.
Det jeg gerne vil tage fat i, som jeg synes er noget af det allervigtigste er - som Naser Khader i øvrigt meget smukt skriver - "De allerfleste muslimske familier er engagerede, aktive og gør en stor indsats for deres børn", og så fortsætter sætningen ellers "Men der er immervæk nogle der er ligeglade og som kun tænker på at spare så mange dollars sammen som muligt...".
Hvis bare vi kunne stoppe før dette evindelige men. Så er vi jo netop ganske enige om "de allerfleste osv.", men hvor mange danskere er i virkeligheden klar over det? I betragtning af at 82 procent danskere aldrig har mødt en indvandrer, hverken privat eller på deres arbejdsplads. Er det så ikke temmelig uretfærdigt at fokusere så kraftigt på "men, der findes også..." selvfølgelig gør der det. Men når størsteparten af befolkningen hovedsagligt møder de etniske minoriteter i medierne, ville det nu være på sin plads at skære ned på historierne om hustruvold, bortgiftede døtre, bortførelse af børn, skattesvindel osv. og i stedet oplyse om de familer, som jo heldigvis udgør størsteparten og er velfungerende.
Negative toner fylder
Problemet er at mange slet ikke er interesseret i at høre om disse familier og deres problemer, og efter min mening var det her du Naser Khader med din viden og erfaring, du har så travlt med at understrege, for alvor kunne og burde sætte ind. I stedet for at hyle med i koret af de mistænksomme, hvor sangen konstant lyder, som du selv synger med på: "unge, der danner kliker - imod integration - terroriserer boligområder osv." Disse negative toner fylder ufatteligt meget i dit indlæg - taget i betragtning, at du alligevel med en lille uskyldig sætning får indflettet, at sådan er størsteparten altså ikke. Dermed spiller du med på den melodi, den stadig mere højredrejede befolkning ønsker at høre, og i en tid hvor vi er begyndt at mærke osen af valgflæsk, må det jo også være en oplagt måde at vinde stemmer på.
Måske bryder du dig ikke om, at blive slået i hartkorn med Mehmet Necef, men - ja du har ret - jeg har faktisk svært ved at skelne jeres holdninger ud fra hinanden - måske fordi der den seneste tid i dagspressen, når etniske minoriteters problemer skal kommenteres - alt for ofte står "Mehmet Necef og Naser Khader mener..." (Bl.a Politiken 20. oktober) og i disse tilfælde, virker I da vældig enige.
Så ud over at den ene er "liberalist og den anden socialliberalist", kunne jeg godt tænke mig en uddybning af, hvor de grundlæggende forskelle i jeres holdninger så i virkeligheden ligger? Hvad er dine egne konkrete forslag, og hvori adskiller de sig fra Mehmet Necefs?
